Uden mad og drikke, dur helten ikke!

Mandag morgen var oejenspraekkerne noget smaa, men jeg var fuld af energi, for jeg havde en vigtig deadline der bare SKULLE moedes. Heldigvis havde jeg helt indtil midnat at goere med, men jeg havde nu ingen planer om det skulle tage saa laenge.

Normalt spiser jeg meget sundt, men jeg startede morgenen med en ordentlig balje kaffe og en remoncefyldt (st?) croissant med godt med sugar og fedt. Der skulle en del kalorier til saadan en maraton! Jeg havde et par aebler med i tasken, saa sugerindtagningen ville vaere i top hele dagen. Maaske jeg skulle have snuppet en enkelt valmuekapsel med i stedet?

Da vi naaede lidt over middagstid var jeg ved at have en ide om at jeg nok ikke kom hjem foer ved otte tiden om aftenen, for mine kolleger kunne ikke moedes foer klokken tre - og vi havde mindst en 3-4 timers arbejde foran os.

Jeg tog en pause og gik paa en lille lunch time vandring for at finde noget lunch der kunne holde et godt stykke tid i maven!

Som altid sad kameraet lidt loest og til trods for min hvirvlende tankevirksomhed lykkedes det mig at faa oeje paa de smukke hortensiaer og lave en mental huskeseddel om at tage billeder af dem i efteraaret naar de toerrer.

Hortensierne fik mig lidt paa afveje og jeg fandt den smukkest indgangsportal, som jeg aldrig har set foer. Saadan en trappe ville jeg rigtig gerne have op til mit hus. Jeg ved godt det er rasendes upraktisk, men jeg kan saa godt lide trapper - isaer op til et hus!

Jeg blev enig med mig selv om at jeg hellere maatte lade the Throgmorton Deli lave min middagsmad, for der faar man en portion der forslaar!

GRRR... de var rendt toer for brown bread og havde kun hvidt franskbroed tilbage. Oh well, deres broed er kaempestore og de skaerer nogle hjumpler uden lige, saa mon ikke jeg kunne overleve paa det? STOENNI - sandwichen var saa kaempe de blev noedt til at skaere den i fire stykker!

Tilbage paa kontoret lykkedes det mig at faa den enorme sandwich spist og saa knoklede jeg videre. Efter som mine kolleger var parate kom de og begyndte at hjaelpe til. Vi skrev, snakkede, diskuterede, kom til enighed og arbejdede bare som et rigtig got team.

Nej, hvor er jeg bare glad for mit nye arbejde, til trods for jeg arbejder ti gange haardere end jeg gjorde i det gamle!

Da vi endelig var faerdige blev vi enige om at min kollega og jeg, der bor faa gader fra hinanden, skulle tage en taxa og aflevere det faerdige produkt paa vejen hjem.

Der stod klokken 23.04 paa den seddel jeg fik som bevis paa jeg havde afleveret den 11. Juni!

Hjemme stod der en dejlig tallerkenfuld mad til mig - og et ordentligt glas roedvin. Joesses, hvor var det tiltraengt - og hvor er jeg bare godt gift!

Nu er jeg tilbage i den virkelige verden, hvor man baade har tid til at aande, snakke med ens mand, blogge, laese bloglines og strikke; derfor aftenens blog-storm!