En tur til havet

I soendags skinnede solen; det har den gjort rigtig laenge, faktisk helt siden omkring slutningen af Juli. Jeg klager ikke, jeg elsker solskin. Temperaturen rager mig en hoestblomst, saa laenge solen skinner.

Dagen var en David soendag, saa vi havde god tid. Det har vi med ham. :) David elsker at komme med ud og koere en tur og vi er ikke saa svaere at lokke med, isaer ikke naar min elskede lokker mig med en tur til havet. 

Mit sted ved havet her til lands er Camber Sands paa sydkysten, omkring 70 miles vaek (omkring 110km). Stranden er over 10km lang, med gyldent sand og skoenne solgryder i klitterne. I loebet af de sidste aar er der blevet tilfoert kystsikring langs den oestlige del af stranden, hvor der ogsaa er blevet bygget en skoen cykel og gangsti, som forbinder et par af de smaa byer paa de kanter.

For nogle uger siden var der et forfaerdeligt uheld ved stranden, som var lidt svaer at ignorere, da vi stod og kiggede ud over havet. Fem unge maend druknede, da de blev fanget i stroemmen, som kommer naar tidevandet kommer ind. De var alle fra vores lokalomraade og hele landet var meget beroert over det. Skraekkeligt og synd! Taenk sig at noget saa smukt som havet, kan vaere saa farligt.

Jeg begav mig ikke laengere ud end jeg bare lige fik foedderne vaade, men det taeller det hele og jeg lappede det i mig og pjaskede rundt som en 4-aarig. :)

Stranden er saa lang og bred at man altid kan finde en god plads at saette sig. Jeg havde dog en fornemmelse af at der var lidt mere stille end normalt og det er jo ikke saa saert.

Hjemmelavet is?

I loerdags havde vi inviteret naboerne til spisning. Planen var at vi, hvis vejret tillod det, skulle grille. Vejret viste sig at vaere ganske samarbejdsvilligt, saa grillen blev fundet frem. Et par dage forinden havde jeg spekuleret lidt i hvad i alverden jeg skulle give dem til dessert. Jeg naevnte det til min kollega, som havde en ide - 'du kunne da lave citronis' foreslog han, mens jeg rystede paa hovedet, for det var jo ALT for besvaerligt...

Ha! det er jo ikke en pind besvaerligt, faktisk er det snydelet og saa tager det ingen tid. Ok, det skal lige fryses i en 5-6 timer, men ellers; det tager omkring et kvarter, eller maaske 20 minutter! Min kollega havde fundet opskriften hos 'Mary Berry', som er vaert paa et meget populaert bageprogram paa engelsk tv. Ja altsaa, isen er naeppe bagvaerk, men ikke desto mindre er opskriften altsaa hendes. :)

Ifoelge opskriften skal der marengs i isen, men vi havde en diabetiker til bords, saa jeg blev enig med migselv om at en bakke hindbaer var en bedre ide. Jeg lavde et par andre aendringer - og lavede en dobbelt portion i haab om at det blev godt.

Naboerne fnisede noget, da jeg forklarede dem hvor baerrene til baersovsen var kommet fra. De er nemlig fremavlet paa egen og en af naboernes matrikel. Baerrene fra naboens matrikel kunne jeg naa fra egen ditto. :) He he, de anede slet ikke de havde saadan nogle gode brombaer. Ribs og solbaer kunne jeg finde i egen have - og de kan ikke naas fra naboens have. :)

Den dobbelte portion viste sig at vaer en god investering, for isen forsvandt som dug for solen. Solen, som skinnede paa livet loes, mens jeg sad tilbage med et tilfreds smil om munden. Det er altsaa bare saa fedt at finde en ny opskrift, som bare virker og saa kan den rettes til til naesten enhver smag. Taenk sig jeg altid har troet det var saa svaert. Jeg burde have spurgt min fru moder; hun har lavet is i aarevis!

Aftenens godnatbillede

Naar man alligevel er i nabolaget af the Greenwich Observatory ved solnedgangstid, skulle man vaere et skarn, hvis man ikke tog sig tid til at stoppe.

Vi stoppede og sugede sommervarmen og den lange solnedgang i os, sammen med en hel del andre, som havde faaet den samme gode ide.

Jeg kunne blive ved med at tage billeder af det samme motiv. Lyset var simpelthen saa laekkert og jeg ville oenske jeg havde et godt fotografiapparat med. Skidt pyt, mobilbilledferingsapparatet klarede det udmaerket og solen gik ned uanset apparatet!

Great Barrier Reef - til fods

Sidste aar var det 10 aar siden bombespraengninger i London den 7. Juli. I den anledning blev folk opfordret til at 'walk together', altsaa at 'gaa i samlet flok'. Forslaget gik ud paa at man stod af toget et stop foer man normalt ville og saa gik resten af vejen, sammen med saa mange andre.

Mit tog stopper bare en enkelt gang inden endestationen, hvor jeg arbejder og da jeg elsker at gaa, synes jeg ikke det var helt nok at skare et kvarterstid til ture, ergo besluttede jeg mig for at gaa hjemmefra og til arbejde. Det gik saa godt foerste gang at jeg ikke kunne lade vaere at goere det igen - og igen og igen... Jeg vil skyde paa det er blevet til omkring 40 ture i loebet af det sidste aar og den anden dag fik jeg en email fra 'Fitbit', som er et stykke software jeg har paa min telefon, ifoelge dem har jeg gaaet hele laengden af Australiens 'Great Barrier Reef' paa det aar!

Som den vaagne laeser maaske har lagt maerke til, saa er jeg meget glad for naturen, flora saa vel som fauna, men isaer flora. Det er ikke alle storbyer, der er meget givende paa den front, men i London er man aldrig langt fra en blomst eller et trae.

Selv i den aller inderste by, sniger der sig baade blomster og traeer ind og paa det sidste har jeg lagt maerke til det er blevet moderne med haver hele vejen op ad muren.

Her, lidt taettere paa - Babylons haengende haver er det naeppe, men jeg synes det ser fedt ud og saa kan det da kun goere godt for luften, saa vel som oejnene.

London er ogsaa kendt som verdens stoerste landsby og det maerkes naar man gaar. London har ikke kaempe motorveje, der gaar ind midt i byen (jeg tror ikke vi har 70 km motorvej i det hele, inden for the M25, som er Londons ydre ringvej) og vi har ikke mange veje med flere end to spor i hver retning. Selv den indre ringvej, er visse steder bare et spor i hver retning.

Det er blevet meget moderne for alle Londons kommuner og mange bydele at vise deres identitet, som f.eks. her i Waterloo omraadet. Ideen med olietoenderne er god nok, men maaske de kunne goere sig en lille bitte smule mere umage med beplantningen!

The South Bank har virkelig haft success med at etablere sin identitet, som er maerket af kunst i alle afskygninger. Faktisk er the South Bank nu blevet saa populaer at omraadet omkring 'Strand' paa den anden side af floden har lanceret sig som 'the North Bank'. De proever ihaerdigt at tiltraekke nogen af alle de mange besoegede paa sydsiden, men de har lang vej endnu...

Nordsiden af floden mangler noget sydsiden har, nemlig plads hele vejen ned til floden - paa nordsiden gaar der en vej, det er en skam!

Vejret i dag var ikke nogen skam - tvaert i mod. Da jeg naaede paa arbejde var temperaturen godt over 20 grader. I eftermiddags ramte termometeret 30 grader og i morgen skulle blive endnu hedere. 

Gad vide om min chef vidste noget, da han bookede ferie i denne uge... :)

Aftenens godnatbillede

Aftenens godnatbilleder kommer fra Mountsfield Park, hvor den aarlige byfest, Lewisham People's Day' tog sted i dag. 

Portalen er en genganger fra forrige aar og hvert aar kommer der lidt nyt til. I aar er det de store jordbaer. Det hele er lavet af genbrugsmaterialer og ser bare saa festligt ud. Desvaerre kunne solen ikke helt traenge igennem skyerne, saa billedet blev lidt dunkelt!

Et moede med the City

Den anden dag havde jeg et moede i the City fra morgenen af. Det er ikke saa tit jeg har tid at vandre rundt i the Citys gader laengere, men jeg kan altid faa lusket en hurtig runde ind, naar lejligheden sig byder.

Moedet var i St Mary Axe i bygningen bedst kendt som 'the Gherkin', saa jeg smuttede en tur ind gennem det morgenstille Leadenhall Market, som er et af mine yndlingssteder (jeg har mange!) i the City.

I omraadet omkring Leadenhall Market er der der blevet bygget en raekke ikoniske bygninger over de sidste ca. ti aar; bygninger, som lynhurtigt er blevet en del af Londons skyline og dermed vartegn. For 25 aar siden havde London den mindste storbyagtige skyline taenkeligt, men det er der godt nok blevet lavet om paa.

Moedet foregik paa den 31. etage af den flotte bygning, som, af aabenlyse aarsager, har den mest maerkvaerdige indretning, som udgoer en ret stor del af interioeret. Udsigten er naturligvis fantastisk - og det i alle retninger - her mod the Docklands.

NatWest Tower i Old Broad Street, som ses hvis man staar med ryggen til the Gherkin, var Londons hoejeste bygning, indtil Canary Wharf Tower blev bygget i 1991 og faktisk er den stadig en af de hoejeste - den 7. hoejeste, for at vaere helt praecis og det includerer en radiomast! 

Stiller man sig med the Gherkin paa venstre haand og the NatWest Tower paa hoejre haand, kigger man paa endnu to af de store, genkendelige bygninger, Willis bygningen til venstre i billedet og Lloyds bygningen til hoejre, i baggrunden kan man skimte to mere, men de kommer lige om lidt.

Midt imellem alle de skoenne bygninger ligger denne her, som i folkemunde er doebt the Cheesegrater (rivejernet). The Cheesegrater er den fjerde hoejeste i hele London, saa foraendringen er  stor i det omraade.

Da London Docklands Development Corporation begyndte at bygge i de gamle dokker blev der er vaerre spektakel - ikke mindst fra Prince Charles, hvis smag er en anelse mere konservativ end min. Det passer faktisk ikke helt, for jeg holder meget af arkitektur fra alle aldre. Jeg elsker det fraekke gadebillede der skabes, naar man kan tage et billede med Leadenhall Market i forgrunden og Walkie-Talkie bygningen og the Shard i baggrunden - det er da fedt!

Aftenens godnatbillede(r)

Sommeren er kommet til London!

Morgenen startede med en lille udflugt til Coolings' havecenter, hvor der lynhurtigt blev fyldt en vogn. Haven begynder at tage form, men der er nogen vej endnu...

Coolings daekker et kaempe areal og tilbyder saadan ca alt hvad man kunne oenske sig til haven. 

Den cyklamefarvede stjerne og de fine blaa kom med hjem, resten havde vi allerede - ok, lige undtagen den hvide rose, den er naboens, men den naar ind til os, saa vi nyder den ogsaa i vores have. 

'Skynd dig at komme her med dit mobilbilledferingsapparat', loed der fra min elskede, som havde faaet oeje paa en 'stag beetle', som jeg bare ikke kan komme i tanker om hvad hedder paa dansk. Jeg saa den ogsaa i gaar, men da ville den ikke saette sig og blive fotograferet. Nu er den fotograferet og tilfoejet til 'the Great Stag Hunt', som kortlaegger alle de meldinger de faar. Billen er nemlig en truet dyreart. Den maa godt blive boende her. :)

Et studie i orange!

Endelig blev det bank holiday weekend og traditionen tro, var det paa tide at komme lidt i haven. 

Bag vores have er der kolonihaver; ikke med saadan nogle miniature sommerhuse, som dem man har i Danmark, men rigtige kolonihaver, med groentsagsbede, baer og maaske et enkelt bistade eller to.

Vi har en (lidt laengere oppe end os) nabo, som har en hulens efeu, som mener den skal gro i garagens tagrende og op over garagetaget og det er vi ikke helt enige i. Ergo var min elskede i dag et smut i kolonihaverne, for at faa styr paa efeuen fra den vinkel. Seks store sorte saekke blev fyldt, saa nu varer det forhaabentlig lidt inden vi skal igang med haeksaksen igen.

Jeg skulle egentlig have vaeret i havetoejet selv, men min elskedes kammerat kom og hjalp til og saa mente de nok jeg kunne vaere oppasser med drinks og mad. Som sagt, saa gjort. Vores David er her paa 'ferie' i denne weekend, saa han og jeg stod for det huslige indslag. Vi var et smut nede og handle og saa lavede jeg mad, mens han daekkede bord. En god arbejdsfordeling, hvis du spoerger den unge mand.

Mens vi var ned og handle, fik maendene aabnet for stakitmalingen og gik igang. Jeg var lige ved at faa et tilfaelde, da jeg saa kuloeren. Paa daasen stod der 'woodland brown', paa en baggrund der ca er samme farve som til hoejre i billedet. Det viser sig, at malingen kun er saa orange mens den toerrer - det skulle blive bedre i morgen.

Allerede da det havde toerret lidt blev jeg mere rolig. Jeg elsker alle farver, men ikke paa mit stakit; det skal bare ikke vaere orange, men brunt!

De Californiske valmuer laengere oppe og de almindelige valmuer paa billedet her maa vaere lige saa orange som de vil, for de er bae saa smukke - og blomster... Haven er gaaet helt agurk i aar. Roserne blomstrer, som var de betalt for det og graesset gror saadan ungefahr 10cm om dagen. Endelig begynder det hele at naa en stoerrelse saa det ser ud som om det staar der med vilje.

Forleden var min meget groenfingrede svigerinde her og hun kommenterede hvor paen haven ude foran er blevet. Jeg strakte lige ryggen en ekstra gang og blev lige saa stolt, som denne lille delikate blomst - 'Pride of London' hedder den og det var praecis saadan jeg havde det efter de rosende ord. :)

Paa afveje

Et eller andet sted, jeg har siden glemt hvor, laeste jeg om et sted jeg aldrig havde hoert om foer! Der er saa meget jeg aldrig har hoert om foer, men lige praecis det her var jeg lidt overrasket over.

Stedet ligger saadan ca paa vejen mellem os og Stansted lufthavn, hvor vi kommer en hel del. Tilfaeldigvis havde vi et aerinde i Stansted for et par uger siden, saa vi lagde vejen omkring Greensted kirke, St Andrews paa hjemvejen.

Kirken er lillebitte og meget gammel. Det siges den er den aeldste overlevende traekirke i verden og at den er 1200 aar gammel. Jeg fatter bare ikke at jeg aldrig har hoert om den foer, men nu har vi vaeret der og den er helt sikkert et besoeg vaerd. :)

Vi var heldige nok at kirken stod aaben og for det ikke skal vaere loegn var der overtraekssko i vaabenhuset til brug, hvis man havde blaevrede sko. Vi kunne naturligvis ikke dy os for at gaa indenfor og kommer du forbi, vil jeg foreslaa du goer det samme.

Jeg vil skyde paa man kunne klemme omkring 60 siddende gaester ind, med lidt god vilje og jeg er ret sikker paa, at god vilje er der masser af saadan et sted.

Knaefaldet og alle de smaa knaelepuder er haandbroderede og praesten har aabenbart ikke fattet, at han evt kunne knaele lidt forskellige steder, for ikke at slide knaefaldet helt op. 

Der er mange smaa detaljer at faa oeje paa i kirken, blandt andet de her gamle vinduer, som jeg selvfoelgelig helt og aldeles har glemt hvornaar er fra, men det er hverken i aar eller sidste aar!

Udenfor giver kirkegaarden en rimelig ide om hvor laenge der har vaere kirke lige der. Graven med det sorte stakit er den aeldste paa kirkegaarden og er fra det 12. aarhundrede. Der bliver stadig folk begravet i den lille bitte kirkegaard, men jeg kan forestille mig man skal have et tilhoersforhold til stedet for at faa en plads. 

Nordvaeggen af kirkeskibet staar i nogle oldgamle egestammer, som ses baade inde og ude fra. Egemuren er dateret til omkring 1060, saa en gammel svend. Traeet paa taarnet er knap saa gammel - det er fra 2005 og traenger kraftigt til et lag maling. :)

I nordvaeggen er der et lille hul i muren. Nogle siger det er et 'vindue', men i kirken fortaeller de om en anden grund til vinduet, nemlig er det et sted hvor de spedalske kunne sidde og lytte med til kirkehandlingen, da de, grundet smittefaren (og diverse overtroiske grunde), ikke havde lov at komme ind i kirken.

Faar du chance, saa tag ind og kig. Er du heldig moeder du nabomanden, som holder noeglen til kirken og er en rigtig hyggelig fyr. Du fortryder det ikke!