En solskinsdag

I gaar morges da jeg gik til stationen var jeg lige ved at komme for sent til toget, da jeg partout skulle stoppe og tage et billede eller to. Der stod noget ukrudt med de smukkeste lyseroede blomster og solen skinnede paa det.

Det sker bare saa tit jeg staar i den situation, men efterhaanden har jeg besluttet mig for at jeg vil have tid til at stoppe og beundre en blomst, en bi, en sevaerdighed eller noget helt tiende som fanger min opmaerksomhed - og saa faar toget bare vente, med mindre jeg kan rende staerkt nok til at naa det ogsaa...

Jeg lever et temmelig hektisk arbejdsliv, med mange sene aftener, meget at laese og taenke over og store ansvar.

Jeg elsker mit job og nyder hvert et minut af det, men der skal ogsaa vaere tid til at vaere mig og til at nyde livet uden for arbejdet.

Som den vaagne laeser vil have lagt maerke til, saa elsker jeg at tage billeder og baerer altid min udemaerkede mobil, med kamera. Min familie, venner og kolleger har efterhanden vaennet sig til det og stopper bare op, venter paa jeg faar klikket og snakker videre som om intet var sket.

Af og til er der en der spoerger: "Skal du ikke tage et billede", men jeg har lagt maerke til at jeg bedst kan tage billeder naar der ikke er nogen til at blande sig i det. Jeg er blevet spurgt hvorfor jeg tager saa mange billeder og svaret er ganske enkelt: det goer jeg bare!

I aftes var jeg paa vej til et moede i "The Professional Women's forum", et lille intimt forum kreeret af en forhenvaerende kollega, og paa vejen gik jeg naturligvis den lange vej, for jeg skulle jo bare liiiiige.

Shell Livewire have en awards ceremony i Gibson Hall, hvor jeg gik forbi og der stod denne soelvkvinde og ventede paa jeg skulle tage et billede. Taenk sig hvis jeg havde vaeret kedelig og var gaaet den fornuftige vej, saa havde jeg slet ikke faaet hende med i mit kamera!

For oevrigt kan jeg ikke forstaa jeg ikke har en eller anden invitation til noget i Gibson Hall, for de har da simpelthen de mest fantastiske lysekroner, som jeg sagtens kunne tage en del billeder af!

Moedet var paa Pizza Express i Leadenhall Market og gik med masser af snak, mad, snak, vin, snak, mere vin, snak, dessert, snak vin, snak, kaffe - og saa hjem. Tiden gik alt for hurtig, men vi ses igen i September og saa snakker vi bare videre da.

Da jeg kom hjem ventede der mig en kaempe overraskelse. Jeg saa min elskede med TO SKO PAA for foerste gang i tre maaneder. Jeg var lige ved at tude af glaede. Endelig kan jeg begynde at tro at han faar laert at gaa igen og faar sin fulde foerlighed tilbage.

Han skal stadig gaa med stoevlen, men er begyndt at eksperimentere lidt med at gaa selv. Det er maaske ikke den meste elegante gangart, men det er ogsaa en gangart!

Vi har en hospitalsaftale om en tre uger, hvor stoevlen gerne skulle indleveres og saa starter fysioen. Der er lys forude!