Tilbage i nabolaget

Saa er vi for alvor flyttet ind i det nye kontor og jeg havde med vilje ikke booket noget som helst i min middagspause i dag, da jeg ville tage lejligheden til at gaa paa min helt egen lille lunch time vandring - uden indblanding fra andre!

Turen gik ind gennem the Barbican centre, hvor jeg, som altid, droemte mig til at bo i en af de fede lejligheder i mit yndligskomplex i hele London! Jeg maa se at sanse at faa koebt en lotteriseddel, saa jeg kan komme i naerheden af at koebe mig ind der. Gad vide om man overhovedet kan leje saadan en lejlighed for penge? Oh well, det koster ikke noget at gaa igennem og jeg kan goere det naesten hver dag, hvis det er det jeg vil!

Jeg gik videre op til Whitecross Street Market, hvor gadekunsten er blevet til en kaempe udstilling med billeder saa vel som installationer - ud over det hele!

Hvordan kan man andet end at elske saaan en mur? Den er sgi da skaeg!

Uanset hvor jeg kiggede hen fik jeg oeje paa nyt - og tit paa begge sider af hjoernet!

Nogle ting er mere specielle end koenne...

Mens andre er traditionelle i al deres utraditionelhed (nyt og saerdeles brugbart ord!)

Flere steder er der adskillige stykker kunst paa hver vaeg og som du maaske kan se til hoejre i billedet for neden (en lille hvid kasse), er der et lille skilt for hvert stykke kunst, hvor der staar navn, titel osv.

Toejet paa toejsnoren var ikke helt i proportioner, men det blev de jo ikke kedelige af. BHen var godt nok den stoerste jeg har set til dato!

Logoet paa den roede plakat her er fra skattefar og den afdeling der hentydes til er "The Department for Work and Pensions". :)

For saa lige at saette prikken over i'et, saa fik jeg naturligvis min yndlings lunch fra markedet. Er der noget at sige til at jeg er glad for mit nye kontor?

Sidste dag i August

I dag, paa den sidste dag i august, opfoerte vejret sig simpelthen perfekt. Det var lidt koldt, da jeg kom ud af fordoeren i morges og min nabomand stod og toerrede rim af bilruderne.

Solen skinnede paa den skarpe maade som den kun goer paa denne tid af aaret, hvor den begynder at staa lidt lavere paa himmelen. Jeg har en stor forkaerlighed for denne tid af aaret, hvor det begynder at vaere tid at tage en frakke paa. Jeg kan saa godt lide at gaa rask i den kolde luft.

Skyggerne var lange paa vejen til stationen. Klokken var 07.30. I morgen maa jeg hellere faa hevet et sjal om skuldrene, for at holde den vaerste kulde ude - og undgaa den obligatoriske forkoelelse, som mange faar ved aarstidsskiftet.

The City - paa en bank holiday

Den sidste mandag i August er den sidste bank holiday inden jul. Bank holidays er offentlige feriedage, hvor hele landet holder fri; well, det var det i hvert fald indtil for nogle aar siden. Nu om stunder er forretningerne aabne paa bank holidays, dog kun med soendagsaabningstider.

Jeg skulle en hurtig tur paa kontoret i dag, da vi er flyttet i weekenden og jeg skulle lige tjekke at computerne virker i morgen tidligt. Jeg tog chancen til en lille gaatur i the City med mit billedferingsapparat og kunne ikke staa for dette emblem, som sidder paa "The Saddlers" bygningen. Jeg laeser den paa Danglish: "Hold fast - SIT sure!" LOL, der skal ikke meget til at more en simpleton!

Der er saa mange fede steder i the City og den del af the City hvor det nye kontor er har en specielt hoej koncentration af smaa gyder og straeder. Dem glaeder jeg mig til at udforske paa mine lunch time vandringer. I weekenden (og paa bank holidays) er der naesten mennesketomt i the City, ud over nogle faa turister, der ingen har at spoerge om vej!

For mange aar siden arbejdede jeg for et firma, som havde hovedkontor i Bucklersbury House. Nu staar bygningen for nedrivning og er vidst efterhaanden helt tom.

Jeg stod og kiggede paa bygningen lidt og fik pludselige oeje paa vinduernes udsmykning. Det husker jeg nu ikke som vaerende del af udseendet, da jeg kom i den bygning! LOL - jeg elsker graffiti!

Solen skinnede fra en naesten skyfri himmel og i solen var det lunt og laekkert, men i skyggen maa jeg nu indroemme man godt kan maerke at vi naermer os September. Englaendere gaar i naesten ingen toej, saa snart solen skinner, men saa meget englaender bliver jeg altsaa aldrig, for jeg doer bare af frost!

Det blev ikke i dag jeg doede af frost, men fik i stedet dyrket mit knipseritis og tog billeder af the Citys spir og taarne i tonsevis. (Klik billedet stoerre for detaljer). Jeg er og bliver altsaa nordeuropaeer, og elsker det kolde blaa/graa lys vi har i denne del af verden.

Inden laenge var jeg tilbage paa den sydlige side af floden og snart var jeg hjemme igen. Bare to timer hjemmefra paa en mandag er ikke den vaerste start paa ugen - slet ikke taget i betragtning at vi nu kun har tre uger til vores sommerferie!

Pocherede aeg - take two...

Saa lykkedes det sgu, man skal bare snyde og koebe gummifiduser til at haelde aeggene i, saa kan man pochere perfekte aeg i foerste forsoeg. Bloede blommer og perfekte hvider i den smukkeste lille runde facon. Lidt noget andet end sidste uges forsoeg!

Aftenens godnatbillede

I loebet af dagen har vi simpelthen haft al den slags vejr man kunne forestille sig, naah ja - lige ud over sne, som jeg har ladet mig fortaelle er faldet i Norge i dag!

Solnedgangen var fantastisk, lige saa fantastisk som det skoere vejr vi havde i loebet af dagen. Jeg elsker vejr!

August storm!

Det blaeser bare helt vildt og naah ja, vi fik ogsaa lige lidt regn tidligere...

Soendagseksperiment

Jeg blev nomineret af min elskede til at lave mad i aften og eftersom han som regel goer det, saa kunne jeg jo ikke saa godt protestere... Jeg har nu heller ikke noget imod at lave mad, naar det er paa en dag, hvor jeg har god tid - og det har jeg i dag.

Jeg havde bedt om at faa en roedspaette med i indkoebsposen og vidste at vi ogsaa havde nogle nye kartofler, der kunne spises til og saa var det jo bare om at finde paa noget tilbehoer. Jeg havde planer om at skulle proeve at lave noget salsa, saa jeg fiskede kogebogen frem.

Jeg havde havde langt fra praecis de ingredienser de mente man skulle have i, men fik da tryllet nogle smaa tomater frem fra koeleskabet, sammen med et lille loeg, noget hvidloeg, lidt frisk chili, et skvat lime juice og en teskefuld havsalt med franske krydderier i.

Saa manglede jeg bare den sidste ingrediens, som jeg bare slet ikke var sikker paa hvad var! "cilantro leaves: stod der i opskriften og heldigvis havde jeg da Google ved haanden. Bogen er amerikansk, derfor det mystiske ord, det var coriander leaves der skulle til. Vi smuttede en tur i den naermeste lille biks og fik en dusk saa stor at der var nok til at fryse en del af bladene ogsaa.

Hele baduljen blev haeldt i blenderen, i den raekkefoelge der stod i opskriften, eller rettere i den raekkefoelge jeg havde lavet opskriften om i! Lynhurtigt duftede der vildt godt af tomater, coriander og hvidloeg, saa meget at min elskede kom tilstroemmende, for at finde ud af hvad det var der duftede saa godt. :)

En balje salsa, groft hakket, lige som vi kan lide det. Nej, hvor glaeder jeg mig til det er spisetid!

Aftenens godnatbillede

En regnbue over Birmingham, hvor vi kom hjem fra tidligere. Sikken en dag, men mere om den senere!

Skarpe farver

Jeg tror ikke mit fotografiapparat har det saa godt. Det er pludselig begyndt at goere noget mystifistisk ved farverne. Hmmm... ikke just god timing!

Rejsen gennem livet

Efter et par timer paa kontoret i dag begav jeg mig ned til Cannon Street station, hvor jeg havde sat en af mine venner staevne. Vi har begge arbejdet med min veninde og skulle begge til hendes fars begravelse. Vi var enige om at foelges ad, saa ingen behoevede at tage sig af os naar vi ankom. Lige da vi tog afsted tikkede der en besked ind fra en anden gammel kollega, som ogsaa ville tage med og lige ville tjekke om jeg ville have et lift. Det ville jeg gerne - paa hjemturen, for han bor lige et par veje fra mig. :)

Da vi kom ned paa stationsperronen fik jeg oeje paa denne store orange plakat med et billede af Gandhi, det fantastiske menneske. "There is more to life than increasing its speed" (livet handler om mere end at faa det til at gaa hurtigere - frit oversat!) stod der. Plakaten er en i en serie af plakater med kunst paa undergrunden. Den passede saa godt ind, eftersom vi var paa vej til en hindu begravelse.

Vi var kommet afsted i lidt rigelig tid og begge med rumlende maver, saa da vi ankom til Kew Gardens blev vi enige om at snuppe en hurtig sandwich i den lille "greasy spoon cafe" udenfor stationen. Vi har begge en forkaerlighed for disse smaa cafeer og kunne slet ikke modstaa fristelsen.

Mens vi sad der fik vi lige tid til at diskutere hvad vi egentlig forventede skulle forgaa til saadan en begravelse. Det var der ingen af os der vidste noget om, men pludselig opdagede jeg hvorfor min foelgesvend synes saa nervoes. Han er muslim og muslimer bliver begravet, ikke cremeret. Han havde vaeret til en begravelse for lidt over en uge siden; en begravelse hvor liget blev taget ud af kisten og lagt i graven med noget trae lagt ned vidst nok oven paa... Han vidste ikke hvorfor det blev gjort saadan, men det havde sat lidt af en skraek i ham mht begravelser, som han da ellers ikke er helt ufamiliaer med!

Mortlake crematorium ligger i en 8 hektar stor kirkegaard og til trods for at den indre ringvej gaar lige igennem og deler kirkegaarden i to stykker er der bare saa smukt. Ok, "ringvej" faar altsaa Londons indre ringvej til at lyde af lidt mere end hvad den er - nemlig en ganske almindelig vej, der tilfaeldigvis gaar saadan ca. i ring omkring centrum. Det der med store, flotte storbyveje er ikke noget vi goer ret meget i i London, derfor den haeslige trafik, men det er en debat til en helt anden dag!

Som I alle storbyer er begravelsesplads et problem i London og derfor har vi disse kaempe kirkegaarde saadan ca. fra ringvejen og ud efter. Faktisk blev der i 1850 anlagt en kirkegaard 30 miles uden for London, hvor alle Londons doede skulle begraves. Kirkegaarden er stadig i brug og er Europas stoerste, ifoelge deres webside. Jeg har vidst foer henvist til tog terminalen, hvor doedstoget i mange aar dagligt koerte alle de doede til Brookwood. Jeg maa have taget et billede af den facade en dag.

Ceremonien var holdt i crematoriekapellet. Der var foregaaet en masse privat, inden den egentlige ceremoni skulle tage sted, men det er noget den naermeste familie soerger for og ikke noget vi skulle bekymre os om. Ifoelge min veninde ville de foretage samtlige ritualer de kendte, for at goere alt det bedste for hendes far.

I kapellet kom jeg pludselig i tvivl om om jeg havde sat mig i den fejle side, da familien var delt op med kvinder i den ene side og maend i den anden, men os der sad bagerst sad i et sammensurium, saa jeg blev siddende. Da jeg snakkede med mor i eftermiddags fortalte hun at saadan foregik det ogsaa i Danmark i gamle dage. Det vidste jeg slet ikke!

Alle de kvindelige familiemedlemmer var i hvide shalwar kameez dragter, som er den traditionelle dragt de baerer. Alle maendene var i sort og alting foregik meget stille. Praesten (det kaldes deres praest ogsaa!) holdt en tale om den afdoede og bad os saa staa op og bede. Han sagde ikke et suk og det var der heller ikke andre der gjorde - eller, det gjorde de vel, men de gjorde det inden i sig selv, mens de stod med hovedet boejet mod de sammenlagte, flade haender. Praesten og den aeldste soen taendte nogle roegelsespinde, som blev sat ved kisten, mens praesten messede og lavede fagter og bevaegelser, inden han trykkede paa knappen, saa gardinet lukkede sig omkring kisten. Ok, jeg var lige ved at glemme en lille detalje der, da vi begyndte at gaa ud af kapellet startede musikken stille. Det var noget indisk musik, som langsomt byggede op i tempo og blev til rigtig festmusik... Man laerer saa laenge man lever!

Familiens maend gik ind og saa at kisten blev koert i ovnen, mens kvinderne ledte os alle udenfor, hvor vi stod og ventede ved blomsterne. Havde begravelsen foregaaet i Indien var kremeringen sket paa et aabent baal. Det maa man ikke her i landet, eller rettere, det har man ikke maatte og jeg maa aerligt indroemme at det saetter jeg pris paa, i hvert fald naar det er en begravelse jeg skal deltage i! Det var helt klart at min kompagnon ogsaa satte pris paa ikke at skulle ind og kigge i ovnen. Det er altsaa lige barbarisk nok!

For nogle aar siden var der en hindu mand, der vandt retten til at blive braendt paa et aabent baal, naar han doer, men baalet skal vaere rammet ind af en tagloes bygning og kremeringen skal ske langt far alfarvej. Jeg ved godt at hvis man er opvokset med den tradition, saa foeles det rigtigt, men det er jeg altsaa ikke! Vi havde en nevoe der altid havde sagt at han ville have en vikingebegravelse, som jo var noget af det samme. Det kunne han ikke faa, men han blev cremeret og saa tog jeg en lille pose aske med til Fur og spredte ham i Limfjorden. Lidt har ogsaa ret!

Begravelsen i dag var ikke saa stor som jeg havde forventet. Der var vel omkring en 60 personer til en begravelse af en mand paa bare 72, til trods for at asiatiske familier har gigantiske familier og altid har hundredevis af folk med til f.eks. bryllupper og andre gilder. Maaske begravelser altid er smaa?. Nu har jeg mest erfaring inden for danske begravelser og efterhaanden ogsaa en del jamaicanske og der er jeg vandt til at gud og hver mand tropper op, uanset at begravelsen foregaar midt paa dagen, paa en fredag. Oh well, hvad ved jeg?

I hvert fald fik vi sendt den rare mand godt afsted paa sin videre rejse i livet. Det foeles lidt saert at sidde til en begravelse og hoere praesten paastaa at manden ikke er doed, men i den hinduske tro er han bare rejst videre i livet. Tanken er smuk og selvfoelgelig lever han videre i minderne, men saa kan jeg altsaa heller ikke traekke den laengere.

RIP Soniji!

Ikke mere Karlsson paa taget

De sidste to maaneder har jeg haft kontor i et lille hyggeligt kvarter i the City, lige ved den Hollandske Kirke i Austin Friars. I dag var sidste dag paa det kontor og paa tirsdag starter et nyt liv paa endnu et nyt kontor. Det bliver mit fjerde paa knap 9 maaneder og jeg maa indroemme at jeg ikke engang har laert postkoden paa mit midlertidige hjem, givet at jeg vidste hvor kort tid jeg skulle vaere der.

Jeg har altid holdt utroligt meget af de hyggelige smaa og gamle kontorer, som sidder oppe under taget, paa femte sal og kigger ud paa nabotagene. Naar jeg kigger ud taenker jeg automatisk paa Karlsson paa taget, den lille tykke mand, og droemmer om at han kommer flyvende forbi. De er saa hyggelige, de kontorer, men giver ikke gode arbejdsforhold i et moderne firma med moderne teknologi. I weekenden flytter vi ind i et rigtig flot nyt kontor. Meget smart og moderne, rigtig gode arbejdsforhold, men ingen hyggelige kringelkroge at sidde i og ingen udsigt til Karlsson!

Selv havde jeg nok konterets suveraent fedeste udsigt, nemlig udsigten ned over den Hollandske kirke, med dens soede lille klokke, som bimler en gang hver time, med den klareste lille spaede roest. Jeg holder saa meget af saadan nogle smaa detaljer i hverdagen og har foelt mig meget priviligeret over at faa netop det saede. I det nye kontor bliver udsigten meget anderledes og afstanden til vinduet lidt laengere, men jeg kender min egen evne til at nyde hvor jeg er, naar jeg er, saa mon ikke ogsaa jeg finder mig til rette der?

Hele firmaet var inviteret paa pubben klokken 16.30, saa de kunne faa os ud af bygningen og faa kontoret pakket ned. Jeg snuppede et hurtigt glas vin, inden jeg gik hjem i regnen. Jeg er evigt taknemmelig for at jeg ikke skal okse hele weekenden, som vi gjorde sidst jeg flyttede kontor! En time paa kontoret i morgen og en time paa mandag, men derudover har Karlsson her fire dage fri!

Det startede godt

Da jeg gik hjemmefra i morges aandede alt fred og idyl.

Bierne summede omkring blomsterne (ja, de var altsaa lige floejet vaek da jeg tog billedet, men de var der!) og alt aandede fred og idyl og der var hverken behov for galosher eller en paraply.

Paa hjemturen saa det helt anderledes ud. Det plaskede bare ned med regn og himlen var blevet helt graa. Jeg snakkede i telefon med min moar, som beskrev solnedgangen. Vi sprang den simpelthen over her i dag; jeg kunne i hvert fald ikke se den. Der er ogsaa nogen der paastaar det er fuldmaane!

Hurtig hjaelp er dobbelt hjaelp

For mange aar siden var jeg paa et foerstehjaelpskursus igennem mit arbejde. Jeg havde altid oensket mig at laere foerstehjaelp og tog chancen da jeg havde den. Jeg har desvaerre ikke holdt traeningen ved lige og kan ikke laengere kalde mig en foerstehjaelper, men jeg har da ikke glemt alt det jeg har laert.

Jeg voksede op godt 30km fra det naermeste sygehus og husker nogle situationer hvor det var meget langt vaek! Jeg har aldrig forstaaet hvorfor i alverden der ikke er en ambulance der har hjemme ca halvvejs mellem sygehuset og yderdistriktet i stedet for at have alle ambulancerne staaende paa et sted! Paa Fur har de faaet installeret en defibrilatorer, som har hjemme i Brugsen og som allerede har reddet mindst et liv og bevist at hurtig hjaelp er dobbelt hjaelp!

I dag fik jeg en invitation pr. email; en invitation til en begravelse. Jeg tror altsaa det er foerste gang jeg har faaet saadan en invitation, men satte pris paa den, da jeg meget gerne vil vise mit ansigt til min gode venindes fars begravelse. Han blev desvaerre ikke ret gammel, men havde vaeret meget syg laenge og doede af et hjertetilfaelde mens han laa i en dialysemaskine paa sygehuset. Hurtig hjaelp kunne ikke goere det denne gang!

Begravelsen er jeg saadan set lidt spaendt paa, da det er en hindu-begravelse. Det har jeg aldrig vaeret med til foer og alle kulturer har jo deres maade at sende folk afsted paa. Jeg tager det som en oplevelse og haaber jeg forstaar noget af hvad der foregaar. Man maa da gaa ud fra manden skal kremeres og saa vidt jeg har kunnet laese mig til, saa er der vidst ikke noget saa anderledes at jeg ikke kan begaa mig.

Hov - hvad er det?

Vi flyttede en busk fra baghaven til forhaven sidste aar ved denne tid og pludselig staar den med nogle baer der ligner miniatureblommer af en art vi kalder damsons. Jeg har ikke vaeret modig nok til at smage paa dem endnu, men man kunne vel komme til at skaere en op, for lige at se om den ser rigtig ud indeni. Min elskede mener jeg skal til at passe paa, inden jeg doer af baerforgiftning!

Hold fast, som det blaeste!

I loebet af weekenden blaeste og regnede det bare helt vildt meget af tiden og i gaar stormede det ogsaa en pelikan, med en del heftige byger. Det kunne ses i haven.

"Skal vi gaa en tur ned i enden af haven?", spurgte min elskede, da jeg kom hjem til aften. Jeg troede vi skulle paa en lille romantisk aftengaatur, men der var lumske bagtanker med i den invitation, jeg skulle nemlig paa arbejde!

Jeg fik samlet alle de nedfaldne blommer ned og gav traeet et lille skub og saa regnede det med blommer igen! Vi kiggede lidt paa alle de aebler der laa paa jorden, men blev enige om at koncentrere os om blommerne foerst. Det gaar hurtigere til, aeblerne har en noget haardere skal!

Med det samme jeg fik blommerne i vasken kunne jeg se at det var den stoerste hoest endnu. Traeet er ikke ret stort, det er 8 aar gammel og giver simpelthen saa meget frugt at vi naesten ikke ved hvad vi skal goere ved det. Monstro ikke nogle kg finder vej til min svigerinde? :)

3.195 kg blev det til og de blev lagt ned til de andre 4.5 kg allerede i fryseren. Resten af blommerne bliver vi vidst noedt til at spise frisk eller efterlade til fuglene, for ellers revner fryseren! Der er masser af muligheder, naar man soeger paa blommeopskrifter, men jeg vil gaette paa at de fleste blommer finder vej til blenderen til smoothies. Jeg tror min elskede har planer om endnu en havetur i morgen - denne gang paa aeblerov, fra naboens trae...

Det skal nok lykkes!

Vi har i aarevis droemt om at rejse til Cuba og nu tror jeg sgi det lykkes; vi har i hvert fald guideboeger nok! Vi har en del ideer til hvor vi vil hen og hvad vi skal se, flyvebilletterne er foreloebigt reserverede, saa finder vi nok en bil og nogle hoteller inden laenge. Gode raad, vink og vejledninger modtages med kyshaand. :)

Smadret til atomer!

Cyklen blev luftet i dag og nu sidder jeg her og foeler mig saa traet som et helt alderdomshjem, der har vaeret paa udflugt i fjorten dage, men for hulen hvor er det da bare en dejlig fornemmelse at vaere fysisk traet, man sover saa godt.

Jeg skulle have handlet et par smaating og besluttede mig for at cykle en tur til Bromley. Jeg overvejede ruten lidt og endte med at tage den lange rute, som blandt andet gik igennem Beckenham Place Park, som er et sted vi har brugt rigtig megen tid da boernene var smaa. Parken er paa 96 hektar og er som at gaa/cykle tur ude paa landet. Det er et vidunderligt sted og jeg kunne ikke modstaa fristelsen til at snuppe en tur derind.

Da jeg ankom i Bromley begyndte det at regne. Jeg fandt en cykelparkeringsplads og tog mig god tid i forretningerne, saa da jeg kom ud igen var bygen ophoert. Jeg havde dog ikke den store tillid til at jeg ikke ville blive vaad, men heldigvis er jeg jo ikke lavet af sukker, saa jeg drog alligevel hjemad.

Paa hjemturen tog jeg stiruten, som gaar ind gennem en del kolonihaver. Kolonihaverne i London er doedcharmerende, i det de her stadig udfoerer den funktion de oprindeligt var udtaenkt til. Her kan man ikke bo i en kolonihave, eller holde ferie der, man kan bygge et lille skur af forhaandenvaerende materialer til at opbevare ens ting og sager, eller til at give en ly, hvis der kommer en byge og saa kan man plante og saa alt det man kan faa til at vaere paa det lille stykke jord. Skuret ovenover er ikke helt faerdigt, paa bagsiden mangles der stadig et lille stykke, men det kommer vel, naar han har lidt pind i overskud.

Jeg var lige ved at glemme det, men nogle naboer havde fortalt mig noget jeg lige skulle se med egne oejne. Kommunerne stiller land til raadighed til sigoejnere (ahemmm... nu haaber jeg altsaa stadig de hedder saadan og at jeg ikke lige har fornaermet et helt folkefaerd!) eller travellers/gypsies, som vi kalder dem her. Gypsies bor i campingvogne hele aaret rundt og bor som regel i store grupper med al deres udvidede familie. Af og til er der en gruppe der slaar sig ned paa noget land, som de ikke har ret til. Der laa en stor cricket club ikke langt fra os, men for efterhaanden mange aar siden braendte den ned og siden har jorden bare staaet tom. Det goer den ikke laengere, for nu er der en gruppe gypsies der har raget et stykke af stakittet ned og flyttet ind!

De kunne ikke have valgt en stoerre kontrast fra deres tilfaeldige levevis til den der foregaar paa den anden side af vejen, hvor folk bor i paene, store enkelthuse og vasker bil om loerdagen. De fastboende er ikke tilfredse og er gaaet rettens vej, for at faa the travellers ud. Jeg kan da godt se at det ikke kan nytte de bare snupper et stykke privat jord, men for hulen, det har staaet tomt saa laenge at jeg selv har vaeret fristet til at besaette det!

Gypsies har vaeret i Sarf London i mange aar. Traditionelt har det arbejdet ude i Kent i sommeren, hvor de har plukket humle, baer, aebler og hvad ellers der gror der, for at tjene til dagen og vejen. Mange gypsies er fastboende i huse, men en stor procentdel af dem foretraekker en campingvogn (deluxe!) over et hus. Det er mig ufatteligt, men det maa de jo om!

Jeg kom toerskoeet hjem og blev moedt af min elskede og David, alle mine soede boern og den lille Bebs, som alle var kommet til spisning. Soendag er og bliver min yndlingsdag!