Dagens lunch time vandring

Hvor heldig har man lov at vaere? Lige praecis i dag havde jeg chancen for at tage en ordentlig middagspause og min salighed om ikke vejret var helt sommerligt - med 25 grader og en lun vind.

Kontoret summede af aktivitet og jeg havde en fornemmelse af at jeg godt kunne risikere at blive kaldt tilbage, til trods for jeg havde leveret alt det jeg var blevet bedt om foer middag. Ergo gik jeg ikke laengere end jeg kunne vaere tilbage igen paa 10 minutter.

Pladsen foran St Paul's Cathedral summede af glade turister, som havde ramt den helt rigtige dag at inspicere de mange flotte hvide Portland Stone bygninger i the City of London. 

Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv om hvor jeg ville sidde og spise, men kunne ikke lige overkomme at sidde paa trappen ved St Paul's, da der var for mange mennesker og jeg havde en bog jeg ville have et par kapitler i, saa jeg drog ned i gaderne mellem St Paul's og floden, hvor jeg mente der var en lille have med baenke. Jeg skulle bare lige komme i tanker om hvor den var!

Det tog ikke saa laenge at finde den lille passage, hvor der ganske rigtigt var en lille have med baenke i. Jeg havde husket helt rigtigt - eller i hvert fald naesten rigtigt...

Den soede lille have, som jeg saa begejstret havde husket er en gammel kirkegaard! Oh well, jeg har ingen problemer med kirkegaarde, tvaert imod, saa synes jeg de er smukke og interessante, maaske det var derfor jeg havde gemt denne her paa nethinden. 

Jeg var en af de eneste der havde faaet den samme gode ide og kunne saette mig i fred og ro under et stort platantrae og indtage min lunch og snuppe en god halv times laesetid.

Saadan en varm solskinsdag i September kan altsaa naesten faa mig til at glemme alt om den sommer vi aldrig fik og glaede mig over det smukke efteraar vi nu gar i moede. Oh, og for det ikke skal vaere loegn, saa kom jeg hjem i rimelig tid!

London paa cykel

Det bliver nemmere og nemmere at cykle i London, men der er stadig lang vej tilbage foer vi naar op paa danske forhold for cyklisterne. Det er ikke hver dag jeg har chancen for at finde cyklen frem, men saa snart forholdene er der, saa kaster jeg mig paa jernhesten og ud i det pulserende liv.

I morges havde jeg en aftale hos min damefrisoer, som havde love at saette lidt styr paa lokkerne for mig.
Damefrisoeren plejede at have salon fem minutters gang herhjemme fra, men flyttede for nogle aar siden sin salon, saa nu ligger der en 6-7 km imellem os. Den tur tager jeg med den stoerste glaede paa cyklen - isaer paa en dag som i dag, hvor temperaturen laa paa 12 grader.
Jeg elsker at cykle hjemmefra i god tid, saa jeg kan finde veje der gaar gennem omraader som dette. Foer jeg havde en cykel anede jeg slet ikke dette omraade eksisterede, men det goer jeg nu!

Der er mange maader at finde cykelvenlige steder i London. Man kan bruge Googles nye vaerktoej, der giver en ruten til fods, men jeg holder mere af at bruge Walkit, som er en webside der specialiserer i lige praecis det Google nu er ved at rode sig ud i, nemlig at finde vej til fods. Mange steder i London er der hvad vi kalder "service roads", hvor folk f.eks. har adgang til bagenden af deres have via en lille sti, som skraldemanden traditionelt har brugt til skraldindsamlingen. Andre steder har man, som her, en vej mellem garagerne, som ligger bagerst i haven. Saadanne ruter kan man vaere heldig at finde paa Walkit. Jeg finder dem hovedsageligt ved at proeve mig frem, for det synes jeg er sjovest.

Mange af mine billeder tager jeg fra cyklen, saa de bliver ikke altid helt lige, men efterhaanden kender jeg mit fotografiapparat saa godt, at jeg sagtens kan haandtere det med en haand. Vi har vaeret igennem en del billeder sammen, vi to!

Omraadet hvor min damefrisoer har salon er altid meget stille. Man kommer af og til om ved en der staar ude og vasker bil eller maaske skal der fejes en forhave, men for det meste er det helt stille - naesten uden trafik. Det er spoejst at det kan lade sig goere, naar der generelt er en hulens trafik alle steder.

Platantraeerne staar saa flot paa denne tid af aaret, saa jeg snuppede en tur ned gennem "Dogshit Alley" (ja, det hedder den altsaa ikke, men det kalder jeg den!) paa hjemvejen, for der har vi saa flotte nogle gamle platantraeer, der faar lov at vokse sig kaempe helt uden beskaerelse. 

De platantraeer vi har i London er af arten "London Plane" og det er bare saadan et flot trae. De er alt for store til en Londonsk have, men bruges rigtig meget i parker og som vejtraeer og er for mig et af de mange ting der faar London til at ligne London.

Traeerne staar langs hele den nordlige side af stien og haenger og giver skygge og lae paa dem der gaar under. Stammen og grenene er saa flotte i camouflagefarverne, som skifter hele aaret rundt. Der kommer ingen og fejer paa denne sti, saa bladene faar lov at ligge og raadne, som blade skal. De dufter himmelsk og daekker over hundelortene, der desvaerre udgoer en del cm2 paa den sti!

Naar jeg kigger op ad stammen paa de flotte farver paa baade stamme og blade faar jeg lyst til at eje saadan en billedvaeg, som var populaer i 70'erne. De var sgi da fede, monstro ikke der er et marked for saadan nogen igen. Det kan vaere jeg skal tage patent! - WOT!!! der er vidst nogen, der er kommet mig i forkoebet; se lige her!

Jeg gad vide om jeg kan faa saadan en fidus lavet med mit eget motiv, for saa kunne ovenstaaende da godt bruges. :)

Jeg har altid holdt meget af traeer og har klaret i naesten samtlige fyrbuske og fyrtraeer paa hele NordFur for mange aar siden og er derfor meget glad for naaletraeer, men London Plane er nu ogsaa gaaet hen og er blevet en yndling sammen med egen. Naar jeg ser et egetrae taenker jeg nemlig paa min soede soester, som har en hel skov af slagsen lige uden for sit vindue og det er bare ALT for lang tid siden jeg har set den!