Minder...

Billedet af solopgangen over Sandymount i Dublin tog jeg den 13. August sidste aar. Det var den dag vi tog afsked med vores elskede Irene, for sidste gang. Heldigvis efterlod hun et hav af gode minder, det smukke, lille menneske. Oev, hvor jeg savner hende. 

Godt nytaar

Jeg ok lige I tanke om at ifoelge traditionerne er det ny paa tide at oenske godt nytaar - og jeg er, som bekendt, saa god til det med traditionerne...

Nytaarsaftenen snupper jeg I bidder. Foerste ret er netop indtaget I eget selskab i Dublin lufthavn. Hovedretten snupper jeg maaske et sted mellem Stansted lufthavn og Sarf London I selskab med min elskede og desserten; well, jeg droemmer om kransekage, men naar nok ikke at gentage min tidligere success og snupper en cognac med min elskede I stedet - formentlig derhjemme. 

I morgen vil jeg nyde den foerste dag I det nye aar, med haabet om det er et rigtig godt, nyt aar. 

Farvel 2013 og velkommen hid 2014. 

Storbyanonymitet

Noget af det jeg elsker ved at bo i en stor by er at man for det meste kan vaere fuldstaendig anonym. Ingen bekymrer sig om om ens toej er gammelt eller nyt, ingen blander sig i om man staar tidligt eller sent op, om man gaar i kirke, moske, tempel eller ej og i det hele taget kan man leve som det passer en, uden indblanding fra anden side.

Et af de stoerste problemer ved at bo i en stor by er at man for det meste kan vaere fuldstaendig anonym! Det kan let foeles som om ingen bekymrer sig om om man lever eller om man doer, isaer hvis man ikke er heldig nok at have ens familie ved haanden.

En af mine veninder har en veninde, der flyttede til Dublin for nogle aar siden sammen med sin mand. De fik en lille dreng og alt aandede fred og idyl - eller gjorde det? Det viser sig at Esra var ufatteligt ensom og nu er hun forsvundet. Hun har nu vaeret meldt savnet i en uge. Familien frygter det vaerste og min venindes hjerte haenger i laser. Vi haaber paa positivt nyt og det snarest. Oev, hvor er det synd!