Mord paa Orient Expressen

Gennem mit arbejde bliver jeg af og til inviteret ud paa eventyr. Tit bliver jeg noedt til at sige nej tak, da arbejdet jo ogsaa skal passes, men engang imellem kommer der en invitation, som jeg bare naegter at sige nej til. 

I torsdags havde jeg saadan en invitation i haanden, nemlig en invitation til lunch paa Orient Expressen, med et lille mordmysterie blandet ind mellem retterne. Orient Expressen starter paa Victoria station, hvor de har en lille afgangshal. Vi moedtes i afgangshallen klokken 11 og var snart vist til Minerva vognen, hvor vi skulle tilbringe eftermiddagen.

Instagram programmet blev brugt flittigt i loebet af dagen, da billedbearbejdningsmetoderne saetter billederne i det helt rigtige lys for Agatha Christies tid i 20erne og 30erne. Jeg har altid vaeret ret "dogme" med mine billeder og har aldrig rettet paa dem foer, men dette program kan jeg faa timevis til at gaa med at lege med.

Vi var en 12-14 personer afsted, alle inviteret af det samme firma. Alle sad ved smaa tomandsborde igennem kupeen, men det var nemt at snakke sammen paa tvaers af bordene, da vi optog en hel afdeling for os selv og derfor ikke skulle tage hensyn til nogen, med vores snakken og grinen.

Turen gik ud gennem Brixton, Catford og Bromley, mod det smukke Kent. Togchefen kom gennem vognene og fortalte hvad der skulle foregaa. Han forklarede at der var sket et mord for tre maaneder siden. En gammel, rig!, mand var blevet forgiftet og vi var inviteret ombord for at finde ud af hvem af syv mistaenkte havde begaaet mordet. Vi fik udleveret en kopi af den afdoedes testamente og blev saa i loebet af turen introduceret til alle der havde vaeret tilstede paa mordaftenen.

B.E. Ware, den unge sygeplejerske som havde forelsket sig i den 50-aar aeldre rigmand snakkede som et vandfald om deres store kaerlighed, som brast den aften hendes livs kaerlighed blev forgiftet. Hun fortalte at grunden til den store middag, som alle var inviteret til og som var hvor rigmanden blev forgiftet, var at han havde aendret sit testamente, saa hun var den eneste der ville arve ham...

Maden blev serveret i et rigtig godt tempo. De skulle selvfoelgelig ogsaa fylde hele fem timer, eller i hvert fald fire af dem, for der gik naturligvis nogen tid inden den foerste ret blev serveret. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi snakkede meget om at vi garanteret koerte lige foran en kaempe regnbyge hele vejen, mens vi noed den flotte dag og de groenne marker.

Seyton var den afdoedes klamme soen, som ikke havde snakket med sin far i over 20 aar, da faderen ikke satte pris paa soennens "politiske parti" (soennen er boesse) :). Seyton blev udspurgt af samtlige i togvognen og hvis ikke jeg tager meget fejl, saa var han den vi allesammen helst ville have til at vaere morderen. 

Turen gaar ned gennem Maidstone til Ashford, som er en af stationerne hvor man kan stige ombord paa Eurostar. Vi koerte videre op til Ramsgate, Broadstairs og Margate, hvor fra vi kunne se ud over den engelske kanal. Den indre soehest kommer bare op i mig hver gang og jeg sad og droemte om vi lige kunne stoppe i Broadstairs laenge nok til jeg lige kunne komme ned og roere ved vandet.

Jezebel var den afdoedes soester. For 20 aar siden havde hun koebt en £20,000 livsforsikring paa sin bror. Hele gruppen arbejder inden for finansverdenen, saa der var ingen mangel paa raad, vink og vejledning om hvad hun skulle goere med pengene - og for den sags skyld om hun overhovedet skulle have koebt forsikringen i foerste omgang. 

"Hvad er det for nogle taarne" spurgte min borddame og jeg kom i tanker om at dem havde jeg da besoegt engang. "Reculver Towers" hedder de og ganske rigtigt var vi der for smaa to et halvt aar siden, paa en lille koeretur med David. Taenk sig, jeg havde ikke skaenket en tanke at jeg kendte det lille straek, men jeg havde selvfoelgelig heller ikke vaeret der per tog.

Maden var simpelthen fantastisk, ikke mindst desserten, som havde en laekker hyldeblomstgele i bunden og var accompaneret af et lille soedt glas dessertvin. Man kan desvaerre ikke rigtig se vandglassene her, men dem forelskede jeg mig helt og aldeles i. Firmaet har naturligvis en lille shop, hvor man kan koebe ting som glassene paa stilk, men vandglassene kunne jeg ikke finde nogen steder. I oevrigt mener jeg ogsaa jeg adskillige gange har sagt at jeg har alt for meget af alt, saa monstro det ikke var godt nok at de ikke var til salg!

Eftermiddagen gik paa ingen tid og pludselig var vi tilbage i den virkelige verden. Mordet var opklaret (det var naturligvis butleren!), maden spist, vinen drukket og tyvernes eventyr var ovre. Jeg droemmer allerede om at tage gud og hver mand med paa saadan en tur, men jeg bliver vidst noedt til at arbejde lidt haardere foer det bliver til virkelighed, for det er ikke just nogen billig tur. Man kunne rejse en uge til Spanien for den samme pris!