Denne uges soendag var en David soendag. Min elskede hentede ham og kom tilbage og lavede frokost. "Are we going for a drive" loed der snart og selvfoelgelig boejede min elskede sig og tog David med ud for at koere en tur. Jeg blev hjemme, da jeg havde lovet migselv at der skulle billeder paa vaeggen i dag.
Hvad end min elskede havde puttet i frokosten, saa virkede det. Det eneste der ikke fandt et fast haengested i loebet af dagen var den selvlysende Jesus. Jeg kan ikke naenne at han ikke skal bo sammen med os, eftersom han var det eneste den tidligere ejer havde ladet vaere i huset da vi koebte. Selv de indbyggede skabe flyttede med ham; heldigvis, for de var godt nok skraekkelige!
I loebet af eftermiddagen tog jeg et oejeblik til at nyde den blaa himmel og naboens kaempe traes skygge paa garagen. Mens jeg stod i den aabne doer og noed det fine vejr hoerte jeg pludselig den genkendelige floejten af en parakit. Det er egentlig for paent at kalde det en floejten, for det lyder mere som om den skriger. :)
Nu jeg ved at de kan lide naboens trae maa jeg se at faa arrangeret et stativ, saa jeg kan haenge noget foede ud til dem. Da drengene kom hjem igen kaldte jeg David ud for at vise ham parakitten. "Min moster havde en papegoeje, den var groen, roed og gul" fortalte David og saa ved vi det; den historie havde vi aldrig hoert foer.
Mens jeg rodede videre (ja, jeg roder en del, naar jeg rydder op!) tryllede min elskede med fisk og kartofler i ovnen og snart stod der et stoerre maaltid parat til spisning. For tyve aar siden var han bestemt ingen oern i et koekken, men jeg maa sige han er kommet efter det!
Der var lidt mad til overs, saa mens David blev koert hjem skyndte jeg mig lige at knipse det i stykker, saa vi kan faa en fiske pie i morgen aften. Jeg elsker naar det lykkes at faa lavet nem mad, som smager som om man har kokkereret i timevis.
Jeg snuppede en time paa papirarbejde, inden min elskede kom hjem igen. Den tidligere ejer har tilsyneladende ikke betalt for at faa sin post omdirigeret, for vi bliver ved med at faa post til ham og hans familie. Lige saa snart som posten bliver leveret, stikker jeg et klistermaerke paa konvolutten med "return to sender" og smider det direkte i postkassen igen. Jeg naegter altsaa at agere posthus over et aar efter vi har koebt huset.
Jeg er saa tilfreds med alt det jeg naaede i loebet af weekenden - isaer billederne; det giver altsaa bare saa meget mere stemning, naar alle vaeggene ikke er bare.
