Aftenens lysekrone

Aftenens lysekrone haenger i 'the drawing room' i the City of London Club i Old Broad Street. The Club er en af de aeldste Gentlemen's clubs i the City og der er kun adgang for medlemmer og deres gaester. Jeg er heldig at have gode forbindelser og havde i dag en invitation fra en gammel chef, som jeg arbejdede for i 10 aar, for 10 aar siden. 

Selskabet i dag var udsoegt. Invitationen kom, som sagt, fra min gamle chef, som er et af de rareste mennesker jeg nogensinde har moedt. Han havde inviteret en gammel kollega, som jeg arbejdede med i alle de 10 aar og en anden, Roy, som vi ogsaa arbejdede med i en 7-8 af de aar. 

For to aar siden blev Roy meget pludseligt meget syg. Det viste sig han havde en eller anden form for kraeft i maven og han var meget taet paa at doe. Han laa i koma i to uger og svaevede mellem liv og doed i lang tid. Han er blevet en kende aeldre, men er stadig den samme dejlige mand vi kender og holder af. Grunden til invitationen kom frem da vi alle var naaet frem. Det viste sig at en anden af vores tidligere kolleger paa bare 50, var faldet om i Oxford Street i December. Han havde, med noed og naeppe, overlevet en blodprop af en art og er nu ved at laere at gaa osv.

Min gamle chef havde inviteret os alle bare fordi han gerne ville se os alle. 'Vi skal huske at goere det naar vi har lyst', mindede han os alle om og manden har da vel nok ret. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke lade vaere med at fundere lidt over, hvad livet havde budt vi fire i de sidste 20 aar. Alle har vi vaeret igennem al den slags ting, som livet insisterer paa at byde paa og alle er vi heldige nok til at vaere her endnu, omend med lidt knubs. Som min soen altid insisterer 'hvis ikke det slaar dig ihjel, saa goer det dig staerkere'. :)

Vejret goer maerkeligt her, som i DK. Foraaret maa absolut vaere det laengste jeg nogensinde har oplevet. I mellemjuledagene blomstrede paaskeliljerne i the City, men stadig er vores japanske kirsebaertrae ikke sprunget ud. Vejret kan simpelthen ikke blive enig med sig selv om hvilken maaned det er.

Naboens flotte forsythia er lige sprunget ud, mens sneen haenger og truer i skyeerne, som dog hovedsageligt byder paa regn - af den aller vaadeste slags.

Valmuerne insisterer at det er foraar. Jeg tror paa det og nyder alle de skoenne blomster - og livet!

Dagens lunchtime vandring

Jeg modtog for kort tid siden en klage over min blog, som jeg foelte mig tvunget til at taenke lidt over... Klagen gik ud paa at jeg tilsyneladende aldrig mere gaar ud paa mine lunchtime vandringer - eller i hvert fald ikke dokumenterer dem. Den slags kan jeg ikke have siddende paa mig, saa den anden dag gik jeg ud i det fine vejr og haabede paa et lille eventyr ville dukke up undervejs.

Jeg gik ned ad Villiers Street og gennem Embankment Gardens, for at se hvad roerte sig der. Hele haven naermest sitrede med al den aktivitet der blev lagt for dage. Mens gartnerne klippede striber i plaenerne og plantede beder om, summede bierne rundt i alle de nyudsprungne traeer og blomster.

Jeg gik videre til the Temple, hvor der var en plakat der fangede mig oeje. Plakaten reklamerede med en udstilling, 'Beyond Beauty' (beyond betyder saadan noget som 'ud over' og titlen hentyder til man skal se dybere for at se aegte skoenhed), som viste sig at vaere en gratis udstilling, som oven i koebet ogsaa var aaben.

Jeg toevede ikke et oejeblik og snart gik jeg paa de knirkende gulve af Two Temple Place, som byder paa udskaarne traepaneler og ballustrader, moenstrede uldtaepper, mosaikgulve og de mest fantastiske vinduer blandt mange andre detaljer. 

Udstillingen var en kollektion af Egyptiske ting og sager, mange hoestet fra udgravninger af grave i Egypten og andre af nyere model, som f.eks. de smaa porcelaensfigurer paa billedet her. Saadanne porcelaensfigurer, kaldet 'Shabtis' blev fundet i gravene og aabenbart skulle de agere tjenestefolk for Egypterne i efterlivet (the afterlife). Kunstneren forestiller sig en grav aabnet i moderne tid. Shabtierne kommer ud af graven og indser der ikke er noget efterliv, derfor maa de indfinde sig i den moderne verden. Ergo har de baade mobiltelefoner, shoppeposer, protestplakater og solbriller. :) Jeg kunne sagtens have brugt timevis paa at studere de smaa figurer, helt uden noget af det andet.

Det var lidt svaert at koncentrere sig om udstilligen, med alle de arkitektoniske detaljer der stirrede en i ansigtet uanset hvor man kiggede hen. Det flotte glasloft (og aftenens lysekrone...) haenger over trappeopgangen midt i bygningen. Det var svaert at faa et billede fra en god vinkel, men med lidt god vilje kan man vidst godt se det var flot.

Det er foerste gang jeg har set trappeknopper i stil med dem de har i Two Temple Place. Paa hvert hjoerne af trappen, hvor man normalt ville have en knop (forestil dig lige Meyer fra Huset paa Christianshavn pudse paa denne her!), stod der en figure paa omkring en halv meter. Alle var de detaljerede som denne her. Jeg elsker det flotte traevaerk man finder i gamle huse.

Paa sydsiden af bygningen ligger 'den store sal', hvor den stoerste del af udstillingen var sat frem. All vinduer, saa naer som to, var moerklagte. Dette er det oestvendte vindue, som de heldigvis ikke havde daekket til. Laeg maerke til de smukke traepaneler i vindueskarmen ogsaa.

Den del af udstillingen der var i den store sal var af den slags jeg har et lidt vanskeligt forhold til. Jeg kan godt se hvorfor det er spaendende at laere hvad f.eks. Egypterne gjorde for tusindevis af aar siden, naar de begravede folk, men jeg synes det er forkert at grave det hele op og slaebe det ind paa et museum!

Doedssundalerne, maa jeg indroemme, kunne jeg dog ikke staa for - uanset hvor meget jeg ikke bryder mig om gravroeverierne. De er sgi da skaegge!

Sidste punkt paa dagsordenen var det vestlige vindue i den store hal, som var mindst lige saa flot som det oestlige. Klokken var mange og jeg skulle tilbage til min pind, saa jeg boed skoenheden farvel og spaenede tilbage til Trafalgar Square.

Tak for inspirationen Lone - jeg havde en rigtig dejlig tur.