No milk today...

Saa er maelken afbestilt og langt det meste af vores anseelige samling skrammel og ragelse er sendt til opbevaring. Joesses, jeg har sagt det foer og jeg siger det lige igen: VI HAR ALT FOR MEGET AF AL TING! Det er vi naturligvis selv skyld i, men stoenni vi har meget!

Vi overdrager huset i morgen over middag og fik lige nyt i dag at vi ogsaa handler paa det nye hus i morgen, med overdragelse den 24. October. Fedt, saa naar vi at holde ferie helt uden stress og en lille uges tid senere begynder det store arbejde med at faa huset sat i stand. Vi har aldrig vaeret kendt for at tage den nemmeste udvej og det kan man heller ikke sige vi goer her, men for hulen hvor vi glaeder os. :)

Morgenstund har guld i mund

For hulen da ogsaa en morgen vi vaagnede til i dag. Naar man saadan faar over 25 grader aller sidst i September, saa kan skyerne godt komme til at lande paa graesset!

Jeg elsker simpelthen naar mosekonen brygger og var faktisk lidt sen til at faa taget et billede, for taagedynen var meget tykkere inden jeg gik i bad. Jeg tvivler paa jeg er oppe til at tage billedet i morgen, for da har jeg fri!!! Ja, naturligvis ikke mere fri end dagen skal bruges paa at faa pakket det sidste, men fri fra arbejde!

Det var saa sidste morgentur ned gennem industrikvarteret i morges. Lige praecis den lille straekning kan jeg rigtig godt lide, men jeg faar en ny straekning naar vi flytter ind i det nye hus og det bliver en straekning med flere muligheder for afveksling og det er jo ikke saa ringe endda. :)

Jeg var ikke tidligere afsted end ellers, men der var usaedvanligt stille i omraadet, saa jeg kunne faa fred til at snuppe et par morgenbilleder. Jeg er altsaa tit i overhaengende fare for at komme for sent til toget, men man kan goere meget med 30 sekunder, med lidt god vilje. :)

Skyggerne var godt nok lange og jeg tror ikke der gaar laenge inden jeg trasker hjemmefra i moerke. I loebet af den normale sommer, altsaa den der normalt ligger i Juni til August, skinner solen alt det den kan paa postkassen!

Fra paa mandag snupper jeg stationen fra modsat retning. Vi har lige hoert nyt i dag at der er chance for at vi bytter kontrakter i morgen paa det nye hus. Jeg tror sgi da vi naar at faa koebt et hus inden vi rejser paa ferie. Spaendende!

Aftenens godnatbillede

Proev lige og spoerg om det regnede da jeg gik hjem til aften. Selvfoelgelig havde jeg kun en lille bitte miniatureparaply i tasken, og blev drivvaad inden jeg naaede hjem. Det havde trueet hele dagen og jeg skal ikke sige andet end det kom. I morgen snupper vi saa de 25-27 grader som vi er blevet lovet hele ugen!

Oppe i det roede felt!

Til trods for den ellers saa truende himmel, var solen fremme da jeg gik ud for at fouragere i dag og som den naturligste ting skaffede jeg noget mad og begav mig over til mit nye yndlingssted, One New Change, hvor jeg trykkede paa nr 6 paa elevatoren, for at begive mig op paa taget, for at spise min medbragte.

"Undskyld frue" loed der fra en ung sikkerhedsmand, som havde set min medbragte, "du kan ikke spise din medbragte mad her". "Oeeeehhh hvad?" spurgte fruen og fik den samme besked igen. 

Sikkerhedsmanden undskyldte og snart stroemmede endnu en af slagsen til. De var begge dybt pinligt beroerte over at skulle give den besked, men de havde en ordre at adlyde. Mit ellers saa tempererede blodtryk stroeg lige op i det roede felt. Man kan sgu da ikke forbyde folk at nyde en madpakke paa en offentlig, udendoers plads!

Ganske rigtigt var der et lille ikkeryger skilt paa siden af baenkene, som, efter naermere inspektion, viste sig ogsaa at have madforbuddet skrevet paa. Der er en fin restaurant, en champagnebar og nu ogsaa en lille cafe oppe paa taget og kun mad der er koebt der maa nydes der. Maden jeg lige havde koebt var koebt i den bygning jeg stod ovenpaa!

Nu har jeg vaeret igennem bygningens planning permission (planlaegningstilladelse?), som heldigvis lige som alle andre saadanne documenter er offentligt tilgaengelige. Jeg bliver sgi da noedt til at have en lille snak med the City of London Corporation for det kan da bare ikke passe at man ikke kan spise en madpakke deroppe. Det er ikke fordi cafeens mad eller priser fejler noget, men hvad nu hvis man kun havde raad til at spise sin egen medbragte klapsammener? Det bliver jeg altsaa noedt til at undersoege, for tilfreds er jeg langt fra. Sikkerhedsmaendene oenskede mig held og lykke, de synes nemlig ogsaa det var noget pjat!

En tur gennem hele matriklen

Denne weekend had vi vaeret igennem hele matriklen og har nu helt styr paa hvor meget arbejde vi stadig har foran os - jeg skulle hilse og sige at det er en hel del! Min elskedes faetter har meldt sin ankomst i morgen for at hjaelpe med at faa alle vores kasser transporteret til opbevaring - det er godt at have saadan en faetter i familien, som tilfaeldigvis har et par ledige haender!

En ting er helt sikkert, istaplysene paa forsiden af huset bliver haengende hvor de er, de flytter ingen steder. Vi maa koebe et nyt saet og skaffe en stige hoej nok til at haenge nogen op i paa det nye hus, naar vi naar saa langt.

Vi tog en lille havevandring i loebet af eftermiddagen og da jeg tog dette billede sagde min elskede lige praecis hvad jeg taenkte; gad vide hvordan vores potter har det? Det er faktisk direkte pinligt, men vi har simpelthen haft saa travlt at vi over hele hovedet ikke har set min svoger og svigerinde i to maaneder! I naeste weekend har vi pludselig tid til overs, med mindre selvfoelgelig vi pludselig bliver husejere, og saa maa vi ned og se til dem!

Der var en ting vi ikke fik gjort i denne weekend og det var at faa parasollen taget ned. Ja, der var sandelig ogsaa mange andre ting vi ikke fik gjort, men det var lige den vigtigste, for saadan noget skal goeres saa laenge det ikke regner og uanset hvor meget de lover paa vejrudsigten om at vi skal have baade 25 og 27 grader i loebet af ugen, saa ved jeg godt at saadan noget vejr kan foere til en del regn! 

Vi glaeder os og er spaendte paa det naeste eventyr i vores liv, men en ting kommer vi vidst til at savne og det er at have frugt i haven. Vi kan naturligvis saette frugttraeer i den nye have, men det tager grangiveligt nogen tid foer de baerer frugt; det er foerst i aar vi har faaet en ordentlig aeblehoest skoent det er 9 aar siden traeerne blev plantet!

Jeg ved ikke hvad slags de her er, men for hulen de smager godt. De kommer fra et trae som var her da vi koebte huset, men de havde paa det tidspunkt aldrig baaret frugt. Traeet staar midt i en haek og traengte kraftigt til en kaerlig haand. Det fik den og det faar de nye ejere saa lov at nyde. :)

Jeg havde egentlig forestillet mig vi ville vaere lidt vemodige ved at sige farvel til huset og det kan da naas endnu, men heldigvis er der jo ingen der har tvunget os til at flytte og vi glaeder os. Det bliver sgi da spaendende!

Brugerundersoegelse

Jeg fulgte et link til en strikkeopskrift paa Familie Journalens hjemmeside og blev moedt med en brugerundersoegelse. 

Hvis det er foerste gang man besoeger hjemmesiden og man ikke engang er naaet saa langt som til forsiden foer brugerundersoegelsen dukker op, hvordan i alverden skal man saa kunne svare paa spoergsmaal om siden.

Stoenni - jeg haaber gud hjaelpe mig deres opskrifter er mere gennemtaenkte end brugerundersoegelsen!

Fortidsfrugt

For en hel del aar siden boede jeg i Glasgow, hvor jeg arbejdede for en joedisk familie. Jeg skulle lige over og laane fingre og taeer hos min elskede, for at regne ud hvor mange aar det er siden og vi naaede til 26! Hmmm... det var dengang jeg var ung og smuk og det foeles lige pludselig som om det var i et andet live, saa lang tid er det siden.

Naah, men det var den joediske familie vi kom fra. Familien introducerede mig til masser af nye ting, blandt andet forskellige frugter, som ikke lige var naaet til Fur Brugsforvirring dengang, tilbage i 80erne. 

En frugt jeg altid var lidt skeptisk overfor var den paa billedet her. Det er en "persimmon" og kaldes ogsaa "sharon fruit". Vi importerer den typisk fra Israel. Jeg ved ikke hvad den hedder paa dansk, men uanset hvad den hedder, saa ser den saadan lidt tam ud. Jeg er det mindst kraesne menneske jeg kender, men lige praecis denne frugt synes jeg saa saa grynet og traels ud paa ydersiden.

Man bliver hurtigt klogere, naar man skaerer ind i den og her kan man virkelig sige skindet bedrager. Koedet er saadan abrikosagtigt og saa smager det himmelsk. Smagen ligger et eller andet sted mellem en abrikos og en mandarin, bare soedere og mere vaniljeagtig.

Sharon fruits er min elskedes yndlings lige for tiden - det er bare helt i orden med mig, saa laenge han koeber nok til jeg ogsaa kan faa en lille bid.

Store pakkedag

Saa gaar det loes med det sidste af vores ragelse. Jeg har sagt det foer og jeg siger det lige igen - for hulen, hvor har vi meget jordisk gods!

Aftenens godnatbillede

Solnedgang over Southwark Bridge. "Sol" er kodeordet her, vi loves temperaturer over 25 grader i den naeste uge - og saa kommer sneen. Jeg kan jo ikke lade vaere med at glaede mig over begge dele.

Aftenens lysekrone

Aftenens lysekrone er en af dem der haenger i den store hal i "the Plaisterers' hall" i London Wall, hvor CISI boed paa et glas vin i aften. 

Jeg sagde ja tak, for jeg mener bestemt der var noget at fejre. Vores advokat ringede i eftermiddags og spurgte om det gjorde noget om vi byttede kontrakter med vores huskoeber i dag? Om det gjorde noget? Nej, sgu da - tvaert imod. Vi var ellevilde, for nu ved vi at huset er solgt paa fredag den 30. September.

Skoent - vi lukker et kapitel, foer vi aabner det naeste. Vi ved ikke med sikkerhed hvornaar vi kan overtage det nye hus, men efter sigende er det snart. Vi har tid at vente!

Dagens lunchtime vandring

Dagens lunchtime vandring gik til Holborn Viaduct, hvor jeg havde et moede. Jeg er ikke nogen stor fan af moeder der straekker over min lunch, men jeg maa indroemme jeg er en ret stor fan af at besoege andre kontorer og se hvordan udsigten er fra deres vinduer.

I Holborn Viaduct kontoret var der udsigt ud over Smithfield Market, som er Londons koedmarked. De gamle koedhaller er i fuld sving om morgenen, hvor tonsevis af koed skal distribueres ud til Londons hoteller og restauranter og hvem ellers handler koed fra Smithfield.

Moedet var langt og sejt, men jeg tog min beloenning paa vejen tilbage til kontoret og slog ind om "Postman's Park", en af the City's smaa oaser.  Jeg begriber slet ikke at der ikke er flere der benytter saadan et sted. Jeg kan altid finde mig en baenk der.

Det er maaske en kende maerkeligt at sidde og hygge sig mellen gravstene og tomter, men paa en kirkegaard er der altsaa graenser for hvor meget besvaer man har med de fastboende. Faktisk synes jeg de er hyggeligt selskab.

De gamle gravstene fra de sloejfede grave staar rundt omkring i smaa klaser. Nogle kan man stadig laese, mens andre er helt visket ud af tiden. Jeg kan bruge timevis paa at laese gravsten, men i dag sprang jeg over og noed i stedet bare den klare efteraarsluft.

Vi maa naerme os efteraarsjaevndoegnet (er det mon i dag?) og snart skruer vi paa klokken igen, for at snyde lidt med dagslyset. Jeg glaeder mig allerede.

Det var virkelig paent

Det stoevregnede i morges, da jeg gik hjemmefra. Den slags ren kan virkelig vaere vaadere end nogen anden, men jeg havde heldigvis opdaget det inden jeg forlod huset og havde min parasol med.

Stoevregnen var bare saa flot paa blomsterne ned i industriomraadet; bare aergerligt at jeg ikke havde tid til at faa mine billeder til at blive skarpe! :(

September vejr

Vi er knap tre uger inde i efteraaret og allerede nu kan vi kalde den en stoerre succes end sommeren. Ja, vejret har egentlig ikke aendret sig, men man forventer jo ikke over en 19-21 grader i September. I dag var vinden faktisk saadan rigtig lun. 

Jeg glaeder mig til at finde sommertoejet frem om et par uger eller tre, naar vi drager "o Teneriferie" for det har slet ikke vaeret fremme i aar. Vi plejer at sidde ude og spise de fleste aftener i loebet af sommeren, men i aar har det knap vaeret varmt nok til at sidde ude til middag. Sidste sommer spiste vi stort set ikke inde!

I dag spiste jeg ude til frokost. Jeg koebte en bakke salat og satte mig op paa One New Change. Det er simpelthen det mest geniale spisested i hele London og efterhaanden aabnes der et par spisesteder deroppe. Der er en fin restaurant og planer om en champagne bar, men det jeg havde haabet allermest paa er nu dukket op - nemlig en lille sandwich shop, som ogsaa kan skaenke en god kop kaffe. Jeg kan forestille mig at man kunne sidde i lae deroppe paa en solskinsrig December dag og nyde en kop kaffe, med udsigt hjem. :)

Min indre Gertrud Sand

Vi bliver noedt til at faa det sidste af huset pakket i loebet af den naeste uges tid, saa vi er helt klar og ikke skal panikpakke i sidste oejeblik.

Der skvulpede lige en boelge med energi ind over mig og nu er det lukkede loftrum, som jeg vidst hovedsageligt er ansvarlig for at stille ting ind i toemt. Jeg bildte migselv ind at der ikke var saa meget derinde, for der var jo bare kufferter og julepynt. Kufferterne fylder ikke alverden, for de kan jo stables inden i hinanden, desuden skal de ikke pakkes for langt vaek, for vi var jo smarte nok til at laegge vores sommerferie i Oktober, saa de skal snart i sving igen. :)

Julepynten derimod... for hulen, hvor har vi bare ALT for meget. Mindst halvdelen skal vaek! Jeg tror vi har julepynt nok til at pynte Trafalgar Square. Vi har saa mange fine ting som f.eks. Georg Jensen uroer og ting, som vi har faaet i gave fra Danmark. Naar man har den slags, hvorfor i alverden har man saa stadig alskens billigt skrammel, som er ret laenge siden saa godt ud? Det skal der laves om paa, for jeg vil simpelthen ikke fylde alle mine nye skabe med alt det skrammel!

Da jeg naevnte det til min elskede fik jeg et skarpt blik og et "fingrene vaek", men hvis nu jeg begynder at aabne alle de forskellige kasser, saa gaar det nok op for ham at vi har mere end rigeligt.

Ikke helt efter planen

For ualmindeligt lang tid siden begyndte jeg paa at strikke en cardigan til migselv. Garnet hedder Lucca og er noget jeg reddede mig i Duddines Vaevestue paa Fur. Opskriften skulle vaere en "February Lady Sweater" a la Elizabeth Zimmermanns og dem findes der rigtig mange variationer af. Jeg synes specielt godt om den paa linket her og jeg er ogsaa ret sikker paa at jeg startede paa samme maskeantal som den i opskriften, men lige praecis det med at foelge en opskrift har aldrig vaeret der hvor jeg har haengt mig alt for meget i detaljerne. 

Jeg tror maaske mine vilde ideer er hvad der har faaet projektet til at tage saa hulens lang tid, for hvis nu jeg bare fulgte opskriften, saa var det jo bare et spoergsmaal om at strikke og laese. Nu jeg selv ville til at bestemme skulle jeg pludselig ogsaa baade taenke og regne og ehmmm... der gik jeg saa i staa!

Langt om laenge har jeg igen fundet den roede traad og i eftermiddags fik jeg kroppen strikket faerdig, saa nu skal der bare et par aermer til. Monstro ikke det lykkes? Jeg tror det - og har allerede en ide til andre fiksfakserier jeg skal have afproevet, maaske paa en lidt mindre model - for eksempel en model "Bebs", inden jeg gaar igang med endnu et umuligt projekt!

Jeg har lige tjekket paa Ravelry - jeg startede i maj 2009!

Tretten dage igen

Vores koebere skulle komme paa visit i dag, for lige at danne sig et overblik over hvad vi lader staa og hvad vi tager med. Vi var enige om at vi, til trods for vi ingen moebler har, gerne ville have hus og have til at fremstaa i saa godt et lys som muligt, saa de ikke naar at fortryde. :)

Min elskede havde laant et par villige haender til lige at give haven en sidste turn inden vi flytter. Haekkene traengte til at blive klippet og graes og kanter traengte ogsaa til en kaerlig haand. Solen skinnede fra en skyfri himmel og de flittige haender moedte tidligt op, saa vi kunne blive faerdige til tiden.

Naar man kigger paa vaerktoejet der var i brug er det ikke svaert at regne de flittige haenders herkomst ud.  Jamaicanerens universalvaerktoej er og bliver en machete. Efter sigende kan den bruges til naesten alt!

Det er laenge siden vores indkoersel har vaeret saa klippet og renskuret, men hvor ser det da godt ud. Selv fliserne, som godt kunne taale at blive lagt om, da de efterhaanden er blevet noget ujaevne, ser helt godt ud.

Koeberne ankom en lille times tid efter vi var faerdige med at faa styr paa hele huset. De undskyldte om og om igen, for de var bare saa kede af at handlen har taget saa lang tid. De tog dog hurtigt en uge af handlen, da de gerne vil flytte ind den 30 September. Det sagde vi ja tak til, saa nu maa vi hellere se at komme i hak og faa det sidste pakket!

Vi blev enige om at jeg skulle sende vores advokat en email og lige opdatere dem vedroerende datoerne, nu vi der skal koebe og saelge er enige om det. Da koeberne var gaaet satte jeg mig lige og skrev en hurtig email og da jeg kiggede op igen var himlen blevet ret sort.

Pludselig stod det bare ned i laarfede straaler. Vi havde naaet det hele til tiden og nu kunne vi ikke goere andet end at saette os ned og nyde. Aah, som bliver det rart at faa afsluttet et kapitel foer vi tager hul paa det naesten.

Pendler bliver jeg altsaa aldrig!

Firmaet jeg arbejder i har et kontor i Bournemouth, hvor jeg havde et aerinde i dag. Bournemouth ligger omkring 110 miles sydvest for London (ca 180 km). Der gaar tog fra Waterloo station direkte til Bournemouth, saa det er ikke svaert at komme frem, men det tager sin tid.

Jeg elsker at koere langt med toget, men taenk sig der er folk der tager den tur hver dag; bor i Bournemouth og pendler til London. Jeg begriber simpelthen ikke hvordan de goer det. Uanset hvor taet paa stationerne de bor og arbejder, saa skal de bruge minimum fire timer hver dag paa transport - for at komme paa arbejde!

Turen er ellers rigtig flot og fra man naar til Southampton bliver den saadan for alvor flot. Naar man naar saa langt som Southampton faar man lige en flig af havet og udsigt til den store industrihavn, som altid er spaendede og saa gaar turen ned gennem "The New Forest", som i mine oejne er et af de smukkeste omraader i hele Storbritannien!

Jeg var meget fristet til at hoppe af toget i Brockenhurst, hvor der er kaempe cykeludlejningsforretning og saa ellers svinge mig i sadlen og cykle ud i det aabne landskab. Fristelsen forblev en fristelse og jeg drog videre til Bournemouth, hvor der stod et skrivebord og ventede paa mig.

Vejret var helt fantastisk, saa da tiden naermede sig for at bevaege mig tilbage til togstationen takkede jeg nej til en taxa og gik i stedet ud i det fine vejr, med en rimelig ide om hvor jeg kunne finde stationen. Bournemouth er en meget bakket by og jeg genkendte snart haven her, som for faa uger siden stod under knap to meter vand, efter et ordentligt regnskyld.

Paa den engelske sydvestkyst kan man godt foele sig hensat to mere sydlige himmelstroeg, naar man ser paa vegetationen. Det er Gulfstroemmens (den hedder noget andet her, men jeg kan ikke huske hvad det er!) indflydelse der goer at klimaet er saa mildt at palmerne overlever vinteren her.

Arkitekturen i Bournemouth er utroligt varieret. Det kan godt se lidt rodet ud, men jeg synes det er fedt, for det er sgi da kedeligt naar det hele er saa ens.

Lige ved siden af stationen er der en stor rundkoersel med et underjordisk gangsystem. Jeg fik oeje paa denne plade paa vaeggen og fattede pludselig forbindelsen mellem alle de skoenne vaegmalerier og underlige graffitiagtige ting paa vaeggene.

Jeg havde ikke tid til at studere billederne naermere, da jeg ikke var helt sikker paa hvor langt der var til stationen, men jg forelskede mig ret meget i denne vaeg, da den er et rigtig godt billede af Bournemouth.

Togstationen ser saa lille og beskeden ud udefra, men det er faktisk en stor flot station og saa har den den mest charmerende raekke taxaer taenkelig. Taxaerne er af alle mulige og umulige slags, men alle er de sproejtet i en yderst genkendelig farve, som tilsyneladende er farven paa "transport" i Bournemouth, for busserne ser akkurat lige saadan ud.

Jeg kunne sagtens have taget laenger undervejs, for der var naesten 20 minutter til toget gik, da jeg naaede frem. Nu ved jeg det til naeste gang og jeg tror ikke der gaar saa laenge inden jeg maa afsted igen. Jeg glaeder mig allerede, uanset at jeg er ret smadret efter en lang dag. Taenk sig at folk pendler saa langt hver dag!

Fest i gaden

Hjemturen i aften gik ned om Mansion House, som de fleste aftener. Mansion House er the City of London's officielle borgmesterbolig og i aften var der tilsyneladende gilde i den store sal!

Der var linet op med hestegarde og nogle oldgamle soldater i det fineste puds udenfor. Alle var i galla uniform og gaesterne der ankom havde kostumer og parykker paa fra det 17. aarhundrede (tror jeg det var).

Jeg stod og kiggede paa i et lille stykke tid - sammen med en del andre. Jeg elsker simpelthen at fortovet er offentligt og folk gladeligt gaar bag om hestene, for at naa ned til det tog de skal med hver aften.

Mansion House ligger lige midt i the City og i the City bor der ikke folk, der arbejder folk og det arbejdende folk skal hjem, naar de skal hjem

Borgmesteren og hans frue kom ud og hilste paa alle de gamle uniformerede gutter og klappede hestene kaerligt paa mulen. Begge var de i de flotteste gamle kostumer og begge smilede de fra oere til oere.

Den nuvaerende Lord Mayor naermer sig enden paa sin termin og om to maaneder kan han give stafetten videre til den naeste i koeen, som bliver praesenteret for the City i November. Borgmesteren for the City of London er kun borgmester i et aar, men sikken et aar. De er typisk i udlandet mindst 200 dage i det aar og kan sagtens naa op paa besoeg i over 20 forskellige lande i den periode. Det er garanteret spaendende, men for hulen, hvor maa det ogsaa vaere haardt!

I aften er en af den aftener man kan forestille sig borgmesteren og fruen virkelig kan nyde. Det er sgi da svaert at vaere alt for alvorlig, mens man er majet ud i saadan et kostume. Jeg under dem det vel. De arbejder haardt og er typisk pisket noedt til at udfoere op til omkring fem forskellige offentlige funktioner i loebet af bare en dag.

Det stod tre Japanske maend ved siden af mig. De tog billeder til den store guldmedalje (min svoger kalder mig den Japanske turist...) og morede sig kosteligt over den fornemme parade. Jeg ville saadan oenske jeg kunne snakke med dem og forklare dem lidt om hvad det var de saa.

Om ikke andet, saa fik de garanteret nogle skoenne billeder med sig hjem fra deres London tur!