Vi koerte hjemme fra ved 07.15 tiden og tog saa over en time at komme ud af London! Paa den tid burde vi vaere naaet saa langt som til Luton, saa vi var lige ved at blive lidt svedte paa panden, da jeg havde tid til at sidde og tage billeder af dette Barbiehus ved the Blackwall Tunnel! (Der var saagaar en Barbiehest paa verandaen). Heldigvis var trafikken mere venlig da vi naaede op ad the M1 motorvejen og der var bare en 10-15 miles af trafikarbejde vi skulle igennem undervejs.
Leeds ligger godt 220 miles (omkring 350 km) nord for London. Leeds er en gammel indstriby i West Yorkshire, med ca en halv million indbyggere. Byen ligger for foden af the Pennines (bjergkaede) og ehmmm... det kunne godt maerkes paa en graa dag som i gaar. Brrr... Jeg elsker at koere op igennem the Midlands og nordpaa. Jeg ville foretraekke at koere via alle de smaa A og B veje i stedet for motorvejen, saa jeg kunne stoppe og tage billeder af alle de smukke steder man kommer omkring, men naar man skal have 220 miles klaret i hver ende af dagen er der graenser for hvor mange stop man kan lave, hvis man skal hjem den samme dag. Jeg ville elske at have tid til at tage billeder i Leeds. Det er en rigtig gammel paen by med masser af roede murstenshuse, en rigtig arbejderby.
Vi naaede frem til klokken 11.30, som planlagt, til trods for diverse proevelser i trafikken.Begravelsen blev holdt fra en katolsk kirke og det er altsaa ikke min yndlings - isaer ikke naar de insisterer paa at lade kisten staa aaben. Det er simpelthen for klamt; manden har vaeret doed i en uge og nu kan jeg kun huske hans blege ansigt i stedet for hans koenne brune ansigt med et stort smil. Praesten var virkelig maerkelig, sikkert en rar mand, men ehmmm... hans praediken indeholdt altsaa nogle helt vildt maerkelige ting. F.eks. sagde han at den afdoede efterlod sin enkefrue, fire boern og en spontan abort... JA, det sagde han, sgu! "He can't say that!", loed der fra en mand, som efterfoelgende blev noedt til at gaa ud af kirken, da han var lige ved at doe af grin. Helt aerligt, det er da det mest maerkelige jeg nogensinde har hoert til en begravelse.
Heldigvis tog familien hele den yderst maerkelige ceremoni i stiv arm og efter over halvanden times praediken (!) kunne vi endelig faa kisten lukket og videre i teksten.
Kirkegaarden var virkelig smuk og meget skoent beliggende - lige ved siden af vandvaerket, som da heldigvis laa hoejere end kirkegaarden! Jeg blev noedt til at ty til mobiltelfonens fotografiappartur, men det giver vidst lidt af stemningen.
Solen skinnede hoejt, da vi steg ud af bilerne, men jeg var nu stadig glad for jeg havde haft sans og samling nok til at tage en ulden cardigan under min jakke og tykke stroempebukser paa, for til trods for min uldne frakke, hat, vanter og halsdug stormede der en kold pelikan.Mange var taget med til kirkegaarden for at saette kisten ned. Vestindernes begravelse handler nemlig meget mere om hvad der foregaar ved graven end i kirken. Kirkehandlingen er selvfoelgelig ogsaa en del af det hele, men gravsiden er mest vigtig. Efter kisten (jeg er altid lige ved at kalde den en kuffert!) var saenket ned i jorden, en boen var bedt, en salme sunge (Abide with me - en af mine yndlings) og alle havde faaet sagt et sidste farvel, kom graveren med en 4-5 skovle og saa gik maendene igang med at daekke graven. Det er tradition at soennerne daekker deres foraeldres grav. De andre maend kommer og giver en haand, men soennerne staar for det haareste af arbejdet - jeg er sikker paa ingen ville synes det var maerkeligt om kvinderne deltog ogsaa.
Da min svigermor blev begravet oplevede jeg det for foerste gang og jeg var DYBT chokeret. Jeg hader lyden af tung jord mod en hul kiste og synes det var noget forfaerdeligt pineri af de stakkels soenner, men efter jeg taenkte lidt over det kom jeg til at se hvor smuk en tradition det egentlig er. Denne gang stod jeg fredeligt og kiggede paa at graven blev daekket, mens sved og taarer gled sammen paa soennens ansigt. Da han var faerdig toerrede han sig over panden og saa ud som om han var tilfreds med sit arbejde og saa lagde kvinderne blomsterne oven paa den brune muld.
Vi var flere hundrede mennesker i kirken, men her kommer folk typisk ikke med overdrevent mange blomster. De kommer med et kort til de overlevende i stedet. Jeg synes det er helt i orden. Til trods for jeg elsker blomster, saa synes jeg altsaa det er saadan et forfaerdeligt spild at laegge 50 bukketter paa en grav paa en gang. Jeg ville foretraekke at nogen tog en lille dusk med, naar de besoegte graven i stedet. De blomstrede bogstaver er meget brugt her. De her var specielt smukt udfoert og jeg ville oenske jeg kunne komme afsted med at tage nogle ordentlige billeder, men jeg vidste ikke hvad familien ville synes om det. Jeg tog denne her, saa soester i Jamaica ogsaa kan se at hendes bror er blevet ordentligt begravet.
Hele familien og en del venner tog med hjem til en af doetrene efter begravelsen. Der blev serveret masser af varm og laekker Jamaicansk mad, Red Stripe beer og Bells whisky - alle den afdoedes livretter og drikke. :)
Hele familien og en del venner tog med hjem til en af doetrene efter begravelsen. Der blev serveret masser af varm og laekker Jamaicansk mad, Red Stripe beer og Bells whisky - alle den afdoedes livretter og drikke. :)Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag og familien ville slet ikke lade os tage hjem. "Vil I ikke blive natten over" blev vi spurgt mange gange, men jeg skulle desvaerre paa arbejde den naeste dag, saa det kunne ikke lade sig goere. Klokken knap otte fik vi os endelig loesrevet. Vi skulle have koebt benzin, have fyldt sprinklervaeske paa bilen og saa havde vi jo lige de 220 miles vi skulle have koert, inden vi kunne gaa til koejs.
Det var en sindsoprivende og indholdsrig dag med mange indtryk og et ocean af store knus og lovninger om at vi skal ses igen senest til sommer, hvor hele Leeds holdet haaber paa at aflaegge Londonholdet et besoeg. Vi glaeder os allerede! Jeg synes det er saa dejligt at en begravelse kan vaere saadan en god dag.
11 kommentarer:
Jeg synes det har var spændende læsning om din tur til Leeds.Den katolsk kirke kender jeg ikke ret meget til, så jeg synes det var meget interessant,at læse om en katolsk begravelse.
Trods den lidt mærkelig ceremoni i kirken, så lyder det som en flot begravelse. Og det er nemlig meget, meget vigtigt. Det er blevet så moderne at planlægge sin egen begravelse og jeg tror det er meget gavnligt for ens eget forhold til døden. Men ulempen er, at det fratager de efterladte den del af sorgarbejdet som det virkelig er at planlægge en begravelse - det er jo sidste gang man har chancen for at gøre noget godt eller smukt for den døde. Af samme grund synes jeg egentlig at det lyder meget sundt, at sønnerne dækker graven. Jeg kan virkelig godt forestille mig, at det har en terapeutisk virkning som man ikke skal undervurdere. Selv om det viker lidt underligt når man læser det. Men det er jo bare fordi at man ikke har hørt om det før og er vant til andre traditioner.
I min familie plejer vi også at have en stor og fantastisk middag efter en begravelse. Det er de sjoveste og hyggeligste familie sammenkomster vi har. Jeg syntes det var lidt underligt de første par gange jeg var med, men i dag kan jeg jo godt forstå det. Efter sådan en dag har man brug for at distancere sig, afreagerer og slappe af. Jeg tror det er rigtig sundt.
Sikke en tur! På alle måder, den har budt på lidt af hvert.
Hernede står kisterne (heldigvis) ikke åbne i kirken. Gud ved hvor den tradition kommer fra og hvorfor det kun er nogle katolske lande, som bruger det?
Jeg tænker på, om du er hemmelig agent for Turistministeriet. Tak for en spændende beretning. Den give lyst til et nærmere eftersyn, dog uden begravelsen...
Mens jeg læste havde jeg lejet et værelse hos en dyb indremissionsk familie. Jeg blev inviteret med til farfarens 65 års fødselsdag, han var præst og blev kaldt Sorte Johannes!
Selvfølgeli blev der holdt taler. En af talerne startede med ordene: "Ja Johannes. Det varer jo ikke længe før døden henter dig .....!
Conny, tak skal du have. For det ikke skal vaere loegn er familien slet ikke katolsk, de valgte bare den naermeste kirke, som tilfaeldigvis er katolsk.
Jens - jeg er helt enig med dig mht hvem planlaegger begravelsen. Jeg synes ikke der er noget i vejen for at man ytrer oensker om hvordan nogle ting skal foregaa, men jeg synes altsaa ogsaa man skal lade de efterladte have lidt at skulle have sagt. Daekningen af graven ved jeg, fra de der har gjort det, er meget terapeutisk. Faktisk er det ogsaa dejligt at gaa fra graven der er komplet.
fisker - det er heller ikke almindeligt her, det er vidst bare en katolsk ting - heldigvis!
Arrrghhhh.... Rimkoger, du har afsloeret mig!
Mht indremissionen, saa foelte jeg mig ogsaa lidt saadan. Katolikkerne bruger roegelse og vievand, som faar mig til at taenke paa djaevleuddrivelser i en gyserfilm!
I oevrigt, hvis jeg boede i Danmark og fik en soen er der en rimelig stor chance for han ville komme til at hedde Johannes - og med en Jamaikansk mand kunne "sorte Johannes" faa en helt ny og mere solrig mening. :)
LOL
Tina, du er en gudbenådet skribent, jeg føler jeg er med med alle mine sanser, tak.
Lene, det er mig der takker. Jeg synes selv jeg skriver som en braekket arm og er altid, i skolen, blevet kritiseret for at jeg bruger talesprog paa skrift. :)
Send en kommentar