Luton er en lille by nord for London, som ikke ser vildt inspirerende ud, men vinder lidt ved naermere eftersyn. Loerdag havde vi et par aerinder der, saa vi drog nordpaa ved middagstid, da vi skulle vaere der klokken 14.00. Det var sandelig godt vi kom hjemmefra i god tid, for vi faldt vidst nok lige en anelse for meget i snak undervejs og pludselig udbroed Lloyd: "Sig mig lige engang, var det ikke afkoerslen til Stansted?" "STANSTED, STOENNI!", svarede jeg - "GU VAR DET SAA!"
Vi koerer saa tit til Stansted Lufthavn, at vi bare var fortsat op ad M11 og fuldstaendig havde glemt at koere ad M25 til M1!
Bilen kender vidst efterhaanden selv turen saa autopiloten drog mod lufthavnen, for hvor skal man ellers hen, naar man stiger paa M11?
Pludselig havde vi IKKE helt saa god tid som da vi koerte hjemmefra. Faktisk tror jeg vi lavde en omvej paa knap ca 40 miles! Oh well, det var en paen omvej. (",)
Jeg elsker at koere paa motorvej, for der er saa meget at fotografere, men det var altsaa ikke derfor vi koerte saadan en omvej! Jeg sad og tog billeder og noed de flotte groenne marker og taenkte bare overhovedet ikke paa hvor vi var paa vej hen.
Ca hver evig eneste gang jeg trykker paa knappen paa kameraet spoerger min kaere mand: "Hvad tager du billeder af nu?" og ryster paa hovedet naar jeg forklarer hvor smuk den hoejspaendingsmast vi lige er koert forbi er! "You're mad!" siger han, og sukker, mens han smiler tilfreds og lidt stolt over at han er den der for alvor fik mig igang med at tage billeder; han koebte mig nemlig mit foerste SLR kamera for knap 14 aar siden og hoejrehaands pegefinger har faaet en del motion lige siden!
Jeg klager ikke! hvem kan staa for en vejrhane og et noegent trae mod en omskiftelig himmel som denne her?
SKAL man ikke tage billeder af den slags?
Naah, vi naaede til Luton, via Royston og Hitchin... (havde vi da bare opdaget hvad vi havde gjort FOER vi kom forbi Stansted!) og endte i Luton, som planlagt.
Vi naaede det vi skulle og saa gik turen til Harlington for at besoege familien Caton, som vi fik regnet os frem til at vi ikke havde set i et helt aar. Det er godt nok for laenge. Jeg er virkelig forundret over at boernene overhovedet HUSKER os, men det er der ingen tvivl om at de goer, for saadan en modtagelse som vi fik, faar man ikke med mindre man har vaeret savnet.
Joesses, hvor er det laekkert at blive modtaget med verdens stoerste knus og et kaempe smil!Aftensmaden havde vi aftalt skulle indtages paa den lokale pub: "The Old Sun", saa ingen skulle spilde de sparsomme timer sammen, i koekkenet.
The New Moon lyste over The Old Sun da vi ankom. Det fik Mark (7) og jeg en del snak ud af. Dejligt at han er blevet saa stor at han kan fatte saadan en lille leg med ord.
Vi snakkede alle som et kaempe vandfald, fik vendt hele verdenssituationen og blev enige om at skoent det foeltes som om vi saas i gaar, saa er et helt aar altsaa for lang tid ikke at se hinanden. Det er da taabeligt, naar man kommer saa godt ud af det med hinanden. Hvad hulen er en 100-110 km mellem venner?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar