Det ligner naesten jul

Jeg er allerede faerdig med at brokke mig over regnen for i dag, for helt aerligt, saa er der da en vis hygge ved at gaa under paraplyen og kigge paa verden. Jeg foeler altid lidt som om jeg er i min egen verden, for folk kan altsaa ikke komme specielt taet paa, naar man gaar med en parasol som den jeg er udstyret med.

Jeg fik helt lyst til at gaa ind i en af forretningerne, eller maaske luske ind paa the Globe og snuppe en lille en og sidde og kigge ud paa den sorte stamme paa traeet og se paa folk skynder sig forbi med en lille skaev paraply i haanden.

Da jeg var ung og smuk boede jeg i et aarstid i Skotland. I Skotland regner der meget. Faktisk regnede det hver dag i et helt aar, lige med undtagelse af den uge hvor min soede mor og Irene kom og besoegte den bortrejste datter/soester. Jeg har sikkert fortalt om det foer, men jeg snupper lige historien endnu engang.

Jeg blev inviteret ud paa en date af en ualmindelig flot fyr (foerste kriterie), som ogsaa synes at vaere ret soed (ogsaa rimelig vigtigt). Som en rigtig gentleman hentede han mig ved doeren og inden jeg kunne traede ud slog han, til min raedsel, sin medbragte golf"parasol" op. Paraplyen var enten blaa eller groen og hvid stribet og jeg synes den var haeslig og lignede en haveparasol. Jeg vidste paa det tidspunkt ikke at man kunne laere meget af den paraply, som med farven viste hvilket fodboldhold han stoettede og dermed hvor vidt han var protestant eller katolik! Jeg naegtede at gaa med ham med den haeslige raedsel, saa den blev hjemme, og vi gik ned ad gaden med min £1,99 sorte paraply i haandtaskestoerrelse... Vi blev hurtigt ret vaade og han brokkede sig naesten ikke, men inden laenge aad jeg min staedighed og laerte at saette pris paa parasollen, som garanteret var mindre end den jeg selv slaeber rundt paa i dag!