En kaempe figen med masser af frugt

Det er utroligt hvad man faar oeje paa, naar man gaar og sommetider kan man blive forundret. Der er graenser for hvor mange frugttraeer man ser i City!

Dagens skib i havnen

I aftes da jeg gik over London Bridge fik jeg oeje paa et stort hvidt hus - ude midt i floden, lige oest for Tower Bridge. Jeg stoppede og kiggede naermere; desvaerre var det ret overskyet og halvmoerkt, derfor den fantastiske billedkvalitet, men efter noejere eftersyn gik det op for mig at det var en ret stor cruise liner der laa i havnebassinnet.


Jeg gik hjem og tjekkede registeret og fandt ud af at det er en cruise liner ved navnet Azamara Journey. Ifoelge deres webside er den 185m lang og 25 m bred, saa det er ikke saa maerkeligt den saa stor ud liggende der bag Tower Bridge. Jeg har tjekket distancen mellem de to taarne paa broen og den er omkring 60m, gad vide hvad er det stoerste skib der er gaaet igennem? Jeg tvivler altsaa paa denne kleppert kunne mases igennem og kunne godt lide at vide hvor stort et skib der egentlig kan gaa igennem?

Dyrehaven...

Vi kan saadan set godt lide dyr. Nogen af dem har ogsaa tilladelse til at betraede matriklen, men kun hvis de kan opfoere sig ordentligt - og det kan nogen af dem...



Jeg elsker at Mikkel Raev kommer paa dagligt visit, men han er altsaa ikke min elskedes yndligs, for han tisser paa graesset og det giver store brune plamager i plaenen! Naah, ja - og saa er der selvfoelgelig hoermen, men den kan jeg nu godt leve med og resten af familien kan ikke genkende den!



Grunden til han kommer fast er at naboens kone fodrer ham. Det er egentlig hendes hovedpine, hvis bare hun kunne faa ham til at spise op, i stedet for at efterlade levninger til rotter, mus og andet kryb.
Han er saa tam at han kommer rendede taettere paa, hvis vi gaar ud i haven, men han skal passe paa, for kommer han inden for raekkevidde er jeg bange for han enten bliver haandkvaerket eller faar hovedet banket ned i maven, saa han kan kigge ud gennem navlen!

Det regner!

Virkelig!

Dagens gode gerning!

I aften skulle vi have besoeg af Lloyd's faetter, som vi naesten aldrig ser, da han altid er i udlandet med sit arbejde. Anyhow, han var hjemme fra Kina i en kort periode og det kunne lykkes os at samle svigerne til aftensmaden i aften, saa Lloyd havde travlt i koekkenet, da jeg ringede hjem paa min vej hjem fra arbejde. Jeg lovede at skynde mig - og at skaere salaten naar jeg kom hjem.

Da jeg aabnede doeren saa jeg at en af vores genboere sad i stuen, saa jeg raabte "hej" fra fordoeren "jeg kan se vi har fine fremmede", mens jeg spekulerede paa hvorfor mon genboen var sat ned med en oel i stuen, naar nu jeg vidste at vi skulle have gaester til aftensmad!

"How are you, Stu?" spurgte jeg og fik et hurtigt "Well, I'm ok" tilbage og straks vidste jeg der var noget galt, for Stu er verdens sjoveste og gladeste mand og har altid en lille historie oppe i aermet. Det havde han ogsaa i dag, men desvaerre var det en soergelig historie, for han var kommet for at fortaelle at hans kone doede i Soendags efter to ugers sygdom.
BANG - velkommen til virkeligheden!

Lloyd gik tilbage i koekkenet og jeg satte mig ned og lod Stu fortaelle om hans elskedes doed. Hun kunne vaere blevet 69 paa fredag. :( Det blev hurtigt klart at han overhovedet ikke havde nogen planer om at gaa foreloebigt, saa jeg inviterede ham til at spise med. Vi er saa vandt til en enkelt ekstra person eller to om bordet og en fra eller til goer da heller ikke den store forskel. Jeg kunne maerke han traengte til selskabet og ikke havde lyst til at gaa hjem til et tomt hus.

Nu er klokken 01.15 og gaesterne er gaaet. Stu gik klokken et og resten af forsamlingen gik 10 minutter senere. Vi blev hurtigt enige om at vi ikke havde faaet snakket om det vi ville have gjort, men at hele familien samlet havde gjort en meget stor god gerning ved at lade manden snakke - og som han snakkede. Det er ikke uden grund han var "Communications Director" da han stadig arbejdede, for joesses, han har fortalt historier hele aftenen. Vi har lyttet og grinet til vi var blaa i hovederne og han var saa glad, da han gik hjem. "Tina and Lloyd - THANK YOU for your hospitality, that meant a lot to me".

Stu har ingen boern og naesten ingen familie. Hans eneste levende familie er en kusines soen og dennes kone, som har vaeret hos ham siden soendag, men rejste hjem i dag. Jeg haaber begravelsen bliver rimelig snart, (inden vi rejser til DK) saa vi kan deltage, for den stakkels mand faar behov for et venligt ansigt i hverdagen i den naeste tid.

Joesses, hvor ser man nogen gange hvor priviligeret man er! Lloyd faar et ekstra godnat kys i aften. Det skal man altid huske - hver dag!

Og nu i seng. Skal vidst sove 5 kvarter i timen, hvis jeg skal op til normal tid!

Alternativt?

Vi havde egentlig planlagt en gaatur langs Themsen i mandags, men grundet vejret besluttede vi os for at udsaette det til en anden dag, og drog i stedet til "Mind Body & Spirit Festival" at the Royal Horticultural Hall i Westminster.

Hallen ligger i Victoria og vi koerte lidt en alternativ vej der op, da vi havde lyst til at se lidt andet end det saedvanlige og jeg havde lyst til lidt af en nostalgituren. I Victoria er der en masse gamle lejligheder, som sikkert burde rives ned og starte igen, men jeg synes der er saa hyggeligt. Der ligger et ocean af vaskerier og fluks var jeg tilbage i min ungkarletid. Joesses, hvor jeg kan fortaelle historier der ikke er til at stikke, naar det kommer til vaskerier, men de faar vente til en anden god gang.

Vi parkerede lige rundt om hjoernet fra Hallen, lige uden for the Regency Cafe, som desvaerre var lukket. Er den ikke bare skoen? Den minder mig om det dersens Amerikanske billede af et par folk paa en cafe, en sen aften eller tidlig morgen. Pludselig kan jeg ikke komme i tanker om navnet paa kunstneren; han er ellers en yndlings!

Hallen er en smuk gammel art deco bygning. En stil jeg er helt vild med og som er den samme periode vores eget hus er fra.

Det var lidt svaert at se den smukke hall inden i, grundet alle boderne. Jeg ville elske at se hallen daekket op til 20er party. Naar jeg fylder 60 lejer jeg sgu hallen (ahemmm... jeg bliver lige millionaer i mellemtiden!) og bringer den 100 aar tilbage i tiden. Saa vil jeg holde Charleston party!

Man kan lige ane de flotte firkatede lamper i loftet og skoent billedet er ringe giver det vidst en rimelig fornemmelse af hvad det er for et stort skrummel af en hall, med hoejt til loftet.

I denne weekend var der hoejt til loftet i mere end en forstand. Som min elskede sagde, saa var hallen fuld af WEIRDOS! LOL - staa-paa-hovedet-yoga-massage-terapi-fyren og hans patient var i den helt almindelige ende af dem vi stoedte paa og vi var paa en eller anden mystisk maade draget til de vidunderlige mennesker. "De er saa afslappede" sagde Lloyd og indsaa saa hvad det var han havde sagt. Hvis folkene til saadan en festival ikke var afslappede, hvor i alverden ville de saa vaere det? Anyhow, da vi havde faaet koebt den FOODPROCESSOR vi var koert efter fik vi os endelig loesrevet fra mystikkens paradis.

Vi var ikke helt parate til at koere hjem, saa vi tog videre paa nostalgituren. Jeg gav retninger og Lloyd koerte og pludselig holdt vi uden for huset i Upper Park Road, hvor jeg boede i sommeren af 1989. Det blev ikke til et laengere ophold, for der var simpelthen saa snusket, at uanset hvor meget vi skrubbede og skurede saa havde vi knap lyst til at gaa paa gulvtaeppet med sko paa! Huset var fedt, ret alternativt (more weirdos!) og joesses, hvor ville jeg gerne have ejet det, men ehmmm... det var det med den million!

Vi koerte hjem over London Bridge i styrtendes regn. Joesses, hvor det bare regnede og det bliver efter sigende ved lidt endnu!

Et gammelt billede

Jeg skulle lige lede efter et billede og saa fandt jeg dette, som min kaere bedstemor engang har givet til mig. Det er bedstemor i midten af billedet, med det blaa toej og det flotte hvide haar med perler i. Det ses ikke paa billedet, men hun havde altid saadan et fint haarnet med perler i og det var jeg meget betaget af som barn.

Bag paa billedet staar der, i en sirlig haandskrift: "Til Anna og Kristian med Tak for Gaestfriheden og behagelig Samvaer. Hilsen til hele jeres Familie. Tak igen for 1972. Beck."

Farbror Beck emigrerede til Queensland i Australien for guderne maa vide hvor mange aar siden og var i 1972 hjemme paa ferie for foerste gang i umindelige tider. Jeg var saa forelsket i Farbror Beck, for han kunne smide med lasso! Han ville have mig med hjem, men det maatte jeg ikke for min mor, saa jeg var doedeligt fornaermet; jeg var da hele 4 aar, saa mon ikke nok jeg kunne rejse et smut til Australien? Farbror Beck er for laengst doed (ville vidst have vaeret i Gunners rekordbog, hvis ikke!) og jeg har stadig aldrig vaeret i Australien, men jeg kommer det en dag, for jeg vil se hvor Farbror Beck boede og ville have mig med til. Der er stadig meget af familien derude og jeg ville elske at moede dem paa hjemmebane.

Aftenens godnatbillede(r)

Aftenens godnatbillede snuppede jeg ved Wing Yip centeret i dag. Jeg har aldrig lagt maerke til deres beplantning foer, men det kan vaere det er foerste gang jeg har vaeret der mens traeerne er i blomst.Det har jeg nu - og nu oensker jeg mig ogsaa saadan et trae. En pink guldregn?

Nu ved jeg hvad jeg oensker mig!

En foooood processor! Jeg ved lige hvor den skal staa!

Skal vi ikke koere en tur til Brighton?

I eftermiddags fik jeg pludselig saadan en lyst til at koere til Brighton. Jeg sad og kiggede ud paa traeerne. Det blaeste en del, men vejret var faktisk meget lunt og skyerne rejste over himlen med en rimelig fart. Det fik mig til at taenke paa havet og heldigvis er der ikke langt fra ide til handling her i huset, saa inden laenge var vi paa vej.

I Brighton ligger the Royal Pavilion, som er bygget af George IV (en temmelig omstridt Prince of Wales). Jeg husker tydeligt den foerste gang jeg saa bygningen. Den overraskede mig en del, da byggestilen er noget aparte for England!

Det foerste vi goer, naar vi er i Brighton, er altid at koere direkte ud til vandet. Jeg faar myrer i bukserne, naar jeg begynder at kunne lugte saltvand og kan slet ikke sidde stille foer jeg foerst faar oeje paa den groenne kanal. Synet af Brighton Pier goer ikke oplevelsen ringere!

Kigger man lidt til hoejre for the Pier kan man se den gamle West Pier, som er lidt af et soergeligt syn siden den braendte helt og aldeles for et par aar siden, men jeg synes faktisk det er fedt den staar der endnu, trods alt.

De der fulgte fjernsynsprogrammet "(Gordon) Ramsay's Kitchen Nightmares" husker helt sikkert Momma Cherri, for hun var virkelig uforglemmelig! Momma Cherri's Big House ligger i Brighton og det lykkedes os at faa et bord til engang "soul in a bowl" til aften.

Vi valgte den menu der bestod af 8 retter, som bliver serveret som fire starters og fire main courses. Til starters kom der cornbread, rissalat, catfish goujons og hot wings. Sovsen paa hot wings var simpelthen noget af det laekreste jeg har faaet laenge. God og staerk - og fyldt med smag. Cornbread forstaar jeg ikke helt pointen af, men jeg spiste det da pligtskyldigt og Lloyd var lige ved at doe af grin, da jeg dyppede det i den staerke sovs.

Til hovedret fik vi en laekker risret med chili, kylling, poelse og paprika, en okra ret med majs, stegte kyllingelaar og nogle kaempe bbq ribben. Hvis vi havde faaet coleslaw i stedet for okra ville det bare have vaeret perfekt! Restauranten serverer adskillige forskellige slags Amerikansk oel, saa vi snuppede et par flasker "Lone Star" fra Texas, da det er der vi er bedst kendt. :)

Min elskede var meget bekymret over det vejr vi kunne se var paa vej ind mod kysten og syntes ikke vi skulle gaa ud paa molen, saa vi noejedes med at kigge paa forlystelserne fra land. Molen er ca 500m lang, saa man kan snart faa gaaet nogle kilometer!

Langs stranden er der mange forskellige bevaertninger og adskillige forskellige forlystelser. De stod nu stille da vi var paa vej tilbage til bilen, men bevaertningerne begyndte der at blive liv i. Brighton har noget for alle. Masser af underholdning for familier i loebet af dagen, gode spisesteder, rimelig shopping og et ligligt natteliv. En dag tager vi en weekend paa et af de gamle seafront hoteller, for jeg er bare vild med stedet!

Der er blevet anrettet et lille fiskebaadsmuseum langs the seafront. Det er saa hyggeligt at kigge paa og saa ser der saa ordentligt ud, da stranden er lavet af grus (STORT grus!) og ikke sand, som andre strande.

Da vi havde faaet slaaet mave traskede vi glade og tilfredse tilbage til bilen og begav os 70 km nordpaa. Nu kan jeg hoere det oesregner uden for, saa vejret kom ind - og helt til London ogsaa!

Blomsterne og bierne

I dag fandt jeg ud af noget helt nyt... der gaar et tog klokken 17.25; det er et hurtigtog og det koerer mig lige hjem. Det er godt nok det tidligste jeg har gaaet hjem i aar, men jeg haaber det lykkes igen. Nu har jeg da en gulerod, nu jeg kender til det beroemte tog...

Vejret var saa fint, da jeg kom hjem, at jeg lige naaede paa en lille fotosafari inden jeg skulle ind og kokkerere. Vi skulle nemlig have gaester i aften og jeg havde lovet at jeg ville lave mad, til en forandring.
Nu er gaesterne gaaet og jeg sidder og kigger lidt Bloglines og oploader billeder og hvad ser jeg? Jeg har taget billeder af blomsterne og bierne, eller, som vi siger paa Engelsk: the birds and the bees!
Der sad en masse parakitter i det store trae for enden af min nabos have. De skaendtes lidt med staerrene om hvem der havde foersteret paa de bedste grene og saa vidt jeg kunne vurdere vandt parakitterne - de raaber i hvert fald ogsaa hoejest! Jeg fandt lige denne artikel og jeg kan se det er helt normalt!

Folk forundres altid over at fuglene kan overleve her, men det ser ud til at gaa fint. Faktisk er der efterhaanden saa mange at man naesten ikke laegger maerke til dem (med mindre man lige har billedferingsapparatet ved haanden, for de er nu saa koenne). De flyver i store flokke af maaske 50 og proever paa at terrorisere alle de andre fugle. Staerrene tager det nu meget paent, men de koerer selvfoelgelig paa samme maade selv. :)

I dag var der endelig en af dem der fik medlidenhed med mig og min linse og langt om laenge fik jeg lov at tage et billede, hvor vingerne er aabne.

Nu har vi weekend, saadan rigtig for alvor, det er nemlig Bank Holiday paa mandag, saa vi skal virkelig holde fri. FEDT!

Dagens foedselar

I aftes da jeg kyssede "boernene" godnat foretog vi det saedvanlige ritual. "Goodnight 21 years old", sagde jeg til yngste skud paa stammen, som ville vaagne op 22 aar gammel. Det er helt utroligt at taenke paa at vi har tre FULDVOKSNE boern. Jeg synes ikke det er fem minutter siden jeg foerst arvede dem.

Jeg har altid elsket smaa traditioner og til trods for Lloyd mener "boernene" er lige gamle nok til den slags pjat bliver jeg ved saa laenge de gider! Gaverne ligger paa bordet om morgenen med kort og hilsner fra naer og fjern. Jeg ved de unge mennesker elsker at jeg stadig goer det, saa det goer jeg!
Bedstemor ringede fra Danmark og lykoenskede og Louise blev saa roert saa roert, isaer da hun fik besked om at hilse og Bedstemor slet ikke bad snakke med mig! Hvilken fraekhed, siger jeg bare. Det maa jeg lige have et ord med min kaere moder om, for hun kan sgi da ikke ringe uden at snakke med mig, uanset hvor meget foedselaren saetter pris paa det!

Traditionen tro blev vi invaderet til aftenskaffetid af onkel og tante. Igen paastod Lloyd at "hun da er for gammel til foedselsdagskage", men helt aerligt, kan man blive det? Da jeg fortalte Louise det kiggede hun forfaerdet paa ham og rystede paa hovedet. Nu er hun gaaet i seng, den "lille" og jeg sidder her og taenker paa den soede lille seksaarige der gik i seng og vaagnede op og var syv aar gammel. Joesses, hvor tiden flyver!

De unge mennesker har yngleforbud indtil jeg fylder fyrre, men inden jeg faar mig set om kan jeg ikke bruge den undskyldning laengere og de begynder da at have en alder, hvor det ikke er helt umuligt at forestille sig. STOENNI, nu maa jeg vidst hellere gaa i seng og slukke for fantasien for i dag!

Naar mor er alene hjemme...

Onsdag aften er min aften alene hjemme, da resten af familien gaar i gym. Normalt staar maden parat naar jeg kommer hjem, men igaar var der saa mange rester der skulle spises at der praecis var et paent maaltid til fire sultne gymentusiaster. Jeg bad dem spise og saa ville jeg staa for egen bespisning.

Da jeg kom hjem kiggede jeg lidt paa situationen og blev enig med mig selv om at goere det saa let som muligt - og noget jeg ikke ville faa hvis resten af familien skulle spise med. Ergo smed jeg nogle sesamfroe paa panden og ristede dem og stegte saa to aeg. Hele baduljen blev spist paa rugbroed og med chilisovs paa og saa var jeg fodret.

SKOENT at kunne saette sig foran "Desperate Housewives" med mad i maven, strikketoej mellem haenderne og en ren samvittighed - oh, og et helt stille hus.

Det er altsaa dejligt engang i mellem slet ikke at vaere ansvarlig for en pind og saa snuppe noget ungkarlefoede. Det smager jo faktisk fortraeffeligt - og den manglende terrasse loeber ingen steder, mens jeg laver ingenting!

Undskyld her roder!

Som allerede tidligere naevnt har jeg lidt mak med computeren, hovedsageligt fordi den er rodet. Og hvis skyld er saa det, taenker du og det maa helt klart vaere min mands, for han bruger aldrig computeren, men har bare ikke liiige faaet ryddet op efter mig!

Gadebilledet i London har aendret sig meget i de sidste tyve aar og isaer i de sidste 5-6 stykker. Sidste aar fik vi rygestop paa offentlige steder og alle mulige firmaer tjener tykt paa det, for pludselig skal folk have "ikke ryger" klistermaerker over det hele og udendoersaskebaegere. Min svoger fortalte mig at en skallet "no smoking" klistermaerke, som han skal have i sin arbejdsvogn kostede ham omkring £10!
Jeg saa dette udendoersaskebaeger i dag og taenkte automatisk paa den dersens kuglegrill som alle danskere skulle eje for nogle aar siden. Den er da lidt smart at se paa, nu den skal vaere der.

Billedet blev ikke saa godt, men floden "rodede" ogsaa en lille smule, for der er besoeg af en stor luksusliner i havnebassinet. Den ligger der hvor Dana Anglia laa i sin tid, da den blev doebt. Lineren hedder Silver Wind og er faktisk et paent skib. Jeg elsker naar der er besoeg i havnen; det minder mig om alle de spaendende skibe der kom til Fur, da jeg var barn. Tit fik vi lov at komme med ombord og det var bare doedspaendende!

Paa London Bridge blaeste det noget og nogle af alle de gratis aviser var blevet fanget af vinden og blaeste om benene paa os.

Den sti jeg gaar paa gennem industriomraadet kalder jeg generelt "Dogshit Alley", pga folk partout skal lufte deres elendige krae der. Jeg tror vi skal have flyttet denne plakat der ned, saa folk fatter at de skal goere rent efter deres hund!

Naesten hjemme og der rodede stadig. Guderne maa vide hvad der bliver gravet efter, men jeg tror snart de naar til Kina, for hullet er godt nok dybt!

Anyhow, jeg noejes med at bekymre mig over mit eget rod for nu og haaber det lykkes mig at sende denne post.

Tekniske problemer...

De tekniske problemer er ikke helt uden grund...

Nu er alle mine "my documents" inclusiv en del (aarets underdrivelse) billeder lagt paa en ekstern harddisk og slettet fra denne. Nu mangler jeg bare at koere "defrag" omkring 20 gange og saa skulle vi gerne vaere oppe og koerende i fransk vask og strygning!

Digitale problemer

Af ukendte aarsager gider hverken min mobil eller min computer lege med mig i aften. Derfor faar I ingen historie om morgenens vandretur; bare et billede!

G'morn - med kaerlig hilsen

Morning Lou. Don't forget your food. Love ya - Kris xx

P.S. beskeden sidder i smoerboetten, som staar foran toasteren og ved siden af kedlen.

Vi faar se om det virker!

I morges gav de smaa flasker Lucozade Alert ud gratis ved stationen. Jeg er smadret efter at lave ingenting i gaar og har et stort moede klokken 14.00.

Nu faar vi se om skidtet virker!

Havesafari

I dag havde vi lovet os selv en dag hvor vi overhovedet ingenting skulle lave. Jeg ville blogge lidt og strikke en del, maaske endda laese lidt i min bog. Hvilke planer min elskede havde er jeg ikke sikker paa, men de indebar vidst at ligge lidt paa sofaen, kanalsurfe og pille lidt ved computeren.

Jeg havde set at naboens laekre poppy var sprunget ud og den ville jeg ud og fotografere. Lloyd kom ud og pludselig var vi blevet enige om vi lige ville smutte i havecenteret, for at se om ikke vi kunne faa fat i de par ting vi ikke fik koebt i sidste uge.

Vi fik det hele - og en del mere og inden vi fik os set om havde vi arbejdet i haven i timevis! Der var fliser der skulle tages op, bede der skulle slettes og krukker der skulle plantes til...

Kaffepausen var hurtigt overstaaet og foregik foerst klokken naesten fem, da de unge mennesker fik medlidenhed med os og stak et par kopper kaffe og en bid kage ud til os.

Den laekre klematis fra sidste uges havecenterbesoeg kom i jorden og det gjorde de andre buske og planter ogsaa, men mest koncentrerede vi os om at faa reddet det der skulle reddes fra de bed der skal slettes.

Nogle af vores venner havde laant nogle haveredskaber, som de kom for at aflevere. Deres lille Joseph havde sagt til sin far at han blev noedt til at komme med, for ellers fik Tina jo ikke hans nye trainers at se! Det kunne jo aldrig gaa, saa han kom og viste mig sine fede nye trainers, med en lille indbygget fidus i hver hael, hvor der lige var plads til en halv legetoejsbil i hver. Bilen fulgte naturligvis med skoene, saa det var jo dybt spaendende!

Vores mange snegle var nu mindst lige saa spaendende, for naar boern er i haven sammen med mig, maa man godt roere ved dyrene, saa laenge man behandler dem paent. Vi grinede lidt og blev enige om at skoent Josephs bedsteforaeldre bor i Frankrig saa ville vi ikke spise sneglene.

De var da ogsaa langt mere interessante at kigge paa og tage billeder af i stedet. Joseph, som mange andre boern, er vild med at tage billeder og knipser af og til et billede med mit fotografiapparat. Han synes dog bedst om at jeg lige hurtigt tager nogen og saa kigger vi paa dem sammen.
Vi har en lille roedkaelk der altid kommer og deltager aktivt, naar vi er i haven. I dag var ingen undtagelse og Joseph var helt begejstret, isaer da han saa at den havde en insekt af en slags i naebbet. Det er saa fedt naar boern kan glaedes over at se en fugl med en orm eller en insekt.

Der er ogsaa en lille hurtig blaamejse, der elsker at holde oeje med os, men den er knap saa let at fotografere, for den smutter saa hurtigt omkring og sidder ikke paa den samme kvist laenge.

Alt blev plantet og flyttet og fik et nyt hjem og inden vi fik os set om var klokken blevet over otte! Heldigvis var der en indendoere der var frisk paa at faa lavet noget mad, med lidt instrukser fra mig.


Der er stadig masser af arbejde at lave, men lige pludselig en dag ender vi med at faa en ordentlig terrasse, i stedet for den soelle undskyldning for en vi har lige nu. Man kan knap sidde fire personer rundt om et bord, uden det er et problem. SUK, hvor jeg glaeder mig. Vi har ogsaa kun udskudt det i seks aar!