Paa tur i barndommens gade

Sidste uges stod paa en dejlig Furtur, med hele familien - altsaa tre generationer. Min elskede og jeg koerte til DK tirsdag aften og de unge mennesker med smaafolk dukkede op torsdag til soendag.

Vi havde vaeret saa svineheldige at faa lov at bo lige ved Langstedhuller, som er mit aller yndlingssted i hele verden. Vejret teede sig som sommervejr goer i NordEuropa, men det tog vi med stort haar og klipklapper paa foedderne!

Da jeg var barn var jeg meget optaget af naturen, isaer hvad man kan finde i et vandhul og jeg var heldig nok til at bo nabo til to af slagsen. Mit foretrukne vandhul ligger paa jorden til det hus vi havde laant og jeg blev bare saa glad da jeg fandt en lille bitte nyskabt froe, som garanteret er efterkommer af nogen af alle dem jeg har opdraettet over aarene. :)

Jeg snuppede lige min bror ved haanden og gik en hurtig tur rundt om det lille vandhul, som vi nu altid har kaldt en soe, uanset stoerrelsen! :) Naturen er ikke blevet mindre skoen ved 'min' soe, siden koeerne ikke laengere har adgang til kanten. De kunne simpelthen faa bredden jogget helt i smadder og saa var de ikke altid heeeelt opmaerksomme paa hvor de efterlod deres efterladenskaber!

Hele familien noed miniferien i fulde drag. Spunken og Bebsen noed de mange onkler, tanter, faetre og kusiner (eller hvad hulen nu de er til hinanden) og ikke mindst noed de at besoege Oldemor og Oldefar.  Jeg har naturligvis et tons billeder, som jeg glaeder mig til at vise boernene, saa vi kan huske hvem der er hvem. En Furtur er godt for sjaelen - for baade unge og gamle!

Omme i bakkerne

I soendags spurgte min svigerinde henslaengt om der monstro var nogen der ville med til Langstedhuller og om der var. Ikke engang den stormende kuling som laa over landet kunne holde mig der fra, og joesses, som det blaeste!

Mine svigerinde og niecer er heldigvis lige saa pjattede med udendoerslivet som mig, saa der var ingen toeserier da vi begav os den lange vej ned til stranden, i strid modvind. 

Min 4-aarige niece er saa lille at det var lige saa knap hun kunne kaempe sig mod vinden, men det tog hun som en oplevelse og snart hujede og jublede hun med sin storesoester, mens boelgerne slikkede om deres gummistoevleklaedte foedder.

Normalt kan man gaa hele vejen Fur rundt uden at faa vaade taeer, skoent det faktisk siges at man ikke har gaaet Fur rundt med mindre venstre fod er vaad, da turen skal tages med uret og i vandkanten. I soendags var der ingen chance for at gaa oeen rundt uden at faa baade begge foedder og saamaend helt op til haaret vaadt; stranden var nemlig forsvundet under fjordens brusen.

Paa Furs norstrand kan man finde fossiler og forsteninger i tonsevis under normale omstaendigheder og efter saadan en storm er jeg sikker paa der er kommet nye forsyninger ind. Jeg plejer altid at komme hjem med adskillige sten i lommen, men jeg havde simpelthen saa travlt med at nyde pigernes glaede over "min" strand at jeg slet ikke havde tid til at kigge paa stenene.

Maaske man skal vaere opvokset ved vandet for rigtig at kunne saette pris paa brusende boelger og en nordenvind saa kold at oererne er ved at falde af, men det goer saa godt at blive blaest igennem paa den maade og faa alle spindelvaevene blaest ud af systemet.

Vi gik tilbage op gennem bakkerne, som Langstedhuller og den omkringliggende del af Fur generelt er kendt. Som det ses paa billedet er det ikke helt uden grund. Det er sjovt at taenke paa at folk ser Danmark som flad som en pandekage, naar man selv er foedt og opvokset i bakkerne.

Inden vi vendte tilbage til bedstemors aeblekage naaede vi lige en bakke mere, nemlig Bette Jenses Hyw, som er Furs (andet?) hoejeste punkt, med sine 78.95m over havets overflade. Det var egentlig 79m, men min kaere far fortalte at ifoelge en klog mand fra Aarhus, er vandstanden omkring DK gaaet op med 5cm, saa nu maa decimalerne med i beskrivelsen. Fra toppen af Bette Jenses Hyw kan man se hele oeen. Det synes pigerne var spaendende, for de kunne se baade til bedsterne paa Furs hus og til de andre bedsteforaeldres sommerhus paa fastlandet. :)

Aftenens godnatbillede

Efter  en mest fantastike weekend paa Fur, kunne aftenens godnatbillede da ikke blive til andet end et billede af det skoenneste sted i hele verden - Langstedhuller.

Aftenens godnatbillede

Aftenens godnatbilleder tog jeg i gaar eftermiddags i Langstedhuller paa Fur. Langstedhuller er det sted i verden jeg holder aller mest af.

F staar for...

Dagens bogstav i ABC Scandinavia billedlegen er F - og hvad ellers kan F staa for end min elskede oe: FUR!

Billederne har jeg vidst vist foer; de er taget i Langstedhuller i sommer, da jeg var heldig nok at naa en tur ned og roere ved fjorden, inden vi skulle videre til kaffe et eller andet sted. 

Der findes ikke et smukkere sted i min verden og jeg er ret sikker paa jeg ikke er alene i det! Faar du chancen, saa tag en tur til Fur og soerg for at have tid til en tur i Langstedhuller. Bakkerne har vaeret der siden den sidste istid (ja, altsaa ikke den sidste vinter), saa de bliver nok staaende et stykke tid endnu.

Leger du med i ABC Scandinavia? Kig her og se hvilke associationer andre faar, naar de taenker paa et f-ord. :)

Danmarks skoenneste oe!

Fur er blevet kaaret til Danmarks skoenneste oe og det kommer naeppe som nogen overraskelse for nogen som kender den?

I dag var vejret helt fantastisk og jeg fik min kaere soester lokket med en tur til nordstranden, hvor vi har traadt vore barnesko. Far afleverede os ved Langstedhuller og saa drog vi vest paa, indtil Raakilde.
Fra nordstranden har man udsigt direkte over til Livoe, som ogsaa er et vidunderligt sted med en fantastisk flora og fauna. Udsigten fra nordstranden er en udsigt til det stoerste stykke Limfjord og paa den anden side kan man se alt fra Himmerland, til Thyland og andre lande.

Vi gik ned gennem istidsslugten, som leder ned til stranden. Allerede inden vi var naaet helt ned var skoene kommet af og vi var begge parate til barfodsvandringen i vandkanten. Vandet var slet ikke saa koldt som jeg havde regnet med, men vi holdt os til at soppe, da vi ikke lige havde faaet badebukserne med!

Vi gik og vi gik, saa det var en fryd. Den barske vinter havde lavet en hel del om paa formerne paa stranden, hvor der var kommet nogle kaempe sten til. Det havde isen soerget for.

Paa lige det stykke af stranden har der altid ligget en del store sten, men ikke i saa overdreven stil som lige nu. Det er helt fantastisk at se.

Over aarene er der forsvundet mange meter kyst paa nordstranden og det er naturligvis ikke godt, men det er altsaa spaendende at se hvad der kommer ud af skraenterne og der gaar trods alt et stykke tid inden oeen helt forsvinder. Har du ikke vaeret der, saa skynd dig og arranger en tur. Der er skoent paa Fur!