I Ocho Rios er der naesten lige saa mange forretninger som der er folk. Alle har en forretning og alle er chefen i den forretning. Selv ved indgangen til vores hotel ligger der en lille forretning som agerer alt fra koebmand til take away og restaurant. Maden er fortraeffelig og saa billig. Vi fik to ordentlige portioner mad til J$660, som er knap 50 dkr. Vi fik saa meget at vi slet ikke kunne spise op! I London giver vi mindst 65-70 dkr pr portion for den samme mad og saa er de Londonske portioner ikke naer saa store!
Det er ikke alle forretningerne der ser specielt moderne ud, men de er rene og vi har slet ingen bekymringer om at spise nogen steder fra eller for den sags skyld at drikke vandhanevandet. Det er altsaa en lettelse ikke at skulle bekymre sig om maveonder og den slags naar man rejser.
Den Jamaicanske dollar er ikke meget vaerd. Vi faar over 140 dollars per pund og priserne i forretningerne her er naesten lige saa hoeje som i London, som ikke just er kendt for at vaere billig! Der er ikke mange ting i forretningerne der koster under J$100. Moentenheden bestaar tilsyneladende udelukkende af dollars, der er ingen behov for cents! En af grundene til den store inflation har meget med den store grimme nabo USA at goere. ALT kan betales i US$. Automatisk faar vi en pris i US$ saa snart vi spoerger til noget som helst og vi protesterer hver gang og forklarer at vi altsaa IKKE er amerikanere!
Vi laerte den anden dag at gennemsnitsloennen ligger paa omkring J$3,500 i ugen. Jeg ved ikke lige hvordan beskatningen foregaar, men jeg haaber da godt nok ikke de ogsaa skal svare skat af saadan et beloeb for saa aner jeg ikke hvordan de overlever! Monstro vedkommende kunne taenke sig at have taget fejl og loennen maaske er pr dag, saa giver det da i det mindste 200 dkr om dagen!
Min elskede har et hjerte saa bloedt som smoer og adskillige folk har faaet lidt ekstra loen i denne uge!
I dag faldt vi i snak med endnu en forretningsmand, denne gang en rastamand. Han var lige saa vind og skaev som et menneske kan vaere, men han havde ogsaa det mest haeslige gigt, som vi laerte var opstaaet efter en alvorlig trafikulykke, hvor han braekkede ca. hver en knogle i sin krop. Ganja (joesses, jeg aner ikke hvad det hedder paa dansk – det er ikke lige noget jeg har gjort mig i!) skulle have en god virkning paa gigt, ikke bare fordi det faar en til at glemme at man har gigt, men det skulle rent faktisk tage smerterne.
Forretningsformen var ikke specielt etisk, men MEGET rasta… Rastamanden kunne lige lynhurtigt lave kopier af alle de cd’er vi kunne taenke os (inden for et meget snaevert repertoire). Det er saa meget imod mine principper, men jeg maa indroemme jeg ikke kunne lade vaere med at traekke paa smilebaandet, da han lynhurtigt fik sig pejlet ind paa alle de cd’er min elskede er helt vild med. Jeg tvivler paa der er ret mange laesere der overhovedet ville kende til kunstnerne, da de er temmelig Jamaicanske. Vi fik en lang snak om musik, rastafarianism, Bob Marley (som rastamanden havde spillet sammen med – vi har set fotografisk bevis!), Haile Selassi (som rastamanden moedte som 11-aarig – vi har set fotografisk bevis) og meget andet og saa gik vi vaek med et par cd’er i lommen. Det var da umuligt for min elskede at lade vaere og for en enkelt gangs skyld fik han ingen skideballe over det. When in Rome – do as the Romans…
1 kommentar:
Åhhhh - hvor lyder det bare spændende... jeg ville nok også være blevet hængende for at snakke med rastafari i flere timer! Mon ikke det er samme effekt, som når man vil behandle kræftpatienter med hash? What do I know ;-)
Men tag nu også tid til at nyde at være der - uden bloggeri ;-)
Send en kommentar