Turen gik til Dunns River Falls

I gaar var vi turister, saadan rigtig for alvor. Ja, det er vi naturligvis hele tiden – eller i hvert fald er jeg, men vi foeler os nu saa meget hjemme at det ikke rigtig foeles som om vi er turister. Gad vide om det er saadan min elskede havde det den foerste gang han var i DK? Det hjaelper selvfoelgelig at vi snakker sproget. Det er altsaa noget nemmere at rejse i et land, hvor man kan kommunikere med de lokale. Det er i oevrigt  bemaerkelsesvaerdigt saa Jamaicansk baade min elskede og de andre “lokale” er blevet i maelet siden vi er kommet. Jeg ved godt det samme sker saa snart jeg saetter fod i DK eller Skotland, (he he, naturligvis bliver jeg ikke Jamaicansk i maelet…) men det er nu sjovt at opleve det samme med andre mennesker ogsaa.

 

Nogle af vores venner er her med deres to drenge paa henholdsvis 6 og 13 aar og vi seks begav os i gaar til Dunns River Falls, hvor vi skulle klatre op ad vandfaldet. Vandfaldet er 600 fod hoejt, det maa vaere i regionen af 175-180m. Vi havde bestilt en tur gennem rejsebureauet, men det gik i vasken og vi fik en langt bedre dag end de havde planlagt, til langt faerre penge. :) Til almindelig information vil jeg anbefale at tage en taxa til vandfaldet og betale din egen billet, saa kan du vaere der hele dagen, hvis det er det du har lyst til. Det havde vi – og det gjorde vi. Det var en god beslutning. :)

 

Parken omkring vandfaldet er smuk. Jeg er saa betaget af disse traeer med blomsterne. De kalder dem poinsetta her, men det er en anden slags end de spanske julestjerner vi koeber i Europa til jul. Jeg ville oenske jeg kunne have saadan et trae i min have. Gad vide om de overhovedet kan overleve frost og den slags vejr vi holder os? Sikkert ikke, men man har da lov at haabe. Indtil videre nyder jeg dem her. De findes i flere forskellige farver fra knald gul til roed, gennem forskellige orange nuancer. Jeg kan lide dem allesammen. De lange sorte baelge, der haenger fra traeet har froe inden i og jeg kunne godt komme til at tage et enkelt froe eller to med hjem i kufferten. De kunne jo falde i en sko… :)

Man kan blive viet ved Dunns River Falls og af en eller anden aarsag sidder der en mand med et aesel pyntet med blomster uden for parat til billedtagning, som om man kunne taenke sig at faa lidt aesellus paa brudekjolen! Oh well, manden skal jo ogsaa tjene til dagen og vejen, saa boernene blev fotograferet og aeselmanden fik en skilling, men vi sprang vielsen over og i stedet fejrer vi i dag vores 12-aars bryllupsdag. Vejret er praecis som det var den dag i 1997 og vi er stadig helt sikre paa det var den rigtige beslutning den gang. Nej, hvor var det bare en dejlig dag – det var i dag ogsaa. :)

Vi gik ned ad de mange trappetrin til stranden, hvor man starter turen op ad vandfaldet og noed den smukke vegetation paa vejen ned. Den gule og orange blomst her hedder “Bird of Paradise” og er Jamaicas nationalblomst. Vi har en lille bitte en derhjemme, som ikke har blomstret endnu. Min nabo har en, som blomstrede det aar vi flyttede ind. De var helt overbeviste om at det var fordi de fik en Jamaicansk nabo. Jeg tror de har ret og haaber paa at den lille skallede plante vi har i vindueskarmen en dag vil beloenne os med en blomst. Maaske jeg skulle stille et billede af denne her ved siden af den, saa den kan se hvad den skal goere!

Billederne fra opstigningen ligger paa et vandkamera, saadan en engangsfidus, men jeg tog et par stykker fra ”land”, saa vi kunne se praecis hvad det var vi ude paa. Dette billede er fra et af de stoerre dele af vandfaldet, jeg begriber stadig ikke at en lille fidus paa bare 6 aar kom op! Da vi naaede toppen kiggede han paa mig og sagde “I didn’t even cry”. Jeg tror det var taet paa et par gange, men som sagt klarede han hele turen helt uden en eneste taare. Vi tog turen to gange, anden gang dog uden lillemanden. Det er noget der er godt for baade laarbasser og ballerne. I oevrigt skal jeg lige bemaerke at vandet saft suseme var KOLDT, da vi foerst hoppede i det, saa inden vi begav os up smuttede vi lige ud i havet et smut, for lige som at akklimatisere os selv og vaenne os til temperaturen. Det hjalp, men vandet i havet lige der hvor faldet kommer ud er godt nok noget koldere end det badekarsvarme vi holder os paa vores strand. Da foerst vi kom igang med at klatre var vandet slet ikke saa varmt, men det var nok fordi de fordampede saa snart det roerte os, for vi var godt nok oppe at svede over det. 600 fod op er langt, men hold fast, hvor var det sjovt!

Min veninde har seglcelleanaemi, hvilket vi overhovedet ikke havde lagt maerke til i loebet af ferien, men vi blev mindet om det da vi gik op fra stranden for anden gang. Hun var ikke med paa vandfaldet, men var gaaet op for at filme os under opstigningen. Det var lidt for meget for hende, da hendes blodceller ikke kan transportere ilten rundt i hendes krop saa effektivt som hos andre raske mennesker. Vi var lige paa nippet til at tro hun skulle have en krise, som det kaldes (i hvert fald paa engelsk!) naar folk med seglcelleanaemi bliver syge, men hun er vandt til problemet og sansede at saette sig og tage det roligt, da hovedpinen begyndte at banke paa. Oev, hvor fik jeg det skidt ved tanken. Jeg kan ikke holde ud at taenke paa at hun aldrig har vaeret helt rask. Heldigvis ved jeg at hendes soede mor ogsaa lider med skidtet, men har faaet det bedre som hun blev aeldre. Hun er nu 73, saa det er muligt at leve med det. Det siges at hvis man overlever det 35. aar, saa bliver det  bedre. Heldigvis er min veninde og jeg lige gamle, saa hun er nu 41. Hun og hendes soede mand satte sig paa en baenk og snuppede et koldt glas juice, mens vi snuppede knaegtene og gik ned og badede i en times tid. Det var godt til dem og godt til os og drengene, som naesten ikke var til at slaebe fra stranden. Hold fast, hvor vi hyggede os.

Vi kunne ikke helt lade vaere med at grine lidt ad situationen, da gribbene begyndte at kredse over os, da vi begav os det sidste lille stykke op ad bakken efter badeturen! Vi mente ikke det var saa haardt galt at nogen ville droppe doed paa stedet, men ehmmm… det er da lidt foruroligende naar de begynder at komme saa taet paa. BVADR, hvor er de bare nogle klamme fugle og joesses, hvor ser man mange af dem her, hvor de er kendt som “John Crows” (udtales Jancra)! Da vi koerte til Kingston kom vi forbi en (temmelig ildelugtende!) doed hund. Gribbene hang i luften over den og jeg er sikker paa det ikke tog laenge efter bilerne var kommet forbi hunden, foer de sad paa den. Foej, saa klamt!

Da vi gik det sidste stykke op ad bakke for at komme til hvor vores taxa skulle hente os, stoppede vi et par gange og gik ellers ganske stille. Det var ikke noget problem for mig at faa gaaturen til at vare lidt laengere end normalt, for jeg stoppede bare og tog billeder af bourgonvillaerne, de latterlige naaletraeer (der er altsaa visse ting der gror bedre laengere oppe paa jordkuglen!) og alt muligt andet, saa det var mig der fik det til at tage lang tid – ikke patienten. Lidt psykologi i hverdagen skader ikke, isaer ikke naar der er to boern der automatisk bekymrer sig om deres kaere mor, hver gang hun bliver stakaandet. Oev, hvor er det synd, men heldigvis havde hun faaet kuloeren tilbage i kinderne, da vi saa hende i dag. Pyha! Paa opstigningen kom der en sort kone forbi os, som brat stoppede op, kiggede paa os og stoppede og spurgte os om vi var soestre. “Ja os, det kan du tro” svarede jeg og saa gik hun maabende videre. Min veninde er lige saa sort som jeg er hvid, har lige saa brune oejne som mine er blaa og desuden ligner vi over hele hovedet ikke hinanden paa nogen maade. Naah jo, vi har en meget ens humor, men det kunne hun naeppe se da hun saa os begge bagfra! He he – det har vi godt nok grinet meget af. Guderne maa vide hvor det kvindemenneske fik sine briller fra!

 

Da vi stod paa toppen og ventede paa vores taxa kiggede aeldste soen paa mig og sagde “jeg synes altsaa i dag var den helt perfekte dag til at klatre op af vandfaldet”. Vi kunne da kun give ham ret, for vejret var bare perfekt og det er saa rart naar boern viser de saetter pris paa hvad deres foraeldre goer for dem. Der er ingen tvivl om at de to knaegte har haft den bedste ferie nogensinde og heller ingen tvivl om at vi sagtens kunne rejse paa ferie sammen hele banden. Ih, hvor har vi haft det sjovt, skoent og hyggeligt sammen. Det er dejligt at have venner og familie man kan rejse sammen med uden problemer. Det er altsaa hyggeligt at have nogen at dele minderne med. Saadan har vi altid vaeret heldige, da vi har baade gode venner og familie som vi har rejst sammen med og bare har haft nogle alletiders ture; ikke mindst denne her, som heldigvis, for vores vedkommende, varer en uge endnu!

Technorati Tags: twishart,jamaica,ocho rios