Paa eventyr i Montepulciano

Montepulciano er endnu en af de smukke smaa bjergbyer i Toskana, som byder paa spaendende oplevelser, uanset hvilken retning man vender snuden i.

At parkere i de smaa bjergbyer, eller for den sags skyld i de stoerre byer, er lidt af en proevelse, isaer naar man koerer i to biler og gerne vil parkere rimelig taet paa hinanden. Inden laenge havde vi dog faaet parkeret og snart kunne vi spadsere op ad de smalle gader.

Resten af forsamlingen er ikke helt lige saa glad for at gaa som jeg er, men det lykkedes mig dog at faa dem lusket med rundt i et par gader, foer de fandt en baenk at sidde paa, mens jeg fraesede rundt og tog billeder. Den lille roede Fiat kunne jeg da slet ikke staa for; isaer den maade den er parkeret paa synes jeg var charmerende.

Vi havde en lille parkeringsboede vi skulle have betalt, efter en tur til San Gimignano, hvor ingen ville tro paa mig, da jeg forklarede parkeringsskiltet. Systemet virkede som i DK, hvor man har den dersens parkeringsskive (?) hvor man viser tiden man ankom og saa ellers kan parkere gratis i lige saa lang tid som anvist paa skiltene. I dette tilfaelde var det saa kun en times gratis parkering - resten fik de andre lov at betale for, da vi fik tydet skiltene og fandt posthuset. :)

Uanset hvilken lille gyde man kigger op/ned igennem, saa er der noget at se og tit er det en smuk udsigt, som man meget nemt kunne gaa forbi uden at laegge maerke til den. Et enkelt sted var der stillet en stol midt i gyden, med et skilt hvor er stod "privat". :) De havde nok haft ubudne gaester lidt for tit.

Det ser vildt romantisk ud at bo i en by som Montepulciano, men det maa saft suseme ogsaa vaere besvaerligt. Vi saa en kone blive hentet i en ambulance, fra huset til venstre. Ambulancen parkerede paa den stoerste gade og ambulancefolkene gik saa saa langt op ad den meget stejle gade som muligt med en baare og videre til fods med en baarestol, som den gamle kone blev arrangeret i, saa hun kunne blive baaret ned ad alle de lange trappetrin til baaren og forsigtigt blive koert videre ned til ambulancen. Oh, og mens alt det stod paa stod trafikken i gaden stille.

En af mine svigerbroedre var meget opsat paa at koebe noget vin med hjem og ved et tilfaelde endte vi det helt rigtige sted, da vi ledte efter et sted at spise lunch. Vi havde siddet ude paa terrassen og nydt udsigten, mens vi indtog vores lunch og da jeg gik ind for at betale regningen spurgte ejeren om ikke jeg kunne taenke mig at se hans vinsamling (nej, det var ikke nogen frimaerkesamling!). Vi blev enige om at de andre nok ogsaa gerne ville med, saa jeg hentede hele forsamligen og saa gik vi i vinkaelderen, som viste sig at vaere en naturlig hule bagerst i restauranten. Hulen havde millioner af aar gamle fossiler i vaeggene og vi fik geologiske historier (paa italiensk!) som ikke var til at slaa.

Restauratoeren forklarede hvor vi skulle gaa hen og koebe vin, saa vi forsvandt ned mellem de mange irregulaere hustage igen og fandt hurtigt den omtalte vinbutik, som snart fik en del euroer i kassen!

Mens de andre holdt en hurtig lille vinsmagning gik jeg ud og kiggede paa vasketoej. Paa en eller anden maade ser det altsaa lidt mindre skraekkeligt ud at have vasketoejet til at haenge til pynt uden paa bygningerne i saa smuk en ramme.

Jeg skulle op ad en hel del trapper og stejle gader foer jeg fandt frem til Piazza Grande, hvor borgmesterkontoret har hjemme. Bygningerne paa pladsen stammer tilbage til 1410 og op efter og jeg tror saamaend ikke man specielt kan se forskel paa hvordan byen saa ud for 500+ aar siden. Ret fantastisk at saa mange meget gamle bygninger er blevet bevaret. Jeg tror jeg skal til at studere Italiens politik lidt naermere!

Fra "toppen" af byen har man udsigt over den velplejede og smukt planlagte dal Val d'Orcia. Den udsigt kunne jeg ikke holde for mig selv, saa jeg gik prompte ned og fandt min elskede og slaebte ham op ad de mange stejle trapper og gader, saa han kunne se hvad jeg snakkede om. Han blev ikke skuffet!

Vi blev staaende laenge og kiggede paa solen gik ned over de rodede hustage under os. Hold fast hvor jeg haaber de faar meget lidt regn paa de kanter, for de tage kan da umuligt vaere taette!