Islandsk eventyr

Vores foerste nat paa Island boede vi hos Hronn i Vik Like Guesthouse. Efter et dejligt morgenkomplet og gode instrukser om hvad man boer se, vinkede vi farvel til Hronn og begav os mod nordvest.

Husene paa Island er, som huse er flest, bygget efter omstaendighederne hvor de staar. Rigtig mange af husene er beklaedt med aluminimumsplader - ogsaa paa taget. Aluminimumen graver de op lokalt og saadan et tag braender ikke bare fordi der er lidt vulkanudslip... Man skulle ikke tro husene virkede saerligt solide, men det goer de i allerhoejeste grad - og dejligt varme. De maa have faareuld i vaeggene, for de er ikke saerligt tykke.

Lige ovenfor hvor vi overnattede ligger den lille, beroemte og meget fotograferede Vik kirke. Vi var lige hurtigt oppe og tage i doeren, men der var desvaerre ikke aabent, saa vi snuppede lidt billeder og begav os ud paa dagens udflugt.

Foerste stop paa turen var Reynisdrangar klipperne og Halsanefshellir hulen. Stranden er kulsort, men smuk som bare pokker. 'Sandet' er smaa, bitte stykker lava, der er slebet runde af havet. Jeg kom til at snuppe en lille bitte haandfuld med i lommen og glemte saa alt om det, indtil jeg fandt det den anden dag.

Klipperne er formet som dem der udgoer the Giant's Causeway i Irland og er ligner i allerhoejeste grad ikke noget der er naturligt forekommende, men mon ikke det er. Jeg ville ELSKE at klatre op paa dem, men det tror jeg ikke de anbefaler.

Det blaeste og var overskyet ved stranden, men alligevel var der utroligt smukt; faktisk gjorde vejret kun stranden smukkere. Maaske skal man vaere nord eller vestjyde eller maaske islaending, for at kunne se det smukke i saadan noget vejr, men det var virkelig skoent.

Vi blev enige om at vi godt kunne springe den anden ende af stranden over, hvor der er endnu en ting man burde se, men vi havde andet paa programmet og maatte videre.

Naeste stop paa turen var Myrdalsjoekull, som er gletscheren (st? glacier!) der ligger ved siden af Eyjafjaellajoekull, den der stoppede meget af Europas flytrafik for en 5-6 aar siden. Undervejs kom vi selvfoelgelig forbi endnu en lille beundringsvaerdig kirke. Aah, som er de altsaa bare koenne!

Island har et helt og aldeles fantastisk vejsystem. Alle veje, selv de helt smaa, er noeje nummererede i et system der er lige til at gaa til. Vi kunne se paa kortet hvilken vej ledte op til gletscheren, saa den snuppede vi. Der stod godt nok en 'ikke farbar' advarsel for neden af bakken, men vi er ikke saadan lige at slaa ud...

Efter et stykke vej blev vi enige om det nok var bedst at vende om og opgive gletscheren, da taerraennet var temmelig bulet. Da vi naaede ned paa en asfalteret vej igen moedte vi en af de fartoejer der er beregnet til den slags koersel - og en mand der kunne fortaelle vi skulle proeve den naeste afkoersel i stedet... :)

Vejen op ved den naeste afkoersel var nok saa fremkommelig...

Gletscheren er, efter sigenden, krympet en hel del over de sidste 20 aar. Foer i tiden naaede isen mindst til hvor jeg stod og tog billedet; ogsaa i September maaned, som jo ellers maa vaere det tidspunkt hvor der er mindst is.

Vi snuppede en god kop kaffe, inden vi begav os ud paa naeste etape - med Hekla i baggrunden. :) Mere om det en anden dag, for nu er det sengetid for gamle koner, der skal op og paa arbejde i morgen.

Vi sluttede dagen med en oel!

I nytaarsferien kom vi til at laegge en plan. Planen var en ferieplan og ferien skulle gaa til Canada. Foerst paa aaret begyndte jeg at kigge paa flyvebilletter og de var saa urimeligt dyre at jeg troede ferien blev aflyst - lige indtil jeg kom om ved Icelandairs hjemmeside... 

Icelandair har et genialt koncept, som de kalder 'my stopover'. Icelandairs billetter til USA og Canada er billigere end konkurrenternes og prisen includerer muligheden for at blive paa Island i op til en uge undervejs, uden billetten koster en oere mere. Vi bestilte fluks en haandfuld billetter, som includerede en lille mini-ferie i Island undervejs.

Med det samme man lander paa Island forstaar man historierne om 'lavamarkerne' langs vejen. Det er virkelig sandt, det gror ikke mere end nogle enkelte tuer graes og en del mos - resten er lava saa langt som oejet raekker, i rigtig lang tid. Vi koerte fra Keflavik ned til Grindavik, hvor vi fik lidt sen frokost, inden turen gik mod Vik i det sydligste Island.

Turen langs Atlanten er smuk og forunderlig. Vi fik oeje paa denne lille, hyggelige kirke, Strandarkirkja, da vi havde koert et lille stykke tid og maatte bare ind og se naermere.

Det blev en spoejs affaere, for da vi ankom blev vi antastet af en dame, som var meget optaget af at jeg var paa tur med min mor. 'Jeg er paa alder med din mor og har selv tre doetre, som jeg elsker at bruge kvalitetstid sammen med - det er det i goer nu', sagde damen. Hun inviterede os med ind i kirken, hvor hun og nogle venner skulle have en lille mindehoejtidelighed, for en af deres afdoede venner. Vi gik med ind og kiggede, men takkede nej til resten. Det viste sig fruen er skuespillere, Gudrun Asmundsdottir, og lidt af et klenodie. Ualmindeligt soed var hun i hvert fald.

Efter som man koerer oest paa, bliver landskabet langsomt hoejere paa den nordlige side af vejen og fortsaetter flad som en pandekage i det sydlige. Vik ligger ca. 240 km oest for Keflavik og 40 km efter den beroemte vulkan, Eyjafjallajokull. Det ses tydeligt paa landskabet!

Nu har vi aldrig vaeret bange for en lille koeretur, men turen var lige ved at blive lang, for vi var fristede til at stoppe ved hver anden lygtepael, da der blev ved med at vaere noget smukt at kigge paa. Vi havde bestilt vaerelse paa en Bed and Breakfast i Vik og havde ladet den soede Hronn, som ejer stedet, vide at vi ville vaere fremme ved omkring aftensmadstide, saa vi proevede paa at beherske os...

I Vik koerte vi lige til "Like Vik Guesthouse", takket vaere Islands fantastiske vejsystem og ditto afskiltning. Hronn tog hjerteligt imod med alskens instrukser om lokalomraadet, huset og den (observerede vi den naeste morgen), formidable morgenmad. Vaerelserne er store, paene og RENE, med en god, varm seng, flotte badevaerelser og dejlige opholdsrum. Hronn skyndte sig at anbefale en restaurant, Sudur-Vik, som ligger et minuts gang fra hendes hus, da hun kunne godt regne ud at vi efterhaanden var parate til lidt aftensmad. 

Mens vi ventede paa et bord, bestilte vi en oel. 'Skal den vaere stor eller lille' spurgte den soede servitrice og viste mig menuen. 'Store' svarede jeg og kom saa til at kigge paa menuen og fik oeje paa prisen - GULP!!! Det viste sig at 1,000 kr paa Islandsk ikke er helt saa alvorligt, som paa dansk, men jeg naaede godt nok at spaerre oejnene lidt op, inden jeg huskede vekselkursen - her var tale om 50 dkr... :) Den oel blev min maaelestok for pengeenhederne gennem vores tid paa Island. Mere om det en anden dag - nu: godnat!

Indfoedt Dansker, eller bare Furbo?

I dag traeder en ny lov i kraft i Danmark, en lov som giver indfoedte danskere retten til ikke bare at vaere indfoedt dansker, men at blive ved med at kalde sig det. Fra i dag tillader Danmark, som saa mange andre lande, dobbelt statsborgerskab. 

Jeg har i snart 20 aar deltaget i forskellige online fora for udlandsdanskere og i alle de aar har lige praecis det emne, vaeret det emne der kunne faa alle til at deltage i samtalen. Mange har boet i udlandet i rigtig mange aar, men har ikke kunnet faa sig selv til at soege om statsborgerskab i deres nye land, paa grund af at de saa ville miste deres danske indfoedsret. Jeg tror aldrig jeg har hoert nogen af dem ytre oenske om andre rettigheder, som udlandsdansker, end retten til at kalde sig dansk - og rent faktisk ogsaa vaere det, paa papiret. 

Min elskede sukkede og stoennede over min sentimentalitet i aarevis, men han kunne sagtens vaere kaalhoegen, for da han blev Britisk statsborger fik han lov til at beholde sit oprindelige statsborgerskab ogsaa; for mig betoed ansoegningen at jeg ville miste det danske. Knap tyve aar efter jeg foerst satte fod her til lands tog jeg mig endelig sammen og soegte om engelsk statsborgerskab - om et par maaneder skal jeg soege om at forny mit pas, efter ti aar som engelsk statsborger. 

Min elskede soester blev aldrig Irsk statsborger, skoent hun boede i landet i 20 aar. Hun kunne ikke faa sig selv til at opgive det danske statsborgerskab. Skoent loven kom for sent for Irene, naaede hun heldigvis at opleve lovforslaget og vidste det ville blive til virkelighed; det gjorde hende virkelig glad.

I aftes blev formularen til brug for generhvervelse af dansk indfoedsret lagt ud paa Statsforvaltningens hjemmeside. Jeg skrev den ud og udfyldte den inden sengetid - fordi jeg kunne. Det kommer til at tage nogen tid at faa erklaeringen sendt ind, grundet de mange papirer der skal sendes med; jeg naevner i flaeng: min daabsattest, mine foraeldres ditto, deres vielsesattest, mit pas og diverse andre papirer. 

Jeg elsker at det er lige praecis i dag loven traeder i kraft, for i dag overtager jeg skoedet paa dette lille sommerhus paa Fur, hvor jeg er indfoedt, helt og aldeles - uanset hvad der staar paa passet.

Jeg vil ha' en blaa ballon...

Da jeg var barn var en af mine yndlingssange den om den blaa ballon, en af dem med sjov facon. Af en eller anden grund, er teksten blevet haengende i mit hovede og af og til kommer jeg til at gaa og synge den for migselv. 

Jeg ved ikke om Charles Petillon ogsaa har hoert den sang, men i hvert fald er han MEGET glad for balloner. Naesten hele den ene hal i Covent Garden er fuld af balloner - 100,000 styks, for at vaere helt praecis!

Ballonerne haenger som en stor, fed sommersky gennem hele hallen og 'duften' af latex er en anelse dunstende, men i guuuuuder, hvor er det flot og bare saa fedt fundet paa. Kig paa kunstnerens webside, han er genial!

Min lunchtime var lige ved at blive liiidt lang, med alle de billeder jeg skulle have taget, men det var altsaa naesten umuligt at lade vaere. Jeg satte min elskede staevne efter arbejde, saa han ogsaa fik chancen for at se dem - eller rettere, saa jeg fik chancen for at se dem igen - og denne gang oplyst. :)

Ej for hulen, jeg kunne blive ved! Er du tilfaeldigvis i London inden for de naeste fire uger, saa laeg turen omkring Covent Garden; du fortryder det kun hvis du lader vaere!

En god hoest

Vores have er ikke verdens stoerste, der gaar ogsaa nogle aar inden vi kan kalde den smuk, men efterhaanden begynder den at vaere produktiv og det taeller ogsaa, faktisk staar haveproduktivitet i hoej kurs her paa matriklen.

Min elskede har aldrig forstaaet hvorfor i alverden man ville plante traeer bare til pynt, altsaa traeer, der slet ingen brugbar frugt baerer. Enhver der har vaeret paa Jamaica, forstaar det er kulturelt betinget. :) Victoriablommen, som vi plantede forrige aar har vist sig at vaere en god investering. Jeg venter 'taalmodigt' paa blommerne er helt spiseklare.

Blaabaerrene tager en evighed om at blive modne, men de arbejder paa sagen og jeg synes de mikroskopiske buske giver et rimeligt udbytte. En af mine smaa solbaerbuske, som jeg satte sidste aar, resulterede i 650 g baer paa sin foerste saeson.

Aebletraeet er et af bare to planter, der var i haven, da vi koebte huset. Aebletraeet bar en 2-3 aebler sidste aar, men i aar skal jeg ikke sige andet end den har taget revanche.  Jeg skal vidst liiige have min kaere fader til at 'kigge' lidt paa traeet, med en saks - naar han snart kommer paa visit, for jeg tror den traenger til en lille studsning.

Naboens paeretrae kan sagtens naas fra vores matrikel og jeg her faaet lov til at tage alle de paerer vi kan spise. De er langt fra modne endnu, men for hulen der er mange paerer paa den - og jeg glaeder mig. :)

Jeg gaar ud fra det er det maerkvaerdige vejr vi har haft i aar, der har givet saadan en hoest - naa ja, lige undtagen paa ribsene - her ses hoesten fra en enkelt busk. Maaske jeg skulle holde mig til solbaer!

Turen gik til Brighton

I sidste uge havde vi besoeg fra det store udland, det helt store udland - nemlig Canada. Vejret viste sig fra sin paeneste side, saa vi blev enige om at vise vores feriebarn hvordan 'London by the sea' ser ud og vendte derfor kareten mod Brighton.

Der skal ikke mange varmegrader til, foer stranden ved Brighton, ja, og alle de andre strande landet rundt, er som fluepapir. Solen skinnede, men der var nu ikke synderligt varmt ved stranden, men det stoppede nu ikke folk fra at ligge i det bare ingenting og saagar bade i havet. Jeg faar kuldegysninger bare ved tanken!

Der er en dejlig, lang strandpromenade i Brighton, saa vi gik en tur langs stranden, inden vi begav os op til 'the Lanes', for at faa den helt autentiske fornemmelse. Paa stranden er de ved at lave et observationstaarn, som selvfoelgelig bliver landets hoejeste, for ellers var det ikke vaerd at bygge... :) Jeg er spaendt paa at se det, naar det bliver faerdig.

The Lanes er en hyggelig lille del af byen, fuld af smaastraeder og gader, med hyggelige smaa butikker. Mange af butikkerne bliver efterhaanden overtaget af store, dyre maerkevarer, men det er stadig et besoeg vaerd.

Da jeg var barn, koerte der en kampagne paa OBS! paa fjernsynet. 'Kun en taabe frygter ikke havet', hed den. RNLI, som er den organisation der staar for livredning til soes, koerer for tiden en kampagne, der hedder 'Respect the Water'. Den gaar ud paa praecis det samme som den gamle OBS! film. Kassen her indeholder et ton vand og minder forbipasserende om hvor tung saa lille en smule vand er. Pas paa derude!

Ingen tur til Brighton er komplet uden Fish and Chips - helst indtaget i Palm Court, ude paa broen. Den oplevelse fik vi ogsaa med denne gange.

'Seaside celebration' hedder menuen, som bestaar af naesten et halvt kg. torsk med chips, salat, mushy peas, tartar sauce og et glas prosecco. Det kan anbefales paa det varmeste. :)

Restauranten tilbyder ogsaa mad ud af huset, som nogen af gaesterne havde benyttet sig af. Pludselig blev der et lebend og folkene sad som var de statister i Hitchcocks Fuglene! Maager kan tilsyneladende godt lide chips. :)

Jeg maa indroemme vi tillod os at doe af grin! Det kunne vi naturligvis ogsaa sagtens, efter som vi havde maven fuld - uden fugle!

Saa vidt jeg lige kunne bedoemme, var dagen en succes hos feriebarnet, saa vel som hos os. 

Minder...

Billedet af solopgangen over Sandymount i Dublin tog jeg den 13. August sidste aar. Det var den dag vi tog afsked med vores elskede Irene, for sidste gang. Heldigvis efterlod hun et hav af gode minder, det smukke, lille menneske. Oev, hvor jeg savner hende. 

Aftenens godnatbillede(r)

Det er rigtig, rigtig laenge siden jeg har postet et godnatbillede, men efter aftenens solnedgang oppe ved udsigtspunktet, ville det naesten vaere kriminelt at lade vaere. 

Min elskede have makket lidt i cykler, saa cyklerne skulle lige tjekkes. Vi koerte en lille tur i lokalomraadet og naaede, som altid, op til Blackheath. Det var lige tilfaeldigvis som solen var ved at gaa ned, saa vi kunne ikke dy os for et hurtigt besoeg ved udsigtspunktet - vi blev ikke skuffede!

Som den vaagne laeser maaske har lagt maerke til, saa var himlen temmelig dramatisk og der gik heller ikke laenge inden der loed torden og vi saa et par lyn.

- Og saa kom regnen! Det stod bare ned i stive staenger og vi gjorde naturligvis som alle de andre turister - og stillede os paa omraadets hoejeste punkt, under et kaempe trae... Jeg kunne ikke lade vaere med at kommentere det, for det er altsaa det meste logiske sted at soege lae, altsaa under det stoerste trae, og heldigvis slog lynet ikke ned.

Det holdt ogsaa op med at regne, saa vi smuttede hjem igen, med dejlige farver paa nethinden.