Noget af det jeg elsker ved at bo i en stor by er at man for det meste kan vaere fuldstaendig anonym. Ingen bekymrer sig om om ens toej er gammelt eller nyt, ingen blander sig i om man staar tidligt eller sent op, om man gaar i kirke, moske, tempel eller ej og i det hele taget kan man leve som det passer en, uden indblanding fra anden side.
Et af de stoerste problemer ved at bo i en stor by er at man for det meste kan vaere fuldstaendig anonym! Det kan let foeles som om ingen bekymrer sig om om man lever eller om man doer, isaer hvis man ikke er heldig nok at have ens familie ved haanden.
En af mine veninder har en veninde, der flyttede til Dublin for nogle aar siden sammen med sin mand. De fik en lille dreng og alt aandede fred og idyl - eller gjorde det? Det viser sig at Esra var ufatteligt ensom og nu er hun forsvundet. Hun har nu vaeret meldt savnet i en uge. Familien frygter det vaerste og min venindes hjerte haenger i laser. Vi haaber paa positivt nyt og det snarest. Oev, hvor er det synd!
8 kommentarer:
Det var da forfærdeligt.
Håber på det bedste.
Og du har ret, det rare ved storbyen er det samme som det skræmmende.
Hilsen Grith
forfærdeligt ! vi har en lignende sag her hjemme.. en 21 årig dreng der er savnet siden i søndags.. byer er skremmende.. stor eller lille..
Hilsen Berit (fra Hjørring og Tromsø)
Der er stor kontrast mellem at bo i en storby og at bo på landet...men egentlig tror jeg man kan være lige så ensom ude på landet bare på en anden måde...Forfærdeligt med pigen der er meldt savnet...Man tænker jo straks det værste...Håber ikke der er tilstødt hende noget slemt!
Uff, så leit. Jeg håper hun dukker opp til slutt!!!
Det er noe som heter, å være ensom blandt mange. Det er det nok mange som er. Vi må være glad for at noen bryr seg . Og alle burde bry seg om de rundt seg, selv ukjente mennesker. Du kan redde noens dag.
Hilsen en som bryr seg.......
Grith - haesligt!
Berit - uha, det er grimt, men uhyggeligt normalt.
Kirsten - ja, det er haesligt og hun er stadig ikke dukket op. Min veninde er ude af sig selv og kvindens familie maa da virkelig vaere i shock!
Sylvia - hilsen til dig ogsaa og ja, vi haaber!
København begyndte at have den slags anonymitetsproblemer ca. 1960, tror jeg, måske havde jeg bare ikke opdaget det tidligere, men dengang ca.-60 var der nogen der skrev en slags historie om hvad der ville ske, hvis et menneske faldt om på strøget (der lige var blevet gågade).
Desværre har vi jo set, at flere og flere folk går forbi. Vi er mange, som gør oprør mod den anonymitet, men hvis du "søger" at skabe øjenkontakt i gågaderne, eller prøver at falde i snak med folk når der er noget at falde i snak om, så mærker man hurtigt at reglerne er helt anderledes i Københavns gågader end i vores hjemlige småbyer rundt-om-i-landet.
For en ex-Fuurbo med foto-syn må det også være observerbart, at nogle mennesker i vrimlen er mere sky end andre?
Med mindre man er en meget offentlig og kendt person, tror jeg at man selv har medbestemmelse over det, og selvfølgelig afspejler ens personlighed deraf. Selvfølgelig er det altid sværere når man forlader sine faste rammer og især hvis man tager til et andet land.
Det er altid forfærdeligt når nogen forsvinder.
Donald - du kan tror jeg ser det, men jeg ved ogsaa at det faktisk er lige saa let at komme i snak med folk i London som alle andre steder, man skal bare turde!
Mht at gaa forbi, saa kan man nogle gange blive noedt til det. Det er soergeligt, men noedvendigt!
Pia - hoert og ja, meget!
Send en kommentar