En dejlig dag ved Luton Universitet

Jeg synes mine fridage har et tema der altid involverer at staa op mindst lige saa tidligt som naar jeg skal paa arbejde og tit tidligere!

I dag sprang jeg ud af sengen med et smil, for vi havde en stor dag foran os. Vi kravlede i kareten og satte bilen i nordlig retning, destination Luton Universitet.

Lige praecis som Louise skulle starte paa universitetet begyndte de med at udvide motorvej M1, som saa ellers var en stor byggeplads i alle tre aar vi havde grund til at suse frem og tilbage ad den vej. De er ikke faerdige endnu, men det ser godt nok noget bedre ud end foer de begyndte - og joesses, som det var tiltraengt!

De studerende hentede deres kaaber og hatte i universitetshallen. Der var en del kriser blandt de unge damer, for kaaberne er designet til maend og sidder ikke ret godt fast paa toesetoej! En enkelt rendte over i indkoebscenteret for at koebe en ny bluse, da hun havde pink paa, hvilket clashede med den roede farve paa kappen... Jeg maa lynhurtigt tilfoeje at det ikke var Louise, men det kunne det meget godt have vaeret. HA HA.

Inde i kirken herskede der almindelig kaos, som kan forventes naar en flok stolte foraeldre faar ordre paa at saette sig ned paa en bestemt stol - og blive siddende. Indmarchen af alle de forskellige laerere i alle deres flotte kaaber var lige ved at drukne i folk, men var alligevel meget hoejtidelig og smuk. Allerede paa det tidspunkt begyndte jeg at bande over hvor svaert det ville vaere at faa nogle ordentlige billeder, for lyset kom bare fra alle vinkler!

Kirken var meget smuk, men der var ikke rigtig mulighed for at naerstudere den med linsen, da der var en 4-500 andre der ogsaa skulle tage billeder og maaske gerne ville have lidt ro til at foelge med i talerne fra podiet. Det er for oevrigt rigtig flot at kirken lader universitetet bruge skolen hvert aar, for der foregaar overhovedet ikke noget religioest under ceremonien.

Skoleinspektoeren (eller hvad hulen saadan en paa et universitet hedder) holdt en fin tale til "the graduants". Der blev holdt adskillige andre taler ogsaa og alle havde et godt indhold, men nogen var bedre til at levere talen end andre. Jeg hader simpelthen naar folk bare laeser det op de har skrevet, men tilgav det lige i dag.

Alle laererne har forskellige rober og hatte, alt efter hvilket studie de tilhoerer. Jeg er ikke helt sikker paa hvem der er hvem og jeg er sikker paa der er en grund til farverne etc, men den fik vi ikke lige forklaret. De gik vel ud fra vi alle selv havde vaeret igennem universitetet og derfor vidste alt om hvad der foregik.

Endelig blev det "vores" tur og vores smukke studine steg op paa podiet for at modtage tre styks handtryk og et certifikat. Heldigvis var der en rigtig fotograf til stede, for det var godt nok ikke let at komme til at tage ordentlige billeder i den korte tid det tog for hende at gaa fra den ene side af podiet til den anden.

Efter endt ceremoni blev vi ledt ud af kirken, hvor det bare myldrede med kutteklaedte unge mennesker med de stoerste smil taenkeligt. Louise fandt sin soede laererinde, som lige skulle foreviges. "Stay in touch" beordrede hun alle sine studerende og det er faktisk noget universitetet goer meget ud af. De vil jo gerne kunne prale over deres gamle elever, naar de opnaar noget i livet. Det var faktisk saa soedt, for hele hendes klasse hev og sled i hende, saa de kunne faa taget billeder sammen med hende. Hun saa ret stolt ud.

Alle de journaliststuderende samledes i en gruppe og saa skulle der tages billeder til den store guldmedalje. Der var mildest talt vild kaos, men smil over hele raekken. Jeg tror nok paa et tidspunkt vi fik dem allesammen med paa et billede, men jeg er bestemt ikke helt sikker, for de var som at holde styr paa en pose lopper!

"Take a picture of us all throwing our mortarboards up in the air" loed ordren og som sagt, saa gjort. De unge mennesker havde ellers faaet ordre i deres papirer om IKKE at smide deres hatte op i luften paa grund af "health and safety concerns". De blaeste de heldigvis hoejt og flot paa og pludselig regnede det ned med hatte fra alle verdenshjoerner og saa grinede de hoejt, mens de proevede paa at regne ud hvilken hat der tilhoerte hvem.

Efter at have knuset og krammet og hilset og moedt gik vi ind for at faa de officielle billeder taget. Louise havde soerget for at vi baade fik individuelle billeder af hende og et par stykker med os alle tre. Fotograferne havde bare styr paa alle de hundredevis af folk der skulle forbi deres linser i dagens loeb. Nu haaber jeg bare vi kunne haenge ved. Louise er der ingen tvivl om, men ehmmm... det kan godt vaere at foraeldrene ikke haenger lige saa godt ved!

Vi ville egentlig have spist lunch paa en restaurant i London, men da vi hoerte at der var vaeltet en lastbil paa the M25 motorway besluttede vi os for koere til St Albans, for at finde et passende sted at spise og saa kunne vi vente paa at ulykken blev ryddet op.

I St Albans fandt vi en Zizzi's Restaurant, hvor vi bestilte en flaske Prosecco og ikke mindre end tre retter mad. Vi skaalede og snakkede saa hoejt at tjeneren kom over og spurgte hvad vi fejrede. Da han hoerte at det var en graduation gav han dessert og kaffe. Det var ret flot, efter som vi ikke just nogensinde bliver hans bedste kunder, da vi ikke just bor i nabolaget. Vi var simpelthen saa stop foraedte foer vi gik derfra at vi endte med at maatte springe aftensmaden over i aften!

Ulykken tog aabenbart laenge om at blive ryddet op og vi endte med at maatte vesten og syd om London for at komme hjem. Jeg var lige ved at tro vi var naaet lidt for langt syd paa, da vi begyndte at se palmer, men pludselig var vi hjemme.

Dagen var lang, men den var endnu bedre end den var lang. Oprindeligt var Louise i tvivl om hvor vidt hun gad med til festelighederne, men heldigvis fik jeg hende overtalt (det ville vi sgi da ikke gaa glip af!) og da vi endelig kom hjem var vi alle enige om at det havde vaeret hele besvaeret vaerd og at vi slet ikke ville have undvaeret noget af det - inklusiv alle de haarde timer over de sidste tre aar.

Her har vi hende saa - den smukke graduate med en BA hons i journalisme. Vi er simpelthen saa stolte af hende, som om hun er den foerste person der nogensinde har bestaaet noget lignende. Vi synes i hvert fald hun er den smukkeste! :)