GULP!

En af mine kolleger kom styrtende ind i dag og fortalte mig at en mine unge kollegers kaereste lige havde ringet og sagt at Anna, den unge kollega var faldet om i en butik og var blevet hevet paa sygehuset med ambulance. Kort tid efter ringede den unge piges soester ogsaa og fortalte det sammen. Jeg bad dem tage sig af pigebarnet og saa skulle vi nok bekymre os om arbejdet.

Der gik ikke mange oejeblikke saa ringede moderen ogsaa og saa kan jeg da ikke sige andet end jeg foelte mig velinformeret om slagets gang. Moderen undskyldte mange gange og hun og jeg fik os en lille snak, for Anna har nemlig type 1 diabetes og jeg har vaeret lidt bekymret for hende, da jeg synes hun skal stikke sig hele tiden. Moderen fortalte at hun normalt passer det selv og ikke har noget problem med at styre blodsukkeret. Da vi lagde paa ringede min telefon igen. Det var den stakkels Anna, der graed, undskyldte og forklarede at hun ikke var naaet hen og levere den kuvert hun havde i tasken.

Jeg vidste hendes far var paa vej til sygehuset, men jeg kunne ikke holde ud at hoere hende graede paa telefonen, saa jeg smed mig i en taxa og tog paa sygehuset for at sidde med hende, indtil hendes far dukkede op. Da jeg ankom fik jeg jordens stoerste knus og saa fik hun lige graedt lidt mere. Jeg var nok ikke lige saa god som mor, men jeg tror nok jeg kunne bruges i hendes fravaer. Stakkels pigebarn, jeg har jo ikke kendt hende ret laenge.

 
Jeg havde bare saa ondt af hende, for hun var virkelig forvirret og saa havde hun den mest knaldende hovedpine. Jeg turde naesten ikke aande inde paa sygehuset, da jeg simpelthen bare ikke vil have hverken svineinfluenza eller noget lignende, men jeg kunne nu ikke lade vaere med at blive indtil Annas far dukkede op. Han var en rigtig soed og bekymret far, som gav sin store datter et ordentligt knus og saa pev hun lidt igen.

Jeg sagde farvel og smuttede igen. Jeg havde jo ogsaa et par ting, der lige skulle ordnes inden fyraften. Jeg proevede paa at ringe til moderen paa vejen ud af sygehuset, men hendes telefon var vidst roedgloedende, saa jeg lod det ligge et stykke tid.

Sygehuset ligger i Whitechapel og er hjemsted for Londons helikopterambulanceservice. Jeg kunne ikke lade vaere med at smile, da jeg saa trappen til the helipad, som var noeje afskiltet. Som om piloten ikke allerede ved hvor han har parkeret sin helikopter! Jeg besluttede mig for at gaa tilbage til kontoret, da det egentlig havde vaeret lidt sindsoprivende at den stakkels pige var blevet saa syg.

Jeg gik op ad Whitechapel, som er en oplevelse paa normale dage, men ikke mindre saa i loebet af Ramadan. Denne store moske “The East London Mosque” ligger i Tower Hamlets kommunen og er en af de stoerste moskeer i England. Der er plads til omkring 4.500 mennesker derinde. Kommunen har Englands stoerste muslimske befolkningstal. De fleste muslimer i kommunen er fra Bangladesh og det ses paa resten af gadebilledet.

Naesten lige ved siden af moskeen ligger et af de mest beroemte firmaer i London, nemlig the Church Bell Foundry. Det er nok ikke et firma de fleste lige umiddelbart ville genkende, men hvis jeg nu siger at de laver kirkeklokker, har vaeret i eksistens i ca. 500 aar – oh, og har lavet en lille klokke ved navnet BIG BEN, for 150 aar siden… Jep, det er dem der har denne lille forsigtige facade paa hovedgaden. Big Ben er i oevrigt den stoerste klokke de nogensinde har lavet.

Omraadet oser af historie og kultur og det er naesten umuligt at gaa rask forbi det hele, uden at skulle stoppe op lige kigge lidt paa dette og hint. Denne lille gavl ved jeg for eksempel ikke hvad gaar ud paa, men den ligner lidt saadan et sted hvor man kunne stoppe og drikke lidt vand. Den staar ved indgangen til en lille park, men det er ikke til at vide hvad der har gemt sig bag den over aarene.

Paa den anden side af gaden har jeg tit kigget paa den flotte fidus over nr. 88s doer. Billedet har den joediske stjerne, men ogsaa noget der ligner et par loever med svaer, en snoerkel der ligner en lur og de store skjold, med maaske en joedisk lysestage paa. Jeg kunne godt taenke mig at vide hvad den gik ud paa, isaer lige i det omraade, men det gaar vel tilbage til den store joediske befolkning der var i omraadet for aar tilbage.

Jeg fortsatte op mod Petticoat Lane Market og inden laenge var jeg tilbage paa min pind. Jeg ringede lige til Anna’s mor igen inden jeg gik hjem og det gik desvaerre ikke saa godt som de havde haabet. Annas blodsukker var faldet igen og de havde rigtig svaert ved at faa styr paa det. Jeg tror der gaar et par dage inden vi faar hende at se igen. Maaske paa mandag. Man har da lov at haabe for hende.

Technorati Tags: twishart,whitechapel,royal london hospital,east london mosque,petticoat lane