Trick or treat

Det ringede paa doeren lige da vi var faerdige med at spise aftensmad. Min elskede tjekkede lige hvad han havde I lommen og gik saa ud og lukkede op.

'Oooooooohhh, scary monsters' loed der fra doeren og saa maatte jeg ud og se hvad det var for nogle monstre der var kommet til doeren.



Jeg naaede lige hurtigt at se dem inden de forsvandt.

'Vi fik penge' galede den mindste af de SYV smaa djaevle og rendte ud til de to moedre, der stod og ventede paa dem. 'Thank you' vinkede moedrene og saa gik vi ind igen.

Foer og efter...

Da Neil Armstrong for mange aar siden satte fod paa maanen, ytrede han de famoese ord: "one small step for man, one giant leap for mankind" (et lille skridt for mennesket, et kaempe spring for menneskeheden). I dag foelte jeg naesten vi havde taget et lignende kaempe skridt...

Det er nu over et aar siden vi koebte den gamle roenne vi nu bor i. Huset var i en forfaerdelig stand og saadan circa alt skulle goeres; det vidste vi naturligvis godt da vi koebte huset, men vi havde dog aldrig forestillet os at der var SAA meget at goere. Blandt andet havde vi dette maerkvaerdige rum, som nu udgoer vores koekken. Den vaeg der stikker ud i lokalet er blevet fjernet og doeren flyttet baglaens, saa den nu sidder paa en flad mur og skiller koekken og bryggers.

Det har virkelig vaeret spaendende at foelge arbejdet paa huset og se hvor mange detaljer der skal til, foer man staar med det faerdige produkt. Det er nu seks maaneder siden min Faetter Fiks satte koekkenet ind og befriede os fra at skulle lave camping mad hver aften.

Vi har debatteret i en uendelighed om hvad vi skulle have paa vaeggen ved komfuret. Det var ikke fordi vi ikke var enige om hvordan vi gerne ville have det til at se ud, for fruen havde forelsket sig i en glaspladeloesning, men vi blev ved med at proeve paa at overbevise os selv om en billigere loesning, mens vi sparede op til at faa sat glas paa vaeggen...

I dag kom der glas paa vaeggen og resultatet taler for sig selv. Jeg er ikke et oejeblik i tvivl om at det var det helt rigtige at vente saa laenge at vi kunne saette glas op i stedet for fliser. 

One small step for man, one giant leap for mankind!

Saa paerestolt!

Da jeg i tidernes morgen gik paa HF var der engang en der sagde om mig at jeg var meget stolt af min familie. Det var egentlig ikke noget jeg nogensinde havde taenkt over, men med aarene har jeg indset at vedkommende havde ret!

Jeg gaar altsaa ikke bare saadan rundt og er stolt helt uden grund; nej, jeg har skam rigtig gode grunde til stoltheden. For eksempel ville min HF-medstuderende have noget at laegge oerer til i disse dage, for min soede soester har altsaa lige trumfet alle trumferne og ja, forbindelsen er til Asterixplakaten her...

For lidt over et aar siden blev Irene kontaktet (guderne maa vide hvor hun faar saadanne kontakter fra!) af en eller anden filmperson, som skulle bruge nogle rekvisitter til Asterix & Obelix og Briterne filmen, som gaar i de danske biografer lige nu. 

Billederne har jeg laant af Irene, hun ved det ikke endnu, men jeg "tog" lov! :)

I loebet af ingen tid stod der et helt kaffestel og diverse andre finurlighedre parat til at deltage i filmen og snart sad Gerard Depardieu, det store skrummel, og fingererede ved min soesters haeklerier! Er der noget at sige til at jeg er paerestolt? Der er flere billeder paa Irenes webside. :)

Altsaa, det naeb! 

Jeg har soegt og jeg har skrabt og minsandten om ikke ogsaa jeg har fundet et sted hvor jeg kan se filmen, som gaar i de danske biografer lige nu. Det Franske Institut i London har en biograf, som i oevrigt ser ret fed ud, som viser filmen om knap fjorten dage. Billetterne er bestilt og jeg glaeder mig til jeg kan se produktet med egne oejne. For hulen, jeg tror jeg revner af stolthed! :)

Undskyld vi larmer

I dag for et aar siden startede vi paa projekt "Huset paa bakken", efter vi dagen foer havde overtaget huset. I det sidste aar har vi ikke vaeret det bedste naboer man kunne oenske sig. Vi har larmet og stoevet, rodet og banket og vores naboer har vaeret saa taalmodige og venlige. Ikke saa meget som en enkelt klage har vi modtaget og der har ellers vaeret rigeligt at klage over.

Det ringede paa doeren tidligere. Vi ventede ingen, men jeg gik ud og aabnede alligevel. Det var en af nabokonerne, som var kommet for at undskyld paa forhaand. De skal holde 18-aars foedselsdag for deres datter paa loerdag og hendes mand var meget bekymret for at det kunne komme til at larme. 

Vi opfordrede dem paa det kraftigste til at larme lige saa meget og lige saa laenge som de lyster! 

Aftenens godnatbillede(r)

Aftenens godnatbilleder er taget i dagens taage, som var saa tyk som aertesuppe!

 

Fra the National Gallery, paa Trafalgar Square, kan man kigge hele vejen ned ad Whitehall, til Big Ben. Den staar lige bag ved Nelson's column, som er den lange naal midt i billedet... Et skoent billede, som jeg har fotograferet rigtig mange gange.

Dagens aertesuppe gjorde det ikke nemt at goere det igen, for det var lige saa knap man overhovedet kunne se taarnet i baggrunden!

 

Oh, og grunden til jeg lige skulle have tre billeder sat ind var fordi jeg fandt noget fedt og nyt paa Blogger i dag. Proev at klikke paa et af billederne, saa kan man se en lille billedkavalkade af de tre billeder i denne post. Smart, ikke? :)

Paa fredag lover de sne!

Paa vejrudsigten i aften blev der lovet sne sidst paa ugen. Den vaagne laeser vil vide at jeg er helt pjattet med sne, saa det er ikke et oejeblik for tidligt, hvis du spoerger mig; desuden mangler jeg noget til at distrahere mig i ventetiden inden jul.

Hvorfor jeg skal distraheres? Jo ser du, vi skal undvaere Bebsen og Spunken og deres soede mor i hele ni uger og det er da naesten ikke til at overskue aftenen foer de rejser!

Den lille familie har muligheden for en laengere udlandstur og vi under dem den saa helt og aldeles, men saadan paa et helt personligt og egoistisk plan, saa synes jeg sgi da det er ALT for laenge ikke at se dem. Det eneste jeg oensker mig til jul er at de har en rigtig fed tur og kommer godt hjem igen. :)

Haveinspiration

Efter at have overstaaet weekendens goeremaal i gaar blev vi enige om at koere et smut i et havecenter, for at faa lidt inspiration til hvad vi skal have plantet i de fine bed min elskede har forberedt i haven.

Coolings er et kaempe havecenter i Knockholt i Kent. Coolings spreder sig over 50,000 m2 og er leveringsdygtige i naesten alt! Vi blev anbefalet stedet af dem vi koebte vores forrige hus af og koebte frugtraeer der, da vi flyttede ind i det hus. Vi vidste ikke rigtig hvad vi gik efter, bare inspiration i det hele taget.

Der er masser af havecentre hvor vi bor, men det her er helt specielt, nok isaer paa grund af stoerrelsen og at de dyrker de fleste af deres egne planter. Desuden har de saa mange lidt specielle planter, saa det hele ikke bliver magen til naboens have.

Vi ankom en lille time foer lukketid, saa vi tog en hurtig runde mellem alle potterne. Der var saa meget at vaelge imellem at vi naesten ikke kunne koncentrere os om at finde hvad vi gerne ville have. Vi kiggede meget paa stoerrelser og struktur og var saadan ca. enige om det look vi gerne ville have.

Der var en lille udstilling i et overdaekket omraade, hvor den Japanske haveforening viste eksempler paa hvad de laver og pludselig var det helt klart hvor vores inspiration skulle komme fra. Vores have er perfekt til den stil. Lille, kompakt og nem at passe. :)

Min elskede er lidt vild med de hoeje bregner, saa vi maa se om en dag vi kan faa saadan en flettet ind i systemet. Foreloebigt maa vi lige have regnet ud hvordan i alverden vi skal gribe det hele an, men det skal nok lykkes.

Min elskedes forkaerlighed for bregner synes jeg selv passer vaeldig godt til mig egen for naaeletraeer, isaer fyrrebuske (fyrbuske?), men det er han nu ikke helt enig i. Jeg skal nok faa en lille bonsaistoerrelse fyrrebusk lusket med ind i planen, paa en eller anden maade - og det er sgi da Japansk stil. :)

Jeg fik oeje paa nogt blaat mellem planterne og kunne ikke modstaa et enkelt lille billede. "Jeg tror det er en Fordson" udbroed jeg, mens min elskede sukkede og rystede paa hovedet, mens han taenkte "jeg har giftet mig med en bonderoev". 

Ha - jeg havde ret, det var en gammel Fordson Major Diesel, malet op saa det naesten gjorde ondt i oejnene. Knaldhamrendes blaa og roed, med det flotte skjold poleret saa godt som det nu lod sig goere.

Lige for en kort bemaerkning var blomster og planter stort set glemt. "Den bringer minder tilbage" sagde en gammel mand, som pludselig dukkede frem ved siden af mig. Han havde haft en af slagsen i sine unge dage. Da jeg spurgte om han havde en pude at sidde paa grinede han vidende. Jeg gaetter paa saedet var lavet af stoebejern!

Jeg var naer aldrig vaere kommet der fra, for der var bare saa mange smaa detaljer der liiiige skulle med hjem i lyskassen. Se f.eks. den lille roede ehmmm... gearstang?

Det var ved at vaere lukketid, saa vi begav os mod udgangen, men vi vender frygteligt tilbage, naar engang vi har faaet fundet den indre landskabsarkitekt frem og har lagt en haveplan. Nu har vi da heldigvis ideerne...

Aftenens godnatbillede(r)

Aftenens godnatbilleder fra en rask gaatur fra the City of Westminster til the City of London foerst paa aftenen.

The Royal Courts of Justice i the City of Westminster.

St Paul's Cathedral i the City of London.

Og saa godnat!

Min indre ornitolog

Paa et lille aerinde i eftermiddags fik jeg oeje paa en lille gul spurvelignende fugl.

Fuglen sad paa en pose et eller andet og noed solskinnet, mens jeg spekulere paa hvad i alverden det var for en lille fyr.

Grunden til jeg lagde maerke til ham var de imponerende gule fjer, som jeg bare ikke kunne faa til at passe sammen med noget som helst.

Jeg synes den lignede en vipstjert, men de har jo ingen gule fjer - eller har de? 

Saa vidt jeg har regnet mig frem til er det en ganske almindelig lille bjergvipstjert, som bare ikke er en fugl der har holdt til hvor jeg har boet. Den er ellers meget velkommen, for den er sgi da en soed lille stoerrelse.

Det er vidst godt nok jeg aldrig blev ornitolog!

Omme i bakkerne

I soendags spurgte min svigerinde henslaengt om der monstro var nogen der ville med til Langstedhuller og om der var. Ikke engang den stormende kuling som laa over landet kunne holde mig der fra, og joesses, som det blaeste!

Mine svigerinde og niecer er heldigvis lige saa pjattede med udendoerslivet som mig, saa der var ingen toeserier da vi begav os den lange vej ned til stranden, i strid modvind. 

Min 4-aarige niece er saa lille at det var lige saa knap hun kunne kaempe sig mod vinden, men det tog hun som en oplevelse og snart hujede og jublede hun med sin storesoester, mens boelgerne slikkede om deres gummistoevleklaedte foedder.

Normalt kan man gaa hele vejen Fur rundt uden at faa vaade taeer, skoent det faktisk siges at man ikke har gaaet Fur rundt med mindre venstre fod er vaad, da turen skal tages med uret og i vandkanten. I soendags var der ingen chance for at gaa oeen rundt uden at faa baade begge foedder og saamaend helt op til haaret vaadt; stranden var nemlig forsvundet under fjordens brusen.

Paa Furs norstrand kan man finde fossiler og forsteninger i tonsevis under normale omstaendigheder og efter saadan en storm er jeg sikker paa der er kommet nye forsyninger ind. Jeg plejer altid at komme hjem med adskillige sten i lommen, men jeg havde simpelthen saa travlt med at nyde pigernes glaede over "min" strand at jeg slet ikke havde tid til at kigge paa stenene.

Maaske man skal vaere opvokset ved vandet for rigtig at kunne saette pris paa brusende boelger og en nordenvind saa kold at oererne er ved at falde af, men det goer saa godt at blive blaest igennem paa den maade og faa alle spindelvaevene blaest ud af systemet.

Vi gik tilbage op gennem bakkerne, som Langstedhuller og den omkringliggende del af Fur generelt er kendt. Som det ses paa billedet er det ikke helt uden grund. Det er sjovt at taenke paa at folk ser Danmark som flad som en pandekage, naar man selv er foedt og opvokset i bakkerne.

Inden vi vendte tilbage til bedstemors aeblekage naaede vi lige en bakke mere, nemlig Bette Jenses Hyw, som er Furs (andet?) hoejeste punkt, med sine 78.95m over havets overflade. Det var egentlig 79m, men min kaere far fortalte at ifoelge en klog mand fra Aarhus, er vandstanden omkring DK gaaet op med 5cm, saa nu maa decimalerne med i beskrivelsen. Fra toppen af Bette Jenses Hyw kan man se hele oeen. Det synes pigerne var spaendende, for de kunne se baade til bedsterne paa Furs hus og til de andre bedsteforaeldres sommerhus paa fastlandet. :)

Et lille stykke af Fur

Vores seneste Furtur havde et laenge planlagt historisk islaet, som jeg virkelig havde glaedet mig til.

Jeg kommer af en aldeles gigantisk familie, som paa faedrende side er saerdeles veldokumenteret. Min bedstefar dokumenterede familien mange generationer tilbage i en dertil indkoebt bog. Siden hvor han selv dukkede op i slaegten kunne ikke helt passe ind paa en faerdig lavet bogs sider - de var 17 soeskenden. :)

For et aars tid siden fik jeg, ad omveje, lovning paa et billede af slaegtsgaarden, hvor jeg selv er foedt og i sidste uge da vi var paa Fur kom min granfaetter og overrakte billedet. Han havde fortalt mig paa forhaand at billedet ikke havde nogen kunstnerisk kvalitet, men det er nu et rigtig paent billede, som oven i koebet ogsaa er nydeligt indrammet. 

Et besoeg af en ukendt granfaetter betoed naturligvis at slaegtsbogen blev fisket frem af gemmerne og da min far aabnede det opdagede jeg et sjovt sammentraef; billedet som min bedstefar satte foran i bogen er det samme billede som hans niece siden fik billedet malet efter!

Mange gamle billeder blev fundet frem og for hulen som der er mange mennesker paa de fleste, men det er naturligvis ikke saa maerkeligt. Billedet  her er fra et bryllup, som tilsyneladende er holdt hjemme paa gaarden, i hvert fald er billedet af de mange folk taget lige ved siden af. Billedet har jeg altid holdt meget af og jeg snuppede ideen med til mit eget bryllup, som blev holdt samme sted. Vi fik ogsaa et billede af alle gaesterne, dog ikke helt saa organiseret som det her, det var nemlig mig der strammede billedet an. I oevrigt havde vi vidst ikke saa disciplinerede nogle gaester at vi kunne faa dem til at sidde stille laenge nok til at det hele saa organiseret ud!

Min granfaetter havde taget diverse familiedokumentation med, da han kom paa visit. Blandt andet var der masser af billeder af vores faelles oldeforaeldre og indtil flere breve skrevet af vores oldemor. Selv sange fra baade vores oldeforaeldres soelv og guldbryllup i hhv 1916 og 1941 var ogsaa at finde. Taenk sig at de fik saa mange blomster til et guldbryllup i 1941. 

Nu haenger der et lille stykke af Fur paa vaeggen i mit nye koekken. Det er det foerste billede vi har faaet haengt op, men nu er jeg klar til at haenge en hel flok op, inden laenge er det jo et aar siden vi koebte huset. :)

Aftenens godnatbillede

Alting har en ende - ogsaa en Furtur. I morgen gaar turen atter tilbage til nul-meridianen og sikken en masse skoenne ting vi har med hjem, paa nethinden, i hjertet, paa fotografiapparatet og i bagagerummet. :)

Nede I tempo

En Furtur er en lise for sjael og krop.




Fjorten dage hvor den stoerste stress er et 999-brikkers puslespil, er bare lykken, isaer naar tiden er fyldt med familie og rigtig gode venner.

Strejke I Calais

Nu jeg pludselig har to uger fri, helt uden for nummer, kunne vi slet ikke modstaa en lille Furtur, denne gang via faerge til Calais.



Vi plejer at tage Eurotunnel, men det var af uvisse aarsager meget dyrt denne gang, saa vi tog faergen. Eurotunnel tager en halv times tid, mens faergen tager halvanden, naar altsaa ikke lige pludselig havnearbejderne strejker...

Foreloebigt har turen taget 2 1/2 time, men der er lovning paa en kajplads snart.

Jeg snupper lige en pind mere paa strikketoejet!

Uldfri zone

Engang var jeg en meget flittig strikker. Der gik naeppe en dag uden strikketoejet var fremme. Strikketoejet er et godt redskab mod stress, plejer jeg at praedike, saa selvfoelgelig har jeg intet haft paa pindene over det sidste aarstid, hvor der da af og til er sneget sig en liiiiille bitte smule stress ind. Hvem lytter til ens egne gode raad?

Denne weekend har vi vores David paa besoeg, saa her er stressfri zone. 

Efter vi havde spist morgenmad i morges gik min elskede ud for at klippe plaenen, mens David og jeg blev siddende ved bordet og snakkede. Det er lidt alternativt at foere en laengere samtale med en schizofren, da man kommer omkring mange usammenhaengende emner paa ganske kort tid, men jeg er en taalmodig sjael og lader ordsalat vaere ordsalat og proever paa at faa lidt sammenhaeng ud af det. 

"Du er altsaa ret cool" sagde David pludselig og jeg blev helt paf. "Hvorfor synes du jeg er cool", spurgte jeg og saa svarede han "fordi vi sidder her og foerer en samtale". Det glaeder os bare saa meget at vi har chancen for at give han lidt normalitet i hans liv. Alle boernene kom og spiste med os og David var i den syvende himmel. Bebsen er gammel nok til at kalde ham Uncle David og han straaler som en sol, naar hun goer det. Spunken bliver dikket og prikket til og af og til faar han ogsaa lov at sidde lidt paa det store menneskes knae, men ikke for laenge, for han spraeller for meget til Davids temperament; han er bange for at tabe ham. :)

Da boernene var taget hjem og David havde sagt godnat satte jeg mig ned med strikketoejet. Nu skulle det vaere og denne gang er det et projekt der skal goeres faerdig inden der er gaaet flere maaneder og aar! 

I dag er det et aar siden vi solgte det gamle hus og det var are det helt rigtige at goere. Vi er bare saa glade for vores nye hjem, som er noget mindre end det gamle, men her er stadig sagtens plads til os allesammen.