En aften i loebet af ugen var jeg inviteret til afskedsfest hos min gamle chef. Jeg havde slet ikke tid til at tage afsted, men ville dog lige vise mit ansigt og tog ned og fik en enkelt drink med ham. Der var lagt op til et ordentligt skrald, men jeg skulle vaere andetsteds samme aften, saa jeg tog det helt stille og roligt.
Det er snart tre aar siden jeg skiftede job, men jeg var i det gamle i naesten 10 aar, saa jeg efterlod en del gode venner og langvarige kolleger da jeg rejste. Det er altid skoent at se dem igen, men jeg maa indroemme jeg er meget glad for jeg rejste fra jobbet da jeg gjorde. Sommetider er det paa tide at komme videre i teksten og det kom jeg. Det gjorde de til gengaeld ikke!
Jeg skyndte mig at begive mig sydpaa, saa snart der var en chance, men allerede var det ved at blive moerkt udenfor. Stedet har forandret sig saa meget paa de sidste tre aar. Blandt andet er Pan Peninsula bygningerne sprunget op – alle halvtreds etager af dem! Jeg kunne se der er flyttet folk ind i nogle af lejlighederne. Sikken en udsigt de maa have!
En ting har ikke aendret sig en doejt, nemlig security guarden i bygningen, Jonathan, som jeg lige blev noedt til at smutte ind og snakke med. Jeg undskyldte det flyvende besoeg, men han var glad for at se mig og skyndte sig at fortaelle at han skal til Libyen for at snakke med Gaddafi. Jep – du laeste rigtigt! Jonathan blev svaert kvaestet i Docklandsbomben i 1996, da IRA proevede paa at spraenge Canary Wharf i luften. Det har siden vist sig at Libyen var ansvarlig for at supplere IRA med spraengstof og Jonathan er nu paa en mission til at faa Gaddafi til at snakke med vores premier minister om sagen og kompensere ofrene.
Jeg oensker ham held og lykke og beundrer ham for hans kampaand. Hvis der blev tale om kompensation ville han selv staa forrest i koeen, men han har sagt nej tak til pengene, men kaemper for princippet. Good man!
Jeg hoppede paa the DLR og var heldig nok at kunne fange et tog direkte til vores venner, hvor vi skulle moedes. Proev lige at spoerge om jeg var smadret den naeste dag!
5 kommentarer:
WOT? Hvor er den behårede mon på vej hen? Hmmmmm ...
Good Man Jonathan indeed!!!
Åh de store huse, de fylder så meget. Hvorfor er folk så glade for dem? Er det fordi man ikke behøver at gå så langt? Man kan bare tage elevatoren? Eller er det noget med udseendet og drømmen om et "over"klasseliv?
Manden i fiskerhytten ved stranden synes at det må være en fantastisk oplevelse at komme til en rig by (med penge på lommen) og se de rige huse, bo i et højhus (og kunne betale for det) etc.etc.
-- men du skriver om at flytte job og hilse på det gamle sted. Det er godt at kunne det. Jeg har desværre oplevet et job som jeg ikke havde lyst til at vende tilbage til og hilse på.
Irene - han skal forestille sig at "retire" men jeg ved nu godt hvilket firma han skal arbejde i. :)
Donald - jeg har selv en droem om at bo paa halvtredsindstyvende etage med en ordentlig balkon - ok, saa femte etage kan ogsaa godt bruges, men en balkon og en udsigt til noget vand ville da ikke vaere saa ringest; saa maa du godt kalde mig "over"klasse. LOL :)
Mht jobbet, saa har jeg ogsaa et enkelt som jeg bestemt ikke kommer til at besoege, men saadan er livet. Det kan ikke vaere en dans paa roser det hele!
;-)
Send en kommentar