Post nr 1,000 - med fotosafari

WOW - i foelge blogger er dette min post nr. 1,000! Jeg kan se paa besoegstaelleren at jeg har rundet 25,000 besoeg og jeg sidder her og maaber. Jeg laeser mange forskellige blogge, danske saavel som andre nationaliteter, og begriber ikke at nogen gider foelge med i mine ligegyldigheder, men haaber da ikke I alle kommer her af ren medlidenhedsskyld. :)
Tak for alle jeres besoeg og kommentarer, jeg saetter pris paa hver og en.


I gaar tog jeg en hurtig runde i haven med mit elskede fotografiapparat. Montbresiaerne er i udspring, men en enkelt havde aabenbart sprunget for hurtigt og var snublet i springet. De var nogle af de foerste blomster i vores have som jeg virkelig lagde maerke til og glaede mig til ville blive vores!
Parakitterne har vaeret i aeblerne og nu har myrerne gud hjaelpe mig ogsaa faaet smag for dem. Vi blev enige om at lade det afgnaskede aeble sidde paa traeet - i haab om at fugle og myrer spiser det faerdigt, foer de gaar i gang med de naeste.
I oevrigt kan jeg se at al ting er et par uger bag ude, for sidste aar ved denne tid plukkede jeg 100 blommer og indtil videre kan jeg kun se to der er naesten modne.

Vi sad ude og noed vores frokost i gaar. Det havde vaeret overskyet hele morgenen, men pludselig broed solen igennem og varmede som en griselampe. Da vi satte os til bords fik Lloyd oeje paa denne lille groenne faetter, som sad lige ved hans tallerken. Den ville hverken helt eller halvt flytte sig, saa jeg pustede til den og saa skred den.

Efter vi havde spist skulle vi ud og handle. Vi gad ikke rigtigt, men vi traengte til det, saa vi koerte afsted. Jeg bad Lloyd om at koere til Bromley foerst, da jeg lige skulle have betalt et par checks ind i banken og skulle have fat i et kort til min kaere veninde, som flytter til Danmark (BUHUUUUUUUUUU) i morgen. Fra Bromley var det meningen vi skulle koere direkte til "the Great Sava Centre in the sky" (ja, saadan kalder jeg altsaa altid vores supermarket; kan ikke lige huske hvorfor), men min elskede havde faaet en ide. "There's somewhere I want to show you" sagde han og inden jeg fik mig set omkring var vi ude paa M25-motorvejen, destination Gatwick!
Stedet han ville vise mig havde han opdaget ved et tilfaelde en dag han var ude paa en af hans utallige lufthavnsture og sad i en trafikprop. Han besluttede sig for at dreje af og se om han kunne finde en anden vej hjem og endte i Netherne village, som er en, tilsyneladende, ny landsby bygget et af de smukkeste steder taenkeligt. Jeg begriber ikke hvordan der er blevet givet tilladelse til at bygge der, men der var godt nok dejligt.

Vi koerte ned ad bakken fra byen og stoppede, saa jeg kunne staa ud af bilen og tage kornbilleder. Jeg elsker simpelthen synet af en tilsaaet mark. Det er saa dejligt livsgivende og saa giver det nogle fantastisk flotte billeder. :)

Der er en del kastanjetraeer langs vejen og markerne og alle bladene ser efteraarsbrune ud paa dem. Jeg forstaar det ikke helt, men gaar ud fra der maa vaere sygdom i dem, for de er bestemt ikke blevet braendt af solen i aar!

Vi blev ved med at koere ad de mindste og de mest kringlede veje og pludselig fandt vi Farthing Downs, som jeg opdagede er ejet af the Corporation of the City of London, som ogsaa ejer den bygning jeg arbejder i. The Corporation ejer rigtig mange store groenne arealer og goer et kaempe stykke arbejde for at holde dem groenne og ikke lade dem blive bebygget.

Naar man staar paa toppen af Farthing Downs foeles det lidt som om man staar paa toppen af verden. Man kan se helt fantastisk langt vaek og der er saa smukt saa smukt. Det eneste man lige skal tage hoejde for er alle de kolorte der ligger rundt omkring. Vi saa ikke koeerne, men aabenbart gaar der koeer deroppe.

Jeg saa et par roede vinger suse forbi mig og straks var jeg paa jagt med linsen, for at se hvad i alverden det var for en faetter og skoent jeg saa den taet paa maa jeg indroemme jeg ikke er taettere paa at vide hvad det er for en, men flot er den da.

Farthing Downs, lige som alle de andre Corporation-ejede groenne arealer, er rigtig godt skiltet og der er lagt adskillige forskellige ruter ud, som er lette at foelge. Jeg tror vi skal et smut derop en dag med et par timer i lommen, saa vi kan proeve nogle af ruterne.

Skyerne susede hen over himmelen og lyset skiftede konstant mens vi var der. Det er lige saadan noget vejr jeg godt kan lide, for der er hverken for varmt eller for koldt og saa giver det saadan nogle dramatiske billeder.

Jeg skulle lige have et enkelt billede mere foer vi skulle koere videre og saa fandt jeg en tidsel med en hummelbi, som jeg synes var en meget passende afslutning paa turen. Hummelbien viste sig at vaere lidt speciel, for den havde en roed roev! (Der kommer flere billeder paa Flickr). Jeg gad vide om det er et kriterie for krybene paa Farthing Downs at de skal have noget roedt paa sig for at maa bo der? :)

Turen hjemad gik den lange vej rundt, ned gennem en ualmindelig skoen skov, hvor vejen kun var bred nok til en enkelt bil og der var lavet "hold ind til siden pladser" saa folk kunne passere hinanden. Saadan et sted bliver man simpelthen noedt til at koere og nyde, saa det gjorde vi.

Vi kom til en lille lysning, hvor jeg blev noedt til at stige ud endnu engang for at traene pegefingerens fleksibilitet.

Der stod nemlig en stor og laekker rugmark (joesses, jeg kommer pludselig i tvivl - det er da rug?) med en skoen blaa og hvid himmel over sig. Som allerede tidligere naevnt saa er det altsaa noget af det smukkeste jeg kan se og faar mig altid til at taenke paa Jeppe Aakjaer. Han havde saa mange skoenne observationer omkring hoesten.

Endelig naaede vi til Caterham og satte snuden i hjemlig retning. Vi fik handlet og kort tid efter vi var kommet hjem og var ved at saette noget hurtigt mad paa bordet ringede det paa doeren. Der stod min svoger og kone med en flaske Disaronno, en kasse honey mangoes og et lykoenskningskort i haanden og gratulerede med bryllupsdagen. Vi skyndte os at aabne en flaske vin og naaede knap at saette glasset til munden inden en af vores venner stod og trykkede paa doerklokken ogsaa!

Vi satte os lige i koekkenet mens vi spiste og i loebet af nul komma fem var aftenen gaaet og vi havde sat paa den haarde koekkenbaenk hele aftenen! Jeg elsker at vaere impulsiv og man kan da ikke sige andet end i gaar virkelig var en perfekt dag i den sammenhaeng!