Tirsdag var en underlig dag

Mandag tikkede der en text ind fra familien i Streatham, der kaldte os til spisning klokken 19.30 tirsdag aften. Hmmm... gad vide hvorfor, taenkte vi, men spurgte ikke, for det ville vi jo finde ud af naar vi kom frem.

Jeg havde hulens travlt hele dagen, da vi havde en deadline der skulle naas foer midnat... Jeg luskede nu stadig ud et smut ved middagstid, for vejret var helt formidabelt.


Solen skinnede helt vildt paa vandfaldet bag Liverpool Street station og folk sad i flokkevis og spiste frokost paa trapperne. Jeg var fristet til at tro det var ved at vaere sommer!

Med fornyet energi gik jeg tilbage og satte mig tilrette ved mit skrivebord, hvor alt for meget arbejde ventede. Jeg skulle lige have den rapport jeg arbejdede paa parat til at vi kunne gaa den igennem en sidste gang. Den sidste gennemgang tog dog noget laengere end planlagt og min aftensmad blev udskudt med to hele timer. Min mave knurrede om kap med de andres og endelig var vi parat til at vende snuden hjemad.

Aftensolen hang i skyerne paa vejen over London Bridge og jeg gik stille og roligt og spekulerede i hvad mon var aarsagen til at vi var blevet hasteindkaldt til curry & roti spisning. Jeg gaettede paa vi havde enten et bryllup eller en graviditet i familien, men var stadig overrasket over at det ikke kunne annonceres i weekenden? Den eneste anden aarsag jeg kunne komme i tanker om var at de havde vundet i lotto, men jeg var ikke sikker paa de spillede...

Jeg ringede og sagde at jeg endelig var paa vej og hvor og hvornaar jeg ville ankomme. Jeg kunne hoerer snakken og fnisen i baggrunden og var pludselig ret sikker paa at der ikke var buler paa vej lige nu, men besoeg fra ded store ydland...

Ganske vidst, da jeg traadte ind ad doeren sad en storsmilende familie rundt om bordet med the Browns fra Texasland imellem dem. FEDT, det var endnu bedre end at vinde i lotteriet. De havde ikke vaeret her siden 1999, da Mum Wishart doede og havde endelig besluttet sig for at aflaegge os et besoeg. Vi saa dem i Canada sidste aar, men resten af familien havde ikke set dem i 8 aar. Gensynsglaeden var stor - rigtig stor!

Mht bulen, saa har jeg et lille vaeddesmaal gaaende med mig selv. Jeg er overbevist om at by Christmas 2008 har vi mindst en baby i familien og forhaabentlig ogsaa et bryllup.

Watch this space!