I morgen er det “Remembrance day” her i UK. Den 11. time paa den 11. dag af den 11. maaned staar vi stille i 2 minutter og husker alle de der er doede i alle de meningsloese krige verden over. Jeg har stor sympati for de stakkels foraeldre der har mistet en soen, de der har mistet en bror, en mand, en onkel eller en kammerat, men jeg kan altsaa ikke doeje krig. Som allerede tidligere naevnt holder jeg altid to minutters stilhed, naar chancen sig byder, for jeg synes det er en paen og en ordentlig tradition. Man kan naa at taenke meget paa to minutter.
Alle steder staar der folk og saelger roede papir valmuer for the Poppy Appeal, som er en velgoerende organisation, der hjaelper tilskadekomne og efterladte af krigsdoede soldater. De roede valmuer sidder paa mange jakker rundt omkring i landet og i de sidste aar er der pludselig begyndt der at sprede sig en kedelig tendens, som jeg synes naermer sig tvang til at gaa med den skide blomst. Hvis en politiker eller nyhedsoplaeser viser sig uden blomsten er der straks en mediastorm uden lige. Det synes jeg er noget pjat og det goer mig bare saa gal!
Gaar man ikke med en poppy, saa ligger der en underfornemmelse af at man er en landsforraedder! Jeg har virkelig taenkt meget over det og jeg har sgutte sendt nogen i krig og derfor bestemmer jeg helt og aldeles selv hvilke blomster der skal sidde paa min jakke - hvis nogen! I aar laerte jeg om den hvide valmue, som har et lignende, men alligevel ret anderledes budskab - nemlig FRED frem for krig!
Housmans boghandel ligger i Caledonian Road i Kings Cross. Boghandelen saelger al mulig form for propaganda udgivet over aarene og har en skoen samling af boeger fra og om London - og saa saelger de, som en af bare to forretninger i London, den hvide valmue. I gaar var jeg deroppe i min middagspause og nu sidder der en lille hvid valmue paa min jakke.
Jeg er simpelthen saa glad for min lille hvide blomst - FRED staar der paa den og saa gider jeg ikke slaas mere om den sag!
