Vi var naesten helt aedrue, da vi kom hjem fra bryllup i aftes. Nu er vi “hjemme” i Ochie igen – godt maettede af indtryk og nye informationer about familien og traette efter koersel paa de halsbraekkende veje de holder sig her paa ferieoeen!
31 juli 2009
30 juli 2009
Med hilsen fra Kingston
Mountains mens vi undres over traeet der vokser paa hovedet. Vi venter
paa at hoere om vi har lejet en bil eller om der kommer en taxa og
henter os, saa vi kan komme ud og kigge paa barndommens gade i Spanish
Town, hvor vi kan se i telefonbogen at der stadig bor en faetter som
min elskede voksede op sammen med i en aareraekke foer han kom til
England.
Kingston og omegn er saa forfaerdelig fattigt at jeg sad med store
taarer i oejnene, da vi koerte ind i byen den anden dag. Der blev
stort set intet sagt paa den del af turen. Jeg kan ikke holde ud at
taenke på at min elskede mand voksede op som han gjorde, men det er
mange aar siden og i aar 2009 skulle boern ikke vokse op på den maade,
men det goer de - en rigtig stor procentdel af landets befolkning.
Ingen store villaer i oplandet kan opveje det forfald og den fattigdom
vi ser omkring os. Det er haesligt - verden. Verden vender paa hovedet!
Kirkerne er store og flotte og sidder på saa mange af pengene her. De
er floejtende ligeglade med at alle de naive smaa fattigroeve der
sidder og beder til en gud de har faaet bundet paa aermet ikke har til
hverken dagen eller vejen. De arme stakler - for filan hvor goer det
mig harm!
Hvis jeg boede her ville jeg enten ende som Premier Minister eller
skudt doed af den samme for min kaeften op. Regeringen, politiet og
alt hvad der er officielt er saa korrupt som bare pokker. Det er saa
nemt at se hvad der er galt og den almindelige Jamaicaner kan ogsaa
godt se det, men det er saa svaert at goere noget ved.
Jamaica har behov for sin egen Obama, som ikke er bange for at kalde
en spade en spade og sparke noget roev!
Brylluppet var smukt og godt og alle lignede noget fra et eventyr. Der
var ingen kakerlakker paa the Terra Nova hotel; alt vendte korrekt. Vi
var paa et af byens fineste hoteller til fest og joesses hvor var der
fint! Igaar var en god dag, en dags flugt fra virkeligheden i det
meste af Kingston. Det var praecis som det skulle vaere.
Vi har det godt, virkelig godt og nu vil vi gaa ud i verden og se om
vi kan finde fortiden, som er lige saa forvansket som traeerne i haven!
28 juli 2009
Amen!
Svigersoes var meget begejstret da vi indvilligede i at blive endnu en nat, saa vi kunne komme med hende i kirke soendag morgen. Kirkegangen begynder klokken 8, hvilket lyder perverst, men ehmmm… i et land hvor det bliver saa stegendes hedt skal man altsaa have den slags overstaaet fra morgenen af!
Jeg har vaeret til barnedaab og begravelse i en katolsk kirke foer, men ikke almindelig kirkegang. Lad mig sige det som det er, det er godt nok en oplevelse! Hele seancen tog halvanden time og for det ikke skulle vaere loegn var vi lige praecis landet paa den soendag hvor biskoppen skulle praedike og den almindelige praest ogsaa lige skulle sige et par ord og byde velkommen til gaestepraesten, som skulle passe geschaeften, mens de andre to tager paa ferie. Biskoppen var en dejlig mand med god humor og han gav en rigtig god praediken. Kirken har traelameller langs begge sider af bygningen og man kan sidde og kigge ud over den smukkeste groenne skov gennem hele seancen. Jeg faldt ikke i staver en eneste gang og var kun en lille bitte smule optaget af den kaempe oegle der kravlede over muren bag alle praesterne, mens de gav deres vise ord. De to smaa oegler der gjorde det samme aensede jeg slet ikke…
Svigersoes skubbede pludselig kraftigt til mig og sagde “you stand up – you’re new” og saa skulle vi praesenteres for HELE forsamlingen! Stoenni, hvor pinligt! “And what is your name” spurgte en mens vi svarede som smaa boern i soendagsskolen og saa fik vi et velkommen der gav genlyd og en stor applaus. “Is there anybody who has a birthday or a wedding anniversary to celebrate this week” spurgtes der og bagefter fortroed vi lidt at vi ikke havde sagt ja, da der bare er en uge til vi har bryllupsdag, for saa ville biskoppen velsigne os og det ville svigersoes da have syntes var helt fantastisk. Never mind.
Vi havde faaet et lift til kirken, skoent det saamaend ikke er laengere end man kan gaa, men ehmmm… hvis ikke man vil ligne en der har vaeret ude at bade inden kirkegangen, saa skal man undlade den slags anstrengelser, da det er godt og vel op ad bakken HELE vejen! Vi kunne naturligvis ikke koere hjem uden foerst at have hilst paa baade praest 1, praest 2 og selvfoelgelig biskoppen! “This is my ickle brother and ‘is wife” pippede svigersoes og saa fik vi en lang snak om hvor vi var fra, hvor laenge vi skulle vaere her, hvor mange 100 aar det var siden min elskede rejste fra oeen osv.
Vi skyndte os ud til bilen igen, saa vi ikke skulle gaa hjem. Der kan vaere rigtig mange i en Jamaicansk bil, men vi var heldige nok at vi havde et saede hver, skoent vi var omkring 10 personer!
Paa hjemturen kom vi forbi Granny Eva’s hus. Granny Eva er for laengst doed, men min elskede boede hos hende og svigersoes i nogen tid efter hans foraeldre rejste til England, saa det hus skal vi ogsaa lige have kigget lidt paa. Det kunne vi ikke lige goere den dag, men vi vender frygteligt tilbage.
“That’s the church you used to go to with your mum”, loed der, da vi koerte forbi denne lange bygning og saa kom der endnu et sted paa kortet, som skal udforskes. Vi skal lige have fundet kirkegaarden, saa vi kan se hvad vi kan finde.
Joesses, hvor er tre uger bare slet ikke nok, naar man saadan er paa eventyr, men hvor har det bare vaeret en oplevelse indtil videre. I morgen drager vil til Kingston i to dage til det bryllup vi egentlig er her for at deltage i. Det bliver spaendende!
Turen gik til Brown’s Town
Fredag eftermiddag skulle vi lige et smut op til markedet i Brown’s Town, for lige at vejre hvad det var for et sted og se om den nu lidt aeldre mand kunne genkende barndommens fodspor. Vi blev sat af lige uden for markedet og the South London Tavern! Det er altsaa skaegt at se saa mange steder der er opkaldt efter steder i England og isaer London!
Min elskede genkendte nu ikke stedet, men han var altsaa ogsaa meget ung, da han rejste fra byen, maaske omkring 5 aar. Anyhow, storesoester viste gladeligt frem og fortalte mange smaa sjove historier fra da de begge var meget yngre. Hun er 18 aar aeldre, saa hun kan huske alt om hvordan alle de smaa soeskende var og hvem der boede hvor og hos hvem og det var nu stadigvaek sjovt at forestille sig svigermor gaa paa marked i byen og i det hele taget alle af dem bo der.
Inden laenge drejede vi ind i markedshallen. Brown’s Town er en vigtig markedsby, hvor man kan koebe naesten alt, til trods for byens lille stoerrelse. Markedet er et kapitel for sig. Der er knap plads til man kan gaa inde imellem alle boderne, da man skal om ved de handlende, deres fyldige familier og diverse venner, som er kommet paa visit for at se hvordan det staar til med mangoerne i denne saeson!
Brown’s Town er, som mange andre byer paa Jamaica utrolig rodet og fuld af hullede veje og folk der allesammen vil gaa hver sin vej. Nu er trafik ikke det de har mest af paa oeen, men selv i en lille by som denne kan de faa det hele til at gaa i en haardknude med bare tyve biler! Maaske det har noget med temperaturen at goere, for naar man kommer lidt ind i landet er det saft suseme varmt! Ved kysten er der en ufattelig hoej luftfugtighed, der goer at man sveder helt vildt, men inde i landet er det solen der braender og jeg var MEGET glad for min investering i factor 50 solcreme!
Der er mange kirker i Brown’s Town. Jeg kan ikke huske hvad denne hed og den var egentlig heller ikke af nogen interesse, da det ikke var en familien nogensinde havde benyttet, men jeg kunne saa godt lide hvordan den laa – og saa synes jeg altsaa bare de hoeje slanke palmer er saa flotte.
Efter en lille times tid var vi saa moerbankede at vi blev noedt til at tage hjem igen! Temperaturen var oppe omkring 40 grader og det er simpelthen for varmt til at gaa rundt i gaden uden skygge! Vi havde nu ogsaa faaet fat i det vi skulle bruge og byen er rimelig overskuelig, saa der er ikke vildt meget at se. Vi har stadig familiehjemmet til gode, men det kommer i loebet af de naeste par uger. Det er i hvert fald ikke sidste gang vi har besoegt min svigersoes. :)
27 juli 2009
Turen gik til Lucea
Loerdag morgen blev vi hentet klokken 8, for at tage turen vest paa, til Lucea (udtales Lucy), hvor vi skulle moedes med en kusine (Eva), som ingen havde moedt foer, til trods for vi kender til den foerste generation af hendes stamme af familien. Svigersoes var heldigvis med paa at tage med op til hende, og det var heldigt, for hun er den aeldste i familien og den der ved mest om hvem alle er.
Turen er paa bare 130 km, men den er gjort noget laengere ved det at vejen er noget snoerklet og temmelig hullet meget af vejen. Vi havde en rigtig god chauffoer, saa inden laenge var vi fremme i den lille by Lucea. Byen bestaar saadan ca. af en hovedgade, som gaar rundt omkring en blok forretninger og saa er gaderne ved at vaere talte. Vi fik ordre om at stramme an ved busstationen, som vores chauffoer fik oeje paa uden problemer, uden jeg nogensinde fandt ud af hvilken den af fortovet udgav busstationen!
Inden for nul komma fem havde vi fundet hinanden. Jeg er ikke saa svaer at faa oeje paa i gadebilledet, da der er graenser for hvor mange der svarer paa navnet “WHITEY”, naar de kalder ud paa gaden og Eva har rastahaar der naar naesten ned til hendes knae! “Gensynsglaeden” var stor. Det foerste Eva sagde, da hun saa min elskede var “joesses, du ligner min far!” “og du ligner ogsaa din far, lige paa en prik” tilfoejede svigersoes og saa grinede hele banden – paa lige praecis den samme maaede! Hele banden blev endnu engang mast ind i bilen og vi suste videre mod Evas bjerg.
Eva bor det meste af tiden hos en veninde, der bor i dette lille dukkehus. Jeg var saa vild med den flamingopinke terrasse og huset skuffede ikke inde. Husene ser lille bitte ud, men der er faktisk overraskende god plads inden i.
Vi satte os paa terrassen og noed den smukke udsigt ned over bjerget og ud over havet. Bjerget har jeg omdoebt til “Rasta Mountain”, for der boede godt nok mange af slagsen, efter planterne i naboens have at doemme… :) Da vi havde faaet hilset paa, faaet en drink og sat navn paa alle, baade tykke og smalle, blev vi enige om at vi skulle til toppen af bjerget for at se hvor min elskedes onkels farm havde lagt og dermed ogsaa se hjemmet der havde dannet ramme om en af mine svogre og en svigerindes barndom i flere aar.
Chauffoeren gik med til at koere lige saa langt op ad bjerget som han kunne og saa skulle vi gaa resten af vejen. Da vi naaede til dette hus (familien med de 100 boern!) kunne vi simpelthen ikke koere laengere. Jeg fattede ikke hvordan i alverden det var lykkes os at koere lige saa langt op som vi gjorde, for der var faktisk ingen rigtig vej, bare et bart bjerg med nogle kaempe kratere i, som skulle udgoere det for vej. Min naeste bil skal vaere en Toyota-hvad-nu-det-var-for-en-bil-vi-var-koerende-i-som-ikke-engang-var-en-4-hjulstraekker!, for den kan simpelthen klare alt!
Efter knap 10 minutters gang op gennem junglen fandt vi til toppen af bjerget. Der stod alle de forskellige slags traeer jeg havde moedt hid indtil – og lidt flere til. Evas far var en gammel gnier, som koebte land i store maengder ad gangen. Her havde han faaet samlet omkring 105-110 acres; jeg kan ikke huske hvad det giver paa danske maal, men det er meget og det er langt fra det eneste han ejede, jeg mener han havde 150 acres fordelt ud over et par forskellige nabosogne.
Huset onkelen byggede stod der endnu. Det var et godt solidt betonhus som saa mange andre paa oeen, men det var godt nok lille til en stor familie med mindst 7 boern og diverse tyende. Jeg glaeder mig saa meget til at lave et album til alle mine svigere med billeder af alle de steder de har boet. Der er ikke andre af dem der har vaeret tilbage til dette hus siden i 60erne.
Alle de mange acres of land var en stor og produktiv farm for 50 aar siden, men nu staar det meste vildt hen. Eva ville saa gerne goere noget med det igen, men det er et stort projekt for en enkelt lille person og saa skal der start kapital til. Vi snakkede lidt om at hun evt kunne saelge nogle af de ydre acres, for at lidt penge samlet til at faa rigtig gang i projektet. Jeg tror ikke det er noget der kommer til at starte hverken i aar eller til naeste aar og det er faktisk en skam, naar der staar saa mange gode traeer og frugten raadner i skoven. Det er umuligt at gaa sulten ret laenge af gangen paa Jamaica!
Planer blev diskuteret og der blev faegtet med baade arme og ben i den tid vi brugte oppe paa bjerget. Der blev grinet en del, da bondeknolden her begyndte at hunse med gederne, der bare havde faaet sig viklet saa meget ind i deres reb at de var paa nippet til at blive kvalt. Joesses, hvor kan dyr da vaere dumme, men vi fik dem da viklet ud og de slap for at ende i gryden denne gang!
Manden der passer landet (saa godt som ET menneske kan) gik stolt rundt og plukkede frugter til os. Han syntes vi skulle have noget med os tilbage til Brown’s Town, naar nu der var saa meget af det rundt omkring os. Vi protesterede ikke!
Vi gik en kort tur ned i skoven, hvor orkideerne bare dryppede fra traeerne. Taenk sig vi giver omkring 100 dkr for en lille snottet orkidee, som man ingen garanti har for vil gro og saa gror de bare vildt paa Jamaica, hvor der garanteret gror en af hver slags der eksisterer!
Da vi naaede op til huset igen laa der saa meget groent og saa mange frugter at vi naesten ikke kunne baere det hele ned til bilen. Chauffoeren var lige ved at faa et tilfaelde, da han saa alt det vi kom slaebende med. Hans bil lignede mest af alt en jungle!
Inden vi tog op paa bjerget havde jeg vaeret et smut i koekkenet, da jeg kunne lugte noget braende, men ikke kunne genkende lugten. Jeg saa nok lidt underlig ud i hovedet, da jeg kom ud og saa en frugt der var blevet sat direkte paa ilden, uden nogen gryde eller en pande! Det var en “bread fruit”, som skulle serveres til maden. jeg havde tit hoert om dem foer og havde efterhaanden laert at genkende dem paa traeerne, men havde ikke spist den foer. Vi var skrupsultne da vi kom ned fra bjerget, men jeg kunne stadig ikke helt lade vaere med at haabe at det da forhaabentlig smagte godt, for som en af gaesterne kunne jeg jo godt regne ud det var af egen avl og noget man bare skulle smage!
Der skulle ike siges vaersgo mere end en gang inden jeg satte mig paa min nye yndlingsplads og satte taenderne i min bread fruit. Med det samme frugten blev skraellet for den svedne skrael var det helt klart hvorfor den bliver kaldt “bread fruit”, for den ligner simpelthen Jamaicansk “hard dough bread” til forveksling. The Bread fruit smagte ikke af alverden, men jeg klagede ikke, for den fylder godt i maven og jeg var bare sulten! Al den friske luft og ture op i bjergjunglen giver sgi da overdosis i appetitafdelingen!
Mens vi spiste fik vi talt i telefon med ca den halve verden, blandt andet en af Evas utallige broedre, som bor paa Antigua. “Jeg kommer den fjerde”, sagde han og et par dage senere kommer nogle andre familiemedlemmer fra USA, saa mon ikke vi skal have en lille familiekomsammen, saa snart de alle er kommet til (og foer vi rejser igen!)? Det er bare saa fedt endelig at kunne faa et stoerre overblik over familien.
Inden laenge var det tid at sige farvel, men vi skyndte os at tilfoeje “paa gensyn”, for vi er alle enige om at der ikke skal gaa 45 aar iden vi skal til Jamaica igen!
Sikken en dag. Vi sov godt nok godt igen i nat – godt nok til jeg slet ikke maerkede da jeg blev voldaedt af en myg. Lille skiderik! Heldigvis er jeg ikke allergisk overfor dem, men det vidste den vel ikke, da den udsaa sig sit offer?
Fra haand til mund
I fredags blev vi hentet paa hotellet og begav os et lille stykke vej langs kysten inden vi drejede ind i landet, for at finde vejen til Brown’s Town – familiens hjemby. Jeg tog, som altid en million billeder af saadan ca samtlige traeer vi kom forbi undervejs – og det var mange! Jamaica er simpelthen saa groen man skulle tro man var landet paa den lysegroenne!
Ok, vejret er noget anderledes – isaer naar man kommer lidt ind i landet. Ved kysten er det saa lummert det er ufatteligt, men inde i landet er der godt nok varmt!
Vi koerte igennem et par smaabyer under vejs og alle steder kan jeg finde butiksfacader og skilte at grine ad. Jeg er saa vild med at Jamaicanerne bruger deres helt eget og temmelig unikke sprog paa skrift saa vel som i tale.
Her er rigtig mange paene forretninger, men ogsaa rigtig mange maerkvaerdige smaa skure, som virker som en helt fin lille forretninger. Denne her havde ikke lige aabent, da vi koerte forbi, men det kan det godt vaere den er naeste gang vi koerer forbi. Det er der ingen der tager saa hoejtideligt. :) Her er rigtig mange mennesker der lever “haand til mund” (siger man overhovedet saadan paa dansk?) og det ses paa deres aabningstider, som er temmelig fleksible!
Da vi ankom til vejen hvor min svigerinde bor blev vi advaeret om hvor skraekkelig vejen er, men ehmmm… den er saamaend ikke vaerre end den jeg plejede at bruge ca halvdelen af vejen til skole! Jamaicanerne tror resten af verden er belagt med asfalt og at hvide mennesker aldrig har vaeret paa landet foer! WRONG!
Vi var snart fremme ved svigersoes’ hus, som vi var blevet advaret paa forhaand var et lille skur… Ehmmm huset er et stort hus med to stuer, fire sovevaerelser, to koekkener, to badevaerelser og en carport, saa jeg ved ikke liiige hvad de havde forestillet sig vi forventede – et slot?
Vi var knap inde ad doeren foer min svigersoes kiggede paa mig og bedyrede at hun ville laere mig at lave “fish fritters” og forhoerte sig til om jeg var klar til det NU! Selvfoelgelig var jeg da det. Jeg har faaet fish fritters foer, men ikke hendes og desuden havde jeg aldrig set dem lavet foer – det har jeg nu. Vi startede med at skille et stykke saltet torsk ad i smaastykker og tage alle benene ud af det.
Saa blandede vi lidt mel med sort peber og bagepulver…
Roerte et par aaeg i…
Og blandede fisken i sammen med lidt chilipeber (country peppers – ogsaa kendt som Scotch and Bonnet peppers mener jeg). Olien stod og varmede paa panden og saa var vi parate til at stege.
Smaa plamager med blandingen blev lagt i panden og stegt paa begge sider. Det duftede saa det var en fryd og vi begyndte at slikke os om munden!
Snart stod der en ordentlig tallerkenfuld klar. Alle var laekre og luftige og en smuk gylden brun.
Der var ingen behov for at svine tallerkener til, for vi knaldede gebisset lige i fritterne og guffede i os med stor velbehag. “Welcome to my home” grinede svigersoes og saa var vi arriverede!
24 juli 2009
Drame paa ferieoeen!
Da vi gik hjem fra stranden i dag udpegede min elskede en lille groen oegle, der sad ved vinduet paa et af vaerelserne i nederste etage. Jeg kan forestille mig at nogle mennesker ville gaa helt i spagat hvis den kom ind, for jeg har selv et lille problem med visse kryb, men ikke de her. :) Oeglen ventede paent paa jeg forevigede den og saa luskede den videre.
“Turn around slowly, there’s another one looking at you” loed der og ganske rigtigt sad der en lille gul oegle og holdt oeje med mig. De er ikke nemme at faa oeje paa og de er bare lynhurtige, men de her sad meget paent og fulgte med i vores kommen og gaaen.
Jeg vendte mig til siden, da jeg var blevet opmaerksom paa en heftig aktivitet ved siden af mig. To oegler var kommet op at slaas og den ene havde den anden haengende ud over kanten paa raekvaerket – ved kaaeben! Uha, som de kunne kaempe og de saa godt nok farlige ud, naar de rigtig pustede nakkekammen op. Jeg var helt opslugt af dem, men saa kom der nogle laermende gaester gaaende og saa forsvandt oeglerne. Oh well, vi skulle ogsaa ind og under bruseren saa vi kunne faa det salte Caribiske havvand vasket af os.
Jamaicansk forretning
I Ocho Rios er der naesten lige saa mange forretninger som der er folk. Alle har en forretning og alle er chefen i den forretning. Selv ved indgangen til vores hotel ligger der en lille forretning som agerer alt fra koebmand til take away og restaurant. Maden er fortraeffelig og saa billig. Vi fik to ordentlige portioner mad til J$660, som er knap 50 dkr. Vi fik saa meget at vi slet ikke kunne spise op! I London giver vi mindst 65-70 dkr pr portion for den samme mad og saa er de Londonske portioner ikke naer saa store!
Det er ikke alle forretningerne der ser specielt moderne ud, men de er rene og vi har slet ingen bekymringer om at spise nogen steder fra eller for den sags skyld at drikke vandhanevandet. Det er altsaa en lettelse ikke at skulle bekymre sig om maveonder og den slags naar man rejser.
Den Jamaicanske dollar er ikke meget vaerd. Vi faar over 140 dollars per pund og priserne i forretningerne her er naesten lige saa hoeje som i London, som ikke just er kendt for at vaere billig! Der er ikke mange ting i forretningerne der koster under J$100. Moentenheden bestaar tilsyneladende udelukkende af dollars, der er ingen behov for cents! En af grundene til den store inflation har meget med den store grimme nabo USA at goere. ALT kan betales i US$. Automatisk faar vi en pris i US$ saa snart vi spoerger til noget som helst og vi protesterer hver gang og forklarer at vi altsaa IKKE er amerikanere!
Vi laerte den anden dag at gennemsnitsloennen ligger paa omkring J$3,500 i ugen. Jeg ved ikke lige hvordan beskatningen foregaar, men jeg haaber da godt nok ikke de ogsaa skal svare skat af saadan et beloeb for saa aner jeg ikke hvordan de overlever! Monstro vedkommende kunne taenke sig at have taget fejl og loennen maaske er pr dag, saa giver det da i det mindste 200 dkr om dagen!
Min elskede har et hjerte saa bloedt som smoer og adskillige folk har faaet lidt ekstra loen i denne uge!
I dag faldt vi i snak med endnu en forretningsmand, denne gang en rastamand. Han var lige saa vind og skaev som et menneske kan vaere, men han havde ogsaa det mest haeslige gigt, som vi laerte var opstaaet efter en alvorlig trafikulykke, hvor han braekkede ca. hver en knogle i sin krop. Ganja (joesses, jeg aner ikke hvad det hedder paa dansk – det er ikke lige noget jeg har gjort mig i!) skulle have en god virkning paa gigt, ikke bare fordi det faar en til at glemme at man har gigt, men det skulle rent faktisk tage smerterne.
Forretningsformen var ikke specielt etisk, men MEGET rasta… Rastamanden kunne lige lynhurtigt lave kopier af alle de cd’er vi kunne taenke os (inden for et meget snaevert repertoire). Det er saa meget imod mine principper, men jeg maa indroemme jeg ikke kunne lade vaere med at traekke paa smilebaandet, da han lynhurtigt fik sig pejlet ind paa alle de cd’er min elskede er helt vild med. Jeg tvivler paa der er ret mange laesere der overhovedet ville kende til kunstnerne, da de er temmelig Jamaicanske. Vi fik en lang snak om musik, rastafarianism, Bob Marley (som rastamanden havde spillet sammen med – vi har set fotografisk bevis!), Haile Selassi (som rastamanden moedte som 11-aarig – vi har set fotografisk bevis) og meget andet og saa gik vi vaek med et par cd’er i lommen. Det var da umuligt for min elskede at lade vaere og for en enkelt gangs skyld fik han ingen skideballe over det. When in Rome – do as the Romans…
23 juli 2009
Jamaicas dyreliv
Jamaica har et fantastisk dyreliv. De har ikke saa mange store pattedyr som vi er vandt til i Europa og deres krokodiller er (HELDIGVIS) naesten uddoede. Ok, jeg kunne godt taenke mig at se krokodiller i naturen, men joesses hvor er de bare klamme!
Deres findes utallige slags smaa oegler (firben?) der vrimler over alt. De er bare saa soede! Jeg kunne sidde og studere dem i timevis uden at kede mig. Jeg synes isaer de er blaerede, naar de puster den lille pose de har under hagen op og blaerer sig med farverne. Jeg ville oenske de ikke var saa sky, saa jeg kunne tage nogle ordentlige billeder af dem. Denne her sad i et kaempe gummitrae, som agerede butik for en rastamand. He he – de har nogle alternative forretninger til tider!
Her er saa mange forskellige fugle og endnu har jeg ikke set en eneste som jeg ved hvad hedder! Jeg har set en due af en art, men ikke magen til nogen vi har i UK eller DK. Mange er flotte og fortjener at blive billedferet, men det kommer nok over de naeste par uger. :) Vi har jo masser af tid… :)
Vi gik en tur langs stranden i aftes og pludselig opdagede jeg at stranden vrimlede med strandkrabber. De er nogle sjove smaabaester, der bare loeber lynhurtigt! Jeg synes de ser saa soede ud, med den lille stramme mund og de store oejne der staar paa stilke.
Bare ET dyr har jeg set indtil videre, som jeg bestemt ikke oensker at moede igen, nemlig en KAKERLAK! Fy fu fannan, jeg gik lige i komplet hysteri i en halv times tid, hvor blodet bare susede rundt i kroppen af mig. Uaaark! Heldigvis var det ude paa fortovet og ikke inde paa hotellet, for ellers tror jeg simpelthen jeg blev noedt til at flytte! Elendige krapyl!
I morgen gaar turen til Brown’s Town, hvor vi skal besoege min svigerinde. “Welcome home to Jamaica” sagde hun, da vi ringede og saa sad der endnu engang en ordentlig klump i halsen. Ja, jeg kan altsaa blive lige saa roerstroemsk paa min elskedes vegne som egne! Sister glaeder sig saa meget til at se sin lillebror i foedebyen og foelelsen er helt sikkert gengaelt. Vi regner med at overnatte oppe hos hende, saa vi har tid til at besoege alle de steder vi gerne vil se, som f.eks. min elskedes foedehjem. Det bliver en stor oplevelse og sikkert en der bringer et par taarer paa bane. Det er over 50 aar siden han sidst har vaeret i Brown’s Town, da de sidste mindst 6 aar han var paa Jamaica var i Spanish Town, som vi besoeger i naeste uge.
Abonner på:
Opslag (Atom)