Turen gik til Lucea

Loerdag morgen blev vi hentet klokken 8, for at tage turen vest paa, til Lucea (udtales Lucy), hvor vi skulle moedes med en kusine (Eva), som ingen havde moedt foer, til trods for vi kender til den foerste generation af hendes stamme af familien. Svigersoes var heldigvis med paa at tage med op til hende, og det var heldigt, for hun er den aeldste i familien og den der ved mest om hvem alle er.

Turen er paa bare 130 km, men den er gjort noget laengere ved det at vejen er noget snoerklet og temmelig hullet meget af vejen. Vi havde en rigtig god chauffoer, saa inden laenge var vi fremme i den lille by Lucea. Byen bestaar saadan ca. af en hovedgade, som gaar rundt omkring en blok forretninger og saa er gaderne ved at vaere talte. Vi fik ordre om at stramme an ved busstationen, som vores chauffoer fik oeje paa uden problemer, uden jeg nogensinde fandt ud af hvilken den af fortovet udgav busstationen!

Inden for nul komma fem havde vi fundet hinanden. Jeg er ikke saa svaer at faa oeje paa i gadebilledet, da der er graenser for hvor mange der svarer paa navnet “WHITEY”, naar de kalder ud paa gaden og Eva har rastahaar der naar naesten ned til hendes knae! “Gensynsglaeden” var stor. Det foerste Eva sagde, da hun saa min elskede var “joesses, du ligner min far!” “og du ligner ogsaa din far, lige paa en prik” tilfoejede svigersoes og saa grinede hele banden – paa lige praecis den samme maaede! Hele banden blev endnu engang mast ind i bilen og vi suste videre mod Evas bjerg.

Eva bor det meste af tiden hos en veninde, der bor i dette lille dukkehus. Jeg var saa vild med den flamingopinke terrasse og huset skuffede ikke inde. Husene ser lille bitte ud, men der er faktisk overraskende god plads inden i.

Vi satte os paa terrassen og noed den smukke udsigt ned over bjerget og ud over havet. Bjerget har jeg omdoebt til “Rasta Mountain”, for der boede godt nok mange af slagsen, efter planterne i naboens have at doemme… :) Da vi havde faaet hilset paa, faaet en drink og sat navn paa alle, baade tykke og smalle, blev vi enige om at vi skulle til toppen af bjerget for at se hvor min elskedes onkels farm havde lagt og dermed ogsaa se hjemmet der havde dannet ramme om en af mine svogre og en svigerindes barndom i flere aar.

Chauffoeren gik med til at koere lige saa langt op ad bjerget som han kunne og saa skulle vi gaa resten af vejen. Da vi naaede til dette hus (familien med de 100 boern!) kunne vi simpelthen ikke koere laengere. Jeg fattede ikke hvordan i alverden det var lykkes os at koere lige saa langt op som vi gjorde, for der var faktisk ingen rigtig vej, bare et bart bjerg med nogle kaempe kratere i, som skulle udgoere det for vej. Min naeste bil skal vaere en Toyota-hvad-nu-det-var-for-en-bil-vi-var-koerende-i-som-ikke-engang-var-en-4-hjulstraekker!, for den kan simpelthen klare alt!

Efter knap 10 minutters gang op gennem junglen fandt vi til toppen af bjerget. Der stod alle de forskellige slags traeer jeg havde moedt hid indtil – og lidt flere til. Evas far var en gammel gnier, som koebte land i store maengder ad gangen. Her havde han faaet samlet omkring 105-110 acres; jeg kan ikke huske hvad det giver paa danske maal, men det er meget og det er langt fra det eneste han ejede, jeg mener han havde 150 acres fordelt ud over et par forskellige nabosogne.

Huset onkelen byggede stod der endnu. Det var et godt solidt betonhus som saa mange andre paa oeen, men det var godt nok lille til en stor familie med mindst 7 boern og diverse tyende. Jeg glaeder mig saa meget til at lave et album til alle mine svigere med billeder af alle de steder de har boet. Der er ikke andre af dem der har vaeret tilbage til dette hus siden i 60erne.

Alle de mange acres of land var en stor og produktiv farm for 50 aar siden, men nu staar det meste vildt hen. Eva ville saa gerne goere noget med det igen, men det er et stort projekt for en enkelt lille person og saa skal der start kapital til. Vi snakkede lidt om at hun evt kunne saelge nogle af de ydre acres, for at lidt penge samlet til at faa rigtig gang i projektet. Jeg tror ikke det er noget der kommer til at starte hverken i aar eller til naeste aar og det er faktisk en skam, naar der staar saa mange gode traeer og frugten raadner i skoven. Det er umuligt at gaa sulten ret laenge af gangen paa Jamaica!

Planer blev diskuteret og der blev faegtet med baade arme og ben i den tid vi brugte oppe paa bjerget. Der blev grinet en del, da bondeknolden her begyndte at hunse med gederne, der bare havde faaet sig viklet saa meget ind i deres reb at de var paa nippet til at blive kvalt. Joesses, hvor kan dyr da vaere dumme, men vi fik dem da viklet ud og de slap for at ende i gryden denne gang!

 

Manden der passer landet (saa godt som ET menneske kan) gik stolt rundt og plukkede frugter til os. Han syntes vi skulle have noget med os tilbage til Brown’s Town, naar nu der var saa meget af det rundt omkring os. Vi protesterede ikke!

Vi gik en kort tur ned i skoven, hvor orkideerne bare dryppede fra traeerne. Taenk sig vi giver omkring 100 dkr for en lille snottet orkidee, som man ingen garanti har for vil gro og saa gror de bare vildt paa Jamaica, hvor der garanteret gror en af hver slags der eksisterer!

Da vi naaede op til huset igen laa der saa meget groent og saa mange frugter at vi naesten ikke kunne baere det hele ned til bilen. Chauffoeren var lige ved at faa et tilfaelde, da han saa alt det vi kom slaebende med. Hans bil lignede mest af alt en jungle!

Inden vi tog op paa bjerget havde jeg vaeret et smut i koekkenet, da jeg kunne lugte noget braende, men ikke kunne genkende lugten. Jeg saa nok lidt underlig ud i hovedet, da jeg kom ud og saa en frugt der var blevet sat direkte paa ilden, uden nogen gryde eller en pande! Det var en “bread fruit”, som skulle serveres til maden. jeg havde tit hoert om dem foer og havde efterhaanden laert at genkende dem paa traeerne, men havde ikke spist den foer. Vi var skrupsultne da vi kom ned fra bjerget, men jeg kunne stadig ikke helt lade vaere med at haabe at det da forhaabentlig smagte godt, for som en af gaesterne kunne jeg jo godt regne ud det var af egen avl og noget man bare skulle smage!

Der skulle ike siges vaersgo mere end en gang inden jeg satte mig paa min nye yndlingsplads og satte taenderne i min bread fruit. Med det samme frugten blev skraellet for den svedne skrael var det helt klart hvorfor den bliver kaldt “bread fruit”, for den ligner simpelthen Jamaicansk “hard dough bread” til forveksling. The Bread fruit smagte ikke af alverden, men jeg klagede ikke, for den fylder godt i maven og jeg var bare sulten!  Al den friske luft og ture op i bjergjunglen giver sgi da overdosis i appetitafdelingen!

Mens vi spiste fik vi talt i telefon med ca den halve verden, blandt andet en af Evas utallige broedre, som bor paa Antigua. “Jeg kommer den fjerde”, sagde han og et par dage senere kommer nogle andre familiemedlemmer fra USA, saa mon ikke vi skal have en lille familiekomsammen, saa snart de alle er kommet til (og foer vi rejser igen!)? Det er bare saa fedt endelig at kunne faa et stoerre overblik over familien.

Inden laenge var det tid at sige farvel, men vi skyndte os at tilfoeje “paa gensyn”, for vi er alle enige om at der ikke skal gaa 45 aar iden vi skal til Jamaica igen!

Sikken en dag. Vi sov godt nok godt igen i nat – godt nok til jeg slet ikke maerkede da jeg blev voldaedt af en myg. Lille skiderik! Heldigvis er jeg ikke allergisk overfor dem, men det vidste den vel ikke, da den udsaa sig sit offer?

Technorati Tags: twishart,jamaica,lucea