Jeg synes vi skulle klage over, at Det Danske Sprog er ulogisk og lave om på de værste ting først.
Men sandt at sige tror jeg at navneordenes køn (eller genus?) betegnelser har mere med ordenes oprindelse og bogstavendelse at gøre end med indholdet, og at navnet fælleskøn er kommet efter at man har talt og brugt sproget.
I modsat fald: "en dreng" skulle have været hankøn, "en pige" hunkøn og "et barn" fælleskøn. Men betegnelsen intetkøn dækker bare over en "catch-all" skraldespand, og da en del ord ikke betegnede kønnede organismer, så var der en eller anden idiot som syntes at det skulle hedde "intetkøn".
Nu vil nogen måske indvende, at jeg taler om han- og hunkøn hvor vi på Dansk ikke har sådan en indretning (vildt, ikke?) men oprindeligt Dansk havde jo sådanne ting, ligesom Svensk og Tysk.
Analogt: en mand, en kvinde, et menneske.
Tænke-tænke, skal vi afprøve endelse-teorien:
En dør - der går mennesker igennem, det ender på "r"
Et vindue (der skulle helst ikke gå nogen igennem, vindve, ender på ubetonet "e")
En ske (betonet "e") En børste (ubetonet "e")
"r" En elevator Et klaver
Nej, der er vist ikke nogen logik her, der er ikke andet at gøre end at klage eller tale Jysk og sige "en" om alt.
He he - min elskede ryster af og til paa hovedet, naar jeg proever paa at forklare hvorfor noget hedder hvad paa dansk. Hans yndlings er dog de sammensatte navneord, som oversaettes ret morsomt. F.eks. "stoevsuger" som bliver til en "dust sucker!"
6 kommentarer:
Meget mærkeligt - egentlig :P
ja!
Der er vist ikke længere meget logik over de danske navneords køn.
Et hus - et bord - et skab... men en stol?
Nogle er logiske: En mand, en kvinde, et barn.
En hund (specifikt), men et dyr (uspecifikt). Lidt ligesom: En dag/en nat/et døgn.
Men: Et hjem/en bolig? En dør/et vindue?
Jeg kunne sagtens blive ved :lol:
Ellen - det ville vaere saa meget nemmere hvis vi alle bare snakkede jysk, saa var det "en" det hele! :)
Jeg synes vi skulle klage over, at Det Danske Sprog er ulogisk og lave om på de værste ting først.
Men sandt at sige tror jeg at navneordenes køn (eller genus?) betegnelser har mere med ordenes oprindelse og bogstavendelse at gøre end med indholdet, og at navnet fælleskøn er kommet efter at man har talt og brugt sproget.
I modsat fald: "en dreng" skulle have været hankøn, "en pige" hunkøn og "et barn" fælleskøn. Men betegnelsen intetkøn dækker bare over en "catch-all" skraldespand, og da en del ord ikke betegnede kønnede organismer, så var der en eller anden idiot som syntes at det skulle hedde "intetkøn".
Nu vil nogen måske indvende, at jeg taler om han- og hunkøn hvor vi på Dansk ikke har sådan en indretning (vildt, ikke?) men oprindeligt Dansk havde jo sådanne ting, ligesom Svensk og Tysk.
Analogt: en mand, en kvinde, et menneske.
Tænke-tænke, skal vi afprøve endelse-teorien:
En dør - der går mennesker igennem, det ender på "r"
Et vindue (der skulle helst ikke gå nogen igennem, vindve, ender på ubetonet "e")
En ske (betonet "e")
En børste (ubetonet "e")
"r"
En elevator
Et klaver
Nej, der er vist ikke nogen logik her, der er ikke andet at gøre end at klage eller tale Jysk og sige "en" om alt.
He he - min elskede ryster af og til paa hovedet, naar jeg proever paa at forklare hvorfor noget hedder hvad paa dansk. Hans yndlings er dog de sammensatte navneord, som oversaettes ret morsomt. F.eks. "stoevsuger" som bliver til en "dust sucker!"
Send en kommentar