Onsdag morgen var vi oppe foer en vis herre fik sko paa, for at tage turen til Spanish Town og Hellshire, lige syd for Kingston. Svigersoes staar op naermest midt om natten og faar alt arbejde overstaaet foer solen begynder at braende alt for haardt. Vi synes selv vi staar vaeldig tidligt op, da det seneste vi har sovet i tre uger nok er omkring 09.30. De fleste dage er jeg op senest klokken 7. Det bliver moerkt saa tidligt om aftenen at jeg automatisk gaar meget tidligere i seng end normalt. Jeg kan altsaa ikke vaenne mig til tanken om sommervejr uden lyse sommeraftener!
Vi besluttede os for at koere ad B veje ned gennem Bamboo, Claremont og Moneague, hvor vi kunne hoppe paa A1, som gaar direkte til Spanish Town og Kingston. Turen ned gennem landskabet er saa fantastisk smuk. Jamaica er et utroligt bakkelandskab, som jeg har ladet mig fortaelle er kreeret af et kaempe jordskaelv.Bjergene goer ruten noget laengere end hvis det havde vaeret paa fladt terraen – og vejenes tilstand hjaelper heller ikke meget paa sagen!
A1 vejen er hovedtrafikaaren mellem nord og syd, men er vitterlig ikke meget mere end en landevej ude paa landet i DK. Naar man naar saa langt som til Bog Walk kan man naesten ikke kaempe sig frem for frugtsaelgere, som faar trafikken til at saenke hastigheden endnu en tak!
Med mine excellente kortlaeserevner fandt vi rimelig snart adressen i Spanish Town, hvor min elskede boede i en aareraekke som barn. Vi fik ikke noget svar da vi bankede paa, men snart kom der en lille nabopige rendende, som ville vide hvad vi ville. Da hun hoerte hvem vi ledte efter rendte hun ind og fandt sin mor. Moderen var fluks paa mobilen og inden laenge stod min elskede og snakkede i telefon med hans faetter, som han voksede op sammen med, men ikke har set siden 1963! Faetteren var paa arbejde, men sagde han ville vaere hjemme igen ved fem tiden, hvis vi havde mulighed for at moede op da. Det havde vi, for vi havde andre steder at besoege i loebet af dagen.
Vi droenede syd paa, mod Hellshire, hvor min elskedes bror, som han ikke har set i 35 aar bor. Jeg kunne ikke lade vaere at smile, da jeg saa navnet paa denne hardward forretning. “Family Tree” – det var lige praecis det vi har arbejdet paa at toemre sammen i de sidste tre uger.
Hellshire er et meget maerkeligt sted. Omraadet har vaeret oede og forladt i mange aar, men i de senere aar har regeringen udstykket parceller derude og nu begynder der at springe beboelsesomraader op. Der er som en oerken, med kaktusser, sten og stikkende buske. Der findes saagar iguanaer og krokodiller paa stedet, saa i det store hele er det et venligt sted…
Vi fandt broderens hus, men han var selvfoelgelig ikke hjemme! Det var hans naboer til gengaeld og de var fulde af informationer. Det er naboer i Jamaica generelt. Jeg mener det er fordi de er knaldhamrendes nysgerrige mens min elskede mener det er fordi de er saa venlige… Nysgerrigheden og venligheden gav pote i dette tilfaelde og vi fik broderen paa telefonen. Han var vidst noget chokeret, men det tror da pokker!
Han kunne desvaerre ikke se os, da han var paa forretningsrejse, men nu har vi da kontakten igen – og vi vender frygteligt tilbage en dag – det kunne naturligvis ogsaa ske at han kom et smut til England.
Vi havde et par timer at slaa ihjel, saa vi begav os ud i det haarde landskab, for at lede efter “Two Sisters’ Cave”, som vi havde laest os frem til laa i Hellshire. Stedet er kendt for deres fantastiske fisk, men vi kunne ikke umiddelbart finde et sted at spise, desuden var det det helt forkerte tidspunkt.
Jeg kunne faa mange timer til at gaa med at fotografere kaktusser. Det er sgi da sjovt at se de smaa bussemaend vi kaemper med i vindueskarmene staa der og tage sig ud som en anden skulptur. Saadan er det med meget af vegetationen her. De har store hibiskusbuske, der blomstrer i flaeng, mens vi kaemper med at faa vores ene lille kvist til at blomstre!
Vi stod laenge og studerede denne mand, der stod og fiskede. Ved siden af ham var der nogle fugle af en art (lignede de der sorte fugle de kaemper med i Limfjorden – hedder de monstro skarv?) der styrtdykkede og fiskede som en gal, mens boelgerne kaempede mod dem. I baggrunden kunne vi se Kingston lufthavn og selve byen brede sig som en stor plamage paa landskabet.
“Two Sisters Cave” er den flotteste turistattraktion jeg har set paa Jamaica. Stedet er smukt langt an, uden at miste originaliteten. Hulen har faaet sit navn “Two Sisters” paa en af to maader, jeg skal ikke goere mig til dommer for hvilken historie er mest sand, men jeg ved den jeg foretraekker, da det er en bedre historie. Geologerne kalder den “Two Sisters” paa grund af at hulen blev delt i to under et stort jordskalv i det… 17. aarhundrede (mener jeg det var). Romantikerne fortaeller at navnet kommer sig af at to slavepiger havde gemt sig i hulen, da de flygtede fra deres slavetilvaerelse. De hoerte hunde gaa udenfor hulen og troede at de var blevet opdaget og besluttede sig derfor for at drukne sig i vandet i hulen. Jeg ved ikke lige hvordan den historie saa er kommet videre til andre mennesker, for formentlig overlevede de ikke til at fortaelle den…
De oprindelige folk paa Jamaica hedder the Tainos, men er bedre kendt under navnet “Arawak”, som siges at vaere navnet paa deres sprog. Uanset hvem de var, saa skulle denne graffititegning af et menneskeansigt vaere tegnet af en Tainoindianer i the Two Sisters Cave. Den minder mig mest af alt om saadan en lille norsk trold. :)
Vi dryssede tilbage til Spanish Town, som aftalt, og fik en velkomst uden lige. Faetteren og hans kone var helt vilde for at vise billeder frem af hele deres koedfulde familie og delte ud af mangoer, ginep og andre maerkvaerdige frugter. Mangoen er fra dette trae og er en “Julie Mango”. Jamaicanerne har helt styr paa hvilken mange kommer fra hvad for et trae og jeg tror paa de fleste kunne smage forskel i en blindsmagning. Det er et fag for sig!
Det var ved at blive moerkt, saa vi satte naesen mod Brown’s Town, hvor vi skulle overnatte endnu engang. Vejen er simpelthen livsfarlig. For det foerste er der denne snaevre bro, som har et 90 graders sving i begge ender. Nu er der da blevet sat et lyskryds op, men foer i tiden var det “modigste mand foerst frem” princippet der gjalt. Der falder af og til en bil eller en lastbil over siden paa broen – lige ned i floden! Laengere oppe i bjergene mangler der af og til en bid vej og saa er der ellers mindst 100m frit fald til dem der dratter i hullet. Min elskede er heldigvis en habil chauffut, saa vi kom helskindede hjem.
Vi sov bare godt den nat, fyldte af oplevelser og med en god fornemmelse i maven efter vi havde genstiftet bekendtskab med flere familiemedlemmer. Al den friske luft man faar af at koere med vinduerne aabne en hel dag hjaelper ogsaa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar