27 august 2010

Rejsen gennem livet

Efter et par timer paa kontoret i dag begav jeg mig ned til Cannon Street station, hvor jeg havde sat en af mine venner staevne. Vi har begge arbejdet med min veninde og skulle begge til hendes fars begravelse. Vi var enige om at foelges ad, saa ingen behoevede at tage sig af os naar vi ankom. Lige da vi tog afsted tikkede der en besked ind fra en anden gammel kollega, som ogsaa ville tage med og lige ville tjekke om jeg ville have et lift. Det ville jeg gerne - paa hjemturen, for han bor lige et par veje fra mig. :)

Da vi kom ned paa stationsperronen fik jeg oeje paa denne store orange plakat med et billede af Gandhi, det fantastiske menneske. "There is more to life than increasing its speed" (livet handler om mere end at faa det til at gaa hurtigere - frit oversat!) stod der. Plakaten er en i en serie af plakater med kunst paa undergrunden. Den passede saa godt ind, eftersom vi var paa vej til en hindu begravelse.

Vi var kommet afsted i lidt rigelig tid og begge med rumlende maver, saa da vi ankom til Kew Gardens blev vi enige om at snuppe en hurtig sandwich i den lille "greasy spoon cafe" udenfor stationen. Vi har begge en forkaerlighed for disse smaa cafeer og kunne slet ikke modstaa fristelsen.

Mens vi sad der fik vi lige tid til at diskutere hvad vi egentlig forventede skulle forgaa til saadan en begravelse. Det var der ingen af os der vidste noget om, men pludselig opdagede jeg hvorfor min foelgesvend synes saa nervoes. Han er muslim og muslimer bliver begravet, ikke cremeret. Han havde vaeret til en begravelse for lidt over en uge siden; en begravelse hvor liget blev taget ud af kisten og lagt i graven med noget trae lagt ned vidst nok oven paa... Han vidste ikke hvorfor det blev gjort saadan, men det havde sat lidt af en skraek i ham mht begravelser, som han da ellers ikke er helt ufamiliaer med!
Mortlake crematorium ligger i en 8 hektar stor kirkegaard og til trods for at den indre ringvej gaar lige igennem og deler kirkegaarden i to stykker er der bare saa smukt. Ok, "ringvej" faar altsaa Londons indre ringvej til at lyde af lidt mere end hvad den er - nemlig en ganske almindelig vej, der tilfaeldigvis gaar saadan ca. i ring omkring centrum. Det der med store, flotte storbyveje er ikke noget vi goer ret meget i i London, derfor den haeslige trafik, men det er en debat til en helt anden dag!

Som I alle storbyer er begravelsesplads et problem i London og derfor har vi disse kaempe kirkegaarde saadan ca. fra ringvejen og ud efter. Faktisk blev der i 1850 anlagt en kirkegaard 30 miles uden for London, hvor alle Londons doede skulle begraves. Kirkegaarden er stadig i brug og er Europas stoerste, ifoelge deres webside. Jeg har vidst foer henvist til tog terminalen, hvor doedstoget i mange aar dagligt koerte alle de doede til Brookwood. Jeg maa have taget et billede af den facade en dag.

Ceremonien var holdt i crematoriekapellet. Der var foregaaet en masse privat, inden den egentlige ceremoni skulle tage sted, men det er noget den naermeste familie soerger for og ikke noget vi skulle bekymre os om. Ifoelge min veninde ville de foretage samtlige ritualer de kendte, for at goere alt det bedste for hendes far.

I kapellet kom jeg pludselig i tvivl om om jeg havde sat mig i den fejle side, da familien var delt op med kvinder i den ene side og maend i den anden, men os der sad bagerst sad i et sammensurium, saa jeg blev siddende. Da jeg snakkede med mor i eftermiddags fortalte hun at saadan foregik det ogsaa i Danmark i gamle dage. Det vidste jeg slet ikke!

Alle de kvindelige familiemedlemmer var i hvide shalwar kameez dragter, som er den traditionelle dragt de baerer. Alle maendene var i sort og alting foregik meget stille. Praesten (det kaldes deres praest ogsaa!) holdt en tale om den afdoede og bad os saa staa op og bede. Han sagde ikke et suk og det var der heller ikke andre der gjorde - eller, det gjorde de vel, men de gjorde det inden i sig selv, mens de stod med hovedet boejet mod de sammenlagte, flade haender. Praesten og den aeldste soen taendte nogle roegelsespinde, som blev sat ved kisten, mens praesten messede og lavede fagter og bevaegelser, inden han trykkede paa knappen, saa gardinet lukkede sig omkring kisten. Ok, jeg var lige ved at glemme en lille detalje der, da vi begyndte at gaa ud af kapellet startede musikken stille. Det var noget indisk musik, som langsomt byggede op i tempo og blev til rigtig festmusik... Man laerer saa laenge man lever!

Familiens maend gik ind og saa at kisten blev koert i ovnen, mens kvinderne ledte os alle udenfor, hvor vi stod og ventede ved blomsterne. Havde begravelsen foregaaet i Indien var kremeringen sket paa et aabent baal. Det maa man ikke her i landet, eller rettere, det har man ikke maatte og jeg maa aerligt indroemme at det saetter jeg pris paa, i hvert fald naar det er en begravelse jeg skal deltage i! Det var helt klart at min kompagnon ogsaa satte pris paa ikke at skulle ind og kigge i ovnen. Det er altsaa lige barbarisk nok!
For nogle aar siden var der en hindu mand, der vandt retten til at blive braendt paa et aabent baal, naar han doer, men baalet skal vaere rammet ind af en tagloes bygning og kremeringen skal ske langt far alfarvej. Jeg ved godt at hvis man er opvokset med den tradition, saa foeles det rigtigt, men det er jeg altsaa ikke! Vi havde en nevoe der altid havde sagt at han ville have en vikingebegravelse, som jo var noget af det samme. Det kunne han ikke faa, men han blev cremeret og saa tog jeg en lille pose aske med til Fur og spredte ham i Limfjorden. Lidt har ogsaa ret!

Begravelsen i dag var ikke saa stor som jeg havde forventet. Der var vel omkring en 60 personer til en begravelse af en mand paa bare 72, til trods for at asiatiske familier har gigantiske familier og altid har hundredevis af folk med til f.eks. bryllupper og andre gilder. Maaske begravelser altid er smaa?. Nu har jeg mest erfaring inden for danske begravelser og efterhaanden ogsaa en del jamaicanske og der er jeg vandt til at gud og hver mand tropper op, uanset at begravelsen foregaar midt paa dagen, paa en fredag. Oh well, hvad ved jeg?

I hvert fald fik vi sendt den rare mand godt afsted paa sin videre rejse i livet. Det foeles lidt saert at sidde til en begravelse og hoere praesten paastaa at manden ikke er doed, men i den hinduske tro er han bare rejst videre i livet. Tanken er smuk og selvfoelgelig lever han videre i minderne, men saa kan jeg altsaa heller ikke traekke den laengere.

RIP Soniji!

4 kommentarer:

Janne sagde ...

Tak for denne fine beretning - jeg har nydt at læse den og blandt andet få et glimt af hvordan forskellige kulturer fungerer side om side i din verden.
;-)

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Janne - tak skal du have og velkommen hid. :)

Lizelotte sagde ...

Rigtig spændende at høre om.

Jeg har det vist lidt ligesom dig ... jeg satser på det her liv, for jeg regner med at det eneste "liv efter døden" jeg får, bliver at leve i hjerterne på dem der holder af mig.

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Lizelotte - jeg lever livet nu og skulle jeg faa en bonus, naar jeg kreperer, saa tager jeg den med. :)