I bussen der transporterede os til hotellet, da vi ankom, kom vi i snak med et par som viste sig at skulle bo paa det samme hotel som os. De bor ogsaa i London. Pauli er Jamaicansk foedt, mens Sandra er Engelsk foedt til Jamaicanske foraeldre. De er et rigtig soedt par og da de hoerte at vi ville leje en bil slog de til med det samme og tilboed os at arrangere det gennem en af deres venner. Bilen skulle hentes i dag og som den stoerste selvfoelge tilboed de at koere os til Montego Bay, som ligger ca. 100 km vaek, for at ordne papirer og hente bilen. Man har da virkelig lov at vaere heldig engang imellem!
Sandra havde et par aerinder i Ochi foer vi kom afsted og saa drog vi ellers vest paa, hvor vi undervejs lige skulle stoppe hos Paulis foraeldre for at aflevere noget hos dem og saa skulle vi moede biludlejeren der ogsaa. At leje en bil paa Jamaica er virkelig et kapitel for sig. Vi har proevet, uden success, i en uge! Det er for det meste knaldhamrende dyrt og saa er det naesten umuligt at faa en ordentlig ordning mht forsikringen. Udlejeren var en familieven af P & S, saa vi var i gode haender.
Vejen til Montego Bay gaar langs en stor del af Jamaicas nordkyst. Undervejs kommer man forbi et par af de gamle aluminiumsudskibningshavne. Desvaerre er der kun en eller to tilbage der er i brug. Denne her er ved Discovery Bay, saa vidt jeg lige husker, men der skibes ikke aluminium ud laengere. Ehmmm… gad egentlig vide om raamaterialet hedder saadan paa dansk? Paa Jamaica hedder det bauxite, men som sagt kommer det ikke ud gennem denne havn laengere, den bruges til sukker fra roer.
Denne store kontainer maa vaere en opbevaringslade af en slags. Jeg kunne godt taenke mig at laere mere om eksporten, men alle dem jeg har snakket med indtil videre ved saadan ca. det samme som jeg allerede har laert i guidebogen.
Pauli kommer fra Falmouth, saa da vi blev enige om at holde i byen og faa noget koldt at drikke. Det har man af og til behov for, naar man koerer rundt paa Jamaica, for joesses for hulen, hvor skal der noget vaeske til i saadan en hede. De andre tre fik hakket hovedet af en kokosnoed og drak juicen der fra. Jeg vil hellere have almindeligt vand, da jeg synes kokosnoeddevandet er lige soedt nok. Det er ellers meget sundt, men jeg er ikke saadan helt pjattet med det og desuden pletter det helt vildt, hvis man faar det paa toejet.
Jeg var nu ogsaa langt mere interesseret i alle de sukkerroer der ogsaa var til salg. Det var ikke lige det rette sted og tid at sutte sukkerroer, men det er et sukkerprodukt jeg er ret vild med – og saa har lige praecis sukkerroeerene en stor historisk betydning for lige netop den by.
Falmouth er en af Jamaicas mest spaendende byer, saa vi satte stor pris paa at faa en hurtig tour med en lokal. I slaveaarene laa der over firs sukkerplantager i Falmouth omraadet og byen, som har en naturlig havn, var det stoerste sukkerudskibningspunkt paa oeen. Byen er den bedst bevarede by fra den tid og skoent den store historiske interesse er der tilsyneladende ingen der goer noget ved sagen. Alle husene – inklusiv retssalen oven over falder i ruiner. Efter sigende er der en organisation, der proever paa at faa mange af de gamle huse fredede og restaurerede, for saa at vise dem frem til besoegende. Jeg haaber det lykkes, for det er saadan en hyggelig lille by.
Som alle andre steder paa Jamaica haenger elledningerne paa kryds og tvaers over enhver gade. Det tror pokker her er stroemsvigt af og til. Der skal ikke meget uvejr til foer saadan nogle ledninger falder ned! Jeg er faktisk overrasket over at det ikke sker tiere end det goer, men de forretningsfoerende er vidst meget glade for hver dag med stroem i alle ledningerne. Den anden dag var stroemmen ude i hele Ochi fra omkring 10 morgen til 5 aften. Det er godt nok laenge.
Vi fik hentet bilen og paa vejen tilbage fra Montego Bay var vi lige inden om Paulis foraeldre igen. De boede i England i mange aar, men flyttede hjem igen for godt 10 aar siden. Naesten lige ved siden af deres hus var der en der var ved at braende en mark af. Det bekymrede dem en del – og med god grund, for da vi kom ud paa vejen igen holdt brandbilen og slukkede markbrand. De braender marker af over det hele og hele tiden. Jeg synes ikke det ser meget ud til de har specielt styr paa det og jeg har da ogsaa set ilden sprede sig over vejen. GULP!
Da vi koerte fra Falmouth blev vi enige om at slaa op om Brown’s Town, for at snakke med min Svigersoes om hvad der skal foergaa i de naeste par dage, nu vi har faaet bil. Det var godt for min elskede lige at vaenne sig til vejene ude paa den fine nye hovedvej, inden vi skulle til at koere ind i landet. Jamaicanerne koerer simpelthen som en braekket arm, men jeg foeler mig altid tryk saa snart jeg har min kaere mand bag rattet. Jeg ved han kan koere hvad som helst og hvor som helst, saa for foerste gang siden vi ankom foelte jeg mig helt 100% sikker i bilen!
Vi havde bestilt en almindelig saloon bil, men dem var de loebet toer for og i stedet fik vi en eller anden form for “Landrover” tingest. Normalt bander og svovler jeg, naar det sker, men her paa oeen er det den bedste bil at have, hvis man over hovedet skal koere andre steder end de faa km. highway de har her. Vejen ovenfor er en “B” vej i meget fin stand. De fleste veje paa Jamaica er “C” veje og vaerre. De er ikke asfalterede og der er store huller i alle de store kratere paa vejen. Paa Fur har vi en vej vi kalder “ae Springbakke”. Det er en vej der egentlig bare bestaar af to hjulspor og meget af den er faktisk umulig at befaerde i en almindelig bil. Paa Jamaica laerer man at alt kan lade sig goere, saa laenge man har fire hjul, en motor og en stor portion tro paa at det kan lade sig goere!
Vi stoppede en hurtig halv time hos Svigersoes, som var igang med at lave hundemad ude i baghaven. Kvinden er simpelthen genial. Hvad hun kan faa ud af ingenting er ikke til at slaa. At hun oven i koebet kan staa ude under denne smukke busk og lave hundefoede over et baal er da bare for fedt. Jeg er saa vild med hvor hun bor, for hun har bare alt paa det stykke jord.
Vi fik lagt en slagplan og fik konstateret at plaeneklipperen er parat til brug. Vi skulle ikke have lov at gaa sultne fra huse, saa da vi naegtede noget stort at spise fik vi stukket en roed banan af egen avl i haanden. Jeg har aldrig proevet dem foer og bananen er (heldigvis!) lige saa bleg inden i som en almindelig banan, men den smager saa meget bedre. Noej, hvor ville jeg oenske vi kunne avle dem hjemme. Jeg ville aldrig koebe en gul banan igen!
Oppe i bakkelandet bliver det lige pludselig og meget tidligt helt moerkt. Vi ville ikke bruge alt for megen tid paa de smaa og snoede landeveje, saa vi koerte snart igen, saa vi kunne naa ned paa hovedvejen inden det blev alt for buldragende moerkt. Jeg ville oenske folk ikke koerte saa vildt, for der er saa mange steder jeg gerne ville holde og tage billeder, men det skal foerst ske naar vi har lidt mere erfaring paa vejene!
Maanen var oppe og inden vi naaede helt hjem havde natten saenket sig over landskabet. Naar her bliver aften bliver det moerkt – helt moerkt! Heldigvis kender vi vejen, for lige det med afskiltningen er altsaa lidt af en by i Rusland i det her land. De sparer i hvert fald paa baade skilte og den selvlysende maling paa samme!
Nu er vi parate til en tur til Hellshire og Spanish Town med Svigersoes. Fedt – det ser ud til vi naar alle de planer vi havde haabet at faa foert ud i livet – livet paa Jamaica er nemmest med hjul.
,
3 kommentarer:
Ang. Æ- springbak- ja altså herhjemme på FUUR, er det noget du ku tænke dig at prøve i oktober?,
Bedes du selv medbringe landrover,
ja bare lige til din orientering.
Det er vist for længe siden du har været der!
Herligt at læse om jeres tur. Fortsæt endelig :-))
Med hensyn til ledningsnettet kan jeg chokere ved at påstå det er meget værre i Indien ;-)
Nok et interessant kapitel fra dine oplevelsesrige dage.
Og så har jeg vist boet længe på Lolland, for dine sukkerrør læstes som sukkerroer, og jeg plejer ellers ikke et kløjs i dine oer ;-)
Send en kommentar