Jeg vil ha' en blaa ballon...

Da jeg var barn var en af mine yndlingssange den om den blaa ballon, en af dem med sjov facon. Af en eller anden grund, er teksten blevet haengende i mit hovede og af og til kommer jeg til at gaa og synge den for migselv. 

Jeg ved ikke om Charles Petillon ogsaa har hoert den sang, men i hvert fald er han MEGET glad for balloner. Naesten hele den ene hal i Covent Garden er fuld af balloner - 100,000 styks, for at vaere helt praecis!

Ballonerne haenger som en stor, fed sommersky gennem hele hallen og 'duften' af latex er en anelse dunstende, men i guuuuuder, hvor er det flot og bare saa fedt fundet paa. Kig paa kunstnerens webside, han er genial!

Min lunchtime var lige ved at blive liiidt lang, med alle de billeder jeg skulle have taget, men det var altsaa naesten umuligt at lade vaere. Jeg satte min elskede staevne efter arbejde, saa han ogsaa fik chancen for at se dem - eller rettere, saa jeg fik chancen for at se dem igen - og denne gang oplyst. :)

Ej for hulen, jeg kunne blive ved! Er du tilfaeldigvis i London inden for de naeste fire uger, saa laeg turen omkring Covent Garden; du fortryder det kun hvis du lader vaere!

En god hoest

Vores have er ikke verdens stoerste, der gaar ogsaa nogle aar inden vi kan kalde den smuk, men efterhaanden begynder den at vaere produktiv og det taeller ogsaa, faktisk staar haveproduktivitet i hoej kurs her paa matriklen.

Min elskede har aldrig forstaaet hvorfor i alverden man ville plante traeer bare til pynt, altsaa traeer, der slet ingen brugbar frugt baerer. Enhver der har vaeret paa Jamaica, forstaar det er kulturelt betinget. :) Victoriablommen, som vi plantede forrige aar har vist sig at vaere en god investering. Jeg venter 'taalmodigt' paa blommerne er helt spiseklare.

Blaabaerrene tager en evighed om at blive modne, men de arbejder paa sagen og jeg synes de mikroskopiske buske giver et rimeligt udbytte. En af mine smaa solbaerbuske, som jeg satte sidste aar, resulterede i 650 g baer paa sin foerste saeson.

Aebletraeet er et af bare to planter, der var i haven, da vi koebte huset. Aebletraeet bar en 2-3 aebler sidste aar, men i aar skal jeg ikke sige andet end den har taget revanche.  Jeg skal vidst liiige have min kaere fader til at 'kigge' lidt paa traeet, med en saks - naar han snart kommer paa visit, for jeg tror den traenger til en lille studsning.

Naboens paeretrae kan sagtens naas fra vores matrikel og jeg her faaet lov til at tage alle de paerer vi kan spise. De er langt fra modne endnu, men for hulen der er mange paerer paa den - og jeg glaeder mig. :)

Jeg gaar ud fra det er det maerkvaerdige vejr vi har haft i aar, der har givet saadan en hoest - naa ja, lige undtagen paa ribsene - her ses hoesten fra en enkelt busk. Maaske jeg skulle holde mig til solbaer!

Turen gik til Brighton

I sidste uge havde vi besoeg fra det store udland, det helt store udland - nemlig Canada. Vejret viste sig fra sin paeneste side, saa vi blev enige om at vise vores feriebarn hvordan 'London by the sea' ser ud og vendte derfor kareten mod Brighton.

Der skal ikke mange varmegrader til, foer stranden ved Brighton, ja, og alle de andre strande landet rundt, er som fluepapir. Solen skinnede, men der var nu ikke synderligt varmt ved stranden, men det stoppede nu ikke folk fra at ligge i det bare ingenting og saagar bade i havet. Jeg faar kuldegysninger bare ved tanken!

Der er en dejlig, lang strandpromenade i Brighton, saa vi gik en tur langs stranden, inden vi begav os op til 'the Lanes', for at faa den helt autentiske fornemmelse. Paa stranden er de ved at lave et observationstaarn, som selvfoelgelig bliver landets hoejeste, for ellers var det ikke vaerd at bygge... :) Jeg er spaendt paa at se det, naar det bliver faerdig.

The Lanes er en hyggelig lille del af byen, fuld af smaastraeder og gader, med hyggelige smaa butikker. Mange af butikkerne bliver efterhaanden overtaget af store, dyre maerkevarer, men det er stadig et besoeg vaerd.

Da jeg var barn, koerte der en kampagne paa OBS! paa fjernsynet. 'Kun en taabe frygter ikke havet', hed den. RNLI, som er den organisation der staar for livredning til soes, koerer for tiden en kampagne, der hedder 'Respect the Water'. Den gaar ud paa praecis det samme som den gamle OBS! film. Kassen her indeholder et ton vand og minder forbipasserende om hvor tung saa lille en smule vand er. Pas paa derude!

Ingen tur til Brighton er komplet uden Fish and Chips - helst indtaget i Palm Court, ude paa broen. Den oplevelse fik vi ogsaa med denne gange.

'Seaside celebration' hedder menuen, som bestaar af naesten et halvt kg. torsk med chips, salat, mushy peas, tartar sauce og et glas prosecco. Det kan anbefales paa det varmeste. :)

Restauranten tilbyder ogsaa mad ud af huset, som nogen af gaesterne havde benyttet sig af. Pludselig blev der et lebend og folkene sad som var de statister i Hitchcocks Fuglene! Maager kan tilsyneladende godt lide chips. :)

Jeg maa indroemme vi tillod os at doe af grin! Det kunne vi naturligvis ogsaa sagtens, efter som vi havde maven fuld - uden fugle!

Saa vidt jeg lige kunne bedoemme, var dagen en succes hos feriebarnet, saa vel som hos os. 

Minder...

Billedet af solopgangen over Sandymount i Dublin tog jeg den 13. August sidste aar. Det var den dag vi tog afsked med vores elskede Irene, for sidste gang. Heldigvis efterlod hun et hav af gode minder, det smukke, lille menneske. Oev, hvor jeg savner hende. 

Aftenens godnatbillede(r)

Det er rigtig, rigtig laenge siden jeg har postet et godnatbillede, men efter aftenens solnedgang oppe ved udsigtspunktet, ville det naesten vaere kriminelt at lade vaere. 

Min elskede have makket lidt i cykler, saa cyklerne skulle lige tjekkes. Vi koerte en lille tur i lokalomraadet og naaede, som altid, op til Blackheath. Det var lige tilfaeldigvis som solen var ved at gaa ned, saa vi kunne ikke dy os for et hurtigt besoeg ved udsigtspunktet - vi blev ikke skuffede!

Som den vaagne laeser maaske har lagt maerke til, saa var himlen temmelig dramatisk og der gik heller ikke laenge inden der loed torden og vi saa et par lyn.

- Og saa kom regnen! Det stod bare ned i stive staenger og vi gjorde naturligvis som alle de andre turister - og stillede os paa omraadets hoejeste punkt, under et kaempe trae... Jeg kunne ikke lade vaere med at kommentere det, for det er altsaa det meste logiske sted at soege lae, altsaa under det stoerste trae, og heldigvis slog lynet ikke ned.

Det holdt ogsaa op med at regne, saa vi smuttede hjem igen, med dejlige farver paa nethinden.