Viser opslag med etiketten jamaica. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jamaica. Vis alle opslag

11 januar 2011

Uhmmm... sorrel!

Min elskede siede hibiskusblomster fra mit eksperiment her til aften og efter at have indhaleret dybt over den faerdige drik proklamerede han: "Not bad for a first timer!" (ikke noget daarligt resultat for en nybegynder!) Fraekker skiderik!


Om man kan faa lov at smage paa det - nej, nej... ikke foer min elskede faar fat i en flaske "overproof rum"! Jeg drikker over hele hovedet ikke den afskyelige Jamaicanske "overproof rum", for det smager simpelthen ad hekkenfeldt til, men jeg har taalmod og venter paa vi kan nyde drikken hver paa sin maade!


"Du kan godt brygge videre paa de frugter" fik jeg besked om, men jeg smed dem resolut ud. Jeg har ikke helt den samme tiltro til de friske frugter, som jeg har til de toerrede.


Nu er kanden sat paa koel og jeg maa vente til i morgen aften med at faa mig et glas. Hold fast, hvor skal der taalmodighed til!

12 december 2010

Julehilsen fra Jamaica


Jeg er ikke den store souvenirkoeber, men disse smaa fede nisser skulle bare med hjem, da vi aflagde foedeoeen et visit sidste sommer. Laeg isaer maerke til det hvide rastaskaeg! :)

29 december 2009

Mindeservice

Den anden dag var vi et smut inde omkring enken til min elskedes ven, som blev skudt paa Jamaica i October. Han efterlod to drenge paa 3 og 6. Da min elskede gik ind med en lille gave til drengene kiggede den lille paa ham og sagde "God knows you're here" (Gud ved du er her!) Moderen blev helt paf. Det er ikke noget hun har laert ham. Hun spurgte om min elskede ville sige noget til mindehoejtideligheden, som skal holdes i dag. Han sagde naturligvis ja, skoent jeg ved han allerhelst ville have sagt nej, for lige praecis at tale offentligt er ikke just hans yndlings. Jeg kan ikke selv deltage, men hjalp med at finde et digt som han kan laese op. Vi synes selv det er saa passende:


Not how did he die, but how did he live?

Not, what did he gain, but what did he give?

These are the units to measure the worth

Of a man as a man, regardless of his birth.

Nor what was his church, nor what was his creed?

But had he befriended those really in need?

Was he ever ready, with words of good cheer,

To bring back a smile, to banish a tear?

Not what did the sketch in the newspaper say,

But how many were sorry when he passed away?

By: Anonymous


RIP soede Tony.

23 november 2009

Familiehygge

Soendag aften stod paa indloesning af min elskedes foedselsdagsgave, nemlig seks billetter til The Wailers' koncerten i the Jazz Cafe i Camden. Vi havde bestilt billetter til restauranten, som jeg ikke havde de store forventninger til. Vi blev enige om at restaurantsaeder var den bedste loesning med en hoejgravid i selskabet.

Restauranten var saa meget bedre end forventet. Maden var fantastisk! Jeg fik en hel stegt roedspaette med alskens laekre groentsager til - og et ordentligt glas TUBORG! Endelig kan man faa Tuborg i pubber og restauranter i stedet for det sure raevepis de normalt serverer. FEDT - saa var den aften reddet! "Skal du ikke have et glas vin til maden", spurgte min elskede, men jeg sagde nej, jeg ville hellere have en Tuborg. :)
The Jazz Cafe er et suveraent sted. Lille og intimt, men stort nok til der paa balkonen er god plads til man kan sidde og spise. Vi fik desserten lige inden bandet gik paa scenen. Jeg havde bestilt en pandekage fyldt med friske jordbaer og med lidt chokoladesovs ovenpaa. Himmelsk! JAH RASTAFARAI loed der fra scenen og saa gik musikken igang med et brag.







Efter det foerste nummer spillede de en lille lyd-bid fra en af Bob Marley's koncerter og saa var scenen sat. Vi foelte os transporteret tilbage til Jamaica's groenne skove og den blaa blaa himmel. De unge mennesker var naer doede af grin, da jeg fortalte dem at det nye smarte ansigtsgenkendelsessoftware paa Picasa havde taget fejl af Bob Marley og deres far. Vi var alle enige om at de bliver noedt til at arbejde lidt hardere paa det software!

Og saa alligevel... det er slet ingen umulighed, for gaet lige hvor Bob Marley er foedt og opvokset? Jep, lige i nabolaget af hvor min elskede kommer fra. Zionbussen er fast inventar paa vejene der omkring.

Koncerten var fed, maden var fantastisk og det aller bedste af det hele var at vaere der sammen med alle vores unge mennesker. Vi bliver noedt til at nyde det saa lange vi kan, for nu er der bare to maaneder til vores foerste barnebarn skal se dagens lys og saa bliver fokus nok i en lidt anden retning i nogen tid. :)

22 november 2009

Med hilsen fra Jamaica

I aften skal min elskedes foedselsdagsgave indloeses. Det er egentlig en familiegave, men han er rigtig glad for den, saa den detalje springer vi lige over. Bob Marley's gruppe "The Wailers" skal spille paa the Jazz Cafe i Camden og vi har seks billetter til forestillingen klokken 19.00.



Youtube filmen her er fra deres visit i Dublin i aar og hvis den er noget at doemme efter - saa har vi god grund til at glaede os!

22 januar 2009

En tur til Leeds

Vi startede kareten op onsdag morgen og stak snuden mod Leeds, hvor vi skulle til begravelse af min elskedes faetter. Det var aldrig lykkes os at moede ham og hans familie, men vi har haft skriftelig kontakt med dem i aarevis og havde lovet at vi ville komme til begravelsen, saa vi endelig kunne ses i virkeligheden.

Vi koerte hjemme fra ved 07.15 tiden og tog saa over en time at komme ud af London! Paa den tid burde vi vaere naaet saa langt som til Luton, saa vi var lige ved at blive lidt svedte paa panden, da jeg havde tid til at sidde og tage billeder af dette Barbiehus ved the Blackwall Tunnel! (Der var saagaar en Barbiehest paa verandaen). Heldigvis var trafikken mere venlig da vi naaede op ad the M1 motorvejen og der var bare en 10-15 miles af trafikarbejde vi skulle igennem undervejs.



Leeds ligger godt 220 miles (omkring 350 km) nord for London. Leeds er en gammel indstriby i West Yorkshire, med ca en halv million indbyggere. Byen ligger for foden af the Pennines (bjergkaede) og ehmmm... det kunne godt maerkes paa en graa dag som i gaar. Brrr... Jeg elsker at koere op igennem the Midlands og nordpaa. Jeg ville foretraekke at koere via alle de smaa A og B veje i stedet for motorvejen, saa jeg kunne stoppe og tage billeder af alle de smukke steder man kommer omkring, men naar man skal have 220 miles klaret i hver ende af dagen er der graenser for hvor mange stop man kan lave, hvis man skal hjem den samme dag. Jeg ville elske at have tid til at tage billeder i Leeds. Det er en rigtig gammel paen by med masser af roede murstenshuse, en rigtig arbejderby.

Vi naaede frem til klokken 11.30, som planlagt, til trods for diverse proevelser i trafikken.
Begravelsen blev holdt fra en katolsk kirke og det er altsaa ikke min yndlings - isaer ikke naar de insisterer paa at lade kisten staa aaben. Det er simpelthen for klamt; manden har vaeret doed i en uge og nu kan jeg kun huske hans blege ansigt i stedet for hans koenne brune ansigt med et stort smil. Praesten var virkelig maerkelig, sikkert en rar mand, men ehmmm... hans praediken indeholdt altsaa nogle helt vildt maerkelige ting. F.eks. sagde han at den afdoede efterlod sin enkefrue, fire boern og en spontan abort... JA, det sagde han, sgu! "He can't say that!", loed der fra en mand, som efterfoelgende blev noedt til at gaa ud af kirken, da han var lige ved at doe af grin. Helt aerligt, det er da det mest maerkelige jeg nogensinde har hoert til en begravelse.
Heldigvis tog familien hele den yderst maerkelige ceremoni i stiv arm og efter over halvanden times praediken (!) kunne vi endelig faa kisten lukket og videre i teksten.
Kirkegaarden var virkelig smuk og meget skoent beliggende - lige ved siden af vandvaerket, som da heldigvis laa hoejere end kirkegaarden! Jeg blev noedt til at ty til mobiltelfonens fotografiappartur, men det giver vidst lidt af stemningen.

Solen skinnede hoejt, da vi steg ud af bilerne, men jeg var nu stadig glad for jeg havde haft sans og samling nok til at tage en ulden cardigan under min jakke og tykke stroempebukser paa, for til trods for min uldne frakke, hat, vanter og halsdug stormede der en kold pelikan.
Mange var taget med til kirkegaarden for at saette kisten ned. Vestindernes begravelse handler nemlig meget mere om hvad der foregaar ved graven end i kirken. Kirkehandlingen er selvfoelgelig ogsaa en del af det hele, men gravsiden er mest vigtig. Efter kisten (jeg er altid lige ved at kalde den en kuffert!) var saenket ned i jorden, en boen var bedt, en salme sunge (Abide with me - en af mine yndlings) og alle havde faaet sagt et sidste farvel, kom graveren med en 4-5 skovle og saa gik maendene igang med at daekke graven. Det er tradition at soennerne daekker deres foraeldres grav. De andre maend kommer og giver en haand, men soennerne staar for det haareste af arbejdet - jeg er sikker paa ingen ville synes det var maerkeligt om kvinderne deltog ogsaa.
Da min svigermor blev begravet oplevede jeg det for foerste gang og jeg var DYBT chokeret. Jeg hader lyden af tung jord mod en hul kiste og synes det var noget forfaerdeligt pineri af de stakkels soenner, men efter jeg taenkte lidt over det kom jeg til at se hvor smuk en tradition det egentlig er. Denne gang stod jeg fredeligt og kiggede paa at graven blev daekket, mens sved og taarer gled sammen paa soennens ansigt. Da han var faerdig toerrede han sig over panden og saa ud som om han var tilfreds med sit arbejde og saa lagde kvinderne blomsterne oven paa den brune muld.
Vi var flere hundrede mennesker i kirken, men her kommer folk typisk ikke med overdrevent mange blomster. De kommer med et kort til de overlevende i stedet. Jeg synes det er helt i orden. Til trods for jeg elsker blomster, saa synes jeg altsaa det er saadan et forfaerdeligt spild at laegge 50 bukketter paa en grav paa en gang. Jeg ville foretraekke at nogen tog en lille dusk med, naar de besoegte graven i stedet.
De blomstrede bogstaver er meget brugt her. De her var specielt smukt udfoert og jeg ville oenske jeg kunne komme afsted med at tage nogle ordentlige billeder, men jeg vidste ikke hvad familien ville synes om det. Jeg tog denne her, saa soester i Jamaica ogsaa kan se at hendes bror er blevet ordentligt begravet.

Hele familien og en del venner tog med hjem til en af doetrene efter begravelsen. Der blev serveret masser af varm og laekker Jamaicansk mad, Red Stripe beer og Bells whisky - alle den afdoedes livretter og drikke. :)
Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag og familien ville slet ikke lade os tage hjem. "Vil I ikke blive natten over" blev vi spurgt mange gange, men jeg skulle desvaerre paa arbejde den naeste dag, saa det kunne ikke lade sig goere. Klokken knap otte fik vi os endelig loesrevet. Vi skulle have koebt benzin, have fyldt sprinklervaeske paa bilen og saa havde vi jo lige de 220 miles vi skulle have koert, inden vi kunne gaa til koejs.
Det var en sindsoprivende og indholdsrig dag med mange indtryk og et ocean af store knus og lovninger om at vi skal ses igen senest til sommer, hvor hele Leeds holdet haaber paa at aflaegge Londonholdet et besoeg. Vi glaeder os allerede! Jeg synes det er saa dejligt at en begravelse kan vaere saadan en god dag.

21 august 2008

Og nu vi lige er ved det med det Jamaicanske...

Saa snakkede jeg lige med den Lundgaard Jensenske udsendte medarbejder paa Jamaica, i dag. Klokken var omkring 07.40 der og temperaturen var allerede over 30 grader. STOEN PUST! Om fjorten dage kommer de to andre emmigranter via London paa vej til Jamaica og saa er den del af familien fuldtallig igen.

Familien Lundgaard Jensen fik en blog/webside i bryllupsgave og den er allerede saa smaat oppe og koere og kan findes her. Jeg glaeder mig til den udsendte begynder at faa lagt nogen af alle de billeder han garanteret gaar rundt og tager, lagt op paa siden. Jeg er da lige paa nippet efter at blive utaalmodig. Gad vide hvornaar vi skal bestille billetter... :)

20 august 2008

I dag er vi stolte Jamaicanere!


Like a bolt of lightning - Usain Bolt WINS the 200 metres and BEATS the world record!


Den Jamaicanske del af familien har udraabt mig til en "honorary Jamaican" - det vil jeg gerne vaere ved i dag! Sommetider kan man da ikke lade vaere med at blive bare en lille bitte smule stolt over ens adopterede nationalitet...

04 juli 2008

Vi ses paa Jamaica!

Vi har lige sendt min kaere broder til Jamaica, hvor han skal arbejde i et aar. Det er ikke til at vide om et aar bliver til to eller flere, men i hvert fald er det et eventyr uden lige! Jeg glaeder mig saa meget til at bestille billetter til at besoege ham, for det er da en oplagt mulighed; for en pseudo-Jamaicaner som mig. Jeg kunne fristes til at faa Jamaicansk pas inden vi rejser; det ville da vaere lidt pudsigt at rejse til som en national... :)

Billedet har jeg laant her fra.

Anyhow, foreloebigt vil jeg noejes med at spare op til et par billetter og saa droemmer jeg lige videre, mens jeg venter paa billeder og blogposterne begynder at stroemme ind fra Jamaica - brudeparret fik nemlig en webside MED blog og billedfunktion i bryllupsgave fra nogle venner. FEDT!