06 april 2009

Livskompetencer

I dag var en David soendag. Vi ser alle frem til hveranden soendag, hvor vi har en dejlig dag i familiens skoed – og laerer en lille smule mere om os selv og livet i al almindelighed.

Naar man har alle sine fakulteter og ogsaa fysisk er ovenpaa er det nemt at tage livet for givet. Der er mange der ikke er saa heldige, men det taenker vi ikke paa i det daglige, for da har vi jo vores eget at makke med. Hver anden soendag taenker jeg meget over det – og hver gang vi har haft David paa besoeg snakker vi meget om alle de ting vi kan og goer som en selvfoelgelighed og alle de ting man slet ikke taenker paa at man paa et tidspunkt har skullet laere.

David er 47 aar gammel og er skizofren. Han bor i et beskyttet bofaellesskab, hvor han har en dejlig lille lejlighed. Han faar social hjaelp (invaliderenter?) og har personale ved haanden, der soerger for han faar sin medicin, soerger for han overholder sine hospitalsaftaler, stoetter ham i hverdagen, saa han kan leve et nogenlunde fornuftigt liv og hjaelper ham styre oekonomien. Det behoever han nu ingen hjaelp til, for han er simpelthen en vaskeaegte gammeldags gnier! Faktisk arbejder vi for tiden paa at faa ham til at bruge nogen af alle hans penge, for ellers begynder de at tage hans understoettelse fra ham. Det er en helt anden debat – og helt aerligt, lidt af et luksusproblem!

P1260913David startede livet som en ganske almindelig lille soed knaegt. David og hans bror John saa op til deres store faetter med den smarte bil. Min elskede har ejet flere biler i sin tid end noget andet menneske jeg nogensinde har kendt og han lod altid de to smaa faetre faa en koeretur i den sidste nye og smarte sportsvogn. Det var en oplevelse for de to og er noget David snakker om den dag i dag som vaerende en oplevelse af de store. Han elsker naar vi koerer tur. :)

Davids far var en skraekkelig tyran. Moderen var mentalt syg og mens broren var ganske normal, havde han nogle forfaerdeligt daarlige nerver (det tror da pokker!). For ca. 10 aar siden doede Davids far. Han var bare foerst eller midt i 70erne, men doede af et daarligt hjerte. Tre maaneder senere doede moderen. Jeg er egentlig ikke sikker paa hvad hun doede af, men hun har altid taget en hulens masse medicin, saa mon ikke hendes organer var traette af dage. Mindre end et aar efter foraeldrene var begravede tog John sit eget liv. Han kunne ikke klare verden laengere og tilbage stod David, som var noget chokeret og temmelig meget ude af balance.

Min elskede traadte til med det samme. Han har altid holdt meget af sine to smaa faetre og har altid soerget for at de var en del af familien. David blev langsomt en stoerre og stoerre del af vores hverdag og efterhaanden fandt vi en passende loesning som loed paa at han bruger hveranden soendag her hos os.

Noget af det foerste jeg lagde maerke til ved David, da jeg foerste moedte ham, var hvor hjaelpesloes han var. Han var saa vandt til at alt blev gjort for ham at han ingenting kunne selv. Han havde altid selv styr paa hvornaar han skulle have sin medicin, men han blev siddende paa sin roev, indtil nogen kom med medicinen og et glas vand – og naar han havde taget medicinen holdt han glasset frem, saa man kunne tage det fra ham. Alle der kender mig ved at den slags slet ikke gaar her i huset. Her bliver man tvunget til at laere at goere ting selv, for ellers doer man af baade toerst og sult! 

Paa engelsk taler vi om “life skills”, som Google translate oversaetter til “livskompetencer”. Life skills er alle de ting man skal have laert i loebet af livet, for at have et almindeligt fungerende og selvstaendigt liv. Sommetider kigger jeg paa folk og hvordan de opdrager deres boern og undrer mig over om de tror at boern laerer ting af sig selv? Boern skal laere alt. Nogle ting laegger man slet ikke maerke til man laerer dem, men ikke desto mindre skal de laere alt og langt det meste laerer de af deres foraeldre og soeskende, hvis de har saadan nogen. Den anden dag var der en lille purk paa maaske knap 2 der vinkede til os og vi grinede af hvor svaert det er for saadan en lille fyr at vinke. Det er maaske ikke en livsnoedvendighed, men en livskompetence af en slags er det vel.

P1260814Da jeg var en stor toes paa en 15-16 aar fik min bedstemor mig til at love hende at jeg ville tage koerekort, naar jeg blev gammel nok. Jeg havde ingen planer om at skulle have bil, men som bedstemor sagde, saa ville jeg give mig selv muligheden for at kunne koere, hvis det skulle blive noedvendigt og samtidig kunne jeg jo bare lade vaere, hvis ikke jeg gad – men jeg kunne! Min bedstemor fik aldrig koerekort og David har heller ikke faaet laert at koere bil. Han maa nok heller ikke med den medicin han er paa, men han har ikke haft muligheden for at vaelge. Min elskede insisterer paa at alle vores boern skal tage koerekort. I hans oejne er det en life skill. Til at begynde med var jeg ikke enig med ham, men efterhaanden kan jeg godt se hvad han mener. Mellemste barn er 23 og har stadigvaek ikke faaet taget koerekort.

Jeg og mine soeskende var heldige nok til at vokse op med foraeldre der oenskede at deres boern skulle vaere selvstaendige og som derfor lod os laere alle vores life skills fra en tidlig alder. Jeg maa indroemme jeg mange gange har maattet minde mig selv om min egen barndom, naar jeg har haft svaert ved at give slip paa mine boern og lade dem blive voksne. Det er skide svaert at lade ens barn faa nogle knubs, naar man ved man saa let selv kunne tage dem for dem eller kunne goere ting for dem helt uden nogen skulle faa knubs, men det laerer de jo ingenting af. I London er det meget normalt at “boern” bor hjemme indtil de er midt til sidst i 20erne. Da jeg var 15-16 begyndte jeg at planlaegge hvad jeg skulle lave efter 10. klasse og otte uger efter jeg var fyldt 17 flyttede jeg ikke bare hjemmefra, men rejste udenlands og blev vaek i et aar. Da jeg var 21 var jeg emigreret og da jeg var 24 blev jeg mor til tre. Jeg har to hjemmeboende boern paa hhv 22 og 23.

Danske venner og familie har tit hoert mig til hvornaar boernene skal flytte hjemmefra, faktisk har det vaeret et fast spoergsmaal siden de var omkring 16, for saadan er jo den kultur jeg er vokset op i. Vores venner og familie her stirrer vantro paa os naar vi fortaeller at de blev verfet ud med 18 maaneders varsel sidste Januar. De synes vi er nogle forfaerdelige ravneforaeldre, men jeg synes nu vi har fundet en hel paen balance, naar man tager i betragtning at her spiller tre forskellige kulturer og nogle staerke personligheder ind. Vi har altid insisteret paa at boernene skulle kunne selv og der er milevid forskel mellem dem og deres faetre og kusiner, som er opvokset i et traditionelt vestindisk familiemoenster, hvor “boernene” ikke flytter hjemmefra inden de naar omkring de 30.

I mine oejne kan man ikke forvente at blive anset som vaerende en voksen inden man paatager “voksne ansvar” saa som et arbejde, maaske et parforhold og mest vigtigt – eget hjem af en eller anden slags. Jeg  begriber slet ikke der ekisterer folk over 18, der overhovedet kan finde sig i ikke at vaere selvstaendig, men saadan er man jo saa forskellig.

P1260818Siden David har kommet fast her i huset har han faaet laert mange nye life skills. Nu bliver der stillet krav til ham og han viser sig at vaere i stand til at tage vare paa sig selv i langt hoejere grad end personalet hvor han bor nogensinde havde forestillet sig. Min elskede kraever at David har vaeret i bad, er barberet og har paent og rent toej paa, naar han bliver hentet. Et par gange har der vaeret en stoerre debat om hvor vidt alt det vandpjaskeri er en noedvendighed, for det mener David bestemt ikke, men vi vil have at vi kan tage ham med naar vi skal nogen steder. Jeg tror aldrig der var nogen der havde laert David at barbere sig ordentligt og til tider plejede han at ligne en der havde vaeret i kambulage (ehmmm… hvordan i alverden staver man til det?) med en plaeneklipper, men nu har han faaet det laert, for hans kaere faetter har simpelthen taget haand om problembet og har laert ham hvordan man barberer sig! Det var da heller ikke for tidligt, efter som han formodentlig har haft 30 aar aat oeve sig i!

Naar David er her staar han for at daekke bord. Han kommer selv og tilbyder sin hjaelp og saa skal han ogsaa have lov at goere sig nyttig. Til at begynde med var han meget usikker og jeg skulle sige til ham hvordan det skulle goeres. Nu kommer han selv og spoerger om ikke vi skal have f.eks. salt paa bordet, hvis jeg ikke har stillet det frem, og saa daekker han et rigtig paent bord. Vi skal til at have ham laert at lave noget mad, men vi gaar meget langsomt frem, da der skal en del repetetion til foer han faar tillid til sine egne evner.

Paa tirsdag faar vi noget taeppe leveret, som skal laegges paa loftet. Vi snakkede om det over aftensmaden i aften og fluks tilboed David sin assistance. “Jeg kan godt hjaelpe, jeg skal slet ingenting paa tirsdag” sagde han og kiggede bedende paa sin faetter. Det var simpelthen saa soedt af ham at tilbyde sin hjaelp og vi skal nok finde paa noget han kan hjaelpe med, for der er altid rigeligt at lave i et gammelt hus. For halvandet aar siden havde han aldrig turdet tro nok paa sig selv til at tilbyde sin assistance. Han vidste slet ikke at han kunne noget som helst. Jeg blev simpelthen saa roert og helt aerligt lidt stolt af os selv, at jeg lige maatte vende hovedet bort et oejeblik.

P1260929

Jeg gad vide om hvad jeg har skrevet overhovedet giver nogen mening, men nu er det i hvert fald skrevet og saa vil jeg gaa i seng! Aftenens godnatbillede er fra solnedgangen i aften. Godnat.

Technorati Tags: ,,

20 kommentarer:

Marina sagde ...

Kære Tina. Det indlæg gav så meget mening, på mange planer. Tak fordi du skrev det. Der er ufatteligt meget man skal lære som menneske, omsorg som I så fint demonstrer er en vigtig enggenskab at dække bord er en anden. For de der kan virker tingene selvfølgelige, men for de der ikke kan er det et bjerg der spærrer vejen mod normaliteten.

Anita sagde ...

Du kan tro, det giver mening! Jeg er rørt over at læse, at I har så meget overskud til at give lidt til ham, som har/har haft svære livsvilkår.

I er smukke mennesker, Tina.

Ellen sagde ...

Hold da op Tina - det var søreme noget af et indlæg. Så åbent og ærligt - fortalte mange ting om dig, din hverdag og dine holdninger. Du har simpelthen som ganske ung taget tre små børn til dig som dine egne? Flot.

Min fætters søn er også skizofren, men nok i mindre grad end David, for han kunne klare sig selv så nogenlunde, når hans mor hjalp ham, og økonomien blev styret. Nu har han fundet en kvinde, der elsker ham, som han er, og det har haft en helt fantastisk, nærmest mirakuløs virkning på ham.

Dine betragtninger over kulturforskellene var også interessante. Problemet i dag er vel delvist, at de unge ikke har råd til at flytte hjemmefra, fordi det er blevet så dyrt. Men det går selvfølgelig lidt den anden vej igen.
Ellers er jeg enig: Ud af røret senest som 20-årig... men jeg tror ofte, at det er pigerne, som har det største behov for at bygge egen rede.

hjerteveninde sagde ...

Lang og interessant læsning og jeg er enig i, at vi skal lære hele livet. Mennesket er det pattedyr som er længst tid om at blive klar til, at kunne klare sig selv. De fleste bruger 1/5 - 1/4 af sit liv på at kunne klare sig selv, til at blive voksen.

Jeg bliver helt varm om hjertet over det overskud og ikke mindst indhold I giver David. Var bare flere med samme overskud/tid/lyst, så ville der være områder der så langt bedre ud.

Olines sagde ...

Det giver rigtig meget mening og jeg har flere gange igennem dit indlæg måtte vende tankerne indad.
Jeg arbejder med mennesker "på kanten af livet" - de mennesker der lige nu har betegnelsen som "udsatte" i det danske samfund og jeg er helt enig med dig i, at det kræver livskompetencer og ansvar.
Jeg bruger ofte ordene, vi skal udfordres tilpas. Dvs. vi skal tage det ansvar og stilles over for de opgaver vi kan håndtere og som vi kan få succes med.
Tak for et godt tankevækkende indlæg.

Olines sagde ...

Det giver rigtig meget mening og jeg har flere gange igennem dit indlæg måtte vende tankerne indad.
Jeg arbejder med mennesker "på kanten af livet" - de mennesker der lige nu har betegnelsen som "udsatte" i det danske samfund og jeg er helt enig med dig i, at det kræver livskompetencer og ansvar.
Jeg bruger ofte ordene, vi skal udfordres tilpas. Dvs. vi skal tage det ansvar og stilles over for de opgaver vi kan håndtere og som vi kan få succes med.
Tak for et godt tankevækkende indlæg.

Laila sagde ...

Sikke en smuk historie, Tina.. Jeg blev rørt over den omsorg i giver David og vel og mærke omsorg som han kan bruge til noget!

Iøvrigt er jeg hel enig i dine andre betragtninger. Jeg rejste selv hjemmefra og til udlandet som 17 årig og på flere planer var det meget sundt for mig, men jeg mener dog man skal passe på med HELE tiden at fortælle det unge menneske at nu skal du snart ud af mit hjem! Der hvor jeg kommer fra talte man ned fra det unge menneske blev 15!! Og det er ikke rart.. Mange tanker fra Laila(der måske snart kommer med eget blogindlæg) :o)

Nille sagde ...

Tina,

Det var et meget meget smukt og rørende indlæg. Det mindede på grusom vis om min egen fætter, som er handicappet - men hvis far var en tyran, der nægtede at anerkende, at hans søn ikke var perfekt. Han ødelagde den dreng i stedet for at hjælpe ham til at udnytte de skills, han absolut også havde.

For selvfølgelig skal David også hjælpe til i det omfang han kan og vil - og nu synes han jo så også, at det er spændende. Det er et flot arbejde I gør for at hjælpe ham - og mon ikke hans livskvalitet er steget gevaldigt i stedet for bare at være passiv deltager i sit liv?

Liselotte sagde ...

Tina, dit hjerte er så stort - jeg er meget taknemmelig for, at jeg har lært dig og lidt af din familie at kende. I er rummelige, sjove og kærlige mennesker. De bedste, der findes :-)

Lene sagde ...

Tina, det giver i den grad mening, og dit indlæg har simret siden jeg læste det i morges.

Meget af det gør vi forhåbentlig uden at tænke over det, men med små familier kommer vi nemt til at være over vore børn hele tiden. Vi ved hvor de er qua mobilen, de er ikke længere væk end en sms, og så er det en kunst ikke at bruge den mulighed.

Tusind tak for dit indlæg, og du er som jeg tidligere har skrevet virkelig en rollemodel for mig. Og David og I er heldige med at I har hinanden, for at få lov til at hjælpe er jo også en gave :-)

anjoe sagde ...

Det er gode, brugbare ting, I får lært David, samtidig med at hans selvtillid styrkes. Hvad mon hans første madprojekt bliver???

Irene sagde ...

Tina, du er et af de mest kompetente mennesker jeg kender. Jeg er stolt af at du er min søster.

Knus med smækkys på!

famhansens sagde ...

Hej Tina

Det er nemt at pakke et menneske, som ikke er helt som andre ind i vat. Men man fratager dem også glæden ved at kunne selv.

I giver ham således også muligheden for at være en del af det sammenhold, der er i at opnå resultater sammen.

Det var et dejligt livbekræftende indlæg at læse.

FUUR sagde ...

Hej MUS jeg er glad for du er min datter, du og min yndlingssvigersøn i LONDON, er kloge, dejlige og kærlige mennesker, i hjælper altid hvor i kan se det er tiltrængt.

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

WOW - tak for alle de paene ord og spaendende observationer. Jeg er helt overvaeldet og kan slet ikke overskue at kommentere individuelt. Jeg vil dog lige lave en undtagelse, nemlig til din kommentar Laila. Du har helt ret mht at starte en nedtaelling i en ung alder, for det er ikke alle der er parate til at rejse hjemmefra saa tidligt som du og jeg - og da slet ikke saa langt vaek! Jeg mener det er et spoergsmaal om balance og som foraelder boer man have lidt fin foelelse med ens boern!

Mette sagde ...

Uha, jeg fik helt tårer i øjnene. Jeg har en søn på knap 23 år, som fik diagnosen skizofreni for et par år siden. Han klarer sig selv med kommunale kontaktpersoner, men ingen ved, hvor vi ender henne....

Irene sagde ...

YO! Forresten, bedlerne er slet ikke dårlige heller!

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Mette - det er bare saa skide svaert og det er da garanteret endnu svaerere, naar det er ens egen soen! Forhaabentlig er I heldige med kommunen I bor i.

Irene - tak, jeg kan isaer godt lide de foerste to. :)

Bettys blog sagde ...

Det var både spændende og rørende at læse dit indlæg - og tankevækkende.....
Godt for David, at han har jer.

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Tak Betty.