Lidt over middag begyndte det at regne. Jeg har nydt at sidde og kigge ud paa regnen gennem den aabne havedoer, mens jeg droemte om hvor min rose skal staa i den nye have, som faktisk naermest ikke kan kaldes en have, da det naermere er en uanlagt graesplaene - og det er saa det. Det goer slet ingenting, for saa kan vi anlaegge haven som det passer os. En ting er dog sikkert - min rose skal altsaa med!
En del af vores handel var til vores soede datter, som havde ringet for at faa bud med. Det kaere barn har faaet skoldkopper! Blandt adskillige andre ting havde hun bestilt en flaske Calamine lotion, som lindrer paa kloeen og hjaelper saarhelingen. Aah, som jeg foeler med hende og som hun har det skidt. Jeg gik derfra med et tungt hjerte. Det er altsaa lige meget hvor gamle ens boern bliver, det bliver altsaa aldrig nemt at se dem syge! Jeg havde aller mest lyst til at tage hende med hjem i hendes gamle seng, men det ville hun slet ikke hoere tale om. Det soede pigebarn var saa nervoes for at vi skulle faa skoldkopper og uanset hvor mange gange jeg proevede paa at overbevise hende om at vi havde haft det foer, saa var hun nu alligevel slet ikke overbevist!
Da jeg kom hjem fra min handel ventede der en dejlig overraskelse, nemlig besoeg af Bebsen og hendes foraeldre. Det var bare hundrede aar siden vi havde set dem sidst og gensynsglaeden var stor. Naar der gaar nogle uger imellem vi ses, kan vi selvfoelgelig rigtigt se forandringerne og lige nu er det sproget der udvikles. Den lille mund eksperiementerer til den store guldmedalje og favoritordene lige nu er keys, cheese og cheers. Jeg arbejder stadig med at faa hende til at skaale og foreloebigt har vi styr paa glasklinkeriet, saa mangler vi bare lige at sige "skaal"; ja, det er vigtige ting der foregaar i Bedstemors danskklasser!
