Naar man naar en vis alder...

Naar man naar en vis alder, har man lov at bruge undskyldninger for ens begraensninger og efter som jeg var den aeldste deltager fra vores firma var jeg helt parat til at goere lige det!

Vi ankom i Battersea Park i oes poes sjaskendes regnvejr. Det silede bare ned fra den store naturlige bruser. Det blev ret hurtigt klart at vi ville blive RET vaade under turen!

Loebet var fantastisk godt arrangeret. Alt var vel afskiltet og der var masser af personale alle steder, saa man aldrig var i tvivl om hvor man skulle gaa hen.

Vi startede i et meget adstadigt tempo, for vi kunne ikke andet end at gaa ganske langsomt, da der var over 5 minutters koe foer startlinien!

Da vi endelig naaede til startlinien aendrede det sig fluks og vi (ja - laeg nu maerke til det, jeg skrev og mente VI!!!) piskede afsted mod den foerste kilometerpael. Den daarlige billedkvalitet skyldes naturligvis hastigheden...

Inden jeg fik mig set omkring havde vi naaet 2 km paelen og jeg rendte endnu! Min soede kollega holdt mit tempo og blev ved med at sige at vi sagtens kunne gaa, hvis jeg ikke kunne holde til det, men saa var jeg jo gaaet hen og var blevet staedig, for "kan jeg loebe 2km, saa kan jeg vel ogsaa naa halvvejs inden jeg skal i hold?" taenkte jeg og staesede videre.

De foerste 2.8 km klarede vi paa ca. 15.5 minutter. Det var sgi da helt godt rendt. Lige foer 3km skiltet satte vi farten ned og gik lidt, saa ringede Lloyd! "We're at the 3km sign and we've only just started walking" fortalte jeg begejstret, mens han vidst nok sad i den anden ende og rystede paa hovedet, for han ved jo at hans kone aldrig loeber, men vidst nok paastaar hun engang har loebet 1,500m, da hun gik paa Selde skole, i sin unge vaar. Jeg sagde bye bye og LOEB videre!

Vandposten stod lige omkring 4km paelen og saa vidste vi at vi bare manglede et mil mere og saa var vi i maal. Det styrtede stadig ned med regn, saa der var god grund til at naa i maal saa hurtigt som muligt.
5 km paelen var naesten den svaereste, for skoent vi vidste der bare var 600m igen syntes de pludselig dobbelt saa lange som de foregaaende 5!
Mit hjerte foeltes slet ikke som omd et skulle springe ud af brystkassen, men jeg var da lige ved at blive nervoes, da jeg saa et stort hjerte foran mig! Faa hundrede meter igen skulle dog ikke goere kaal paa mig, for staedigheden havde atter sat ind. Jeg fandt et lille energidepot aller bagerst i min sjael og piskede afsted mod maal.

46 minutter og et eller andet stod der da vi hvaesede forbi the finish line, hvilket betoed vi havde klaret turen paa bare 41 minutter! Ja, jeg ved godt det er en to-tre gange saa lang tid som de professionelle, men af en gammel kone paa 40, som aldrig har loebet foer er det da helt paent! Jeg fik slet ikke brug for undskyldningerne alligevel. :)

"A pint of coke and a pint of beer" sagde jeg glad til bartenderen, da vi endelig naaede saa langt. Joesses, som der blev skaalet og knuset og smilet! Jeg var simpelthen saa stolt af mig selv, man skulle tro jeg lige havde vundet the London Marathon!

Min kollega mente ikke det var nok med den banan vi fik da vi kom over startlinien, saa han bestilte nogle chips og det var godt nok nogle ordentlige basser. En 3-4 store kartofler vil jeg skyde paa vi lige konsumerede hver og saa havde vi det fint igen.

Vi snuppede lige et lille selvportraet af to af de traette loebere, som skal cirkuleres blandt dem der tvivlede paa vore evner som sportsudoevere! Nu vil jeg gaa op og smide mig paa langs. Der blev ikke brug for nekrologen denne gang, men jeg tror ikke jeg faar svaert ved at falde i soevn. Vi faar se hvad der sker naar jeg kravler ud af sengen i morgen!