Familietraeet

Jeg har laenge arbejdet paa min elskedes familietrae og det har hele tiden vaeret meningen at vi skulle en tur til Jamaica for at se hvad vi kunne goere ved sagen. Nu er vi her og arbejdet er godt og vel begyndt, men der er masser at goere endnu! Vi har moedt den foerste kusine, som vi ellers kun kendte gennem internettet, hvor vi moedte hende for en 7-8 aar siden og jagten paa en af de forsvundne broedre er godt igang.

I torsdags blev vi hentet af en af vores venner paa hotellet og vi satte kursen direkte til “Up Park Camp”, hvor the Jamaica Defence Force (haeren) holder til. Broderen var i haeren i mange aar, saa vi ville proeve paa at finde ham igennem deres arkiver. Vi var sikre paa han maatte vaere pensioneret nu, men mente der var en rimelig chance for de kunne finde ham – det var i hvert fald et forsoeg vaerd. Vi gik direkte til informationen og maa have sagt et eller andet korrekt, for inden der var gaaet ti minutter fik vi ordre paa at koere ned til “the Records Section”, hvor vi ville blive moedt af nogen der ville proeve paa at hjaelpe os.

 

Der gik ikke mange oejeblikke inden denne aeldre herre kom over for at snakke med os. Han ville lige hoere hvem vi ledte efter og da vi gav ham navnet kiggede han paa min elskede laenge og ihaerdigt og saa sagde han “he is taller and fairer than you, and a very handsome man”. Min elskede var lige ved at falde baglaens ud af fuglekassen, for der var ingen tvivl om at han kendte broderen. Fante, som den gamle gut hed, kunne mange og lange historier om tiden i Afghanistan (for over 50 aar siden!). Pludselig greb han vores haender og bad os staa taet sammen. Jeg var saadan lidt forvirret, og ikke helt sikker paa hvad der foregik, men han ville fortaelle os at i hans religion var det meget velanset at have et blandet (sort/hvid eller andre blandinger) aegteskab. Jeg begreb ikke en pind, indtil jeg fandt ud af hvad hans religion var, nemlig Bahia, som maa vaere startet af en der var traet af at blive belaert om hvor vidt sorte og hvide kan gifte sig!

De soede damer i the Records Section hev en kaempe mappe med papirer paa en med et tilsvarende navn og et foedselsaar der passede sammen med vore beregninger frem og i loebet af ingen tid var vi i stand til at vise dem at vi var helt sikre paa at det var den rigtige person vi havde fat i, da vi havde en masse informationer med hjemmefra. Der faldt vidst en enkelt taare, da vi vidste vi havde faaet bonus. De gav os ogsaa bare saa mange detaljer og var saa opsatte paa at hjaelpe os. Det viste sig at en af kvinderne godt kunne huske broderen og hun proevede paa at faa fat i andre der huskede ham. Det er 15 aar siden han blev pensioneret, men det var efter naesten 39 aars tjeneste, saa det var jeg ikke meget overrasket over. Da hun efterabede hans gang var selv jeg, der aldrig har moedt ham slet ikke i tvivl om at hun havde fat i den helt rigtige person, for den gang har alle de andre broedre i familien nemlig ogsaa. Hun kunne sagtens se at min elskede og han var broedre.

Efter at have fundet alt det de kunne, blev vi sendt til regeringens sygesikringskontor, for at se om de kunne hjaelpe med en nyere adresse end den vi allerede havde fra militaerpapirerne. Vi takkede og begav os videre i teksten.

Efter et kort visit paa sygesikringskontoret blev vi sendt til finansministeriet, da en militaerpension bliver udbetalt der fra. Igen moedte vi de mest fantastisk behjaelpsomme personer, som gjorde sig saa umage for at hjaelpe. Vi var lige ved at tro vi havde moedt en blind gyde, da det viste sig de ville henvise os til endnu et kontor, som laa i en hel anden del af byen og desuden lukkede for almindelig doedelige som os klokken tre. Klokken var da 15.15!

“Jeg proever lige at ringe til dem” sagde den unge mand og inden for faa minutter stod vi med en nuvaerende adresse i haanden. Jeg begriber slet ikke de kan give den slags information ud! Vi havde faaet baade hans National Insurance number (lignende CPRnr) hos militaeret og paa sygesikringskontoret og nu stod vi med alle de informationer vi kunne droemme om. Vi kunne ikke naa at komme ud til ham den dag, men nu har vi materiale til endnu en udflugt – og denne gang skal svigersoes med. Hun er godt nok kun stedsoester til ham, men i kaerlighed, krig og familiehistorie gaelder alle kneb. Hun er simpelthen en guldmine af information og kan garanteret saette mange ting paa plads for os allesammen – ogsaa i denne sammenhaeng.

Vi glaeder os til at begive os ned til broderen og ved samme lejlighed skal vi lige have vejen lagt om Spanish Town, som vi ogsaa stadig har til gode. Sikken en uge vi har foran os!

Technorati Tags: twishart,jamaica,kingston