En soed lille dreng

Vi har tilbragt de sidste par naetter oppe hos min Svigersoes og endnu engang har vi laert saa meget mere om familien, os selv og det maerkvaerdige land vi opholder os i. Vi har floejet og fartet og har daekket en del kilometer paa de snoede bjergveje der udgoer det meste af vejnetvaerket paa Jamaica. Jeg starter fra en ende af, saa faar vi se hvor vidt jeg naar i beskrivelsen.

Da vi ankom hos Svigersoes moedte vi denne lille knaegt, som fluks sendte mine tanker tilbage til det billede jeg havde opbygget i mit hovede af min elskede som barn. Det var isaer slangeboessen som fik mig paa de tanker og knaegten var saa paerestolt, da jeg forhoerte mig til den, for han havde selv lavet den. Han fortalte at han havde skudt to fugle i sidste uge – og den ene kunne man lave suppe paa! Min elskede var meget nysgerrig for at vide hvad for noget trae den var lavet af (guava er, efter sigende, det bedste) og beundrede de mangefarvede elastikker. Jeg har paa fornemmelsen at han faar en lille souvenir med hjem her fra, som er under produktion lige nu. :) Boernene har seks ugers skoleferie og min lille ven var meget begejstret, for han elsker at vaere ude sammen med sin onkel. Jeg tror jeg har en fan!

Knaegtens onkel var paa havearbejde og kom storsmilende og spurgte om vi var toerstige efter koereturen. Da vi saa hvad han havde under armen skyndte vi os at sige ja. Friskplukkede kokosnoedder af egen avl, “skraellet” paa stedet med en “cutlas” (stavning? – det er en form for machete) og serveret direkte fra skallen. Uhmmm… hvor var det bare laeskende og snart var vi parate til at tage paa udflugt igen. Jeg tror de fleste mennesker synes vi er dybt debile at vi ikke ligger paa stranden og slikker sol hele tiden, naar endelig vi er kommet til Jamaica, men vi har saa mange mennesker og steder vi gerne vil se, saa stranden slider vi ikke op. Jamaicanere synes der er langt alle steder hen, men jeg tror de tager fejl af tid og distance. Vejene er saa snoede at gennemsnitshastigheden selv paa en hovedvej ligger meget lavt. Fartrestriktionerne er som i DK 50/80, men de fleste steder er de slet ikke noedvendige, da vejen saetter sine egne begraensninger!

Svigersoes legede guide hele eftermiddagen og noed at vise frem og introducere os til alskens vidunderlige og maerkvaerdige personer. Vi startede med at koere op til hvor Granny og Svigersoes boede i sin tid og hvor min elskede og hans lillesoester boede i nogen tid indtil de blev installeret hos en onkel og tante i Spanish Town, mens deres foraeldre emigrerede til UK. Rigtig mange Vestindiske familier gjorde det samme paa den tid og ogsaa mange andre familier blev spredt for alle vinde i en aareraekke, mens de sparede sammen til at blive genforenede i det nye hjemland. Grannys hus er blevet udviddet med mange rum og nu ogsaa en foerste sal og var ikke genkendelig.

Nabohuset var lettere genkendeligt – og det burde manden i huset ogsaa vaere, da han viste sig at vaere en stedbroder til min elskede og Svigersoes. Han kunne godt huske min elskede, men det samme gjorde sig ikke gaeldende i modsat retning, men det er nok ogsaa 50 aar siden de sidst har set hinanden. Stedbroderen og hans kone tog saa paent imod, skoent vi bare kom brasende uden videre. Stedbroderen kunne selvfoelgelig fortaelle historier om da boernene var smaa og naturligvis var min elskede den soedeste og skoenneste lille knaegt. Det vidste jeg da godt, men derfor var det nu skoent at hoere alligevel.

 
Vi koerte videre for at finde det hus som min elskede mente han ville kunne genkende. Svigersoes var ikke helt 100% sikker paa hvor det var, saa vi stoppede i nabolaget og kiggede os lidt omkring. Jeg bad min elskede snakke med en gammel kone, som sad ude ved vejen. Hun havde boet i det samme hus hele sit liv og kunne sagtens huske mine svigerforaeldre og alle deres mange boern. Hun gav os navnet paa konen der bor i huset nu og bad os snakke med manden paa den anden side af vejen, da hun mente han ville kunne fortaelle os en hel masse mere. Det kunne han – han viste sig at vaere en granfaetter! Han var meget stolt over at blive interviewet paa videokamera af den hjemvendte faetter med den hvide kone… (jeg tror hele Jamaica ved at jeg er kommet til byen og jeg er altsaa noget af et traekplaster blandt alle de sorte mennesker!)

Vi snakkede laenge og fik forklaret hvem der er doed og hvornaar, hvem der er emigreret hvor hen, har faaet hvor mange boern og mange andre skoenne detaljer. Ih, som var det en sjovt!

Vi fortsatte hen ad vejen og inden laenge genkendte vi det famoese hus hvis trappe jeg har faaet beskrevet saa mange gange at jeg kunne se den for mig helt uden et billede. Konen der bor i huset vidste godt hvem der havde boet der foer og kendte alt til familien. Hun introducerede os til sin nabo, som kunne fortaelle endnu mere. Desvaerre var manden blevet blind, saa han kunne ikke genkende min elskede, men han kunne sagtens huske hvem han og familien var og hvor soede de alle var. Allesammen var de bare saa soede og samtlige personer fortalte os at vi partout maatte gaa hen paa et bestemt kontor og hilse paa min elskedes kusine. Det gjorde vi selvfoelgelig og lige som alle de andre kendte hun til hele familien og deres liv og levned. Hun kunne ogsaa fortaelle at der er en anden kusine og en faetter i nabolaget her. Jeg gad vide om vi naar at hilse paa dem ogsaa.

Efter at have vaeret paa udflugt naesten hele dagen begav vi os tilbage til Brown’s Towns stejle gader. Byen er stoerre end man foerst lige ville tro, men den er spredt ud over dale og bjergsider og jeg vil gaette paa der nok er 10,000 indbyggere. De er ikke vandt til at se besoegende og jeg overdriver virkelig ikke, naar jeg siger jeg er lidt af en turistattraktion. Jeg har dog heller ikke set andre hvide mennesker i byen ud over den kone vi moedte i kirken i forrige uge.

Technorati Tags: twishart,jamaica,brown's town