Julen i familiens skoed

Siden juledag har vi haft vores David paa besoeg. Som altid har han budt paa alt fra smil til frustration, men hovedsageligt glaede. Vi laerer saa meget af at have ham i vores hjem og er saa glade for vi tog beslutningen for mange aar siden at goere en indsats for at give ham lidt normalt familieliv. 

Jeg spoerger altid efter personalet hvor han bor og ogsaa efter de andre beboere, i et forsoeg paa at forstaa lidt om hvad der foregaar i hans hovede og hans hverdag. David kan godt lide den slags samtaler, for de er ikke saa "svaere" og vi kan komme igennem mange saetninger foer ordsalaten begynder at stroemme. Man laerer jo moenstret med tiden. :)

En af vores samtaler i denne uge var omkring de andre beboere. Vi snakkede om hvem der bor i hvilken lejlighed og hvor laenge de har boet der. Det viser sig at to af de andre mandlige beboere, som er paa ca. den samme alder, er kommet fra den samme institution som David, da det nuvaerende bosted blev aabent. Det havde vi ikke fundet ud af foer. Den ene af maendene lider af nyresvigt og gaar derfor i dialyse. "Det er fordi han er syg; vaesken i hans nyrer virker ikke" forklarede David og det er jo ikke helt forkert. "I don't want him to die, because I like him" kom der saa pludselig. Saadan noget snak hoerer man ikke normalt fra David, som ikke har saerligt naere baand til andre end os. Bemaerkningen er en af de bemaerkninger der bliver skrevet ned, saa vi husker den naar David skal have sit halvaarlige besoeg af sin psykiater. 

I dag var Davids ferie ovre og vi afleverede ham hvor han bor. Vi skal lige have snakket lidt med personalet om kammeratens sygdom, med en lidt lusket, men velmenende bagtanke. David naegter at faa taget blod, fordi han er bange for naale, men mon ikke vi kan finde en vinkel for at vise ham hvor vigtigt det er - jeg tror det. :)