En dag ved maskinen

Jeg har syet lige saa laenge som jeg kan huske. Den maskine jeg laerte at sy paa var en gammeldags model med saadan en stor vippende fodpedal, som drev maskineriet rundt. Det var dengang man fik tonede ben af at sy! Da jeg blev lidt aeldre fik jeg lov til at sy paa moars Elna. Den var smadder smart og ny og kunne bare det hele. Jeg havde gang i den den anden dag paa Fur og jeg maa indroemme den ikke ser helt saa ny ud laengere, men den naermer sig vel ogsaa de 40 aar!

For omkring 15 aar siden fik jeg penge til en symaskine fra mine foraeldre. Jeg havde tre smaa boern og de vidste nok at jeg snart kunne faa knaldet noget toej sammen, saa de tre ikke skulle gaa rundt i laser og pjalter. Jeg syede alt fra bukser til toppe, kjoler, frakker og gardiner med matchende puder. I dag havde jeg min egen maskine fremme, da der skulle produceres nogle gardiner. Jeg kunne godt maerke det var nogen tid siden jeg for alvor har syet. Jeg havde ikke glemt hvordan, men det sad ligesom ikke helt i fingrene, som det gjorde engang.

Syaesken er ikke kun slidt fra min haand, men maa naerme sig noget der ligner antik! Jeg arvede den fra min bedstemor i 1984 og da var den da langt fra ny, men jeg elsker den i al sin orangehed og har ingen planer om at skifte den ud. Jeg kan se min bedstefar har repareret paa den og den er godt nok lidt leddesloes, men den kan stadig rumme alt det skrammel den kan, saa jeg klager ikke.

Min maskine kunne godt traenge til en kaerlig haand, men det blev ikke lige i dag, for naar jeg olierer den saa ender jeg altid med at give den alt for meget og olie ville jeg altsaa ikke have paa stoffet i dag.

Nu er gardinerne haengt op og knappenaalene lagt i kassen til naeste gang. Det bliver i loebet af de naeste par dage, for jeg skal lige have lavet et par pudebetraek og et sengetaeppe, nu jeg er saa godt i gang. Min elskede er saa imponeret over at jeg "bare lige" syr dette og hint, men helt aerligt, naar man kan, saa er det jo snydelet - uanset om rutinen ikke er i top!

De kalder det en "baby grow"...

Vores smukke datter og svigersoen kom forbi i dag med den soede lille Erykah, som efterhaanden er blevet fem uger gammel. Det er utroligt hvad der sker paa fem uger!

Paa engelsk kaldes en sparkedragt en "baby grow" og da den lille familie ankom fik jeg lige syv styks af slagsen stukket i haanden med et "kan du goere noget ved dem, de er blevet for korte" haeftet paa - og et stort smil og et kys paa kinden, naturligvis.

Jeg gik til vaerks med det samme og snart havde jeg syv smaa par fusser liggende seperat fra sparkedragtene. Da boernene var smaa syede jeg helt vildt meget, men det er efterhaanden mange aar siden symaskinen for alvor er blevet roert.

Jeg gravede ned i gemmerne og fandt noget hvidt rib, men der var kun nok til seks styks smaa ben. Jeg fandt et stykke mere, som var raahvidt og snart havde jeg udtaenkt en plan, for heldigvis var der en enkelt dragt, som godt kunne bruge den farve.

Naar man laver om paa toej finder man snart ud af hvad der er bedst designet. Nogle sparkedragter er mere ligetil end andre, skulle jeg hilse at sige. Man kunne undres over om designerne nogensinde har haft smaa boern!

Mens jeg sad og dimsede med en gammel og traet symaskine, som foer har set bedre dage sad yngste datter ved siden af og surfede lidt paa en computer. Jeg elsker de stille oejeblikke hvor man lige kan faa verden vendt uden der skal en stor og organiseret samtale til. Vi snakkede og hyggede, mens de nybagte foraeldre og bebsen snuppede en lur i stuen.

Snart laa der syv smaa sparkedragte parat, med lidt mere plads til at "grow". "De ser jo helt nye ud" udbroed den unge fader; "det vidste jeg da godt de ville komme til" svarede den unge moder og kiggede stolt mens hun solede sig i at det var hendes moar, der lige kunne trylle toejet stoerre. Uanset hvor store ens boern bliver, saa bliver de nu ved med at vaere ens boern!

Bebsen var garanteret bedoevende ligeglad med hvad vi havde gang i, saa laenge hun kunne faa lov at sove og sparke! Hun okser bare rundt i sin soevn, som om hun droemmer at hun er ude og loebe. Jeg kan maerke hun bliver staerkere hver gang jeg ser hende, men det tror da pokker, saadan som hun bevaeger sig! Hun proever ihaerdigt at holde hovedet oppe og saa vil hun meget gerne staa op. Jeg tror dog det varer lidt inden det lykkes, til trods for at barnets mor selv gik da hun var bare syv maaneder gammel.

Jeg kan ikke lade vaere med at kigge paa de store nysgerrige oejne (og den nuttede lille knapnaese!) og undre mig over hvad hun taenker paa. Hun bekymrer sig nok ikke om hvor vidt hendes sparkedragter har foedder eller rib forneden, for det har hun jo folk til og vi goer det saa gerne. :)