Havhingsten fra Glendalough i Lowestoft

Vi havde slet ikke haft noedvendig at have hverken kort eller navigationssystem for at finde til Lowestoft, saa laenge vi kunne finde til the Blackwall Tunnel, for A12 gaar hele vejen til Lowestoft og videre til Great Yarmouth.

Turen er utrolig smuk, gennem et meget varieret landskab i baade Essex og Suffolk. I Suffolk er man ogsaa moedt med de smukke, gamle Suffolk pink huse. Den lyseroede farve varierer meget, men er alligevel meget let genkendelig.

Det var stegendes hedt hele dagen, men med lidt luft paa i bilen var den en helt igennem behagelig tur. Det meste af turen gaar paa A-veje, saa ikke saa meget motorvej, men god vej hele turen. Da vi ankom i Lowestoft var noget af det foerste jeg fik oeje paa en KAEMPE vindmoelle. Jeg fandt senere ud af at den staar paa Englands oestligste punkt, Ness Point, og at moellen vitterligt er kaempe - 126m hoej! Den hedder Gulliver og er Englands stoerste vindmoelle!

Vi koerte lidt rundt for at finde et sted at parkere og pludselig udbroed Lloyd "is that it - it's got a Danish flag on it". Jeg skulle kigge lidt for at faa oeje paa det danske flag, men det tilhoerte en fiskekutter, som jeg desvaerre ikke kunne komme til at kigge naermere paa; det var jo ikke til at vide om man kendte den.
Vi fandt en parkeringsplads (efter chaufutten havde afvist den foerste jeg fandt, bare fordi der holdt omkring 250 motorcykler paa den!) og begav os ned paa Lowestoft havn. Lowestoft er Englands mest oestlige by og er paa en maade uspaendende, men jeg kan altsaa finde charmen i ALLE byer ved saltvand. Jeg elsker duften og inhalerede dybt og grundigt, til min elskedes store morskab.
Paa havnen fik vi oeje paa Neptun, som stod og solede sig paa havnepladsen. Der var ca. en million mennesker allesteder, da Lowestoft har ikke mindre end tre rigtig gode badestrande, og mindst en af dem ligger lige ved havnen. Ishuset havde temmelig travlt!

I loebet af nul komma fem fandt vi Havhingsten (som jeg bliver ved med at ville kalde Soehesten!), da jeg kunne kende deres rigging (paa dansk?) paa lang afstand. Vi stod og beundrede skuden paa afstand, da jeg godt kunne se at det ville blive problematisk at tage billeder paa kort hold, da solen stod "forkert".

Vi var ikke de eneste der var interesserede og der var stillet en del plakater og lignende frem, saa man kunne laese sig til lidt information. Lloyd koebte mig en lille bog om projectet, som skal laeses en stille vinteraften.

Vejrhanen paa skuden var vildt flot - oh, og lavet i guld! Jeg synes den ser lidt Tyrkisk ud og det er selvfoelgelig en mulighed at den originale er inspireret der fra, eller saagar koebt der. Flot er den under alle omstaendigheder.

Vi faldt i snak med en rigtig dejlig mand, som viste sig at vaere kok ombord. Han var saa soed da han opdagede at jeg "kunne snakke dansk". "Oh, mine Kone is fra Danmark" sagde Lloyd og saa var manden da foerst imponeret. Der gik vidst lidt, foer han fattede at det altsaa i mit tilfaelde var barnelaerdom - fra Danmark. Foerst da jeg sagde til ham at han skal hilse paa Fur, naar han sejler forbi tror jeg han var overbevist.

Da vi gik fra baaden spurgte Lloyd "Did you find out his name" og det havde jeg ikke, men jeg mente han maatte vaere en Jens, saadan en rigtig gaev, dansk Jens og det kunne Lloyd godt gaa med til. Vi kunne ikke helt lade vaere at grine, da vi kom hjem og tjekkede hjemmesiden, for han hedder sgi Jens! Ja, ja, jeg er ikke saa dum som jeg ser ud!

Jens spurgte om ikke vi kunne taenke os at komme ombord og nogle af de andre besaetningsmedlemmer opfordrede os ogsaa kraftigt, saa vi steg ombord og kiggede paa Jens' koekken, som skal foede 60 mand hver dag!

Da jeg tog et billede hen gennem baaden grinede alle og spurgte om vi havde lagt maerke til toiletbraettet? De paastod det foerste folk spurgte om var "how do you eat, how do you sleep and how do you shit!?". Spisningen og soevn bliver ordnet i raekkerne og toiletsaedet har et lille gardin rundt omkring, saa man har bare en smule privatliv. Helt aerligt, saa maa det godt nok vaere lidt kunstigt at blive vandt til!

"All Norwegian girls know how to knit", sagde en, da jeg tog et billede af denne strikkende unge dame, som saa absolut maa have troet at jeg ikke anede en ting om at strikke, efter som jeg spurte om hun strikkede en troeje og hun svarede at nej, det var ingen troeje, men en SOK! Det var godt nok en ordentlig sok. Saadan en der kan naa helt fra knaeet og til taaen - og det paa en stor kraftig mand! Moenstret var et gammeldags nordisk tofarvet moenster og yderst passende til togtet.

Skibet er saa fantastisk flot lavet. Der er saa mange smukke detaljer og saa meget arbejde og omhu er gaaet ind i at bygge det. Jeg ville vaere stolt over at have doneret saa meget som en grydelap til formaalet! Da jeg bemaerkede den fantastiske duft af den tykkeste, laekre tjaere fik vi en lang historie om hvordan tjaeren var tilberedt i Finland og havde taget adskillige uger at fremstille. Der er simpelthen en fantastisk historie med til enhver lille bitte del af skibet og dens indmad.
Endelig maatte vi loesrive os og drage tilbage til bilen. Vi havde jo lige 130 miles (omkring 210 km) der skulle tilbagelaegges, inden vi var hjemme! Jeg kunne ikke staa for at snuppe et par havnebilleder inden vi gik. Isaer var jeg betaget af de dumme maager, der ikke engang kunne laese en pictogram...

Lowestoft er maaske ikke den smukkeste by i England, men der er godt nok folk nok der flokker dertil. Stranden var stadig pakket med folk, da vi gik op for at finde en is og et tissehus, inden vi satte os til rette i kareten og gjorde byens vikingebefolkning lidt mindre, inden soens seje folk saetter staevnen mod Holland tirsdag morgen.

God vind - og tak for en flot oplevelse til de venlige vikinger paa Soehesten ;).