Loerdags udskejelser

Loerdag formiddag drog sis-in-law og jeg mod Trafalgar Square med vores strikketoej for at deltage i "World Wide Knit in Public day". Vi var enige om at vi godt kunne lave lidt af en udflugt ud af dagen, saa da vi ankom til Charing Cross gik vi ind i Marks & Sparks og provianterede, saa vi var parate til lidt af hvert.

Vi satte os paa en baenk paa Trafalgar Square og noed vores medbragte mad og begyndte saa smaat at holde udkig med folk med strikketoej i haenderne. Der gik ikke laenge inden vi blev opmaerksomme paa en gruppe folk, som havde fanget sikkerhedsfolkenes opmaerksomhed. Det var strikkerne...

De fik besked om at de ikke kunne sidde der og demonstrere eller at lave udstilling, uden at have tilladelse til det. Stoenni, hvor provokerende er det lige et strikketoej er?

Vi satte os hos de andre strikkere og fandt stille og roligt strikketoejet frem. Efter nogen parlamenteren fik manden med de stoerste strikkepinde forklaret at vi bare "tilfaeldigvis" havde moedt hinanden der - og ville sidde og strikke og snakke; om ikke det var tilladt - isaer paa World Wide Knit in Public day?

Det kunne de ikke saa godt sige nej til, saa vi fik besked om IKKE at udlevere flyers og paa nogen maade reklamere med hvem vi var, men paa det tidspunkt var der efterhaanden en tyve stykker af os, saa ingen reklame var noedvendig!

Folk stroemmede til i stride stroemme og tog billeder til den store guldmedalje, for sikken der blev strikket! Jeg tror jeg er paa samtlige billeder taget af turister paa Trafalgar Square den dag. Mange kom og snakkede med os og indtil flere kom og fortalte at de selv var strikkere og elskede at se os sidde der og noerkle.

Dagens (andet) tema paa Trafalgar Square var Palestinakonflikten og der blev solgt, handlet, informeret og protesteret til den store guldmedalje. De deltagende havde oejensynligt soegt tilladelse til lidt af hvert...

Jeg faldt pladask for det store flag der flagede for "PACE"...

Og maa indroemme jeg ikke helt kunne lade vaere med at beundre den unge dame fra parliament-square der havde taget klisterbaand for munden, med en besked til Tony Blair - og klisterbaand over brysterne, med en besked til verden: "STOP THE GENOCIDE". Jeg kan godt se at et par strikkepinde paa stoerrelse med telefonmaster er ret provokerende i forhold til den slags.

Efter et par timers strikken blev vi enige med hinanden om at nu havde vi strikket in public og det var tid at gaa videre i teksten, for udflugten skulle tage os lide videre omkring end bare Trafalgar Square, naar nu vi var kommet afsted.

Vi takkede arrangoeren og fik besked om at vi skulle keep in touch og komme med paa deres strikkeaftener og komme og hilse paa dem i butikken. Det goer vi saa paa et tidspunkt, for de kunne jo taenkes at have noget fedt vi ikke kan taale at gaa glip af!

Vi snuppede dog lige en tur omkring Nelson's Column, inden vi drog videre op i the West End.

Min yndlingsudsigt fra Trafalgar Square er og bliver udsigten ned over Big Ben. Jeg elskede at jeg kunne bruge Big Ben som "armbaandsur", da jeg plejede at cykle paa arbejde. Cyklede jeg over Trafalgar Square klokken 11 minutter i 8, saa moedte jeg til tiden!

Duerne er for oevrigt blevet forvist fra Trafalgar Square, men det er der vidst nogen der har forglemt at fortaelle dem, for jeg synes nu stadig der er en del - og de er lige saa klamme som de altid har vaeret. Deres "charmerende" oegenavn klaeder dem saa godt: "Flying rats..."

Vi gik op mod Piccadilly Circus, gennem Air Street, videre op gennem Carnaby Street til Liberty, hvor vi modstod fristelsen til at gaa ind (det var virkelig en personlighedstest!), da vi havde lovet os selv at vi skulle et smut i den nye Primark, eller PriMarni, som den populaert er kendt blandt unge piger, for at goere lidt sommerindkoeb.

Sommerindkoeb blev det, for naesten alt hvad jeg koebte var gult! Efter endnu et par timer var vores foedder og ben ved at vaere godt slidte, saa vi snuppede tuben fra Bond Street til London Bridge og saa hjem. Vi havde endnu en lille picnic i toget paa hjemturen og skaalede i roedvin paa en rigtig god dag. Folk kiggede lidt, men det var vi da lige glade med, for ih, hvor havde vi toesehygget hele dagen.

Da vi kom hjem var der endnu flere kort og gaver og jeg begyndte at undre mig om folk troede det var i aar jeg blev 40, men det er altsaa udsat et aar mere. Det er vidst normalt man tager ens foedselsdage i kronologisk orden!

Klokken 19.30 var der bestilt bord paa den lokale Tyrkiske restaurant, som er blevet lavet om til en Mexikansk... Vaeldig logisk skift, men den var nu ikke blevet ringere af at vaere Mexikansk - og saa er den helt vildt rimeligt udstyret mht priserne.

Vi grinede, snakkede, aad og vi drak, ih du milde. Vi havde besluttet os for bare at invitere vores vidunderlige afkom med partnere og det var simpelthen saa hyggeligt bare at vaere os selv. Det er ikke sidste gang vi goer det!

Tak for alle de mange soede foedselsdagshilsner fra naer og fjern. Det var helt sikkert en dag jeg vil huske i meget lang tid.