
Guderne maa vide hvad der gik af mig, men jeg gik prompte ind og koebte sagte karklud og gik hjem og skrev et brev, som jeg sendte med karkluden til... Simon Spies!
Et par uger senere fik jeg et brev fra "Formandens bureau", med et paent signeret kort med tak for den betaenksomme gave. Stoenni - hvad i alverden var jeg for et barn?
Posten kiggede en ekstra gang, da han skulle aflevere brevet. Det var nok ikke hver dag han skulle aflevere et brev fra Formanden til en lille fraek bondetoes. Han var nysgerrig som bare pokker og blev indtil jeg aabnede brevet!
Gad vide hvorfor jeg pludselig kom til at taenke paa det? Jeg har stadig kortet et eller andet sted. Sikkert i en lille kasse med "ting jeg ikke naenner at smide ud". Det er laenge siden jeg har kigget paa den. Jeg maa paa loftet et smut. (",)
Med tak til Bjarne for inspiration...
2 kommentarer:
dejlig historie :-)
de furboer, de er nu noget for sig selv ;-)
Vel er "de" saa (",)
Send en kommentar