I nytaarsferien kom vi til at laegge en plan. Planen var en ferieplan og ferien skulle gaa til Canada. Foerst paa aaret begyndte jeg at kigge paa flyvebilletter og de var saa urimeligt dyre at jeg troede ferien blev aflyst - lige indtil jeg kom om ved Icelandairs hjemmeside...
Icelandair har et genialt koncept, som de kalder 'my stopover'. Icelandairs billetter til USA og Canada er billigere end konkurrenternes og prisen includerer muligheden for at blive paa Island i op til en uge undervejs, uden billetten koster en oere mere. Vi bestilte fluks en haandfuld billetter, som includerede en lille mini-ferie i Island undervejs.
Med det samme man lander paa Island forstaar man historierne om 'lavamarkerne' langs vejen. Det er virkelig sandt, det gror ikke mere end nogle enkelte tuer graes og en del mos - resten er lava saa langt som oejet raekker, i rigtig lang tid. Vi koerte fra Keflavik ned til Grindavik, hvor vi fik lidt sen frokost, inden turen gik mod Vik i det sydligste Island.
Turen langs Atlanten er smuk og forunderlig. Vi fik oeje paa denne lille, hyggelige kirke, Strandarkirkja, da vi havde koert et lille stykke tid og maatte bare ind og se naermere.
Det blev en spoejs affaere, for da vi ankom blev vi antastet af en dame, som var meget optaget af at jeg var paa tur med min mor. 'Jeg er paa alder med din mor og har selv tre doetre, som jeg elsker at bruge kvalitetstid sammen med - det er det i goer nu', sagde damen. Hun inviterede os med ind i kirken, hvor hun og nogle venner skulle have en lille mindehoejtidelighed, for en af deres afdoede venner. Vi gik med ind og kiggede, men takkede nej til resten. Det viste sig fruen er skuespillere, Gudrun Asmundsdottir, og lidt af et klenodie. Ualmindeligt soed var hun i hvert fald.
Efter som man koerer oest paa, bliver landskabet langsomt hoejere paa den nordlige side af vejen og fortsaetter flad som en pandekage i det sydlige. Vik ligger ca. 240 km oest for Keflavik og 40 km efter den beroemte vulkan, Eyjafjallajokull. Det ses tydeligt paa landskabet!
Nu har vi aldrig vaeret bange for en lille koeretur, men turen var lige ved at blive lang, for vi var fristede til at stoppe ved hver anden lygtepael, da der blev ved med at vaere noget smukt at kigge paa. Vi havde bestilt vaerelse paa en Bed and Breakfast i Vik og havde ladet den soede Hronn, som ejer stedet, vide at vi ville vaere fremme ved omkring aftensmadstide, saa vi proevede paa at beherske os...
I Vik koerte vi lige til "Like Vik Guesthouse", takket vaere Islands fantastiske vejsystem og ditto afskiltning. Hronn tog hjerteligt imod med alskens instrukser om lokalomraadet, huset og den (observerede vi den naeste morgen), formidable morgenmad. Vaerelserne er store, paene og RENE, med en god, varm seng, flotte badevaerelser og dejlige opholdsrum. Hronn skyndte sig at anbefale en restaurant, Sudur-Vik, som ligger et minuts gang fra hendes hus, da hun kunne godt regne ud at vi efterhaanden var parate til lidt aftensmad.
Mens vi ventede paa et bord, bestilte vi en oel. 'Skal den vaere stor eller lille' spurgte den soede servitrice og viste mig menuen. 'Store' svarede jeg og kom saa til at kigge paa menuen og fik oeje paa prisen - GULP!!! Det viste sig at 1,000 kr paa Islandsk ikke er helt saa alvorligt, som paa dansk, men jeg naaede godt nok at spaerre oejnene lidt op, inden jeg huskede vekselkursen - her var tale om 50 dkr... :) Den oel blev min maaelestok for pengeenhederne gennem vores tid paa Island. Mere om det en anden dag - nu: godnat!
