Hvem skal nu betale...

Paa vores lokale tog station staar der normalt en betjent ved indgangen om morgenen. Hvorfor har jeg egentlig aldrig taenkt paa, men det er en travl station hvor over 40,000 passagerer stroemmer igennem dagligt, saa det er vel i grunden ikke saa maerkeligt. I dag var der adskillige betjente paa stationen og de blev ikke faerre da jeg naaede til Charing Cross; der var flere betjente end civile.

Jern Ladyens begravelsestog startede fra Houses of Parliament, hvor fra rustvognen koerte op gennem Whitehall til Trafalgar Square og saa langs the Strand til St Clement's Danes, hvor kisten skulle flyttes over paa en kanonvogn (der findes nok et andet ord for saadan en vogn, men jeg ved ikke lige hvad det er.) Kanonvognen tog hende saa det sidste stykke vej gennem Fleet Street til St Paul's Cathedral.

Rustvognen skulle koere forbi Trafalgar Square faa minutter efter klokken 10, men bare en halv time foer da var der stadig flere betjente end civile, saa jeg smuttede hurtigt paa toilettet - ikke hurtigt nok.. :) Rustvognen fraesede forbi med lynets hast, lige inden jeg naaede til vinduet! Vi grinede en del over det paa kontoret, nu vi havde verdens bedste udsigt og saa mindre end halvdelen naaede at se hvad der foregik. :)

Paa bagsiden af kontoret kan vi kigge ned paa Westminster Palace, hvor alle flagene stod paa halv. I dagens anledning stod Big Ben ogsaa stille - altsaa klokken, ikke uret. :)

Lidt senere paa dagen kom den tomme kanonvogn forbi flankeret af alle de flotte heste, paa vej tilbage til barakkerne og saa var den historie forbi. Dagen kostede vi almindelige skatteydere £10,000,000!

Almindelige doedelige, som selv betaler for 'fornoejelsen' kan blive begravet for omkring £2,500, dvs begravelsen kostede lige saa meget som naar 4,000 almindelige mennesker skal begraves. Tusindevis af folk doer hvert aar og bliver begravet i massegrave fordi de ikke har raad til en ordentlig begravelse. £10,000,000 ville betale for en meget stor procentdel af de begravelser.

Der var mange tegn paa hvordan begravelsen beroerte fok - eller ej. F.eks. har vi to ambassader paa Trafalgar Square, den SydAfrikanske og den Canadiske. Begge lande er medlem af the Commonwealth, saa begge har en staerk forbindelse til UK. Canadierne flagede paa halv, det gjorde SydAfrikanerne ikke!

Stilhed foer storm...

Om smaa 12 timer gaar det loes i Londons gader, naar Jern 'Ladyen' (sgutte meget 'Lady' over hende!) skal begraves. Jeg er spaendt paa at se om det kommer til at gaa fredeligt for sig. Lige nu hviler 'Ladyen' i det lille kapel i the Houses of Westminster foer hun drager til the City i morgen; lige forbi mit skrivebord! :)

En fin afslutning

Loerdag boed paa hoej solskin, blikstille vand og en sagte frost. Vi kunne ikke have bestilt det bedre, taget i betragtning at vi havde en begravelse vi skulle have overstaaet loerdag formiddag.

Kirken var fyldt til sidste saede, der var et utal af blomster og en fantastisk praest. Til trods for praesten ikke kendte den afdoede holdt hun en smuk og personlig praediken, som helt og aldeles fangede min morbrors aand; der var ikke et oeje toert!

Efter at have spist frokost paa Regitzesminde med den naermeste familie gik vi en tur langs stranden til havnen.  Vandet saa indbydende ud, men da jeg maerkede paa det var det lynhurtigt klart at det ikke var badevejr!

I stedet for at hoppe i fjorden fortsatte vi vores faerd op til kirkegaarden, hvor alle de smukke begravelsesblomster var blevet lagt ud paa graven. Det er altsaa roerende at taenke paa alle dem der enten lagde vejen forbi, sendte en blomst eller gjorde begge dele. Begravelser er en underlig fisk, lige saa lidt som jeg havde lyst til at tage med, lige saa glad er jeg for jeg gjorde det. Det var en fantastisk dag, til trods for de traelse omstaendigheder!

En pludselig afgang

Foraaret staar pludselig paa nakken af snevejret og truer med at indfinde sig naar vi faar et par dage med god solskin. Det foeles lidt tidligt og meget pludseligt, men det skal jo komme paa et tidspunkt.

Min mor ringede i forgaars for at fortaelle at min morbror var doed, meget pludseligt og alt for tidligt. Min arbejdsplads er heldigvis fleksibel i saadan et tilfaelde, saa i morgen rejser jeg til DK for at deltage i begravelsen. Det var ikke lige saadan jeg havde forestillet mig min weekend skulle foregaa, men nu har jeg taenkt mig at faa det bedste ud af turen og nyde at se familien i utide.

RIP!

Rejsen gennem livet

Efter et par timer paa kontoret i dag begav jeg mig ned til Cannon Street station, hvor jeg havde sat en af mine venner staevne. Vi har begge arbejdet med min veninde og skulle begge til hendes fars begravelse. Vi var enige om at foelges ad, saa ingen behoevede at tage sig af os naar vi ankom. Lige da vi tog afsted tikkede der en besked ind fra en anden gammel kollega, som ogsaa ville tage med og lige ville tjekke om jeg ville have et lift. Det ville jeg gerne - paa hjemturen, for han bor lige et par veje fra mig. :)

Da vi kom ned paa stationsperronen fik jeg oeje paa denne store orange plakat med et billede af Gandhi, det fantastiske menneske. "There is more to life than increasing its speed" (livet handler om mere end at faa det til at gaa hurtigere - frit oversat!) stod der. Plakaten er en i en serie af plakater med kunst paa undergrunden. Den passede saa godt ind, eftersom vi var paa vej til en hindu begravelse.

Vi var kommet afsted i lidt rigelig tid og begge med rumlende maver, saa da vi ankom til Kew Gardens blev vi enige om at snuppe en hurtig sandwich i den lille "greasy spoon cafe" udenfor stationen. Vi har begge en forkaerlighed for disse smaa cafeer og kunne slet ikke modstaa fristelsen.

Mens vi sad der fik vi lige tid til at diskutere hvad vi egentlig forventede skulle forgaa til saadan en begravelse. Det var der ingen af os der vidste noget om, men pludselig opdagede jeg hvorfor min foelgesvend synes saa nervoes. Han er muslim og muslimer bliver begravet, ikke cremeret. Han havde vaeret til en begravelse for lidt over en uge siden; en begravelse hvor liget blev taget ud af kisten og lagt i graven med noget trae lagt ned vidst nok oven paa... Han vidste ikke hvorfor det blev gjort saadan, men det havde sat lidt af en skraek i ham mht begravelser, som han da ellers ikke er helt ufamiliaer med!

Mortlake crematorium ligger i en 8 hektar stor kirkegaard og til trods for at den indre ringvej gaar lige igennem og deler kirkegaarden i to stykker er der bare saa smukt. Ok, "ringvej" faar altsaa Londons indre ringvej til at lyde af lidt mere end hvad den er - nemlig en ganske almindelig vej, der tilfaeldigvis gaar saadan ca. i ring omkring centrum. Det der med store, flotte storbyveje er ikke noget vi goer ret meget i i London, derfor den haeslige trafik, men det er en debat til en helt anden dag!

Som I alle storbyer er begravelsesplads et problem i London og derfor har vi disse kaempe kirkegaarde saadan ca. fra ringvejen og ud efter. Faktisk blev der i 1850 anlagt en kirkegaard 30 miles uden for London, hvor alle Londons doede skulle begraves. Kirkegaarden er stadig i brug og er Europas stoerste, ifoelge deres webside. Jeg har vidst foer henvist til tog terminalen, hvor doedstoget i mange aar dagligt koerte alle de doede til Brookwood. Jeg maa have taget et billede af den facade en dag.

Ceremonien var holdt i crematoriekapellet. Der var foregaaet en masse privat, inden den egentlige ceremoni skulle tage sted, men det er noget den naermeste familie soerger for og ikke noget vi skulle bekymre os om. Ifoelge min veninde ville de foretage samtlige ritualer de kendte, for at goere alt det bedste for hendes far.

I kapellet kom jeg pludselig i tvivl om om jeg havde sat mig i den fejle side, da familien var delt op med kvinder i den ene side og maend i den anden, men os der sad bagerst sad i et sammensurium, saa jeg blev siddende. Da jeg snakkede med mor i eftermiddags fortalte hun at saadan foregik det ogsaa i Danmark i gamle dage. Det vidste jeg slet ikke!

Alle de kvindelige familiemedlemmer var i hvide shalwar kameez dragter, som er den traditionelle dragt de baerer. Alle maendene var i sort og alting foregik meget stille. Praesten (det kaldes deres praest ogsaa!) holdt en tale om den afdoede og bad os saa staa op og bede. Han sagde ikke et suk og det var der heller ikke andre der gjorde - eller, det gjorde de vel, men de gjorde det inden i sig selv, mens de stod med hovedet boejet mod de sammenlagte, flade haender. Praesten og den aeldste soen taendte nogle roegelsespinde, som blev sat ved kisten, mens praesten messede og lavede fagter og bevaegelser, inden han trykkede paa knappen, saa gardinet lukkede sig omkring kisten. Ok, jeg var lige ved at glemme en lille detalje der, da vi begyndte at gaa ud af kapellet startede musikken stille. Det var noget indisk musik, som langsomt byggede op i tempo og blev til rigtig festmusik... Man laerer saa laenge man lever!

Familiens maend gik ind og saa at kisten blev koert i ovnen, mens kvinderne ledte os alle udenfor, hvor vi stod og ventede ved blomsterne. Havde begravelsen foregaaet i Indien var kremeringen sket paa et aabent baal. Det maa man ikke her i landet, eller rettere, det har man ikke maatte og jeg maa aerligt indroemme at det saetter jeg pris paa, i hvert fald naar det er en begravelse jeg skal deltage i! Det var helt klart at min kompagnon ogsaa satte pris paa ikke at skulle ind og kigge i ovnen. Det er altsaa lige barbarisk nok!

For nogle aar siden var der en hindu mand, der vandt retten til at blive braendt paa et aabent baal, naar han doer, men baalet skal vaere rammet ind af en tagloes bygning og kremeringen skal ske langt far alfarvej. Jeg ved godt at hvis man er opvokset med den tradition, saa foeles det rigtigt, men det er jeg altsaa ikke! Vi havde en nevoe der altid havde sagt at han ville have en vikingebegravelse, som jo var noget af det samme. Det kunne han ikke faa, men han blev cremeret og saa tog jeg en lille pose aske med til Fur og spredte ham i Limfjorden. Lidt har ogsaa ret!

Begravelsen i dag var ikke saa stor som jeg havde forventet. Der var vel omkring en 60 personer til en begravelse af en mand paa bare 72, til trods for at asiatiske familier har gigantiske familier og altid har hundredevis af folk med til f.eks. bryllupper og andre gilder. Maaske begravelser altid er smaa?. Nu har jeg mest erfaring inden for danske begravelser og efterhaanden ogsaa en del jamaicanske og der er jeg vandt til at gud og hver mand tropper op, uanset at begravelsen foregaar midt paa dagen, paa en fredag. Oh well, hvad ved jeg?

I hvert fald fik vi sendt den rare mand godt afsted paa sin videre rejse i livet. Det foeles lidt saert at sidde til en begravelse og hoere praesten paastaa at manden ikke er doed, men i den hinduske tro er han bare rejst videre i livet. Tanken er smuk og selvfoelgelig lever han videre i minderne, men saa kan jeg altsaa heller ikke traekke den laengere.

RIP Soniji!

Hurtig hjaelp er dobbelt hjaelp

For mange aar siden var jeg paa et foerstehjaelpskursus igennem mit arbejde. Jeg havde altid oensket mig at laere foerstehjaelp og tog chancen da jeg havde den. Jeg har desvaerre ikke holdt traeningen ved lige og kan ikke laengere kalde mig en foerstehjaelper, men jeg har da ikke glemt alt det jeg har laert.

Jeg voksede op godt 30km fra det naermeste sygehus og husker nogle situationer hvor det var meget langt vaek! Jeg har aldrig forstaaet hvorfor i alverden der ikke er en ambulance der har hjemme ca halvvejs mellem sygehuset og yderdistriktet i stedet for at have alle ambulancerne staaende paa et sted! Paa Fur har de faaet installeret en defibrilatorer, som har hjemme i Brugsen og som allerede har reddet mindst et liv og bevist at hurtig hjaelp er dobbelt hjaelp!

I dag fik jeg en invitation pr. email; en invitation til en begravelse. Jeg tror altsaa det er foerste gang jeg har faaet saadan en invitation, men satte pris paa den, da jeg meget gerne vil vise mit ansigt til min gode venindes fars begravelse. Han blev desvaerre ikke ret gammel, men havde vaeret meget syg laenge og doede af et hjertetilfaelde mens han laa i en dialysemaskine paa sygehuset. Hurtig hjaelp kunne ikke goere det denne gang!

Begravelsen er jeg saadan set lidt spaendt paa, da det er en hindu-begravelse. Det har jeg aldrig vaeret med til foer og alle kulturer har jo deres maade at sende folk afsted paa. Jeg tager det som en oplevelse og haaber jeg forstaar noget af hvad der foregaar. Man maa da gaa ud fra manden skal kremeres og saa vidt jeg har kunnet laese mig til, saa er der vidst ikke noget saa anderledes at jeg ikke kan begaa mig.

En tidlig julegave

I dag fik jeg en tidlig julegave fra et firma jeg handler med. Et fint lille laeder etui til mit pas, som jeg tilfaeldigvis havde i tasken i dag. Jeg rejser nemlig til Irland i aften, saa jeg kan deltage i en begravelse i morgen.
Gaven var fra Knights & Walker - og man kan da ikke sige andet end den faldt i god jord og blev taget i brug lige med det samme. Det er ikke altid det goer sig gaeldende for en firmagave!

En tur til Leeds

Vi startede kareten op onsdag morgen og stak snuden mod Leeds, hvor vi skulle til begravelse af min elskedes faetter. Det var aldrig lykkes os at moede ham og hans familie, men vi har haft skriftelig kontakt med dem i aarevis og havde lovet at vi ville komme til begravelsen, saa vi endelig kunne ses i virkeligheden.

Vi koerte hjemme fra ved 07.15 tiden og tog saa over en time at komme ud af London! Paa den tid burde vi vaere naaet saa langt som til Luton, saa vi var lige ved at blive lidt svedte paa panden, da jeg havde tid til at sidde og tage billeder af dette Barbiehus ved the Blackwall Tunnel! (Der var saagaar en Barbiehest paa verandaen). Heldigvis var trafikken mere venlig da vi naaede op ad the M1 motorvejen og der var bare en 10-15 miles af trafikarbejde vi skulle igennem undervejs.

Leeds ligger godt 220 miles (omkring 350 km) nord for London. Leeds er en gammel indstriby i West Yorkshire, med ca en halv million indbyggere. Byen ligger for foden af the Pennines (bjergkaede) og ehmmm... det kunne godt maerkes paa en graa dag som i gaar. Brrr... Jeg elsker at koere op igennem the Midlands og nordpaa. Jeg ville foretraekke at koere via alle de smaa A og B veje i stedet for motorvejen, saa jeg kunne stoppe og tage billeder af alle de smukke steder man kommer omkring, men naar man skal have 220 miles klaret i hver ende af dagen er der graenser for hvor mange stop man kan lave, hvis man skal hjem den samme dag. Jeg ville elske at have tid til at tage billeder i Leeds. Det er en rigtig gammel paen by med masser af roede murstenshuse, en rigtig arbejderby.

Vi naaede frem til klokken 11.30, som planlagt, til trods for diverse proevelser i trafikken.

Begravelsen blev holdt fra en katolsk kirke og det er altsaa ikke min yndlings - isaer ikke naar de insisterer paa at lade kisten staa aaben. Det er simpelthen for klamt; manden har vaeret doed i en uge og nu kan jeg kun huske hans blege ansigt i stedet for hans koenne brune ansigt med et stort smil. Praesten var virkelig maerkelig, sikkert en rar mand, men ehmmm... hans praediken indeholdt altsaa nogle helt vildt maerkelige ting. F.eks. sagde han at den afdoede efterlod sin enkefrue, fire boern og en spontan abort... JA, det sagde han, sgu! "He can't say that!", loed der fra en mand, som efterfoelgende blev noedt til at gaa ud af kirken, da han var lige ved at doe af grin. Helt aerligt, det er da det mest maerkelige jeg nogensinde har hoert til en begravelse.

Heldigvis tog familien hele den yderst maerkelige ceremoni i stiv arm og efter over halvanden times praediken (!) kunne vi endelig faa kisten lukket og videre i teksten.

Kirkegaarden var virkelig smuk og meget skoent beliggende - lige ved siden af vandvaerket, som da heldigvis laa hoejere end kirkegaarden! Jeg blev noedt til at ty til mobiltelfonens fotografiappartur, men det giver vidst lidt af stemningen.

Solen skinnede hoejt, da vi steg ud af bilerne, men jeg var nu stadig glad for jeg havde haft sans og samling nok til at tage en ulden cardigan under min jakke og tykke stroempebukser paa, for til trods for min uldne frakke, hat, vanter og halsdug stormede der en kold pelikan.

Mange var taget med til kirkegaarden for at saette kisten ned. Vestindernes begravelse handler nemlig meget mere om hvad der foregaar ved graven end i kirken. Kirkehandlingen er selvfoelgelig ogsaa en del af det hele, men gravsiden er mest vigtig. Efter kisten (jeg er altid lige ved at kalde den en kuffert!) var saenket ned i jorden, en boen var bedt, en salme sunge (Abide with me - en af mine yndlings) og alle havde faaet sagt et sidste farvel, kom graveren med en 4-5 skovle og saa gik maendene igang med at daekke graven. Det er tradition at soennerne daekker deres foraeldres grav. De andre maend kommer og giver en haand, men soennerne staar for det haareste af arbejdet - jeg er sikker paa ingen ville synes det var maerkeligt om kvinderne deltog ogsaa.

Da min svigermor blev begravet oplevede jeg det for foerste gang og jeg var DYBT chokeret. Jeg hader lyden af tung jord mod en hul kiste og synes det var noget forfaerdeligt pineri af de stakkels soenner, men efter jeg taenkte lidt over det kom jeg til at se hvor smuk en tradition det egentlig er. Denne gang stod jeg fredeligt og kiggede paa at graven blev daekket, mens sved og taarer gled sammen paa soennens ansigt. Da han var faerdig toerrede han sig over panden og saa ud som om han var tilfreds med sit arbejde og saa lagde kvinderne blomsterne oven paa den brune muld.

Vi var flere hundrede mennesker i kirken, men her kommer folk typisk ikke med overdrevent mange blomster. De kommer med et kort til de overlevende i stedet. Jeg synes det er helt i orden. Til trods for jeg elsker blomster, saa synes jeg altsaa det er saadan et forfaerdeligt spild at laegge 50 bukketter paa en grav paa en gang. Jeg ville foretraekke at nogen tog en lille dusk med, naar de besoegte graven i stedet.

De blomstrede bogstaver er meget brugt her. De her var specielt smukt udfoert og jeg ville oenske jeg kunne komme afsted med at tage nogle ordentlige billeder, men jeg vidste ikke hvad familien ville synes om det. Jeg tog denne her, saa soester i Jamaica ogsaa kan se at hendes bror er blevet ordentligt begravet.

Hele familien og en del venner tog med hjem til en af doetrene efter begravelsen. Der blev serveret masser af varm og laekker Jamaicansk mad, Red Stripe beer og Bells whisky - alle den afdoedes livretter og drikke. :)

Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag og familien ville slet ikke lade os tage hjem. "Vil I ikke blive natten over" blev vi spurgt mange gange, men jeg skulle desvaerre paa arbejde den naeste dag, saa det kunne ikke lade sig goere. Klokken knap otte fik vi os endelig loesrevet. Vi skulle have koebt benzin, have fyldt sprinklervaeske paa bilen og saa havde vi jo lige de 220 miles vi skulle have koert, inden vi kunne gaa til koejs.

Det var en sindsoprivende og indholdsrig dag med mange indtryk og et ocean af store knus og lovninger om at vi skal ses igen senest til sommer, hvor hele Leeds holdet haaber paa at aflaegge Londonholdet et besoeg. Vi glaeder os allerede! Jeg synes det er saa dejligt at en begravelse kan vaere saadan en god dag.