Den foerste dag i mit nye liv

Det var meget maerkeligt og temmelig laekkert at vaagne i morges og vide at jeg nu har fri - saadan helt og aldeles fri, for jeg skal ikke starte mit nye arbejde foer om fjorten dage!

Normalt, naar jeg har skiftet job, har jeg holdt et sted om fredagen og startet det nye sted om mandagen, men for hulen, hvor er det altsaa bare luksus at have lidt tid mellem jobs.

Nu vil jeg nyde de fjorten dage, hvor jeg har tid til at sidde og se maanen staa op over hustagene, mens jeg nyder en kop kaffe, eller maaske sniger et enkelt glad roedvin ombord. SUK, hvor har man lov at vaere heldig.

Og det var vejret

Storbritannien faar en hel del regn for tiden. Det er naturligvis ikke usaedvanligt paa denne tid af aaret, men ikke desto mindre er det altsaa ret grelt i visse dele af landet. Indtil videre er London sluppet rimelig heldigt, men her til aften trak skyerne sammen og saa truende ud.

Paa vejen hjem med toget sad jeg desvaerre i den forkerte side af vognen, saa jeg fik kun brudstykker af den fantastiske solnedgang med hjem paa nethinden, men der var dog stadig lidt at se, da jeg naaede saa langt som til Lewisham.

Inden jeg var kommet ud fra stationene begyndte det at regne - og det i stride stroemme! Heldigvis havde jeg paraplyen med og som min kaere moder af og til minder mig om, saa er jeg ikke saa soed at jeg smelter paa grund af lidt regn. :)

Paa eventyr i Montepulciano

Montepulciano er endnu en af de smukke smaa bjergbyer i Toskana, som byder paa spaendende oplevelser, uanset hvilken retning man vender snuden i.

At parkere i de smaa bjergbyer, eller for den sags skyld i de stoerre byer, er lidt af en proevelse, isaer naar man koerer i to biler og gerne vil parkere rimelig taet paa hinanden. Inden laenge havde vi dog faaet parkeret og snart kunne vi spadsere op ad de smalle gader.

Resten af forsamlingen er ikke helt lige saa glad for at gaa som jeg er, men det lykkedes mig dog at faa dem lusket med rundt i et par gader, foer de fandt en baenk at sidde paa, mens jeg fraesede rundt og tog billeder. Den lille roede Fiat kunne jeg da slet ikke staa for; isaer den maade den er parkeret paa synes jeg var charmerende.

Vi havde en lille parkeringsboede vi skulle have betalt, efter en tur til San Gimignano, hvor ingen ville tro paa mig, da jeg forklarede parkeringsskiltet. Systemet virkede som i DK, hvor man har den dersens parkeringsskive (?) hvor man viser tiden man ankom og saa ellers kan parkere gratis i lige saa lang tid som anvist paa skiltene. I dette tilfaelde var det saa kun en times gratis parkering - resten fik de andre lov at betale for, da vi fik tydet skiltene og fandt posthuset. :)

Uanset hvilken lille gyde man kigger op/ned igennem, saa er der noget at se og tit er det en smuk udsigt, som man meget nemt kunne gaa forbi uden at laegge maerke til den. Et enkelt sted var der stillet en stol midt i gyden, med et skilt hvor er stod "privat". :) De havde nok haft ubudne gaester lidt for tit.

Det ser vildt romantisk ud at bo i en by som Montepulciano, men det maa saft suseme ogsaa vaere besvaerligt. Vi saa en kone blive hentet i en ambulance, fra huset til venstre. Ambulancen parkerede paa den stoerste gade og ambulancefolkene gik saa saa langt op ad den meget stejle gade som muligt med en baare og videre til fods med en baarestol, som den gamle kone blev arrangeret i, saa hun kunne blive baaret ned ad alle de lange trappetrin til baaren og forsigtigt blive koert videre ned til ambulancen. Oh, og mens alt det stod paa stod trafikken i gaden stille.

En af mine svigerbroedre var meget opsat paa at koebe noget vin med hjem og ved et tilfaelde endte vi det helt rigtige sted, da vi ledte efter et sted at spise lunch. Vi havde siddet ude paa terrassen og nydt udsigten, mens vi indtog vores lunch og da jeg gik ind for at betale regningen spurgte ejeren om ikke jeg kunne taenke mig at se hans vinsamling (nej, det var ikke nogen frimaerkesamling!). Vi blev enige om at de andre nok ogsaa gerne ville med, saa jeg hentede hele forsamligen og saa gik vi i vinkaelderen, som viste sig at vaere en naturlig hule bagerst i restauranten. Hulen havde millioner af aar gamle fossiler i vaeggene og vi fik geologiske historier (paa italiensk!) som ikke var til at slaa.

Restauratoeren forklarede hvor vi skulle gaa hen og koebe vin, saa vi forsvandt ned mellem de mange irregulaere hustage igen og fandt hurtigt den omtalte vinbutik, som snart fik en del euroer i kassen!

Mens de andre holdt en hurtig lille vinsmagning gik jeg ud og kiggede paa vasketoej. Paa en eller anden maade ser det altsaa lidt mindre skraekkeligt ud at have vasketoejet til at haenge til pynt uden paa bygningerne i saa smuk en ramme.

Jeg skulle op ad en hel del trapper og stejle gader foer jeg fandt frem til Piazza Grande, hvor borgmesterkontoret har hjemme. Bygningerne paa pladsen stammer tilbage til 1410 og op efter og jeg tror saamaend ikke man specielt kan se forskel paa hvordan byen saa ud for 500+ aar siden. Ret fantastisk at saa mange meget gamle bygninger er blevet bevaret. Jeg tror jeg skal til at studere Italiens politik lidt naermere!

Fra "toppen" af byen har man udsigt over den velplejede og smukt planlagte dal Val d'Orcia. Den udsigt kunne jeg ikke holde for mig selv, saa jeg gik prompte ned og fandt min elskede og slaebte ham op ad de mange stejle trapper og gader, saa han kunne se hvad jeg snakkede om. Han blev ikke skuffet!

Vi blev staaende laenge og kiggede paa solen gik ned over de rodede hustage under os. Hold fast hvor jeg haaber de faar meget lidt regn paa de kanter, for de tage kan da umuligt vaere taette!

Aftenens godnatbillede

Solnedgang over Sarf London - og saa godnat!

Bjergbyen San Gimignano

Toscana har et hav af skoenne, smaa og meget gamle bjergbyer. En af dem er San Gimignano, som er endnu en by paa Unescos verdensliste. 

Gaderne indenfor bymuren er hovedsageligt gaagader, men der koerer dog en lille rutebil gennem, saa man ikke skal gaa alle steder hen, med mindre man helst vil. Af og til kommer der en bil igennem gaderne, som i alle andre gaagader, men generelt er der stille og roligt og hyggeligt at gaa rundt.

Den gamle by er fantastisk velholdt og har masser af flotte gamle doere og vinduer, som jeg kan fotografere i et vaek, akkurat lige som de mange Madonna billeder som denne, med blomster i vindueskarmen.

Der er ingen ende paa alle de flotte forretninger med Toscanske lerting. Tallerkenerne er fantastisk flotte og kommer i mange forskellige variationer. Der bliver godt nok shippet mange saet porcelaen over verdenshavene fra saadanne forretninger. Jeg forelskede mig i et havebord, som ogsaa sagtens kunne blive shippet til London. Det tror da pokker de gerne vil shippe - den kostede €6,000!

Byen er ikke kun til turistbrug, for der er ogsaa masser af folk der har hjemme i byen og det er ikke kun udenfor vaskeriet der haenger vasketoej i gaden. Taenk sig at tage sit toej paa vaskeri og saa se det haenge over gaden! :)

Alle steder er der udsigtspunkter ned over landskabet under byen. Hver gang vi fik oeje paa et skilt med "udsigt" var jeg noedt til liiiige at skulle et smut ud til kanten. Jeg elsker simpelthen at kunne se ud over landskabet paa den maade.

Hele min svigerfamilie griner af min forkaerlighed for sjove detaljer som f.eks doerklokkesystemet paa de gamle huse. Jeg er vild med den slags detaljer, som giver stedet et individuelt look.

Da vi skulle bruge en pengeautomat, blev der en del fnisen da vi fandt en ved siden af postkassen. Det viste sig ikke at vaere nogen pengeautomat, men en kondommaskine. Man kan ikke just sige den var placeret diskret, tvaert imod saa er den strammet an lige midt paa en stor plads!

Jeg fik oeje paa der stod "Himmerland" paa den orange troeje paa billedet her og gik hen og spurgte hvor touren gik hen. "Milan til Rom paa en uge, 150 km per dag og vi mangler bare 30 km i dag" loed svaret. Jeg oenskede god tur og saa var de cyklende nordjyder atter i sadlen. Det maa saft suseme vaere en haard tur, for bare denne lille by ligger over 300m over havets overflade og det er langt fra den hoejeste!

Italienere er mindst lige saa pjattede med is som danskere er og de er meget stolte af deres isbutikker. "Verdens bedste is" stod der paa forretningen hvor jeg fik denne laekre pistachie og ribs is (ja, ribs!) og jeg maa da indroemme jeg er tilboejelig til at give dem ret. SLURP!

Jeg er simpelthen saa glad for at vores foerste tur til Italien var per bil, for ellers havde vi aldrig faaet saa meget af landskabet og de charmerende smaa byer at se. Man faar en hel anden fornemmelse for landet, naar man ikke bare noejes med en enkelt by.

Aftenens godnatbillede

Aftenens godnatbillede er taget i Montepulciano. Det kommer til at tage nogen tid at vaelge billeder der fra; jeg tog naesten 400 paa en eftermiddag! :)

Det historiske Siena

I aarevis har jeg proevet paa at faa min elskede lokket med til Italien og i aarevis har standardsvaret vaeret "Italien har ingen interesse". Det tror jeg ikke jeg kommer til at hoere mere til, for vi er begge fuldstaendig forelskede i det smukke landskab og de fantastiske byer, bare en skam sproget er Italiensk!

Vi hoppede i bilerne den anden dag og koerte til Siena. Det er ikke nogen snild sag at parkere i Siena, men efter en del parlamenteren og mange mislykkede forsoeg, lykkedes det endelig at finde en parkeringsplads paa Piazza del Mercato.

Pladsen er Sienas markedsplads, men der var ikke noget market den dag, eller i hvert fald paa den tid af dagen, ellers var det nok tvivlsomt at vi havde fundet et sted at parkere. Byen byder paa de mest fantastiske balkoner og doere, som jeg aldrig ville blive traet af at fotografere.

Da vi koerte ind i byen lagde vi maerke til nogle maerkvaerdige gadelamper alle vegne. Det viste sig at byen er delt ind i 17 forskellige "contradas", som minder mig om hvordan the City of London fungerer. Hver contrada representerer en bydel, som typisk er rammerne for hvor man stemmer. 

Fiskene hoerer til den contrada der hedder Onda, boelgen, som er hvor snedkerne holdt til. Jeg forstaar ikke helt sammenhaengen mellem en boelge og en snedker, men hvad ved boender om agurkesalat! Inddelingen er historisk og temmelig kompleks - alt for compleks til jeg faar mig sat ind i det paa denne ferie!

Jeg gaar ud fra at fisken paa det oeverste billede er af aeldre model, for alle de andre lamper saa ud som denne her laekre torsk med roed laebestift. :) Laeg venligst, men bestemt maerke til det fantastiske elsystem... Min svoger, som ogsaa er med paa turen, er elektriker. Han overvejer paa det kraftigste at stramme en stoerre forretning op i Italien!

Vi gik op gennem de blaa hvide straeder for at finde resten af gruppen, som havde parkeret andetsteds. 

Den ene plads leder til den naeste, Piazza del Campo, som er bymidten. Paa Piazza del Campo finder man Torre del Mangia - det store taarn paa billedet her. Fortovet, altsaa det mellem selve pladsen og bygningerne, fungerer to gange om aaret som en hestevaeddeloebsbane, hvor de forskellige contradaer raeser mod hinanden i Palio di Siena raeset. 

Stemningen til Palioerne maa vaere fantastisk, for til trods for pladsen er stor, saa kan der altsaa kun vaere saa mange tilskuere der. Jeg kan ikke forestille mig det er en populaer sport blandt dyreelskere, da jeg kan forestille mig det gaar haardt for sig, men saadan er mange hundrede aar gamle traditioner sommetider lidt svaere for udenforstaaende at forholde sig til! 

Ved at foerste oejekast er pladsen meget beskeden, men naar man begynder at kigge lidt naermere, saa er der en fantastisk masse detaljer, som er vaerd at tage med. 

Der var en del sukken og stoennen fra forsamlingen, da jeg insisterede paa at kigge i elforretningen, men jeg var nu ikke den eneste turist der lige skulle have et billede med hjem. At doemme efter hvad man tilsyneladende kan saelge af gamle elting, kommer de elektriske installationer ikke som nogen stoerre overraskelse!

Det er naesten uretfaerdigt at vise elbutikbilledet, for butikkerne er generelt fantastisk flotte. Isaer de mange slagter/vin/olivenolie/ostebutikker er flotte - og det er ikke kun i turiststederne det er tilfaeldet. Italienerne goer rigtig meget ud af at ting skal se godt ud og de er gode til det!

Vi fandt et godt maaltid mad paa Piazza del Campo og snart var det tid at finde bilerne igen. Jeg er tilsyneladende den eneste i forsamlingen der har tanker til stedsans, saa vi gik lige op til den bil jeg ikke var passager i og afleverede halvdelen af gruppen, hvor efter resten af os gik langsomt ned gennem den oplyste by, tilbage til vores egen bil.

Siena er paa Unescos verdensliste over bevaringsvaerdige byer og jeg maa virkelig holde med dem i deres synespunkt. Byen er meget gammel, men selv hvor der er forfald er der skoenhed.

Familien var meget nervoes for om vi monstro nogensinde naaede ned til bilen igen - vi var gaaet mindste en 3-4 gader vaek fra den. :) Det er mig en gaade at man kan vaere saa daarlig til at finde vej, isaer taget i betragtning af at alle har boet i forskellige lande og er meget berejste.

Ok, mine stifinderevner kommer faktisk ogsaa paa proeve her i landet, ikke paa grund af daarlige kort, men paa grund af at saa at sige alle gader er ensrettede, undtagen dem der burde vaere det, fordi de er saa smalle at man knap kan faa to cykler forbi hinanden (overdrev fremmer forstaaelsen, har jeg hoert)!

Vi fandt hjem, ogsaa efter moerkets frembrud. :)

Aftenens godnatbillede

Aftenens godnatbillede er egentlig et godmorgen billede; det blev i hvert fald taget i morges, da vi var ude paa den daglige gaatur. Her er simpelthen saa smukt det er til at faa ondt i oejnene af!

Mit Toskanske koekken...

Min bror var for nyligt i Thailand og tog der et madlavningskursus og bedst som jeg sad og laeste i den lokale guidebog kom jeg i tanker om at den slags er ganske populaert i Toskana.

Hos min svigerinde er der ikke langt fra tanke til handling og inden for faa oejeblikke havde hun bestilt en kok til at komme og undervise os i vores toskanske koekken.

Filippo dukkede op klokken 11 i formiddags og snart havde vi alverdens laekre retter parat til frokost. Forretten stod paa bruscetta med squash og en del olivenolie - og selvfoelgelig en nydelig dusk fra haven, til pynt!

Til den naeste ret skulle vi have hjemmelavet ravioli. Pastadejen laves af et aeg og 100 g. mel (plus et drys salt) per person. Dejen aeltes og koeres igennem en pastamaskine til pastaen er fin og tynd. Pastaen fyldes med ost og spinat, som lavest til smaa fyldte kuverter.

Ifoelge Filippo var mine pastakuverter "perfecto", saa jeg har tilladelse til at lave den endnu engang. :) I det hele taget var Filippo lidt betaget af mig og den ene af mine svigerinder, da vi var nok saa "ordens" som de andre to.  Det fik vi en hel del gas ud af!

Hovedretten stod paa svineschnitzler, lavet af Toskanske grisebasser. Til vores store overraskelse laegges alt i kold olie, og saa saettes panden paa komfuret. Vi er alle vandt til at haelde alt i varm olie, saa det var lidt af en overraskelse. Schnitzelerne smagte fantastisk, saa den metode kan godt anbefales!

Tilbehoeret til schnitzlerne var skaaret roed og gul peber med aubergine og lidt salt og peber, stegt i kold olivenolie i maaske fem minutter. Det var en rigtig laekker ret, men jeg kunne nu godt finde paa at tilfoeje lidt timian eller rosmarin.

Til dessert tilberedte vi jordens stoerste tiramisu. JOESSES, som er det bare nemt at lave og for hulen, som er det en lakker dessert. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi faar saadan en dessert paa bordet!

Jeg havde aldrig regnet ud at det var saa snydelet at lave pasta og at jeg ville elske processen saa meget. For hulen, hvor har vi hygget os og monstro ikke hjemmelavet pasta sagtens kunne vaere paa menuen for fremtiden?