Naar man emigrerer opdager man lynhurtigt at man har et behov for en eller anden form for naervaer og sammenhold i det nye land, som ligner det man efterlod derhjemme. Det behoeves ikke vaere magen til, men alle har behov for noget der ligner en familie, saa man har folk man kan regne med, naar det kniber. Jeg har vaeret meget heldig og har to danske veninder, som jeg har kendt stort set siden jeg har boet i London. Den ene emigrerede tilbage til DK sidste aar i Juli efter ca 20 aar i London og det var saft suseme haardt! De to har vaeret min naermeste “familie” i naesten alle de aar jeg har boet her.
Nu var jeg heldigvis smart nok til at gifte mig ind i en god familie, som har gjort alt hvad de kunne for at faa mig til at foele mig hjemme. De er ogsaa selv immigranter, saa de har de samme behov som mig og det har selvfoelgelig gjort at vores “familiebaand” er ekstra staerke. Isaer min mands svigerinde og jeg har knyttet staerke baand, for lige som mig har hun heller ingen “blood family” (ehmmm… familie som man deler blodbaand med) i landet.
I gaar var vi inviteret til garden party i Bedfordshire. Nej, det var ikke dronningen der pludselig havde faaet den fantastiske ide at invitere til garden party (det plejer vidst ogsaa at foregaa paa Buckingham Palace), men min resterende danske veninde. Hun og familien havde inviteret alt hvad der kunne krybe og gaa til et “goodbye party”. Immigranten emigrerer – hjem til Aarhus, inden den 1. August.
Vi havde det sjovt, moedte en masse mennesker vi ikke har set i meget lang tid, hyggede, snakkede og grinede, mens vi stoppede en masse godt i munden og snakkede om det nye eventyr det lille firkloever nu begiver sig ud paa.
Vi var mange forskellige nationaliteter og allesammen sammenlignede vi udvandringshistorier og diskuterede hvad vi skulle igennem for at faa lov at bo her i UK. En kom fra Langtbortistan og havde vaeret igennem det helt store visacirkus, en anden var nyligt ankommet europaeer og anede ikke hvad vi snakkede om!
Da jeg kom her oprindeligt i 1985, fik man et “immigrationskort” i lufthavnen, som skulle fornyes hver sjette maaned. Den nemmeste maade at goere det paa var at rejse ud af landet og faa et nyt paa indrejsen igen. Kunne man ikke komme afsted med (eller faa raad! For hulen, hvor var det dyrt, meget dyrere end nu) at rejse, saa maatte man en tur paa den naermeste politistation, for at oplyse at man var her og skulle blive et stykke tid endnu. De gav saa en et stempel og saa var det ikke noget at bekymre sig om foer de naeste seks maaneder var gaaet. Nu om stunder skal man ikke foretage sig andet end at soege om et “National Insurance number” (sygekassenummer?), saa man kan faa loen og betale skat. NI kortet kommer med posten og saa kan man ellers bare gaa igang med sit nye liv.
I naeste uge skal min venindes mand rejse til Danmark for at hente sit CPRnummerbevis og saa faar vi se om han kan lade vaere med at vaere en “byrde for samfundet” (ja, det staar der gud hjaelpe mig i de officielle papirer!) i fem aar, for ellers bliver han smidt ud af landet! Manden har en god uddannelse, fra et godt universitet, har et fantastisk CV og har faaet et rigtig spaendende job i DK. Nu haaber jeg sandelig han faar lov at beholde det, for jeg har stadig Caroline Arends Fuks historie i tankerne.
Jeg er saa spaendt paa min danske venindes vegne og er glad for det hele har klappet indtil videre. Det er et meget stort valg at emigrere og det er ikke et mindre valg at blive immigrant i ens eget land. WOW – jeg synes det er spaendende og jeg glaeder mig saa meget til at have endnu en undskyldning for en sviptur til Danmark!
Hmmm… det blev vidst lidt rodet, men det er altsaa ikke saa lige til pludselig at se ens “aeldste” venner emigrere!
