Fest i gaden

For enden af vores vej ligger der et lille hindu tempel, bygget af en gruppe Sri Lankanske tamilere. Naar jeg gaar forbi morgen og aften kan jeg som regel hoere en lille klokke ringe bag den store traedoer i oestenenden af bygningen. Paa visse dage af aaret staar doeren aaben og jeg kigger nysgerrigt ind paa min vej.

I dag var der fest i templet og vi var saa heldige at vi lige praecis kom forbi da der virkelig blev pisket en stemning op.

Jeg er ikke helt sikker paa hvad festivasen gik ud paa, men de groenklaedte maend vuggede afsted med en stor guldfidus mens blomsterbladene vaeltede ned over dem.

Jeg haaber det lille stykke video, jeg fik taget ved et tilfaelde, kan ses. Ellers maa vi 'noejes' med de yderst farvestraalende billeder i stedet. 

Der var ikke bare blomsterblade i luften - der var ogsaa vand. Jeg kunne ikke se hvor det kom fra, men jeg har en fornemmelse om at en af 'praesterne' (eller hvad hulen man kalder dem i templet) stod med en kaempe balje vand og dyngede de groenklaedte maend til, med stor iver. Alle pigerne i deres fine skrud hoppede og hvinede for at undgaa at blive ramt. 

Jeg haaber ikke det regner i nat, for det ville da vaere hyggeligt at gaa paa arbejde gennem blomsterhavet i morgen tidlig. :)

En oplevelse for livet

For halvandet aar siden fandt vi en rigtig god yogaklasse faa minutters gang hjemme fra. Vores laererinde, Priscila, er helt og aldeles fantastisk; hun har en engels taalmodighed og er utroligt generoes med sin tid og viden.

Efter min operation i juli snakkede jeg med Priscila, som bad mig bestille en tid hos hendes egen laerer, Glenys, for at faa lidt instruktion om hvilke hensyn man skal tage til halsen efter saadan en omgang.

Dagen for den foerste lektion af fire kom endelig i dag. The Iyengar Institute of South London ligger en lille halvtimes gaatur hjemmefra og da vejret var saa fint, blev jeg enig med mig selv om at gaa derned.

Instituttet ligger i Deptford, som i mange aar har vaeret et meget forsoemt omraade. Som alle de andre forsoemte omraader i det indre London, har Deptford pludselig faaet en renaessance. Blandt alle de gamle og slidte bygninger, dukker nye og moderne bygninger op.

Bydelen er paa et rigtig spaendende stade lige nu. Pludselig begynder alle mulige projekter at dukke op, saa som en lille privat biograf bag denne snuskede facade. Lige pt er der nemlig ingen biograf i denne bydel og det er der nogen der har besluttet sig for at goere noget ved!

Om faa aar tror jeg naeppe vi ha denne slags maerkvaerdige butikker i bybilledet, hvilket er baade godt og ondt, men saadan synes jeg altid det gaar, naar et omraade bliver moderniseret.

Jeg haaber the Deptford Marbles (maleriet paa gavlen) faar lov at overleve moderniseringen, men jeg er ret sikker paa en del af de gamle butiksfacader falder. Nogen af dem traenger ogsaa voldsomt til at blive revet ned, men det goer nu ikke noget om nogle bliver sat i stand ogsaa.

Jeg var naer aldrig naaet frem til Yoga instituttet, da jeg havde alt for travlt med at foelge med i bybilledet og var lige ved at glemme hvor jeg var paa vej hen. Jeg var dog rimelig hurtigt fokuseret saa snart jeg gik ind gennem instituttets laage og var moedt med denne smukke lotusblomst mosaik, som er lagt i havegangen.

Glenys moedte mig i doeren og boed mig indenfor i hendes vidunderlige yogahule. "Du er heldig, for vi har besoeg af Shirly fra Israel", forklarede hun; "og hun er ved at skrive en bog om operationer og yoga" fortsatte hun og saa gik vi igang.

Det var foerste gang jeg var med i Glenys' klasse, men bestemt ikke sidste gang. Jeg forstaar nu bedre hvordan Priscila er blevet saa dygtig en laerer. Shirly viste sig at vaere, om muligt, endnu mere dygtig  og hun brugte lang tid paa at faa min hals til at ligge praecis som hun ville have den.

Efter tre en halv times yoga, vuggede jeg hjem paa en lille lyseblaa sky. Jeg foelte mig saa meget lettere i brystet end jeg har gjort siden Irene blev syg. Det er fantastisk hvor stor en indflydelse det fysiske har paa det mentale og vice versa.

Da jeg kom hjem soegte jeg paa Google, for at laere lidt mere om Shirly og hendes bog. Shirly har adskillige forskellige former for kraeft og har haft det i 25 aar. Hun er et af de mest inspirerende mennesker jeg nogensinde har moedt!

Vi naaede det vi naaede!

I de sidste par uger har vi haft besoeg af den Canadiske del af familien. Det var foerste gang i 15 aar de havde faaet sig forvildet paa denne side af Atlanten, saa vi har holdt det ene gilde efter det andet. 

Det var vores bestilling at proeve paa at faa London vist frem saa godt som muligt, men det var lidt af en proevelse, for der var ALT for meget de gerne ville, til vi kunne naa det hele.

Oeverst paa oenskelisten stod et visit til the Tower, for at se det store blomsterhav i voldgraven. Der var kommet en hel del flere blomster til, siden jeg sidst var der, men der er stadig mange der skal 'plantes' inden vi naar til 11 November 2014.

Vi stod og kiggede lidt paa Tower Bridge og snakkede om hvor flot den var og pludselig fik jeg oeje paa et sejlskib 'bag' broen. I loebet af nul komme fem loed broaabningssirenerne og snart futtede det lille sejlskib igennem den aabne bro. Jeg elsker naar det lykkes med et hold turister.

Programmet stod i stor stil i flodens tegn, men tiden var saa knap. Vi naaede dog et hurtigt visit ved observatoriet i Greenwich, hvor vi havde udsigt til nogle af de flotte baade, som deltog i 'the Tall Ship Festival', som i aar gaestede byen. 

Desvaerre havde vi ikke lejlighed til at deltage meget i festivasen, men vi naaede da et hurtigt aftenvisit, hvor disen laa over floden, som i en gammel gyserfilm!

Canadierne rejste i gaar morges, med deres tunge kufferter pakket med oplevelser og gode minder. Jeg haaber det lykkes os at lokke dem herover igen snart, for uanset hvor skoent det er at besoege dem, er det altsaa ogsaa rart naar de kommer hid.